Alice Maud Guldbrandsen holder oplæg i OK-Klubben på Frederiksberg, mandag den 12. marts 2012.
I forlængelse af hendes oplæg siger jeg nogle ord
OM AT VÆRE MENNESKE
eller rettere
OM AT BLIVE MENNESKE.
Når man er kunstner gør man det samme som alle andre, man gør det bare højlydt. Vi forsøger allesammen at finde ud af, hvem vi er – og hvorfor. Det er det samme jeg gør, som forfatter, men jeg gør det sådan at andre kan læse med på mine resultater – i mine bøger. Men jeg er også trådt ud af bøgernes verden i erkendelse af at det er ude mellem mennesker at livet udspiller sig. Det er i mødet mellem mennesker. Derfor laver jeg festivaler, der handler om mødet mellem forskellige mennesker. Mødet med de mennesker som vi ellers ikke ville møde.
Det er i mødet med et andet menneske at jeg bliver klar over, hvem jeg er. I kender det godt, hvis I tænker jer om?
Det at møde et menneske, det at sidde sammen med et andet mennesker, der kigger på dig – og lytter . Eller som fortæller dig sin historie. Det er et helt nyt univers, der åbner sig. Hvert mennesker er en hel klode. Jeg har gjort det til mit særkende at jeg arrangerer disse planetmøder.
Jeg er fascineret af andre, og genfortæller gerne deres historier. Jeg fik lov til at fortælle Alices historie i en forestilling, hvor hun spillede sig selv. På én gang skulle hun være en anden, men samtidig også sig selv på en meget mere koncentreret måde. Sådan noget gør jeg tit. Jeg ifører mig andres ord og historie, og lader dem komme til orde i min dramatik. På en måde er det det samme jeg gør, når jeg laver festivaler, for det handler om at ”være menneske” eller ”om at blive menneske”. Hvordan gør vi det? Det er det, der er så underligt ... hele livet stræber vi efter at blive os selv, og når vi næsten er kommet i havn med det, så er det ovre, livet – og det hele tages fra os igen. Det er lidt som at bygge et kæmpemæssigt sandslot i strandkanten. Det er det mest fantastiske, og samtidig også noget af det mest forfærdelige. For det er sådan livet er. Men hvad skal det nytte, dette evige sandslotbyggeri?
Det med at være menneske - eller at blive menneske – er noget af det sværeste. Nogle er det hele livet og andre bliver det aldrig. Vi kan have så travlt med livet at vi aldrig vågner op til os selv. Det er denne opvågning, der er væsentlig for at vi kan se, hvad der sker omkring os og at være til stede, der hvor vi er. Det handler om at gøre os sårbare. At smide panseret og åbne os for livet og mulighederne omkring os. At åbne døren og invitere andre indenfor. At favne livet – og bogstavlig talt omfavne menneskene omkring os. Det skal vi turde. Vi skal turde tale med hinanden – og med de andre.
Jeg mødte Alice på et tidspunkt, hvor hun stod midt i et vadested, så derfor havde hun den åbenhed, der gjorde at vi først samarbejdede – og bagefter blev venner. Det er den åbenhed, der bygger bro imellem forskellige verdener. Vi er selv en del af det. Vi er selv livet, hvis vi tør tage imod det. Måske evner vi det ikke, måske har vi nok i os selv og bliver vi inde i vores eget hus. Men tænk på hvor stort livet er. Tænk på verden omkring os. Tager vi del i den? Betyder den noget? For så får den betydning. Det er derfor at det er vigtigt at være opmærksomme på hinanden, og nogle gange glemme os selv – for at kunne favne andre. Det er det, der optager mig i mit arbejde. Det er min nysgerrighed – og min drivkraft.
Foto af Anders Risell.
