Foto: Michael Svennevig
”Om muligheder og venskab – og om at se på livet med andre
øjne Samtale
med Depp Mattock (Syrien) og Dorthe Witting
Dorthe fortæller om, hvordan venskabet med Depp har sat det
hele i perspektiv for hende, hele hendes liv, faktisk. Depp fortæller at han
mærker at Dorthe er sammen med ham, fordi hun kan lide ham. Og at hun kan lide
at han er der. Og ikke bare som en gæst.
At han føler sig fri sammen med hende.
”Danskere er så ligefremme, for de har ikke noget at være
bange for. Det er helt nyt for mig”, fortæller Depp Mattock i denne samtale med
forfattere og dramatiker Michael Svennevig forud for festivalen BILLEDER AF
LIV, 10.-19. august 2018 – i 5 bydele med 80 kunstnere.
**
Michael Svennevig (MS): Dorthe, hvordan vil du beskrive Depp
– eller jeres venskab?
Dorthe Witting (DW): (tænker) Det er svært at beskrive dig, Depp.
(lang pause) For at begynde med begyndelsen, vi mødtes via Facebook. En af mine
venner skrev om dig. Hun kendte dig fra arbejdet, og du havde brug for en, der
kunne lære dig noget mere dansk og fortælle dig om dansk kultur. Jeg syntes at
det lød spændende, og det var sådan vi mødtes
MS: Og hvem var det så du mødte?
DW: Jo, jeg mødte en meget åben og glad person. Anden gang vi
mødtes var, da vi drak kaffe i restauranten.
DM: Ja, og så tog vi hjem til dig bagefter.
DW: ... hvor du mødte resten af min familie. Min mand,
datter og søn. (tænker) Jeg synes at det er svært at beskrive dig, for i et
venskab når man et bestemt punkt, og så har man mere en følelse af hinanden end
en mening. Men mit indtryk var meget positivt. Først og fremmest din åbenhed.
Dit lette tag på tilværelse efter alt det du har været igennem. Det var dengang,
hvor jeg havde arbejdet i haven og klagede over lidt ondt i ryggen, men det var
bare noget småtteri. Og jeg spurgte dig: Men hvordan har du det? Du fortalte at
din øjenskade gjorde ondt fordi det var frostvejr, og at dit beskadigede knæ
heller ikke havde det godt, når det var så koldt. (ler) ...og så klager jeg
over havearbejdet! Det satte det i perspektiv. Det hele, faktisk. For det er
det du gør for mig. Det kan jeg godt lide. Du får mig til at tænke på en anden
måde. Det har vi talt om mange gange, og det har jeg også sagt til dig mange
gange. Ofte når jeg møder danske mennesker – i min alder og i en lignende
livssituation – ved jeg næsten på forhånd, hvad de vil sige. Men med dig ved
jeg aldrig, hvad du vil sige. Du er fuld af overraskelser... Siden har jeg mødt
mange af dine syriske venner. Det har hjulpet mig til at få et nyt billede af
dit land og samfund, og ikke mindst hvordan det ser ud, når man kommer hertil
som en fremmed. Var det et par uger siden, at Mohammeds søster fik et brev fra
Udlændingestyrelsen. Et 6-siders brev udelukkende formuleret på en måde, så hun
absolut intet forstod. Først stod der, at hun ikke kunne blive her mere på
grund af denne her paragraf, men at hun kunne blive på grund af en anden
paragraf. Det må være ekstremt forvirrende at befinde sig i denne situation, og
så læse ordene: ”Du kan ikke blive her længere!” og så 6 sider senere – på legal
language – men du kan stadig blive, og så henviser den til loven. Det gør mig
trist som dansker at se, at vi har fået skabt dette omfattende bureaukrati og
med meget lille eller slet ingen bevidsthed om personen, der sidder foran dig.
Hvem er han eller hun, og hvad er vedkommendes historier? Hvad er muligt, og
hvad er ikke muligt? Altså at se, hvor mennesket er. Jeg er ressource-manager eller
personalechef for restauranter med 400 ansatte, så jeg er vant til se mennesker
og have med meget forskellige mennesker at gøre. Nogle kommer lige fra fængsel,
så de skal gøres humane igen, for at sige det kort. Nogle er bare forvirrede,
nogle har røget for meget hash, nogle piger er anorektikere. Måske er det bare
en arbejdsskade, og jeg laver ofte sjov med det, men det gør, at jeg ser og
opfatter mennesker på en særlig måde. Det
præger mig selvfølgelig, og er ikke noget som jeg bare kan lægge af mig. Derfor
så jeg alle dine muligheder. Men tilbage til denne følelse. Du er skribent. Du
er kreativ. Jeg så alle dine kreative anlæg og talenter. Selv laver jeg alle
mulige ting. Jeg er ikke sikker på om jeg har fortalt dig, at jeg oprindelig er
uddannet tekstil designer?
DM: Jo, det har du fortalt mig.
MS: Så er det din tur, Depp. Hvad var det du mødte, da du så
Dorthe første gang?
DM: Jeg følte hendes varme. Hun var så rar og gav mig en
følelse af, at hun var sammen med mig, fordi hun kunne lide mig. Og at hun
kunne lide at jeg var der. Og ikke bare som en gæst. Jeg fornemmede hendes varme.
Hun havde et varmt hjerte og en smuk sjæl. Hun taler engelsk med mig, og det er
meget vigtigt. Da jeg kom til Danmark, var det vigtigt for mig at have nogen at
tale dansk med, så jeg kunne blive bedre til sproget og også forstå kulturen
bedre. Jeg ville gerne forstå, hvordan alting hænger sammen. Hvordan sidder
familien omkring bordet og spiser, hvordan tager man sig af børnene? Det
forbavsede mig at se, hvordan hun tog sig af sine børn. Hvordan hun lyttede til
dem. Det fik mig til at tænke på, hvordan jeg ville være, når jeg en dag var
sammen med mine børn. For jeg ville gøre det samme. Jeg ville lytte til dem og
sætte mig ned og tale med dem. Jeg ville være åben over for, hvad de sagde. Det
er så interessant, det jeg ser og oplever her. Vi kommer fra meget forskellige
steder, og hun har ikke tidligere været venner med én fra Mellemøsten. Når vi mødes,
så får jeg et ærligt smil. Det er ikke bare et automatisk smil, sådan som mange
gør. Hun kan lide mig. Vi er venner. Jeg føler mig meget fri sammen med hende,
for jeg behøver ikke forstille mig. Jeg kan bare være den jeg er og fortælle
hende om, hvordan jeg har det. Om min sorg og smerte. Ofte har jeg
modsatrettede følelser. Det er ikke bare det ene eller det andet, men netop
sammensat – og det kan jeg tale med hende om, for det har hun forståelse for. Jeg
kan også spørge hende til råds, og så guider hun mig. Nu er det to år siden, at
vi og hele familien mødtes og blev venner. Jeg er tit med ved middagsbordet.
Hendes mand, Erik, er super cool. Sønnen Sebastian på 15 har altid travlt med
sin computer, og det taler vi om. Sofia på 12 år er bare en skøn miniudgave af
sin mor. Det er simpelthen herligt at være sammen med dem. Og som Dorthe
fortalte, begyndte hun også at være sammen med mine syriske venner. Hun
forsøger at tale lidt arabisk og at forstå vores kultur. At vi spiser siddende
på gulvet. Hun lytter til vores musik. Det er første gang, at hun møder nogen
fra Syrien. På samme måde som det hele var nyt for mig, da jeg kom til Danmark.
Nogle gange føles det som om jeg befinder mig på en ny planet. For eksempel har
vi ikke relationer mellem mænd og kvinder før ægteskabet. Det kan vi ikke have.
Eller når jeg ser forældre og børn, og hvordan de læser sammen. Det er et nyt
liv for mig. Danskerne er så opmærksomme på tiden. Hvis vi skal mødes kl. 10,
så er det kl. 10. For mig er 10.30 lige så fint.
MS: Du er bare glad for, at det er den rigtige dag!
DM: Ja, præcis. (ler) Tidspunktet er underordnet. Men jeg
kan se på hendes ansigt, når jeg kommer for sent. Hun forsøger at skjule det,
men jeg kan se at det irriterer hende. Det er det samme, når hun tekster mig,
for hun vil gerne have at jeg straks svarer. Men sådan har jeg det ikke. Jeg
svarer måske senere på dagen, men hun forventer at jeg svarer hurtigere. Det
kan jeg godt lide at hun gør.
MS: Der er mange der siger, at det er typisk for det
arabiske sprog, at man ikke svarer direkte, men mere bevæger sig rundt om
emnet.
DM: Ja, det er rigtigt. Men det hænger også sammen med vores
liv under en syrisk diktator, for der er man nødt til at tale rundt om. Man kan
ikke sige tingene ligeud. Man er altid nødt til at lege med ordene. For ikke at
stikke hovedet for langt ud. For man skal sikre både sig selv og sin familie. Man
skal passe på. Man skal finde sin egen vej gennem denne massakre. Det var det
samme før krigen. Jeg brugte ikke mit eget navn. Det gør jeg heller ikke nu, for
det skal man være varsom med. ”Blue Sky” og ”Tiger” var nogle af de navne jeg
brugte. Når danskere ser, at mit rigtige navn og navnet på Facebook ikke
matcher, forstår de det ikke. Det handler ikke om ærlighed, men om at sikre
sig, for ellers bliver det for farligt for mig, når jeg skriver om politik. Ellers
kunne man blive fjernet, for menneskeliv er ikke noget værd – ikke der. Her
tror man, at Facebook giver sandheden om, hvem du er. Så man googler navnet og
går videre til Facebook-profilen
DW: Det er et sikkerhedsspørgsmål.
DM: Jeg brugte det bevidst, da jeg var i Syrien, hvor jeg
skrev at jeg gik til højre, når jeg gik til venstre – og modsat. At jeg skrev
ét og gjorde noget andet. (ler) Danskere er så ligefremme, for de har ikke
noget at være bange for. Det er helt nyt for mig.
***
Samtalen er et uddrag fra Michael Svennevigs bog ”Billeder
af liv. Samtaler & digte”, der udkommer på forlaget Epigraf til
festivalåbningen.
- og mød Depp Mattock og Dorthe Witting til
festivalåbningen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar