søndag den 24. juni 2018

Anmeldelse: ULVEKVINTEN af Trisse Gejl


                                                  2016 (People’s Press), omslag Ida Balslev Olesen

Allerede på den første side af Trisse Gejls seneste roman ”Ulvekvinten” (People´s Press, 2016) er jeg fanget ind, og efter det første kapitel har forfatteren taget fat i mig og slynget mig højt op i luften, og mindet mig om den uperfekthed, den ulvekvint, den tone der aldrig går op i den menneskelige kabale. Det er som om bogen gør plads til det at være menneske, til det ufuldkomne menneske og til den ufuldkommenhed, der gør os hele som mennesker. Der er plads til det hele menneske i bogen og forfatterskabet. Bogens lidt vemodige tone kryber ind i sprækkerne og gør at jeg - som læser - bliver menneske. Personernes ufuldkommenhed smitter af og gør noget ved mig – som læser. Det er som om vi får en sidste chance for at kigge ind i spejlet før det er for sent. For Trisse skriver om kap med døden - eller katastrofen. Den hvisker hele tiden bag os. I romanen gengivet ved de gange Zoé bryder sammen ved tanker om det udefrakommende som hun ikke kan afværge. Det er krigen i Syrien. Det er børn, der bliver mishandlet. Alverdens gru hopper på hende, og hun forstår ikke at værge for sig. Hun zapper sågar efter katastrofer på tv´et, og den som leder skal finde...
Først opridses den perfekte idyl. Det er så smukt og så harmonisk at vi VED, at det kun er et spørgsmål om tid, før det går galt og overfladen krakelerer og livet kommer til syne. Det liv, der hele tiden har været skjult for os, nedenunder. Det vi af al magt forsøger at holde væk, for at kunne være til. Vi kan ikke rumme det. Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal håndtere det og stille op med os selv, hvis vi lukker det ind.. Det er noget fremmed som vi støder fra os. Ja, man kan næsten sige at det er ”den fremmede” vi dermed afviser.
 
Forlagets pressefoto

Langsomt skubber forfatteren os længere og længere ud mod kanten, og så PUFF... Vi bliver skubbet så langt ud, at vi næsten ikke kan finde tilbage, for forfatteren vil have os til at se – det andet. Det, der også er. Det, der hele tiden er. Det, der lurer bag det vi vælger at se. Det er i skyggernes land at romanen bliver til og folder sig ud. I mørkningen sker der ting og sager, for der antager alting nye konturer og former. ”Ulvekvinten” er om den lyd der ikke er der, og alligevel er der hele tiden. Om den tanke der ikke er der, og alligevel er der hele tiden. Om det vi ser og alligevel ikke ser. Om det der sætter sig på tværs inde i os og som vi prøver at ignorere. Om den lille tvivl og den lille frygt og usikkerhed der altid er der og som forfatteren insisterer på at holde frem imod os.
Det største og meget anmassende spørgsmål som romanen rejser: hvordan kan vi overhovedet leve vores rolige og velfungerende liv i bevidstheden om, at der er så mange andre mennesker, der lige nu tørster og sulter eller er på flugt fra krig og ødelæggelse? Hvorfor overhovedet blive ved med at slå græsset og luge i haven, når så mange andre er på flugt fra hus og have, hvis de overhovedet har haft det? I romanen er det den psykisk ustabile og nervesvækkede Zoé, der pludselig ikke længere formår at holde verdens ulykker fra sig. Jo, hun er ustabil og nervesvækket, men hendes impuls til at ville gøre noget er sund nok, og det ændrer ikke det fundamentale spørgsmål: hvordan kan det nogensinde give mening? Romanen giver ikke nogen svar, og det er heller ikke dens opgave eller formål, men netop at stille de umulige spørgsmål som vi så efter endt læsning må tumle videre med hver især. For det er dét de bedste bøger formår. Trisse Gejl skal i hvert fald have tak for at hun så insisterer - og endda gør det så overbevisende. Om nogen tager hun en af litteraturens fornemmeste opgaver på sig: at sætte spørgsmål ved vores alles selvfølgeligheder og insisterer på at vi skal tænke over det. Det er fornemt!
Trisse Gejl (1968) debuterede med romanen "Hvor mælkebøtter gror" i 1995, og har siden skrevet en lang række romanen. Hun fik sit gennembrud med "Patriarken" i 2006. "Ulvekvinten" er hendes 8. roman. Hun er opvokset i Århus, men bosat i København. 
Trisse Gejls næste roman burde hedde ”Hamskifte”, for det er dét, der går igennem forfatterskabet, for romanpersonerne skifter ham. Det yderste lag af huden bliver skrællet af. Solen og alt det glade svitser den yderste tynde hud af, så vi er inde ved kødet. Derinde hver enhver pirring og sansning gør ondt, fordi det er så ubeskyttet og så nerveblottet. Personerne i romanerne ER ubeskyttede af livet og tilværelsen. De bliver masseret i livets malstrøm og kommer i klemme. De skal lære at svømme og bjerge sig selv i land. De bliver frataget deres skrøbelige sikkerhed og deres selvfølgeligheder, for bagefter at erfare at det bare har været en tom skal eller et ydre man faktisk ikke kan bruge til noget. Så det er ikke forkert at sige at Trisse som forfatter tager fat, hvor andre forfattere ofte slutter, og det gør læsningen af romanerne til noget ganske særegent og givende. Tak for det, Trisse!

Mød Trisse Gejl på den kommende festival BILLEDER AF LIV. Trisses seneste roman ”Ulvekvinten” er om noget et billede af liv. Af mange liv. Men et besværligt billede som det er svært, men det gør det ikke desto mindre så meget desto mere spændende,  at forholde sig til. Jeg glæder mig til at diskutere romanen med Trisse til festivalafslutningen, søndag den 19. august 2018.  Facebook-opslag.

 Trisse Gejls hjemmeside

 
 

Ingen kommentarer: