Tomas Lagermand Lundme og Lotte Arnsbjerg har sammen skrevet "Bodil, Carl og storken", der blev opført ved en reading i Vesterbro Naturværksted lørdag den 8.9.2012. Eller rettere var der tale om to uddrag fra 1. akt. De tre roller blev læst af Lotte Arnsbjerg, Baard Owe og Claus Flygare.
De to dramatikerne har på skift skrevet 10 linjer og sendt dem til hinanden, men de har også skrevet ind over hinandens tekster, så langsomt er grænserne for den enes og den andens tekst blevet opløst. Tomas har fra sit lille skriveatelier i Bagerstræde oppe under taget udklækket vilde ideer, der bestemt ikke er blevet mindre af at de er landet i favnen på Lotte, der har skrevet videre ude fra Utterslev Mose. Det er en historie, der har vandret fra bydel til bydel og tilbage igen. Det er blevet en tekst fuld af overraskelser. De har haft de to skuespiller Bodil Kjer og Karl Stegger i tankerne. Man ser det for sig - og det har de to dramatikere også gjort, selv om der herskede tvivl om det egentlig oprindelig ikke havde været Bodil Udsen og Karl Stegger som de havde haft i tankerne - i hvert fald ifølge Lotte.
Det er tydeligt at de har noget sammen - både forældreparret i forestillingen og de to dramatikere.
I forestillingen dukker en soldat op. Han minder dem om en søn, der engang var. En søn, der har en kugle i kroppen. Den sidder og gnaver, kuglen. Og den er ikke fra krigen. Tilsyneladende har forældrene allerede dræbt ham én gang - og nu er han tilbage.
Som udgangspunkt var det meningen af sønnen skulle spilles af en, der er væsentlig ældre end forældrene. Baard Owe lånte stemme til ham og det var isnende at høre ham fremføre teksten, mens de to forældre blev fremført af Lotte Arnsbjerg og Claus Flygare.
Det var skarpt, ubehageligt og dunkelt tillokkende, for vi blev taget med helt derud, hvor alting ophører. Det var en nådesløs tekst, der insisterende driver sine figurerer længere og længere ud på det dybe vand, ud på steder hvor man kun går til grunde. Der var en slags udslettelsens poesi over det, helt derude hvor alting opløses og bliver til havskum.
BODIL, CARL OG
STORKEN
af Tomas Lagermand Lundme og Lotte Arnsbjerg, med Baard Owe, Claus Flygare og Lotte Arnsbjerg.
Bodil og Carl har forskanset sig i et parcelhus. Ude i haven lander en stork. Og en dag banker det på døren og det barn, ingen troede, de havde født, går rundt i huset i soldateruniform. Man er ikke mor, man er ikke far - og man er på ingen måde forældre. Og slet ikke til et barn, der er meget gammelt. Hvad er der sket derude i samfundet engang? Hvorfor flygtede alle og barikerede sig i parcelhuse? Bodil rummer på en stor hemmelig. Det samme gør Carl. Hemmeligheden er ikke den samme. Men det er sorgen. Og det store, gamle barn sætter sig i lædersofaen og begynder at fortælle om sin barndom i et land, ingen ved, hvor ligger. Desuden trækker det op. Og storken vil ikke forsvinde fra græsplænen.
af Tomas Lagermand Lundme og Lotte Arnsbjerg, med Baard Owe, Claus Flygare og Lotte Arnsbjerg.
Bodil og Carl har forskanset sig i et parcelhus. Ude i haven lander en stork. Og en dag banker det på døren og det barn, ingen troede, de havde født, går rundt i huset i soldateruniform. Man er ikke mor, man er ikke far - og man er på ingen måde forældre. Og slet ikke til et barn, der er meget gammelt. Hvad er der sket derude i samfundet engang? Hvorfor flygtede alle og barikerede sig i parcelhuse? Bodil rummer på en stor hemmelig. Det samme gør Carl. Hemmeligheden er ikke den samme. Men det er sorgen. Og det store, gamle barn sætter sig i lædersofaen og begynder at fortælle om sin barndom i et land, ingen ved, hvor ligger. Desuden trækker det op. Og storken vil ikke forsvinde fra græsplænen.
Lotte Arnsbjerg og Claus Flygare fremførte drømmebilleder fra et ægteskab. En tekst, der - som drømme gør - sprang i tid og rum, og som "danner en foruroligende fortælling om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte".
JEG ER STADIG SULTEN
af Lotte Arnsbjerg, med Claus Flygare og Lotte Arnsbjerg.
En labyrint af scenebilleder fra et ægteskab. Om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte. En broget blanding af bevidste og ubevidste lag, som tilsammen danner en foruroligende fortælling om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte. En mand ligger alene i sin seng. Det banker på døren. Han vågner fortumlet og ved ikke hvor han befinder sig. Manden åbner døren for to kriminalinspektører, som vil forhøre ham om mordet på en kvinde. Han husker intet, ikke engang sit eget navn. Politiet sætter et videobånd på. Båndet viser en voldsom sexscene med ham og den myrdede kvinde involveret. Afhøringen afdækker brikker i et puslespil, som ikke passer sammen, og mandens erkendelser kaster nærmere mørke end lys over sagen. Historien begynder tilsyneladende i restauranten på skib, midt ude på det ægæiske hav. Manden og kvinden er på krydstogt for at redde deres ægteskab fra en tiltagende død. De søger begge kærligheden, som de ved, de har følt engang. "Det den ene mangler, ligger ikke gemt i den anden. Det er i al sin enkelhed kærlighedens problem." (citat: Jacques Lacan, fransk filosof).
af Lotte Arnsbjerg, med Claus Flygare og Lotte Arnsbjerg.
En labyrint af scenebilleder fra et ægteskab. Om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte. En broget blanding af bevidste og ubevidste lag, som tilsammen danner en foruroligende fortælling om kraften der æder sig selv, når mennesker søger kærligheden udenfor sit eget hjerte. En mand ligger alene i sin seng. Det banker på døren. Han vågner fortumlet og ved ikke hvor han befinder sig. Manden åbner døren for to kriminalinspektører, som vil forhøre ham om mordet på en kvinde. Han husker intet, ikke engang sit eget navn. Politiet sætter et videobånd på. Båndet viser en voldsom sexscene med ham og den myrdede kvinde involveret. Afhøringen afdækker brikker i et puslespil, som ikke passer sammen, og mandens erkendelser kaster nærmere mørke end lys over sagen. Historien begynder tilsyneladende i restauranten på skib, midt ude på det ægæiske hav. Manden og kvinden er på krydstogt for at redde deres ægteskab fra en tiltagende død. De søger begge kærligheden, som de ved, de har følt engang. "Det den ene mangler, ligger ikke gemt i den anden. Det er i al sin enkelhed kærlighedens problem." (citat: Jacques Lacan, fransk filosof).
DRAMATIKERTRÆF
Lotte Arnsbjerg nævnte selv under det efterfølgende samtale at hun er fascineret og inspireret af filminstruktøren David Lynch. At hun skrevet som i en feber. Jeg hørte det nærmest som om hun kæmpede med en skrivedjævel som hun forsøger at drive ud af kroppen. Sådan var der også meget hendes meget ubehagelige, men ikke desto mindre meget fine fortestilling på Teatret ved Sorte Hest: "Historien om en mo(r)der". Lottes dramatik er ubærlig. Det er det, der gør den så fascinerende og svært at værew sammen med, for vi bliver nødesløst puffet ind i de mørkeste kroge af sindet.
Thomas Lagermand Lundme talte om at samle på ting, på ideer og på karakterer. Han går rundt med det i kroppen. Det, der samler sig sammen og som langsomt modnes for hver gang han samler stumper til det, der skal komme. Han retter sjældent i det han skriver. Han lader det stå somaftryk af det han har samlet sammen i sig.
Claus Flygare sagde til mig i telefonen 1½ måned forud for arrangementet: "Jamen, jeg aner ikke hvad jeg gør, men nu vil jeg bruge tiden indtil da på at tænke på, hvad jeg gør, så finder jeg nok et svar til dig!". Claus fortalte om, hvordan der i familien langsomt blev færre og færre omkring bordet, da forældrene døde - og hvordan den følelse aflejredes sig inde i ham og blev til en teatertekst han efterfølgende skrev.
Ghita Makowska Rasmussen er et helt nyt blad på dramatikertræet. Hun er debuteret med den meget vellykkede forestilling "MAN SKULLE TRO...", der samme dag havde sidste forestilling som gæstespil på Får 302. En forestilling, hvor virkelig og fiktion blandes, og antager nye overraskende former. Det er ikke mindst en meget rørende og morsom forestilling. Egentlig er der hverken hoved eller hale i den, og alligevel fremstår den som et smukt udtryk for, hvad kærlighed gør ved os. Faktisk slet ikke så ulig Lottes og Thomas´ tekster.
Nassrin el Halawani afsluttede med at fortælle om den reading på hendes tekst "Himlen er lukket", der dagen efter opførtes i Messiaskirken. Hun er ikke selv trolende, men har alligevel valgt at skildre en af kristendommens store ikonografiske figurer, Moder Teresa. Hun skildrer hende, mens hun venter på at modtage Nobels fredspris. Hendes liv passerer forbi hende, mens hendes meritter læses op fra talerstolen som en uendelig messen. En forestilling om en livskrise, da det viser sig at hun ikke længere tror på det, der har holdt hendes liv sammen og som hun er blevet selve symbolet på. For hende er himlen lukket.
De to readings og det efterfølgende DRAMATIKERTRÆF indgik i Teater i Træstubben. Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9. september 2012.
Se hele programmet her:
http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar