Omslag: Sabine Brandt Studio.
Vi er ude på landet i 70´erne. De glade 70´ere fristes man til at sige, men det klinger alligevel forkert, og er ikke spor morsomt, sådan som det skildres i Birgitte Bregnedals debut som voksenforfatter. Det er en ferm børne- og ungdomsforfatter, der med "Pigen med sherifstjernen" tager et skridt ud i nyt farvand. Ikke at Birgitte endnu ikke har skrevet om farlige og komplekse emner, for det har hun. Birgitte Bregnedal er forfatter til mere end 20 børnebøger og også enkelte for læsesvage unge og voksne. Egentlig er hun uddannet økonom, men kvittede finanskarrieren og kastede sig ud i livet som forfatter efter 13 økonomi-år. Hun er medlem af Danske Rejsejournalister. Som rejseskribent kombinerer hun eventyrlysten og skrivningen - to af hendes store passioner.
Men tilbage til sherifstjernen, for dens symbolik løber hele vejen gennem debutbogen. Den 6-årige jeg-fortæller ser på livet på en frisk og usentimental måde. Sammen med den ét år ældre storesøster, Mille, ser hun på voksenlivet som det omgivende dyreliv på gården, det er også meget lig sådan som de vokse i hendes verden ter sig. Det er ikke let at være barn, men det må man bare få det bedste ud af. Sådan er det!
Mens søsteren ser op til moren, er det faren som jeg-fortælleren holder sig til. Som børn går de ind og ud af mange forskellige verdener, for noget må gerne siges til den ene, men ikke til den anden. Det går igen i forholdet til bedsteforældrene. Det er ikke altid lige let farvand at manøvrere i. Der er lidt "Emil fra Lønneberg" over den ligefremme måde som fortællingen berettes på, men smilet når ikke med. Alligevel er der noget afvæblende over Birgitte Bregnedals måde at skrive på. Selvfølgelig er barnets ofte pudsige optik afparerende i sig selv, men det er ikke kun det. Der er noget direkte hjerteløst i den måde som børn kan behandle sig selv og andre på, så på den måde slægter de hinanden på i familien.
Udsnit fra bogens omslag, kreeret af Sabine Brandt Studio.
”Bella
fik otte hvalpe, men far slog de tre ihjel ude på bagtrappen. Han tog fat om en
hvalp ad gangen, løftede den og slog dens hoved ned mod cementtrappen. Han
troede, jeg sov, men det gjorde jeg ikke. Hvalpene havde ikke fået øjne endnu,
så de kunne ikke se, hvad der skete. Det kunne jeg. Dagen efter klippede far
halen af de andre hvalpe med en tang. Et lille piv fra hver hvalp, så lå der
fem sorte stumper, der lignede små tuscher med rød farve ud af. De fem hvalpe
bliver svære at komme af med, fordi de er et uheld, det siger min mor. Far har
lovet at finde nye hjem til dem alle fem. Men det har han ikke gjort endnu, så
derfor bor de ude i legehuset. Det er en af de ting, der gør min mor rigtig
sur.” (s. 24)
Udsnit fra bogens omslag, kreeret af Sabine Brandt Studio.
Umiddelbart når man træder ind i bogens univers, tænker man uvilkårligt, om det nu også er en voksenbog, men ganske langsomt føres vi tilbage til barndommens stier, og måske har vi glemt (med vilje?), hvor råt det også kan være. Pludselig går det op for én, hvor ubarmhjertig naturen også er - for sådan er livet på landet også. Det med at leve i pagt med naturen klinger ikke længere helt så smukt... I bogen gøres der også nar af de unge, der er flyttet ind i det nærliggende kollektiv. Det har de kun gjort for sjov, forstås det. De er på en slags udflugt til virkeligheden, men for bogens centrale søskendepar er det ingen leg, for det er også en bog om overlevelse, for liver er på mange måder en kamp imod tilværelsen. For bogens to piger er der ikke megen forsoning. Der er ikke tale om at romanen er tilstræbt rå, og alligevel er den - på en måde. Den balancerer et sted mellem "Emil fra Lønneberg" og så den råhed, der er børnenes egen. Eller i hvert fald den som børnene får påduttet af forældrene. Det er altid svært at afgøre, hvad der kom først: ægget eller hønen? Livet er ikke for nybegyndere.
Udsnit fra bogens omslag, kreeret af Sabine Brandt Studio.
”Farmor og farfar kan ikke lide
min mor, de synes ikke, hun kan gøre rent. Det kan hun heller ikke, hun kan
hverken lide at rydde op eller gøre rent. Det kan far heller ikke, ingen af dem
er gode til det, men de roder på hver deres måde.” ( S. 33)
”Bare far kommer hjem, inden
farmor ringer igen. Hvis farmor spørger, hvordan vi har det, skal vi sige
’godt’, også selvom det ikke passer. Hvis mormor spørger, hvordan det går, skal
vi sige ’ikke så godt’ og håbe på, at hun giver os nogle penge. Det gør hun
sommetider, men det er slet ikke nok, siger min mor. Hun fik mange flere penge
og gaver, da hendes far levede.” (s. 37)
Udsnit fra bogens omslag, kreeret af Sabine Brandt Studio.
Sproget er børne-rapt. Det er de talende pausers sprog.
Der er en afgrund, der åbner sig bag en sætning som:
”Vi spiser kolde frikadeller
uden sovs og uden far.” (s. 45)
Eller i denne tilsyneladende neutrale konstaterende sætning:
"Både Kristine og jeg gør, som
Mille siger, fordi hun er ældst, ellers må vi ikke være med." (s. 111)
Udsnit fra bogens omslag, kreeret af Sabine Brandt Studio.
Hele hovedpersonens korte liv og tilknytning til faren kan opsummeres i bogens næsten afsluttende betratning af titlens sherifstjerne og dens betydning for hovedpersonen:
"Jeg kan mærke sherifstjernen i
lommen, tager den op og holder den op over mit ansigt. Det er næsten mørkt i
værelset. Jeg finder aldrig sheriffen, der har tabt den, og far er her ikke.
Jeg kan selv tage den på, bare indtil far kan få den." (s. 117)
Det er en fornøjelse at læse Birgiite Bregnedals debutbog som voksenforfatter. Den virker uniddelbart så let og ligetil, men det skal man ikke lade sig narre af. Vi har alle brug for vor egen sherifstjerne!
Birgitte Bregnedal:
PIGEN MED SHERIFFSTJERNEN
Roman
124 sider
Forlaget Fru Nysgerrig
- Udgivelsesdato: 30. august 2021 -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar