READING OG DRAMATIKERTRÆF 2012

Reading på to tekster af Lotte Arnsbjerg og Tomas Lagermand Ludme med efterfølgende DRAMATIKERTRÆF

                                                                    Foto: Anne Mie Dreves

Tomas Lagermand Lundme og Lotte Arnsbjerg har sammen skrevet "Bodil, Carl og storken", der blev opført ved en reading i Vesterbro Naturværksted lørdag den 8.9.2012. Eller rettere var der tale om to uddrag fra 1. akt. De tre roller blev læst af Lotte Arnsbjerg, Baard Owe og Claus Flygare.

De to dramatikerne har på skift skrevet 10 linjer og sendt dem til hinanden, men de har også skrevet ind over hinandens tekster, så langsomt er grænserne for den enes og den andens tekst blevet opløst. Tomas har fra sit lille skriveatelier i Bagerstræde oppe under taget udklækket vilde ideer, der bestemt ikke er blevet mindre af at de er landet i favnen på Lotte, der har skrevet videre ude fra Utterslev Mose. Det er en historie, der har vandret fra bydel til bydel og tilbage igen. Det er blevet en tekst fuld af overraskelser. De har haft de to skuespiller Bodil Kjer og Karl Stegger i tankerne. Man ser det for sig - og det har de to dramatikere også gjort, selv om der herskede tvivl om det egentlig oprindelig ikke havde været Bodil Udsen og Karl Stegger som de havde haft i tankerne - i hvert fald ifølge Lotte.

Det er tydeligt at de har noget sammen - både forældreparret i forestillingen og de to dramatikere.
I forestillingen dukker en soldat op. Han minder dem om en søn, der engang var. En søn, der har en kugle i kroppen. Den sidder og gnaver, kuglen. Og den er ikke fra krigen. Tilsyneladende har forældrene allerede dræbt ham  én gang - og nu er han tilbage.
Som udgangspunkt var det meningen af sønnen skulle spilles af en, der er væsentlig ældre end forældrene. Baard Owe lånte stemme til ham og det var isnende at høre ham fremføre teksten, mens de to forældre blev fremført af Lotte Arnsbjerg og Claus Flygare.

Det var skarpt, ubehageligt og dunkelt tillokkende, for vi blev taget med helt derud, hvor alting ophører. Det var en nådesløs tekst, der insisterende driver sine figurerer længere og længere ud på det dybe vand, ud på steder hvor man kun går til grunde. Der var en slags udslettelsens poesi over det, helt derude hvor alting opløses og bliver til havskum.

 

BODIL, CARL OG STORKEN
af Tomas Lagermand Lundme og  Lotte Arnsbjerg, med Baard Owe, Claus Flygare og Lotte Arnsbjerg.
Bodil og Carl har forskanset sig i et parcelhus. Ude i haven lander en stork. Og en dag banker det på døren og det barn, ingen troede, de havde født, går rundt i huset i soldateruniform. Man er ikke mor, man er ikke far - og man er på ingen måde forældre. Og slet ikke til et barn, der er meget gammelt. Hvad er der sket derude i samfundet engang? Hvorfor flygtede alle og barikerede sig i parcelhuse? Bodil rummer på en stor hemmelig. Det samme gør Carl. Hemmeligheden er ikke den samme. Men det er sorgen. Og det store, gamle barn sætter sig i lædersofaen og begynder at fortælle om sin barndom i et land, ingen ved, hvor ligger. Desuden trækker det op. Og storken vil ikke forsvinde fra græsplænen.

 

I den efterfølgende tekst af Lotte Arnsbjerg, "Jeg er stadig sulten", gjaldt det kærlighedens vildveje.
Lotte Arnsbjerg og Claus Flygare fremførte drømmebilleder fra et ægteskab. En tekst, der - som drømme gør - sprang i tid og rum, og som "danner en foruroligende fortælling om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte".
 

 JEG ER STADIG SULTEN
af Lotte Arnsbjerg, med Claus Flygare og Lotte Arnsbjerg.
En labyrint af scenebilleder fra et ægteskab. Om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte. En broget blanding af bevidste og ubevidste lag, som tilsammen danner en foruroligende fortælling om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte. En mand ligger alene i sin seng. Det banker på døren. Han vågner fortumlet og ved ikke hvor han befinder sig. Manden åbner døren for to kriminalinspektører, som vil forhøre ham om mordet på en kvinde. Han husker intet, ikke engang sit eget navn. Politiet sætter et videobånd på. Båndet viser en voldsom sexscene med ham og den myrdede kvinde involveret. Afhøringen afdækker brikker i et puslespil, som ikke passer sammen, og mandens erkendelser kaster nærmere mørke end lys over sagen. Historien begynder tilsyneladende i restauranten på skib, midt ude på det ægæiske hav. Manden og kvinden er på krydstogt for at redde deres ægteskab fra en tiltagende død. De søger begge kærligheden, som de ved, de har følt engang. "Det den ene mangler, ligger ikke gemt i den anden. Det er i al sin enkelhed kærlighedens problem." (citat: Jacques Lacan, fransk filosof).

 

DRAMATIKERTRÆF

Lotte Arnsbjerg nævnte selv  under det efterfølgende samtale at hun er fascineret og inspireret af filminstruktøren David Lynch. At hun skrevet som i en feber. Jeg hørte det nærmest som om hun kæmpede med en skrivedjævel som hun forsøger at drive ud af kroppen. Sådan var der også meget hendes meget ubehagelige, men ikke desto mindre meget fine fortestilling på Teatret ved Sorte Hest: "Historien om en mo(r)der". Lottes dramatik er ubærlig. Det er det, der gør den så fascinerende og svært at værew sammen med, for vi bliver nødesløst puffet ind i de mørkeste kroge af sindet.

Thomas Lagermand Lundme talte om at samle på ting, på ideer og på karakterer. Han går rundt med det i kroppen. Det, der samler sig sammen og som langsomt modnes for hver gang han samler stumper til det, der skal komme. Han retter sjældent i det han skriver. Han lader det stå somaftryk af det han har samlet sammen i sig.

Claus Flygare sagde til mig i telefonen 1½ måned forud for arrangementet: "Jamen, jeg aner ikke hvad jeg gør, men nu vil jeg bruge tiden indtil da på at tænke på, hvad jeg gør, så finder jeg nok et svar til dig!". Claus fortalte om, hvordan der i familien langsomt blev færre og færre omkring bordet, da forældrene døde - og hvordan den følelse aflejredes sig inde i ham og blev til en teatertekst han efterfølgende skrev.





Ghita Makowska Rasmussen er et helt nyt blad på dramatikertræet. Hun er debuteret med den meget vellykkede forestilling  "MAN SKULLE TRO...", der samme dag havde sidste forestilling som gæstespil på Får 302.  En forestilling, hvor virkelig og fiktion blandes, og antager nye overraskende former. Det er ikke mindst en meget rørende og morsom forestilling. Egentlig er der hverken hoved eller hale i den, og alligevel fremstår den som et smukt udtryk for, hvad kærlighed gør ved os. Faktisk slet ikke så ulig Lottes og Thomas´ tekster.

                                                                                                                    Foto: Sille Veilmark

Nassrin el Halawani afsluttede med at fortælle om den reading på hendes tekst "Himlen er lukket", der dagen efter opførtes i Messiaskirken. Hun er ikke selv trolende, men har alligevel valgt at skildre en af kristendommens store ikonografiske figurer, Moder Teresa. Hun skildrer hende, mens hun venter på at modtage Nobels fredspris. Hendes liv passerer forbi hende, mens hendes meritter læses op fra talerstolen som en uendelig messen. En forestilling om en livskrise, da det viser sig at hun ikke længere tror på det, der har holdt hendes liv sammen og som hun er blevet selve symbolet på. For hende er himlen lukket.


De to readings og det efterfølgende DRAMATIKERTRÆF indgik i Teater i Træstubben. Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9. september 2012.
Se hele programmet her:
http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

Himlen er lukket - af Nassrin el Halawani

Nassrin el Halawani inviterede til reading på hendes tekst: HIMLEN ER LUKKET.
Den blev fremført med et betydeligt overskud af Pia Rosenbaum. Hun sad på en stol midt for i koret og kiggede ud over de fremmødte. Hun skulle låne stemme til Moder Teresas anfægtelser.
Teksten er kompakt, men der er mange ansatser. Ansatser til liv, og de blev alle fermt grebet. Hver en antydning samledes op af et trænet skuespillerøje, der var vant til at håndtere tekster. Det var en meget levende fremførelse. Som tilskuere fik vi meget mere end bare en oplæsning af teksten. Vi fik et omrids af personen - af Moder Teresa, for hun sad der lige foran os. Synligt utilpas med den endeløse opremsning af hendes meritter, der indleder og afslutter denne skitse til en forestilling. Det er en spændende rejse som vi får lov til at følge. Og ikke mindst er det et kig ind i dramatikerens og skuespillerens værksted.

                                                                 Foto: Jesper Blæsild

Efter fremførelsen er der en samtale. Vi er trukket ned i den anden ende af kirkerummet, hvor der er opskænket rosévin og gjort klar til den meningsudveksling, der er en del af dramatikerens motivation for på et så tidligt stadie i udformningen af teksten at høre, hvilke tilbagemeldinger der kan komme fra publikum. Hvad har de egentlig opfattet og grebet - dem, der har siddet og lyttet?
Dem på de forreste rækker har klart haft det bedste lydbillede at orientere sig i. Dem bagerst har haft sværere ved det. Selv om der har været lydforstærkning, har kirkerummet sin egen måde at svare igen på.

Præsten Rose Marie Tillisch åbner diskussionen ved at slå fast at det ikke er noget problem med blasfemi. En af sognebørnene opponerer mod at det slutter med en fornægtelse af kristendommen, men sådan ser præsten ikke på det. Rose Marie nævner som eksempel at det at fejle og føle sig utilstrækkelig er en væsentlig del af det at være kristen. Alt andet ville være underligt. Jeg tilføjer at Moder Teresas fornægtelse sagtens kan have den modsatte konklusion for tilhørerne. At en fremført fornægtelsen på scenen stradigvæk godt kan være en bekræftelse for tilhørerne.
Kirkens organist har en fin pointe, da hun siger at Moder Teresa ikke kan se håbet, når hun møder de fattige i de indisk slumkvarterer. Hun ser det ikke selv, men de fattige ser det. Fordi det netop er hende, der er håbet.

                                                                                                                   Foto: Sille Veilmark

Det er en meget spændende historie, selv om jeg savner en klarere disponering af stoffet og ikke mindst et stærkere bilede af hovedpersonen. I en monolog er det karakteren, der skal trække historien igennem. Derfor skal vi tro på hende. Men det kommer sikkert i den endelige forestilling. Jeg savner at komme med hende ned i slummen, at møde de fattige, armoden, fortvivlelsen. Hvis den står stærkere, står Moder Teresa-figuren også stærkere. Der er nødt til at være noget, der definerer hende som karakter. Teksten mangler simpelthen ben at gå på, for så vil den også begynde at bevæge sig rundt. Som det er nu bliver den forpustet over sin egen tyngde - i denne tidlige skitseform, er materialet alt for stort og nok også for uoverskueligt for dramatikeren. Mindre kan sagtens gøre det. Men der skal mere fordybelse, mere smerte, mere fornægtelse og gudstro til, ellers går pudselspillet ikke op til sidst. Men det bliver en spændende rejse videre frem. Held og lykke med det, Nassrin!
Det bliver en spændende forestilling.
Og ikke mindst tak til Pia Rosenbaum for en gribende reading på HIMLEN ER LUKKET.

Arrangementet indgik i Teater i Træstubben. Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9.9.2012
- også selv om dette afsluttende aftenarrangement foregik i Messiaskirken i Charlottenlund.
Se det samlede program her:
http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

EBBA NØRAGER - HYLDESTARRANGEMENT 2012

 

Søndag den 9.9.2012 kl. 16-18 i Vesterbro Naturværksted:

A tribute to... Ebba Nørager, skuespiller, 84 år

Reading på monologen ”Med håb skal alder fordrives” af Jens Blendstrup, med Ebba Nørager, og to tekster af Michael Svennevig, der spiller overfor Ebba Nørager i "Den sidste aften", der går tæt på de sidste illusioner og drømme, mens den 60 år yngre Sofia Guldbrandsen spiller overfor Ebba Nørager i "Før tæppefald" om forberedelserne før det endelige tæppefald, baseret på Ebba Nøragers eget liv.
Alle tre tekster instrueret af Michael Svennevig.

 

Foto: Ronni Guldbrandsen

 

Ebba Nørager og Sofia Guldbrandsen i Vesterbro Naturværksted, hvor de ved en reading optrådte sammen i Michael Svennevigs "Før Tæppefald" som afslutning på Teaterdage på Vesterbro.

FØR TÆPPEFALD
af Michael Svennevig, med Ebba Nørager og Sofia Guldbrandsen.

Et spil om forberedelserne før det endelige tæppefald.
Baseret på Ebba Nøragers eget liv.
Hvad er der tilbage, når man sidder der på det sidste, mens fragmenter af ens liv hvirvler rundt omkring én? Og så er der hende den anden. Hende den unge, som man selv var engang. Hende, der bliver ved med at blande sig og insistere på, at man ikke længere husker noget rigtigt - og i hvert fald ikke noget om, hvordan det virkelig var. Samtidig er der den forestående "prøve" inden det hele slutter, før det endelige tæppefald.

Portrætartikel om Ebba Nørager:
http://www.e-pages.dk/vesterbrobladet/166/4

Efter pausen kunne man opleve Jens Blendstrups forrygende monolog:

MED HÅB SKAL ALDER FORDRIVES
af Jens Blendstrup, med Ebba Nørager.

"Det er en fest at blive gammel. Hver evig eneste dag er en dans om døden. Der er ingen der siger noget, hvis jeg går i stå over et blad, der falder af træet. Hun er gammel, tænker de, hun er nok senil. Men det er jeg ikke! Jeg bruger bare tiden, som jeg vil og tiden er fuld af huller, når man bliver gammel."

Opført første gang af Ebba Nørager som reading på Teatret ved Sorte Hest som afslutning på Gammelfestivalen  Det Sidste Suk i januar 2010.



Eftermiddagen sluttede med det gribende og rystende kammerspil:
 
DEN SIDSTE AFTEN
af Michael Svennevig, med Ebba Nørager og Michael Svennevig.

Et kammerspil, der går tæt på de sidste illusioner og drømme. Der er ikke noget, der er så grumt at det ikke også er morsomt. For de to gamle går livet sin vante gang, men snart bliver det uden dem. Også hurtigere end de selv tror, for nu kæmper de om at give afslutningen mening. Så måske er det ikke så mærkeligt at de ender med at tage livet af hinanden.

Opført første gang af Ebba Nørager og Paul Hüttel som reading i Vesterbro Naturværksted som åbning af Menneskefestivalen om drømme og visioner i august 2011.
Siden opført af Ebba Nørager og Michael Svennevig i OK-Klubben på Frederiksberg.

Teater i Træstubben.
Teaterdage på Vesterbro foregik fra den 1.-9. september 2012 i Vesterbro Naturværksted: http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html
 

Teater i Træstubben - åbningen 2012!

 Foto: Sille Veilmark

 

Alexandra Moltke Johansens tekst ”Menneskekongen” åbnede arrangementet. Jens Jørn Spottag gav teksten krop og mæle ved en reading. Det er en spøjs tekst, for på den ene side er hovedpersonen Rasmus bindegal, og samtidig er der ikke noget af det han siger, der ikke også rummer en form for sandhed. Det er bare ikke en sandhed som hovedpersonen kan dele med så mange andre. Det bliver i stedet børnene i naturværkstedet (og det vil sige os, tilskuerne) som han fortæller, hvordan verden hører sammen. Alexandra formår med teksten at tale til det bedste i tilhørerne. Det er en form for naivitet som vi rigtig gerne vil tage imod og rumme, hvis vi bare kunne. For vi ved jo godt at der er noget galt. Sådan er verden jo ikke, eller er den? I Alexandra monolog bliver vi i tvivl, når vi tager med ud på denne forståelsesrejse vejledt - og ikke mindst vildledt - af en naturvejleder med sin helt egen dagsorden. Efter fremførelsen fortalte Alexandra at hun havde taget udgangspunkt i det materiale som er lagt ud på naturværkstedets hjemmeside efter at have været nede og se lokalet. Der blev helt stille i det øjeblik hvor stedets naturvejleder, Felix Becker skulle svare på spørgsmålet, om han stadig kunne genkende sit skolematerialet i forestillingen. Det gjorde han vist ikke helt.

 

 Foto: Sille Veilmark

Efter en pause fremførte Tina Gylling Mortensen monologen ”Kompetencer” af Mette Sø ved en reading. Hovedpersonen, Marianne Mortensen, er arbejdsløs og skal søge to jobs om ugen. Det ikke fordi hovedpersonen har svært ved at få arbejde, for hun er både beleven og energisk, men måske er det jobbene, der ikke vil ha´ hende? Da hun arbejder som pædagogmedhjælper i en børnehaven, får hun lyst til at slå børnene. Og så er der hendes fascination af våben og alkohol. Som hun siger, er det jo ikke ensbetydende med at det er noget hun tager med på arbejdet. Men vi bliver i tvivl, for er hun netop ikke én, der kunne finde på at tage begge dele med på arbejdet? Mette får skabt en både fascinerende, men også skræmmende kvindelig person, for der er sprækker i hendes personlighed. Og hvad er det egentlig, der gemmer sig bag de sprækker. Bagefter fortalte hun, at hun med sine bøger og nu også i denne monolog, gerne vil skabe personer, der spænder vidt. I modsætning til mediernes stereotype menneskeopfattelser.

 Foto: Sille Veilmark

Efter den sidste pause læste Sofie Lassen-Kahlke ”Brev fra ørknen” skrevet af Qaali Schmidt-Sørensen, hvori hun beskriver splittelsen mellem sit liv som teenager i Mogadishu i Somalia, hvor hun boede med sin mor, og weekenderne og ferierne, der blev tilbragt sammen med faren, der stadig er nomade og som lever af og med sine kameler ude i ørknen. Det er en hjerteskærende tekst, der rummer en så stærk længsel og en så betagende umiddelbarhed og naivitet, at der blev helt stille og tyst under fremførelsen. Alle sad og lyttede. Vi blev fragtet til et stede inde i os selv, hvor vi ofte kun finder hen, når andre viser vej. Det gjorde Qaali med sin nøgne og rene tekst.

Der var fyldt med mennesker i det lille naturværksted, og det var en smuk måde at åbne Teaterdage på Vesterbro på.

Efter arrangementet var der ”Bombay-gryde”, og der blev spist helt op. Det var i og for sig en reklame for premieren dagen efter på INDISK KÆRLIGHED.

Det runde rum egner sig glimrende til at udforske og lege med forholdet mellem spiller og publikum. For hvor er scenen og hvor er publikum? Forskellen udviskes og man er nødt til at tænke det anderledes. Reading-formen er rå og upoleret, men har sin egen friskhed. Der er ikke tale om færdige forestillinger, men en oplæsning/fremførelse, hvor skuespilleren stadig har manus i hånden. En dramatiker hører først teksten rigtigt, når en spiller ifører sig den, og giver den krop og mæle. Derfor er der Teater i Træstubben.

Hjertelig tak til alle medvirkende - såvel skrivende som agerende. Uden jer var der ingenting. Også en stor tak til naturvejlederen Felix Becker for hus- og hjerterum i Vesterbro Naturværksted. Det er et skønt sted at være – og at lave teater.

Indgår i Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9.9.2012
Se det øvrige program:  http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

INDISK KÆRLIGHED - eller hvordan man overlever at blive forelsket

Bollywood og kærlighed.

Fotos: Sille Veilmark

Oplev monologen

”INDISK KÆRLIGHED
– eller hvordan man overlever at blive forelsket”

Urpremiere Søndag den 2. september kl. 18.30-19.15 i Vesterbro Naturværksted. 
Spiller hver aften kl. 18.30 til og med fredag den 7. september.                                                                                                           

En munter historie om kærlighed, menneskerettigheder og ytringsfrihed. Om to mænd, der gifter sig. En dansk og en indisk. Med Bollywood-musik til. Med især et kærligt og kritisk blik på det danske samfund set udefra af én, der ser noget helt andet end det vi forestiller os. For måske er vi ikke helt så frigjorte og tolerante som vi selv tror? Måske er det i stedet os, der er de hæmmede?

Monolog af Michael Svennevig. Instrueret af Ditte Maria le-Fevre og spillet af Pouria Tahmasebi.

Billetter á 85,- kr. (inklusiv chai) købes kontant ved indgangen fra et kvarter før forestillingen.

SAMTALEARRANGEMENTER:
Se forestillingen og mød instruktøren, skuespilleren og dramatikeren i en efterfølgende samtale med forfatteren og journalisten Malene Fenger-Grøndal, hvis bog ”Den forbandede kærlighed” delvist ligger til grund for forestillingen ved to efterfølgende samtalearrangementer mandag den 3.9. og onsdag den 5.9. kl. 18.30-19.45. 

Vesterbro Naturværksted, Saxogade, Saxoparken, Vesterbro. Find vej: http://map.krak.dk/m/9MQxc .             

INDISK KÆRLIGHED indgår i Teaterdage på Vesterbro. Læs mere: http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

UDDRAG fra
INDISK KÆRLIGHED

Opført til arrangementerne den 4.-5. august 2012 i
 forbindelse med lanceringen af "117 stemmer om drømme og visioner",
hvor både Malene Fenger-Grøndahl, Ditte Maria le-Fevre 
og Pouria Tahmasebi medvirkede.

Forinden havde Pouria været på fotosafari sammen med Sille Veilmark rundt i Københavns gader, hvor de forsøgte at finde et billedmæssigt udtryk for, hvad det vil sige at være indisk i danske omgivelser. Da jeg så de fascinerende billeder var jeg ikke i tvivl om at Sille især i billedet, der er sat øverst på bloggen her, netop havde formået at fange det rette.   

 (Uddrag fra sceneteksten)

"Jeg ved godt, at man ikke kan se det på mig. Andre tror, at jeg altid er glad, for jeg er glad, men jeg var så ked af det dengang. Ulykkelig kærlighed. Så enkelt var det. Hendes familie havde forbudt mig at komme i nærheden af hende. Og de mente det! Jeg følte mig helt udtværet. Det var nok derfor jeg knytter mig så hurtigt til ham. Alexander... man kan høre det på navnet. Sådan er han. Han åbner en hel ny verden for mig. På mange måder. Han er også alene, og med ét forsvandt den alenehed. Jeg ved ikke, hvorfor jeg knytter mig til ham. Jeg tænker ikke over det. Jeg gør det bare.

(pause)

Det har længe ligget i luften. Det mellem ham og mig. Selvfølgelig har vi rørt ved hinanden. Det gør venner jo... eller det gør I jo ikke, men det er jeg vant til. Sådan lidt efter lidt er vi kommet tættere på hinanden. Lige siden vi mødtes i Indien har det været sådan. Nu kan vi slet ikke undvære hinanden. Jeg ved da godt at det ikke er venskab... ikke kun venskab. Jeg er jo ikke helt dum, men det er ikke noget jeg har spekuleret over. Jeg tager det som det kommer. Og jeg elsker livet sammen med Alexander, så enkelt er det. Han får mig til at le.

Det ligger vel i os alle. Et eller andet sted. Hos os er det ikke noget vi gør - på den måde. Sådan af kærlighed. Ikke med en anden mand. Men det ændrer han.
Jeg aner ikke, hvad det betyder, da han spørger... om vi skal giftes. For vi er jo to fyre, og samtidig tør han ikke holde mig i hånden på gaden. Selv om han siger, at her må man godt. Men der er alligevel noget vigende i hans blik:

-Det er ikke ualmindeligt, men det er ikke alle der kan lide at skilte med det.

Og det er åbenbart sådan han er. En, der ikke skilter med det.

I Indien kan vi godt lide at skilte med alt muligt, hvis vi ellers har noget at skilte med. F.eks. rigdom, men det gør I ikke.

Jeg kommer hurtigt til at elske jeres verden. Men det virker som om I slet ikke ser den.  I tager den for givet, for den er der jo. Men for mig er det fantastisk.

Foråret, ser I! Men alt det andet? Når det en sjælden gang bliver 30 grader, klager alle over, at det er for varmt.

Her er alle mennesker lige. Det er et princip, siger Alexander. Når han taler om principper, love og paragrafer når det mig ikke. Det kender jeg jo derhjemmefra. Det er bare ord. Virkeligheden er anderledes.

Jeg er fri til at mene og synes lige hvad jeg vil, men det er ikke alt der siges. Jo, det tror jeg i starten, indtil jeg finder ud af, at ét er det man siger, noget andet er det man gør.

Der hvor jeg voksede op, var det den stærkeste, der havde ret, og resten klappede bare i. Hvad kalder man det? Jeg har altid lært, hvornår jeg skal holde min kæft. Jeg har ikke altid gjort det, men jeg ved, når jeg træder over stregen. Det er sådan noget man får bank for. Her har alle ret til at sige det de mener, uden at andre kræver dem til regnskab for det. Man behøver ikke være bange.

-Du skal stå ved det du er. Ligegyldigt hvad det er, skal du respekteres for det. Det er din ret.

Du ved individets rettigheder og alt det...

Jeg nikker og tænker over, hvorfor han så ikke selv gør det. Det synes han ikke at jeg skal blande mig i. Det er ikke bare ham, det er mange af de danskere som jeg møder, der straks er på mærkerne:

-Det er så flot det du gør. Du skal bare blive ved. Alle skulle gøre som dig!

Jeg kan høre Jackson synge i baggrunden”We´re the world”. Eller Nanna...  

(syngende) 

”Afrika, Afrika... alle går vi rundt i vores egen lille verden.... hvis vi gir en hånd til Afrika....det blir bedre dag for dag... Afrika... Afrika”...

Når jeg lytter til den sang, selv om det er en gammel schlager nu, aner jeg ikke hvad det er, danskerne har gang i..  De lever i deres egen sæbeboble.

Godt nok kommer jeg ikke fra Afrika, ...men det kunne det lige så godt være, for jeg kan se at de puster sig op i bevidstheden om ... vi, danskerne, vi har et gammel kongerige helt tilbage til Gorm Den Gamle og så har vi landsholdet og så længe der stadig er liv i gamle Dronning Margrethe, så går det nok, for vi ved noget om ytringsfrihed, menneskeretttigheder og om, hvordan verden er skruet sammen.

Vi er stadig vikinger...
SKÅL!"

(Uddrag fra sceneteksen)

 ------------------------------------------------------------------

 

Alle disse indiske fornemmelser kan let gå én i blodet.

For tiden er der et dansk/indisk kulturfremstød i byen: "India today/Copenhagen tomorrow".

Det fortsætter frem til januar 2013, men måsket kulminerer det allerede lørdag den 1.9. med udendørs Bollywood-film på Nytorv:

'Om Shanti Om' - Open Air på Strøget
1. september, kl. 20.30 - gratis adgang!
Se Bollywood-klassikeren 'Om Shanti Om' under åben himmel på Nytorv, Strøget, i anledning af filmfestivalen INDIAN INDIES og Strøgets 50-års jubilæum. Medbring dansesko og klar røst, og deltag i en vaskeægte Bollywood-fest. (160 min)

Dagen efter er der mulighed for at høre og se mere Bollywood-musik og dans i Vesterbro Naturværksted i forbindelse med urpremieren på
 

"INDISK KÆRLIGHED - eller hvordan man overlever at blive forelsket".

Det indgår i "Teaterdage på Vesterbro", som man kan læse mere om her:  http://www.lokalavisenvesterbro.dk/default.asp?vis=artikel&id=471