Som Louise C. Larsen (LCL) skriver: ”Valdemar Andersen arbejdede på tværs af kunst, kunsthåndværk og industri. På tværs af den tredeling og lagdeling i indbyrdes spændingsforhold, vi almindeligvis sætter op mellem de tre størrelser. Selv markerede han klart og entydigt sit standpunkt: Han var kunstner.”
Den
kunsthistoriske gennemgang af Valdemar Andersens liv og værk har overskriften:
Tegner af tiden, og undertitlen: Lethed og nærvær i Valdemar Andersens streg.
For kunsthistorikeren med speciale i satiretegninger startede det hele for 11
år siden, da LCL modtog to store mapper med
1500 skitser, lærreder, prøvetryk og avisudklip fra hele Valdemar Andersens
karriere. Mapperne var første gang dukket op i sønnen, tegneren, Ib Andersens atelier
i Fredensborg i 2004. LCL var blevet tilkaldt for at lade indholdet tilgå
samlingen af bladtegninger på Kort- og Billedsamlingen i Det Kgl. Bibliotek. Som
LCL skriver: ”Alting vokser, mens vi er væk fra det” – og sådan gik det også
med tilblivelsen af denne bog.
Valdemar
Andersens aktive kunstnerliv strakte sig over en 30-årig periode fra 1998-1928,
hvor han døde af leukæmi som bare 53-årig.
”Han
lavede ”tidstypisk Japan-Slyng” som tapetforlæg for C. Krügers Tapetfabrik og
broderimønstre for Chr. Permin. Snart kom også plakater og bogbind til, foruden
mængden af tidsskrifter, han bidrog til. Det første tiår efter 1900 synes hans
produktion nærmest at eksplodere, og det kunne ligne en kroning af hans
anstrengelser, da han blev ansat på Politiken i 1908.”
Valdemar
Andersen skabte de første forsider til søndagstillægget i Politiken. Det skulle
med tiden blive en institution i dansk kultur. Det var ”originalværker, der
blev skabt direkte til avisens læsere, som kvitterede med at hænge forsiderne
op på deres vægge. Hans sidste værker skulle derfor vise sig at række videre
til nye generationer af tegnere og deres beskuere.”
Det
var værker som han signerede. Med en soloudstilling på Den Frie i 1912, sammen
med Harald Moltke, cementerede han sit ståsted. Udstillingen sammen med hans
mindeudstilling på Charlottenborg november 1928, er den vigtigste samlede
dokumentation af hans livsværk.
Som
LCL skriver: ”Valdemar Andersen er der og er der alligevel ikke i dansk
kunsthistorie. Hans navn dukker op igen og igen i oversigter over den danske
kunst i det 20. århundrede, men gerne som navn og uden nærmere analyse. Hans
livsværk falder hver gang uden for den valgte linjeføring for den pågældende
oversigt.”
Zoologisk
Have var en ophobning af visuelt materiale for Valdemar Andersen. Det er stærke
værker fra hans hånd, der viser hans dybe forståelse og indlevelse i andre levende
væseners væren. I det hele taget var han en venlig maler, der tegnede og
illustrerede i en frustreret tid. Første verdenskrig skabte formuer herhjemme, indtil
Landmandsbanken krakkede i 1922. Det betød mange udsmykningsopgaver for
Valdemar Andersen, og derfor blev det så som så med papirarbejdet i de år. Til gengæld
gav det mulighed for offentlige restaureringsopgaver og enkelte udsmykninger.
Det
siger meget om ham og hans væsen, når det lykkedes ham at holde sg ude af kunstnerfejden eller bondemalerstriden i 1907, hvor ikke mindst Johns V. Jensen og Herman Bang stod stejlt over for
hinanden som to af datidens mest betydelige kunstnere i en defineringskamp om
det syge og det sunde, og om forskellige måder at forvalte sit kunstneriske
talent på. Både Bang og Brandes fortrak
til udlandet. Valdemar Andersen formåede at holde sig gode venner med stridens
bagmænd. Men det hjalp også at han var sygemeldt i perioden, så ingen krævede
hans stillingtagen i konflikten mellem Karl Madsen og Gudmund Hentze, der
kastede de første sten.
For
samtiden var der med Valdemar Andersenen en kontrast mellem at være tegner
contra maler, der vel stadig gør sig gældende, men selv virkede det ikke som om
han var bærer af det, da han netop trivedes så fint på flere forskellige banehalvdele
samtidig. I forbindelse med udstillingen på Den Frie i 1921, skriver LCL: ”Hvis
man sætter kritikken op mod de bevarede værker fra udstillingen, fornemmes
klart forskellen til en kunstkritik, filtret ind i ambitioner, frustrationer og
higen, hvorfra kun sjældent noget kunne løses op. Det har kun gjort den tegner,
der konstant fandt løsninger og syntes at besidde sjælefred oveni, så meget
desto mere øretæveindbydende.”
Der er en fin karakteristik af Henri
Nathansen-portrættet, der var med på Den Frie. Portrættet blev bestilt med et ønske om at han skulle foreviges lige så smukt som Marie Krøyer blev det af gemalen på de samtidige
Skagensmalerier:
”Sjældent har en model bidraget så
bevidst i kompositionen af sit eget portræt.” s. 180
LCL har et smukt og smidigt sprog, og
bogen er skrevet med en glødende indlevelse, der gør, at man kan se det levende
for sig, som i beskrivelsen af ophængningen på udstillingen i 1912. Det er i
sådanne passager, at vi mærker LCLs egen kunstneriske ånde: ” Valdemar Andersen
måtte sætte i scene. Hans professionalisme lå i at tænke i rum, og de til
udstillingen skabte portrætter af byens ansigter blev sat i spil, så Cavlings
høje hat modsvarede Nansens hvide vest længere henne ad væggen, mens det
bugtende lys i en våd bygade fandt sin modpart i en ligeledes bugtet vej op til
et hus. Tilsvarende var portrætterne hængt op, så linjerne i de portrætteredes
arme gentog sig eller spejlede sig i hinanden. Underspillede linjeforløb på
hvert lærred fandt deres fortsættelse på billedplanet ved siden af sig.” s. 183
Det går igennem hele bogen. Ja, det er allerede til stede i bogens første og
indledende sætning: ”Valdemar Andersen tegnede sin samtid, ligesom han skabte
værker, der formede hans samtid.”
LCL citerer sluttelig Københavns
anmeldelse af mindeudstillingen fra den 8. november 1928: ”Der er mange Ting
paa denne Udstilling, der tyder paa, at denne Kunstner, hvis han havde kunnet
holde sig den overfladiske Aktualitet helt fra Livet og havde faaet Tid til
større Fordybelse, kunde være naaet til at give større og varigere Værdier.”, og
slutter med avisens ord: ”Man giver sig ikke ustraffet Døgnaktualiteten i Vold.”
(s. 255).
Det er en fornøjelse at følge LCL´s
varme gennemgang af Valdemars liv og værk. Det har samtidig været en
kunsthistorisk lystvandring gennem perioden. Det har været både berigende og
appetitvækkende. Den meget fyldige gennemgang af kunstnerfejden i 1907 (også
kaldet bonde-opgøret) virker først lidt for omstændelig, men det er svært ikke
at se paralleller til vor tid i dag, hvor det måske stadig er den samme polarisering
mellem land og by, der gør sig gældende?
Louise C. Larsen: Tegner af tiden.
Lethed og nærhed i Valdemar Andersens streg.
Syddansk Universitetsforlag 2021
352 sider. Gennemillustreret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar