Viser opslag med etiketten Bollywood. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bollywood. Vis alle opslag

mandag den 3. september 2012

INDISK KÆRLIGHED - så var der urpremiere!

 
Fotos: Sille Veilmark
 

Der står han i døren. En ung inder klædt i indisk festtøj. Han byder os indenfor. Der er noget han vil fortælle os. Han er synligt nervøs og spændt. Han har inviteret alle i blokken med til dette surpriseparty, for han gider ikke vente længere. Nu skal det være. Han ved godt at de slet ikke kender grunden til at de er samlet. For det er ham selv, der er den største ”surprise”. Det ved han godt. Nu venter de bare på Alexander. Alle kender Alexander, men ved ikke hvem han er, inderen. De er ikke bare kærester, inderen og Alexander, de er også gift.
Imens vi venter på at Alexander dukker op, fortæller han deres historie. Ja, han fortæller alt det som Alexander ikke har fortalt  de andre. Sådan er danskerne. De kan ikke lide at skilte med tingene. Inderen kigger sig rundt, kigger på os, for han vil gerne fortælle os det hele. Fortælle os om hvordan de mødtes i Indien, og om hvad der siden skete her i naturværkstedet. Den første gang de var sammen.

 


Det er ikke bare to fyrer, der finder sammen. Det er også to kulturer, der drøner sammen. I Indien er det en selvfølge at de skal giftes – med en pige, mens i Danmark er det en selvfølge at man skal giftes med den man elsker. Og de elsker vitterlig hinanden. Det er tydeligt, for det lyser ud af ham, inderen.  Men han er også nervøs, for der er meget på spil for ham. Han er en sjov én, for på den ene side er der noget legende let over ham, som om alt det besværlige ellers bare preller af mod ham, som om det slet ikke når ham, mens han på den anden side selv har valgt side, og har taget nogle utraditionelle valg, der gør ham meget synlig – og sårbar. Men først og fremmest er han menneske. Et menneske, der har gjort op med sin baggrund og har taget et utraditionelt skridt, der kuldkaster alt det han kommer fra. Og så danser han. Det gør han nærmest fra starten af, da han byder os velkommen.

Han har altid set dem i biografen, er vokset op til dem. Filmene, Bollywood og de ”larger than life”-figurer som filmene er fulde af. Han danser det simpelthen væk, alt det besværlige. Det har han nok altid gjort. Som han står der og danser, er der ingen tvivl om at det virker, for det kan vi jo se. Men han vil gerne prøve om han kan nå at fortælle deres historie inden Alexander intetanende kommer ned i naturværkstedet, hvor hans indiske ven har sat dem stævne.
 
 

Mens han laver chai, fortæller han historien om hvordan det er gået til, hvordan det er blevet ham og Alexander. Det er en fortælling om fællesskab, men også om forskelle. På mange måder kunne de godt bytte tøj, for tingene er ikke som de ser ud. Alexander kunne lige så godt være inder, men han synes ikke at det er sjovt, når vennen påpeger det. For selv om de ellers har humoristisk sans nok til at de kan grine af deres forskellighed, så gælder det ikke, når de snakker om Alexanders forældre. For lige så initiativrig han er på vennens vegne, lige så lukket er han, når det gælder hans egne trakasserier med familien. Han vil helst have at de slet ikke får noget at vide, for det er det letteste. På den ene side er der menneskerettighederne og ytringsfriheden, og på den anden side er der forskel på det man siger og det man gør.  

VELKOMMEN TIL INDISK KÆRLIGHED – eller hvordan man overlever at blive forelsket.

Urpremiere i Vesterbro Naturværksted, Saxogade 17, Saxoparken (nabo til Apostelkirken) søndag den 2.9. kl. 18.30. Spiller hver aften kl. 18.30 til og med fredag den 7.9.2012

Billetter sælges ved indgangen fra kl. 18.15.

Skrevet af Michael Svennevig. Instrueret af Ditte Maria le-Fevre og spillet af Pouria Tahmasebi.

Varighed: 40 minutter.

Mandag den 3.9. og onsdag den 5.9. er der efterfølgende samtale med Malene Fenger-Grøndahl og instruktøren, dramatikeren og skuespilleren.
 
 
Læs mere om Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9. september 2012
som INDISK KÆRLIGHED indgår i:
 
 

fredag den 24. august 2012

INDISK KÆRLIGHED - eller hvordan man overlever at blive forelsket

Bollywood og kærlighed.

Fotos: Sille Veilmark


Oplev monologen

INDISK KÆRLIGHED
– eller hvordan man overlever at blive forelsket”

Urpremiere Søndag den 2. september kl. 18.30-19.15 i Vesterbro Naturværksted. 
Spiller hver aften kl. 18.30 til og med fredag den 7. september.                                                                                                           
En munter historie om kærlighed, menneskerettigheder og ytringsfrihed. Om to mænd, der gifter sig. En dansk og en indisk. Med Bollywood-musik til. Med især et kærligt og kritisk blik på det danske samfund set udefra af én, der ser noget helt andet end det vi forestiller os. For måske er vi ikke helt så frigjorte og tolerante som vi selv tror? Måske er det i stedet os, der er de hæmmede?

Monolog af Michael Svennevig. Instrueret af Ditte Maria le-Fevre og spillet af Pouria Tahmasebi.

Billetter á 85,- kr. (inklusiv chai) købes kontant ved indgangen fra et kvarter før forestillingen.

SAMTALEARRANGEMENTER:
Se forestillingen og mød instruktøren, skuespilleren og dramatikeren i en efterfølgende samtale med forfatteren og journalisten Malene Fenger-Grøndal, hvis bog ”Den forbandede kærlighed” delvist ligger til grund for forestillingen ved to efterfølgende samtalearrangementer mandag den 3.9. og onsdag den 5.9. kl. 18.30-19.45. 

Vesterbro Naturværksted, Saxogade, Saxoparken, Vesterbro. Find vej: http://map.krak.dk/m/9MQxc .             
INDISK KÆRLIGHED indgår i Teaterdage på Vesterbro. Læs mere: http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html






UDDRAG fra
INDISK KÆRLIGHED

Opført til arrangementerne den 4.-5. august 2012 i
 forbindelse med lanceringen af "117 stemmer om drømme og visioner",
hvor både Malene Fenger-Grøndahl, Ditte Maria le-Fevre 
og Pouria Tahmasebi medvirkede.

Forinden havde Pouria været på fotosafari sammen med Sille Veilmark rundt i Københavns gader, hvor de forsøgte at finde et billedmæssigt udtryk for, hvad det vil sige at være indisk i danske omgivelser. Da jeg så de fascinerende billeder var jeg ikke i tvivl om at Sille især i billedet, der er sat øverst på bloggen her, netop havde formået at fange det rette.   

 (Uddrag fra sceneteksten)

"Jeg ved godt, at man ikke kan se det på mig. Andre tror, at jeg altid er glad, for jeg er glad, men jeg var så ked af det dengang. Ulykkelig kærlighed. Så enkelt var det. Hendes familie havde forbudt mig at komme i nærheden af hende. Og de mente det! Jeg følte mig helt udtværet. Det var nok derfor jeg knytter mig så hurtigt til ham. Alexander... man kan høre det på navnet. Sådan er han. Han åbner en hel ny verden for mig. På mange måder. Han er også alene, og med ét forsvandt den alenehed. Jeg ved ikke, hvorfor jeg knytter mig til ham. Jeg tænker ikke over det. Jeg gør det bare.
(pause)
Det har længe ligget i luften. Det mellem ham og mig. Selvfølgelig har vi rørt ved hinanden. Det gør venner jo... eller det gør I jo ikke, men det er jeg vant til. Sådan lidt efter lidt er vi kommet tættere på hinanden. Lige siden vi mødtes i Indien har det været sådan. Nu kan vi slet ikke undvære hinanden. Jeg ved da godt at det ikke er venskab... ikke kun venskab. Jeg er jo ikke helt dum, men det er ikke noget jeg har spekuleret over. Jeg tager det som det kommer. Og jeg elsker livet sammen med Alexander, så enkelt er det. Han får mig til at le.
Det ligger vel i os alle. Et eller andet sted. Hos os er det ikke noget vi gør - på den måde. Sådan af kærlighed. Ikke med en anden mand. Men det ændrer han.
Jeg aner ikke, hvad det betyder, da han spørger... om vi skal giftes. For vi er jo to fyre, og samtidig tør han ikke holde mig i hånden på gaden. Selv om han siger, at her må man godt. Men der er alligevel noget vigende i hans blik:

-Det er ikke ualmindeligt, men det er ikke alle der kan lide at skilte med det.

Og det er åbenbart sådan han er. En, der ikke skilter med det.

I Indien kan vi godt lide at skilte med alt muligt, hvis vi ellers har noget at skilte med. F.eks. rigdom, men det gør I ikke.

Jeg kommer hurtigt til at elske jeres verden. Men det virker som om I slet ikke ser den.  I tager den for givet, for den er der jo. Men for mig er det fantastisk.

Foråret, ser I! Men alt det andet? Når det en sjælden gang bliver 30 grader, klager alle over, at det er for varmt.
Her er alle mennesker lige. Det er et princip, siger Alexander. Når han taler om principper, love og paragrafer når det mig ikke. Det kender jeg jo derhjemmefra. Det er bare ord. Virkeligheden er anderledes.

Jeg er fri til at mene og synes lige hvad jeg vil, men det er ikke alt der siges. Jo, det tror jeg i starten, indtil jeg finder ud af, at ét er det man siger, noget andet er det man gør.

Der hvor jeg voksede op, var det den stærkeste, der havde ret, og resten klappede bare i. Hvad kalder man det? Jeg har altid lært, hvornår jeg skal holde min kæft. Jeg har ikke altid gjort det, men jeg ved, når jeg træder over stregen. Det er sådan noget man får bank for. Her har alle ret til at sige det de mener, uden at andre kræver dem til regnskab for det. Man behøver ikke være bange.

-Du skal stå ved det du er. Ligegyldigt hvad det er, skal du respekteres for det. Det er din ret.

Du ved individets rettigheder og alt det...

Jeg nikker og tænker over, hvorfor han så ikke selv gør det. Det synes han ikke at jeg skal blande mig i. Det er ikke bare ham, det er mange af de danskere som jeg møder, der straks er på mærkerne:

-Det er så flot det du gør. Du skal bare blive ved. Alle skulle gøre som dig!

Jeg kan høre Jackson synge i baggrunden”We´re the world”. Eller Nanna...  
(syngende) 

”Afrika, Afrika... alle går vi rundt i vores egen lille verden.... hvis vi gir en hånd til Afrika....det blir bedre dag for dag... Afrika... Afrika”...
Når jeg lytter til den sang, selv om det er en gammel schlager nu, aner jeg ikke hvad det er, danskerne har gang i..  De lever i deres egen sæbeboble.
Godt nok kommer jeg ikke fra Afrika, ...men det kunne det lige så godt være, for jeg kan se at de puster sig op i bevidstheden om ... vi, danskerne, vi har et gammel kongerige helt tilbage til Gorm Den Gamle og så har vi landsholdet og så længe der stadig er liv i gamle Dronning Margrethe, så går det nok, for vi ved noget om ytringsfrihed, menneskeretttigheder og om, hvordan verden er skruet sammen.
Vi er stadig vikinger...
SKÅL!"

(Uddrag fra sceneteksen)
 ------------------------------------------------------------------

 
Alle disse indiske fornemmelser kan let gå én i blodet.
For tiden er der et dansk/indisk kulturfremstød i byen: "India today/Copenhagen tomorrow".
Det fortsætter frem til januar 2013, men måsket kulminerer det allerede lørdag den 1.9. med udendørs Bollywood-film på Nytorv:
'Om Shanti Om' - Open Air på Strøget
1. september, kl. 20.30 - gratis adgang!

Se Bollywood-klassikeren 'Om Shanti Om' under åben himmel på Nytorv, Strøget, i anledning af filmfestivalen INDIAN INDIES og Strøgets 50-års jubilæum. Medbring dansesko og klar røst, og deltag i en vaskeægte Bollywood-fest. (160 min)


Dagen efter er der mulighed for at høre og se mere Bollywood-musik og dans i Vesterbro Naturværksted i forbindelse med urpremieren på
 
"INDISK KÆRLIGHED - eller hvordan man overlever at blive forelsket".

Det indgår i "Teaterdage på Vesterbro", som man kan læse mere om her:  http://www.lokalavisenvesterbro.dk/default.asp?vis=artikel&id=471