mandag den 24. juni 2019

Anmeldelse: HEMMELIGHEDER af Vibeke B. Arildsen




17-årige Julie har lånt Karstens bil. Sammen med lillesøsteren Marie er de på vej mod Fyn. Egentlig skulle de ikke have været så langt, for Julie er slet ikke gammel nok til at køre. Det går også derefter. Hun får ikke drejet fra i tide, og lige pludselig er de på Fyn. Og så står træet der. Det står ikke midt på vejen, men det ender alligevel med at de kører ind i det.

Det er optakten til romanen HEMMELIGHEDER. 
Det er en roman om hemmeligheder. Både Julies og Kenneths. Kenneth er drengen, der bor på nabogården. Han er 18 år, og ret atypisk for sin alder, for han interesserer sig for stjerner, spiller basun og så har han også nogle interesser og en hemmelighed som han ikke taler om. Det gælder også Julie, der befinder sig midtvejs mellem moren og faren. Måske er moren jaloux på datterens ungdom, for moren er 38 år og vil nogle gange ikke kendes ved hende, når de mødes i bylivet. Og så er der faren, der har giftet sig igen. Hans nye kone har et tvillingepar fra et tidligere ægteskab, og er ikke videre interesseret i Julie.

Julie er på vej til faren, da hun kører ind i træet. Hun ringer dagen efter til ham og lyver om at hun har fået halsbetændelse, og at hun først kommer et par dage senere, når hun har fået det bedre. Bilen er skadet og reparationen tager et par dage, så det må de vente på. Den ordnes af Kriss, der er en rocker-type, gift med en afrikansk pige. En anden pige fra samme afrikanske landsby er der også. Hver aften kommer det biler kørende med enlige mand, der stopper op ved deres hus. De penge som Julie kommer til at skylde for reparationen af bilen, kræver Kriss at få tilbagebetalt prompte. Med Kenneths hjælp lykkes det også, men let er det ikke – og det er farligt.

HEMMELIGHEDER er charmerende fortælling om at blive voksen. Om at stå dér lige på vippen, uden at vide om det bliver et hovespring eller en maveplasker. Om det bliver et flot, elegant spring eller om det bliver altings ende. Det er en sanselig skildring af det sitrende NU, hvor alting kan starte eller  kan ende lige så brat.

Det er beskrevet indfølt og levende. Sproget er let og smidigt. Kompositionen er let at gå til. Og så er der en masse hemmeligheder i den. Hemmeligheder om at være ung og forsøge at sparke sig vej ind i voksenlivet. Om forsigtigt at forsøge at lirke den forjættede port op til voksenlivet. Om hvordan det føles, når porten smækker i, mens man stadig står der midt i døråbningen. Netop sådan som Julie føler det.

Det er en roman om at blive kvæstet af voksenlivet. Men først og fremmest er det en hyldest til det spirende liv, der altid er der – i begyndelsen. De begyndelser som vi skal lære at sætte pris på. Det gør Julie, da hun møder Kenneth og følger ham frem mod en større accept af sig selv og sit liv med venlig assistance af Lily, der tager pigerne til sig, da de kører ind i træet. For træet står på Lilys grund. Selv om Julie føler sig voldsomt sejlet agterud ved at skulle blive flere dage i provinsen, så lærer hun noget på turen. Noget vigtigt – og hemmeligt.


Vibeke Bruun Arildsen: HEMMELIGHEDER, Forlaget Eudor  2018, 191 sider.

”Hemmeligheder” er 1. del.
2. del er allerede skrevet og snart på vej.

Hør podcast-samtalen, der offentliggøres i morgen, med forfatteren forud for festivalen MØD VERDEN, hvor Vibeke B. Arildsen er med på festivalens 3. dag i Global Art Galleri, tirsdag den 13. august 2019.  


Ingen kommentarer: