24: Peter-Bastian Halberg: "Man-at-War Bay"

 

Foto: Michael Svennevig.

Mød Peter-Bastian Halberg

på denne 24. festivalpodcast

(Offentliggøres den 22. juli).

Kan også høres på YouTube.

Men hør allerede nu et uddrag på den 4. præsentationspodcast, 

der blev offentliggjort tidligere på måneden.

Peter-Bastian Halberg debuterede med novellesamlingen ”MAN-AT-WAR BAY”, der udkom på Forlaget Silkefyret i 2019. Det er noveller, der skildrer mænd under pres. Mænd, der er flyttet ind i en ”fremmedhed”, der helt har bemægtiget sig dem. Det er mørke fortællinger, der udspiller sig i pressede situationer, hvoraf flere foregår i direkte krigszoner, hvor fejltagelser er dødelige.  

"Fotoet er fra Gaza i 2014 under krigen med Israel. 

Dengang var jeg hos UNRWA i Gaza."
Peter-Bastian Halberg

”Jeg synes også, at der er meget humor. Men primært skildrer jeg, hvad der sker, når der opstår situationer, hvor hovedpersonerne skal agere under pres. Det er det, der interesserer mig, for hvad gør vi i de situationer? Det er sådanne situationer, som vi hele tiden ender i – også selv om vi lever ganske almindelige liv, uden krig. Livet er fyldt af pressede situationer.” 

Uddrag fra titelnovellen fra ”Man-at-War Bay”:

"Alan ser ud gennem den runde vinduesåbning, henover vandet og sandet.

En høj palme duver i en brise i de højere luftlag, dens langsomme bevægelser blander sig med havets dovne dønninger.Under palmen og brisen er varmen brændende. Morgenlyset er hvidt og uden skygge. Varmen stiger fra jord  og skaber bølger i luften, bølger som reflekteres i det skarpe lys.

- Det ser ud som et gammeldags postkort. Kun det fredsommelige og eksotiske er med, utroligt. Et rundt glasbillede, klukker Alan for sig selv, mens han ser ud ad den lille ovale vinduesramme.

Sveden løber gennem hans øjenbryn, ned over ansigtet og drypper fra hagen.Langs vandet, hen ad stranden, går en dreng med en fiskekurv på hovedet.

-Det er sgu da helt perfekt, totalt illusorisk og uden hold i virkeligheden, det her runde, helt absurde postkort, triumferer Alan. Drengens gang danner en rytme, vægten øverst oppe på hans hoved sender bevægelsen afsted ned gennem kroppen og endelig ud i benene. Derfra videre over i palmerne og bølgerne.

-Rytmen! Hvad er det nu, der beskriver den bevægelse?

Alan bider sig i overlæben. Hvis han rykker sit hoved et par millimeter til den ene eller anden side, så kommer enten den udbrændte bil eller den sønderskudte sandsæk frem,  og postkortidyllen forsvinder fuldstændigt. Men hvad var det nu, der beskrev den rytme?"

*

Peter-Bastian Halberg har arbejdet for medier og internationale 

organisationer i Afrika, Caribien og Nær- og Fjernøsten. 

Senest har han været i Libyen. 

Bogens noveller er fiktive historier med afsæt i de steder, 

hvor Peter-Bastian Halberg har arbejdet. 

Peter-Bastian Halberg læser op fra "MAN-AT-WAR BAY"

til Dansk Forfatterforenings debutantarrangement 

hos de skønlitterære forfattere i 2020.

Musikken på podcasten:

 Der er uddrag fra Charles Trénets ”Le Soleil et La Lune”

En sang, der også henvises til i novellesamlingen.

*

Mød Peter-Bastian Halberg på 2. festivaldag 

tirsdag den 9. august kl. 15-21

i Global Art Gallery i Vanløse.

Læs mere om festivalen

FORVANDLING eller ej

*

Stig Dalager: FORVANDLINGENS KUNST: om H.C.Andersen og Søren Kierkegaard

 

MESTRE I FORVANDLINGENS KUNST

De to store - digteren H.C.Andersen og filosoffen Søren Kierkegaard - er som forfattere mestre i forvandlingens kunst. Utallige er de eventyrfigurer og romanpersoner, Andersen udprojicerer sig i, mange gange med synlige eller dækkede træk fra hans egen biografi og personlighed, ømskindetheden eller hyperfølsomheden i "Prinsessen på ærten" eller hans oplevelse af forkastelse i kærlighedslivet som i "Den lille havfrue" for at nævne nogle få eksempler. 

Samtidig forvandler han med sine mange af sine eventyr - som også i "Den grimme ælling" - det uheldige eller ulykkelige til en vision om noget finere, ja, ligefrem et adelsmærke ved figurerne, selv i "Den lille havfrue" bliver tragikken i havfruens kærlighed overtrumfet af Guds kærlighed til hende som en anerkendelse af hendes ægte følelser. Et sandt romantisk verdenssyn med tragiske undertoner! 

Søren Kierkegaard udfordrer især i første del af sit samlede store værk læseren ved at forvandle sig til og optræde under mange forskellige pseudonymer, der hver for sig giver stemme til forskellige væsentlige eksistentielle indsigter og holdninger ført ud i yderligheder og indbyrdes opgør og polemik.  Ifølge Kierkegaard sendes mennesket ud på en eksistensrejse i et forsøg på at blive sig selv og i virkeligheden et menneske. Vejen er brolagt med angst og udfordringer i forhold til en række valg, der skal træffes ud fra de mulige forvandlinger eller livsstadier, som den enkelte har mulighed for at gennemgå – det æstetiske, det etiske og det religiøse. Stadierne kan eksistere samtidig for den enkelte, og det er op til den enkelte med passion og refleksion og i sidste ende også tro at finde sine egne muligheder. I den senere del af sit forfatterskab træder Kierkegaard selv frem og dyrker en kristendom, der op imod statskirkens ”søndagskristendom” forpligter den enkelte på både et etisk og socialt engagement. 

 Både Andersen og Kierkegaard åbner for sluserne hos den enkelte til et dybere og fantasibåret liv med muligheder for forvandlinger og indre vækst op imod en gennemsnitligt småborgerlig eller spidsborgerlig livsform.  

 Om vejen ad hvilken kan man læse nærmere i mine romaner ”Rejse i blåt” og ”Øjeblikkets evighed” om henholdsvis H.C. Andersen og Kierkegaard. 

 

 …………..

Mød forfatteren Stig Dalager, når han medvirker dels på 2. festivaldag i Global Art Galleri i Vanløse, tirsdag den  9.8. kl. 15-21, hvor skuespilleren Anna Sophie Thalbitzer Lübeck læser op fra H.C. Andersen-romanen, ”Rejse i blåt”,  og dels på 3. festivaldag i Salonen på Østerbro, torsdag den 11.8. kl. 19-21, hvor skuespilleren Lise Kamp Dahlerup læser op fra  Kierkegaard-romanen, ”Øjeblikkets evighed” - i anledning af at romanen lige er oversat til arabisk. Romanens oversætter, Salim Abdali introducerer.

H.C. Andersen-romanen, ”Rejse i blåt”, genudgives den 28. august,  i anledningen af Stig Dalagers 40 års jubilæum som forfatter. 

Anna Sophie Thalbitzer Lübeck 

Foto: Søren Meisner (fra "Dit blik mit syn", Glad Teater) 

Foto: Søren Meisner

Lise Kamp Dahlerup

Foto: Michael Svennevig.

Stig Dalagers roman om Søren Kierkegaard – ’Øjeblikkets evighed’ – udkommer nu på arabisk i 23 lande - i Salim Abdalis oversættelse.

Salim Abdali

Foto: Michael Svennevig.

Læs mere om festivalen

FORVANDLING eller ej

*

FORVANDLING: Karen Siercke: Om tændstikker, poesi - og sorg

 "Det er helt perfekt og mere relevant end du måske lige tror: For den 7. august har jeg 20-års jubilæum som forældreløs, og jeg er i gang med at lave en bog. Som lige præcis hedder tændstik." Sådan skrev Karen Siercke, da jeg gensendte vores ubrugte samtale til hende fra 2016, hvor den skulle have været med i festivalbogen MED OG UDEN SMYKKER, men nu er kontakten genoprettet - og Karen fortæller til festivalafslutningen om den kommende bog, om Poesiens Hus (som hun nu er leder af), om tændstikker, poesi og sorg. Her er teksten, der aldrig nåede med i bogen!

Foto: Jacob Boserup.

Én gang pirat – altid pirat!

            Karen Siercke i samtale med Michael Svennevig                           

om at forfølge sine drømme og få dem realiseret.                  

Om tændstikæsker og piratklapper

Vi kendte ikke hinanden på forhånd. En fælles ven havde foreslået, at vi skulle mødes. Karen havde skrevet, at hun var i København den og den dag, og vi aftalte at mødes, og så stod jeg der i et stort fælleslokale tilhørende et arbejds- og kontorfællesskab kaldt KLUB i indre by ved Torvehallerne. Af nogen beskrevet som en ”skandinavisk countryclub for stræbsomme og ambitiøse mennesker”. Jeg vidste ikke, hvordan Karen ville se ud, men da jeg så én sidde ved et lille bord i det ellers hyggelige rum, var jeg ikke i tvivl, om at det var hende. Vi var begge iført trøjer med striber. Her er vores stribede samtale om at møde mennesker og få dem til at fortælle deres historier – og lave bøger om det.

Karen Siercke (KS): En dag lå der bare sådan en tom tændstikæske i min lomme. Det var i 2002, at jeg fandt denne her lillebitte tændstikæske i lommen på min vinterjakke. Den gik mine fingre og fnuldrede lidt med i det efterår, og jeg begyndte også at komme små ting ned i den.

Michael Svennevig (MS): Hvad kunne der være i den?

KS: Der kunne lige være otte labre larver og en tot vat eller forskellige ting jeg fandt. Jeg blev helt fascineret af dette lillebitte tomrum, som jeg kunne finde ud af at fylde ud og fik ideen om at ville lave 100 stk. 100%-hjemmelavede tændstikæsker i julegave til alle, jeg kendte. Derfor gik jeg hele tiden i Netto for at købe flere. De må have troet, at jeg var pyroman, for jeg skulle have 400 æsker, men var studerende og havde ikke råd til alle de her tændstikæsker, så jeg bagte boller og inviterede alle mine venner – og bad dem om at tage tændstikæsker med til mig. Hele lejligheden var fyldt op med de hersens ting, som jeg fyldte de her små æsker op med. Filt og strikkepinde m.m. Det var dengang, at jeg begyndt at kalde det for hyggefactory.

MS: Hvad var det for noget med det tomrum?

KS: Det lillebitte tomrum var det eneste, jeg kunne overskue og rumme, for jeg var blevet slynget ind i et kæmpemæssigt tomrum, da min mor var død i august. Det var det tomrum, jeg overhovedet ikke kunne finde ud af at fylde, og så føltes det som en lille foræring med et klart afgrænset tomrum, som jeg var i stand til at fylde ud. Det gav på ingen måde nogen mening - i rigtig lang tid, eller rettere var det det eneste, der gav mening for mig.  Men hele tiden blev jeg spurgt, om det var det, jeg havde taget min uddannelse for?

Michael Svennevig (MS): Hvad er du uddannet som?

KS: På det tidspunkt var jeg ikke færdig endnu. Nu har jeg en bachelor i antologi, og så har jeg læst Børne- og ungdomsformidling på bibliotekarskolen, eller EVO som det hedder nu. Jeg har en totalt krøllet uddannelse. Jeg havde gået på universitetet ét år, da min mor døde den sommer. Jeg følte mig helt blæst og tænkte, at hvis jeg skulle læse alle de her store tykke bøger, måtte jeg i hvert fald også give mig selv lov til at læse skønlitteratur, så en gang om ugen købte jeg en bog, der bare var til mig. Den september, hvor jeg fandt den her tændstikæske i lommen, læste jeg:  ”A hard working book of a staggering genius” eller ”Et hjertegribende værk af overvældende genialitet”, som den hedder på dansk af Dave Eggers, der som 22-årig mistede begge forældre inden for 28 dage, og som havde en lillebror på 8 år, som han skulle tage sig af. Den landede i mine hænder, da jeg som 22 årig blev forældreløs og havde en lillesøster på 16 år. Det var den absolut største læseroplevelse, jeg nogensinde har haft. Det kan jeg slet ikke på nogen måde vurdere andet end rent subjektivt. Jeg læste den helt uden at blinke. Der var en kæmpe energi i bogen, der ramte mig som livslyst. Det var det, jeg først og fremmest mærkede. Det var som at blive mødt af et sorgfyldt blik.

MS: Hvad mener du med det?

KS: Jeg havde oplevet det værst tænkelige, og det var forfærdeligt, men der var ingen, der turde gå ind i det og tale om det. Der var ingen, der tog sig af, at jeg havde det sådan og spurgte, om jeg ikke ville tale om det. Det føltes, som om alle min sanser befandt sig på ydersiden af huden, og det gjorde, at jeg mærkede og fornemmede alting med en knivskarp intensitet. Lidt som at se og opleve verden i technicolor.

MS: Som når man er overtræt, og alle sanserne er ekstra vakte og pirrelige?

KS: Ja, præcis. Det er både alt det værste og alt det bedste, der forstærkes. På en mærkelig måde var det den største gave i mit liv. Automatpiloten blev fuldstændigt afmonteret. Fra at gå i min egen verden af skole og opgaver, føltes det, som om mit blik blev kastet langt, langt ud i universet. Jeg kan ikke forklare det bedre, end ved at det var en fornemmelse af, at der var noget der gav mening, og der var også meget, der ikke gjorde. Det, der gav mening, var tændstikæskerne. Det var det modsatte blik jeg fik af dem omkring mig, der funderede og undrede sig over, hvad jeg mon lavede med de der tændstikæsker. Men i dag er det netop det jeg laver.

MS: I dag giver det logik?

KS: Ja, i dag er der en lige vej til det, jeg gør for de her unge mennesker. Men der er ikke så mange, der ved det her med tændstikæskerne…

MS: Hvad handlede det om?

KS: Jeg ønskede bare at få alt det her forfærdelige rod ud og væk. Jeg ville forsøge at skabe et eller andet med det. Det eneste jeg tænkte var, at jeg ville skabe noget smukt med det, for jeg tænkte, at der må være noget afsindig smukt, der kan komme ud af det. Det var drivkraften.

MS: Hvad gjorde du så?

KS: Jeg var super flittig med tændstikæskerne, og jeg begyndt at male, fotografere og tegne. Jeg havde papir, så jeg kunne lave tændstikæsker, der var så store, at jeg kunne stå i en af æskerne sammen med en af mine venner.

MS: Hvad kunne du?

KS: Jeg lavede dem så store, at jeg kunne stå i dem sammen med en af mine venner. De var meget store. Jeg lavede dem i et rum, der var endnu større. Det kræver plads, for man skal folde papiret med kroppen og lægge sig på gulvet og bruge kroppen til at få det foldet.

MS: Hvordan bar du dig ad med det?

KS: Jeg brugte tapet, som jeg havde klistret sammen, for ellers kan man slet ikke få papir i så stort format. Og så tror jeg bare at jeg tænkte, om der ikke snart kom nogen og ”opdagede” det her? For hvor er de, som jeg skal lave det her sammen med? Jeg gik jo bare rundt sammen med dem, jeg laver ting sammen med i min egen lille lejlighed – i min egen lille verden. Det var som om jeg faldt lidt ved siden af, for hvor var mit miljø? 

MS: Hvad gjorde du så?

KS: Jeg rejste meget, for jeg følte mig ankerløs. Jeg tog til Island, San Francisco og Paris. I alle mine 20´ere har jeg boet i udlandet. Men mens jeg boede på Island sendte en af mine venner mig med posten sådan en piratklap, man kan have for øjet. Og skrev, at Dave Eggers lavede det her skriveværksted i San Francisco for børn og unge og solgte de her piratklapper. Jeg blev nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det hang sammen.  Og så tog jeg derover.

MS: Bare sådan!

KS: Ja, der var sket det, da bogen blev en international bestseller, så han fik mange flere penge og derfor også mange nye muligheder end han havde haft før. Han havde et forlag, der havde hovedkontor i hans køkken, og det var i nogle lokaler, hvor han tænkte, at det kunne give mening at flytte ud i nogle andre lokaler, det gav mening at arbejde videre med noget. Hans ide var, at der skulle være forlag fra kl. 9-14, og derefter blev alle børn og unge i kvarteret inviteret til at få skriveundervisning. Så om eftermiddagen holdt forlaget op med at være forlag, og så rykkede børn og unge ind, så de kunne få hjælp og støtte til at skrive. De fik hver tilknyttet en mentor og fik hjælp én til én. Hans lokaler lå i en slags latino-kvarter, hvor der er mange, der har amerikansk som andet sprog. Så det gav god mening med skriveundervisningen. Lokalerne vi fik, lå i et ’retail’-område, hvor der var den klausul på lejemålet, at man skulle sælge et eller andet, så det var grunden til piratklapperne. Det havde tidligere været et gammelt lægekontor, hvor der var linoleum på gulvene og skabe på væggene fra gulv til loft, og da vi fjernede alt, åbenbarede der sig store tykke træplanker på vægge og gulve og solide træbjælker i lofterne. Det fik én til at tænke, at man befandt sig inde i bugen på et sørøverskib. Det var et komplet piratunivers, man kom ind i, og jo altså længe inden ”Pirates of Carribien”-filmene. Alle tog ud og købte svuppere og lavede dem om til træben. Tilgangen var meget enkel: Hvad har vi – og hvad kan vi finde på?

MS: Hvad er det man ser, når man kommer ind udefra?

KS: Ja, så kommer man først igennem piratdelen og ind til et stort rum med en masse plankeborde, og det er så der man sidder og skriver. Nu er det siden vokset godt til, og der er vist otte forskellige locations nu.

MS: Hvad gjorde opholdet ved dig?

KS: Jeg arbejdede der i 2008 og var med til at udgive bøger af børn og unge - og også med i skriveprocessen. For mig gav det god mening at være med. Det var samtidig sidste år af min uddannelse, og kom til at indgå i den, så da jeg kom tilbage, havde jeg et halvt år til at skrive en rapport om det til min skole. Gid jeg dog kunne lave det her hver dag! Men jeg tænkte også: Hey, hør lige… jeg skal være ’voksen’ om et halvt år, når jeg er færdig, så jeg kan da sagtens fortsætte med at lave det her. Så jeg tog tilbage til San Francisco og tænkte, hvordan kan jeg gøre det her? Det er så det, der er blevet til ORDSKÆLV og på mange måder noget helt andet og på andre måder netop det samme. Noget af det jeg elsker ved mit arbejde er, at man kan dykke ind i det enkelte menneske og folde deres historie helt ud og opdage at de rummer så meget mere, end man lige umiddelbart kan se. Sådan er det også med mig selv. Og med alle andre mennesker.

MS: Jeg tror også, at det handler om at flytte sig og møde andre mennesker og miljøer. Det er vigtigt, at få andre impulser end bare dem fra vandkanten, hvor man er vokset op.

KS: Ja, for mig ville det bare have været så let og så godt at have været blevet hos gruppen i San Francisco, for det var det helt rigtige for mig. Jeg havde det som en fisk i vandet, for der var mit miljø. Men der manglede også noget.

MS: Det er vigtigt at gøre det der, hvor man hører til.

KS: Ja, det er vigtigt at stampe noget op af sin egen muldjord.

MS: Og hvis man har åbne hænder, så kan man gribe.

KS: Det er den store øvelse, at turde give slip og være åben for verden.

MS: Det er i hvert fald en god inspiration at give videre til andre, for det kan måske inspirere til at slappe lidt af i de knyttede hænder. For når man har travlt, så er det let at tillægge sig en slags sammenknyttethed. Det kan godt være, at man lige akkurat når det man vil, men man når måske ikke der, hvor det ville kunne gøre én godt.

KS: Ja, det handler også om at turde gå ind i noget uden at vide, hvad det er man går ind til.

MS: En helt anden ting… hvorfor foreslog du, at vi mødtes her? Er du en af dem, der bruger det som arbejdsplads?

KS: Næe, det er jeg ikke. Jeg startede med at have hovedkontor i mit køkken på Nørrebro, men så flyttede jeg ud på landet for 2 år siden. Nu er ORDSKÆLV flydt lidt over sine bredder, så nu er vi 3-4, der arbejder med det. En af dem mødes jeg med her rundt om i byen. Vi er en totalt krøllet fabrik, der ikke rigtig findes noget sted, men er lidt overalt. I hele norden – og ingen steder.

MS: Men hvad laver ORDSKÆLV?

KS: Alt muligt forskelligt. Det er skriveværkstedet og non-profitforlaget, der har udgivet ”I morgen er aldrig en ny dag”, der udkom den 29.11.2016 og som er en samling af nordiske unges livsberetninger.

MS: Men hvad med dig selv?

KS: Jeg er lige startet på forfatterskolen for børne- og ungdomslitteratur. For nu har jeg haft så travlt med at skabe skriverum og rammer for alle mulige andre, nu er det min tur. For det er noget, som jeg har svært ved at få gjort, i hvert fald når det gælder mig selv, men nu skulle det være.

MS: Når du animerer andre til at skabe deres egne skriverum, lægger du så også mærke til, hvilke rum de skaber og hvordan de skaber dem? Har det inspireret din egen skrivelyst?

KS: Ja! Når man puster til børn og unges fortællelyst og kreativitet, får det dem til at tro på, at de kan gøre noget. At de kan skabe og få magten over deres eget liv. 

MS: Og det forpligter! Men hvad er sprog for dig, og er du selv ved at skrive noget?

KS: Ja, det er jeg. Men jeg ved endnu ikke, hvilken slags forfatter jeg er. Sprog har altid fyldt i min hverdag og været polyfillaen i mit liv.

Foto: Jacob Boserup.

-----------

Mød Karen Siercke til festivalafslutningen,

søndag den 14. august 2022 kl. 13-16

i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat,

Dronningensgade 14 på Christianshavn.

I tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet flyttet til 

Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 

- et par gader derfra.

Læs mere om festivalen

FORVANDLING eller ej.

----------

23: Milas Storm: "Jeg går mine egne musikalske veje"

 

Foto: Michael Svennevig.

Mød Milas Storm

på denne 23. festivalpodcast

(Offentliggøres den 15. juli).

Kan også høres på YouTube.

Men hør allerede nu et uddrag på den 4. præsentationspodcast, der blev offentliggjort i forrige weekend.

Foto: Michael Svennevig.

Kom med i studiet, hvor Milas Storm er ved at indspille sit dansksprogede debutalbum, der udkommer til efteråret. Studiet er indrettet hos Steppeulven Stig Møller, der også er med på podcasten. De første 6 sange er allerede indspillet, men der mangler endnu nogle tekster, og undertegnede får et tilbud, der er umuligt at sige nej til. Det resulterer i to af teksterne til det nye album. Men primært handler podcasten om, hvordan man indspiller sit debutalbum, når man er Milas Storm.

Foto: Michael Svennevig.

 ”Jeg har lavet musik siden jeg var 4 år. Ingen af mine forældre var musikere, men min farfar var koncertpianist. Der er en del klassiske musikere på min fars side. Det ligger i blodet. Men jeg har gået mine egne veje. ” 

Foto: Michael Svennevig.

På podcast er der uddrag fra flere af de kommende sange fra debutalbummet, der udkommer til efteråret. Bl.a. er der uddrag fra sangen: "Kære politiker", der allerede nu kan høres på YouTube. Musikken er indspillet i Stig Møllers studie på Jagtvej - og Stig Møller medvirker også på podcasten.

"Kære Politiker" fra Milas Storms kommende  debutalbum.

Foto: Michael Svennevig.

Mød Milas Storm til festivalåbningen,

lørdag den 6. august kl. 12-21

i HF Prøvestenen på Amager.

Læs mere om festivalen

FORVANDLING eller ej

*

Festival-opvarmning: Mød Zigola Pioppo - Workshop & Koncert med blomstermusik

 

Festival-opvarmning: 

Mød Zigola Pioppo

Workshop & Koncert med blomstermusik, 

fredag den 5. august kl. 15-18 og kl. 19-20

 i HF Prøvestenen på Amager

Hør denne 22. podcast med Zigola Pioppo

Kan også høres på YouTube.

Kan man høre græsset gro - og blomsterne synge?

Kan man spille musik sammen med blomsterne?

Find ud af det til festivalopvarmningen.

Hollandske Zigola Pioppo, der bor og arbejder i Italien, beskæftiger sig med planter, kreativitet, healing, musik og teknologi. Sideløbende med en karriere som tech-konsulent har Pioppo arbejdet professionelt som jazz- og soulsangerinde, healer og visuel kunstner og har udviklet musikalske storytelling performances. Hun lader sig inspirere af de nye generationer og udviklingen af fremtidens planet og beboere. 

Nu er hun tilbage i Holland - og jeg har lavet en podcast med hende, mens hun sidder under det hollandske kastanjetræ, som hun voksede op med.

Hun er så småt begyndt rejsen mod Danmark, hvor hun står for årets festivalopvarmning i HF Prøvestenen på Amager, hvor hun laver workshop  & koncert med blomstermusik, fredag den 5. august kl. 15-18, så slå ørene ud og åbn dine sanser. Det bliver vildt!

Det er for både professionelle musikere og almindeligt interesserede. Man behøver ikke spille på et instrument, for at være med. Alle er hjerteligt velkomne.

Der er fællesspisning kl. 18 - og kl. 19-20 er der workshop-koncert med deltagerne på workshoppen - og en masse planter.

Du tror det ikke, det skal opleves.

Det er ganske gratis. Bare mød op!

På podcasten er der musikalske uddrag 

fra tre af Zigolas YouTube-videoer:

Læs mere om festivalen

FORVANDLING eller ej

*

Anmeldelse: PIGEN I VERDEN af Katrin Ottarsdóttir (roman)

 

”Tænk, hvis man kunne blive så lille igen, så kunne man måske slippe for at tænke så meget.” (s. 26). Det er sådan PIGEN I VERDEN tænker. ”…hun ved med sig selv, at faren også er forelsket i moren, det kan hun mærke på ham. Og derfor har moren og faren brug for at være alene sammen. De har brug for ikke hele tiden at have et barn på slæb. De ved det bare ikke selv.” (s. 34).

Pigen bor med sine forældre i Tórshavn, men er på sommerferie hos sin mormor og morfar, moster og tante, der alle bor under samme tag i en lille bygd langt fra hovedstaden. Vi hører om hendes ophold og især om de tanker hun gør sig over det hun hører de voksne sige. Hun er et genert barn, der helst helt vil forsvinde og bare være der uden at blive lagt mærke til.

Det er kun drypvist, at vi hører om hendes dagligdag i Tórshavn med forældrene. Det er nærmest fortielser, der slipper ud i bogens tankespor, når hun uforvarende kommer til at nævne forældrene 15 gange i løbet af den 289 siders lange roman. Til gengæld lægger man som læser vitterlig mærke til det, når vi i små bidder bliver præsenteret for det, hun er rejst fra. Hun trænger tydeligvis til en pause, men hvor meget pause hun får under ferien på landet, er spørgsmålet, for huset er sat på den anden ende. Morfarens temperament har sat sig på næsten alle i familien.

Ikke mindst moren, der er så humørsvingende, at det er svært ikke at få medlidenhed med faren, der vitterlig skal lægge ryg til meget. Men allermest er det nok hovedpersonen, datteren, der skal trække det store læs, ligegyldigt hvor hun er henne. Det er ikke let at være barn i den verden hun lever i.

Hun tænker meget på at hjælpe andre, det er dét, hendes liv består af. Hun skal få de voksnes verden til at fungere – og det kan hun, men bliver der overhovedet noget til overs til hende selv? Noget tyder på, at det ikke kan være meget. Da hun i bogens slutning rejser tilbage til forældrene, er det da også med blandede følelser, for hun vil både blive og væk derfra.

Det er ikke mindst menneskers følelsesliv, der fylder i hendes tanker. Morfaren elsker tanten, der elsker morfaren, men han er lærer og degn, så det går ikke. Da tante forlader familien for en mand oppe nordpå, falder familien næsten fra hinanden. Snart efter forlader også mosteren familien. Og da pigen i slutningen kører af sted med ”Stubbekøbing” (som den lokale bus bliver kaldt), står mormoren og morfaren tilbage som to ensomme mennesker forladt af alle. Men måske tager de hinanden i hænderne, da de går hjem. Så et lille håb bliver vi trods alt efterladt med. Men det er også alt vi har at klamre os til.

Det hyper sensitive barn har svært ved at klare sig igennem verden, for hun bliver hele tiden væltet omkuld af bølgerne fra andre mennesker. Allerhelst vil hun give slip og blive til havskum, der bare føres væk af bølgerne, men så let går det ikke for menneskene.

”Om lidt bliver det blide og lune vand blandet sammen med det salte havvand. Til sidst vil det forsvinde helt og blive til et svagt minde om sig selv i det kolde, dystre hav, der omfavner hele verden. Hun synes, at verden er alt for stor. Hun kan bedst lide, når verden er som nu, lige nu: til at rumme, til at forstå for en lille pige i en bygd på Færøerne. Hun vil ikke lade sig opsluge af verden på en gang, hun vil kun opdage et lillebitte stykke ad gangen.” (s. 73)  

Katrin Ottarsdóttirs første roman på dansk er udgivet på Lindhardt & Ringhof sidste år. Den er umiddelbart let læselig, men at fortælle så gennemført i børneperspektiv er ingen let opgave. Det er følelsesmæssigt hårdt og krævende, når hovedpersonen er så reflekterende. Det giver mulighed for mange sjove funderinger over livet og sproget, men mest over menneskenes mystiske adfærd over for hinanden. Som læser synker man let ned i historien og vugges i starten til ro i den tilsyneladende fredsommelige fortælling, men det skal man ikke lade sig narre af, siden blæser det op til orkan, livet er ikke for nybegyndere.

Romanen er en ny genre for forfatteren, der tidligere har skrevet både digte, noveller og kortere prosatekster. Den forrige udgivelse, den spændende ”43 Bagateller”(Torgaard, kortprosa, 2018), har fungeret som bro for romandebuten. Katrin Ottarsdóttir (født 1957) er også uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i København, og har været pioner som den første færøske filmskaber, der har sat færøsk film på det internationale filmlandkort. Debuten var med spillefilmen, ”Atlantic Rhapsody” (1989), siden fulgte ”Bye bye Bluebird”(1999), den første færøske roadmovie og den opnåede at blive vist i biograferne  herhjemme. Senest fulgte den intense spillefilm ”Ludo” (og den vender vi tilbage til). Derudover er det blevet til tre filmiske kunstnerportrætter: ”Ingen kan lave det perfekte” (2008) om billedhuggeren Hans Pauli Olsen. ”En linje om dagen må være nok!” (2008) om digteren og multikunstneren Tóroddur Poulsen. Den tredje om forfatteren Jóanes Nielsen havde premiere i 2009.

Spillefilmen ”Ludo” (2014) er baseret på Katrin Ottarsdóttirs først digtsamling, ”Er der kobberrør i himlen”(Torgaard, 2016). Det er de samme stemninger, der går igen i romandebuten. Vi er tilbage i en nådesløs verden, hvor et barn er prisgivet de voksnes skalten og valten. Det er Katrin Ottarsdóttir en smertelig, men meget præcis skildrer af. ”Ludo” er et kammerspil for to voksne og deres datter. Den virker meget Bergman-inspireret, og er næsten ordløs, men stærkt understøttet af stærke billeder og spændstig musik. I PIGEN I VERDEN er der hverken musik eller billeder, men til gengæld fortælles der med brede stærke strøg fra en meget følsom pen. Det kan umiddelbart virke som naive beretninger. Men lige bag det dagligdags gemmer der sig en barsk verden for en sårbar barnesjæl. Det er en meget lovende romandebut.

 

PIGEN I VERDEN af Katrin Ottarsdóttir

Lindhardt & Ringhof, 2021

289 sider. Roman.