Den blev fremført med et betydeligt overskud af Pia Rosenbaum. Hun sad på en stol midt for i koret og kiggede ud over de fremmødte. Hun skulle låne stemme til Moder Teresas anfægtelser.
Teksten er kompakt, men der er mange ansatser. Ansatser til liv, og de blev alle fermt grebet. Hver en antydning samledes op af et trænet skuespillerøje, der var vant til at håndtere tekster. Det var en meget levende fremførelse. Som tilskuere fik vi meget mere end bare en oplæsning af teksten. Vi fik et omrids af personen - af Moder Teresa, for hun sad der lige foran os. Synligt utilpas med den endeløse opremsning af hendes meritter, der indleder og afslutter denne skitse til en forestilling. Det er en spændende rejse som vi får lov til at følge. Og ikke mindst er det et kig ind i dramatikerens og skuespillerens værksted.
Efter fremførelsen er der en samtale. Vi er trukket ned i den anden ende af kirkerummet, hvor der er opskænket rosévin og gjort klar til den meningsudveksling, der er en del af dramatikerens motivation for på et så tidligt stadie i udformningen af teksten at høre, hvilke tilbagemeldinger der kan komme fra publikum. Hvad har de egentlig opfattet og grebet - dem, der har siddet og lyttet?
Dem på de forreste rækker har klart haft det bedste lydbillede at orientere sig i. Dem bagerst har haft sværere ved det. Selv om der har været lydforstærkning, har kirkerummet sin egen måde at svare igen på.
Præsten Rose Marie Tillisch åbner diskussionen ved at slå fast at det ikke er noget problem med blasfemi. En af sognebørnene opponerer mod at det slutter med en fornægtelse af kristendommen, men sådan ser præsten ikke på det. Rose Marie nævner som eksempel at det at fejle og føle sig utilstrækkelig er en væsentlig del af det at være kristen. Alt andet ville være underligt. Jeg tilføjer at Moder Teresas fornægtelse sagtens kan have den modsatte konklusion for tilhørerne. At en fremført fornægtelsen på scenen stradigvæk godt kan være en bekræftelse for tilhørerne.
Kirkens organist har en fin pointe, da hun siger at Moder Teresa ikke kan se håbet, når hun møder de fattige i de indisk slumkvarterer. Hun ser det ikke selv, men de fattige ser det. Fordi det netop er hende, der er håbet.
Det er en meget spændende historie, selv om jeg savner en klarere disponering af stoffet og ikke mindst et stærkere bilede af hovedpersonen. I en monolog er det karakteren, der skal trække historien igennem. Derfor skal vi tro på hende. Men det kommer sikkert i den endelige forestilling. Jeg savner at komme med hende ned i slummen, at møde de fattige, armoden, fortvivlelsen. Hvis den står stærkere, står Moder Teresa-figuren også stærkere. Der er nødt til at være noget, der definerer hende som karakter. Teksten mangler simpelthen ben at gå på, for så vil den også begynde at bevæge sig rundt. Som det er nu bliver den forpustet over sin egen tyngde - i denne tidlige skitseform, er materialet alt for stort og nok også for uoverskueligt for dramatikeren. Mindre kan sagtens gøre det. Men der skal mere fordybelse, mere smerte, mere fornægtelse og gudstro til, ellers går pudselspillet ikke op til sidst. Men det bliver en spændende rejse videre frem. Held og lykke med det, Nassrin!
Det bliver en spændende forestilling.
Og ikke mindst tak til Pia Rosenbaum for en gribende reading på HIMLEN ER LUKKET.
Arrangementet indgik i Teater i Træstubben. Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9.9.2012
- også selv om dette afsluttende aftenarrangement foregik i Messiaskirken i Charlottenlund.
Se det samlede program her:
http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar