Ørkendrømme: Anmeldelse: RYGEREN af Teater LUX

søndag den 30. maj 2021

Anmeldelse: RYGEREN af Teater LUX

Vi ledes indenfor, parvist, hvorefter døren lukkes bag os og vi er overladt til mørket. Ikke bare et tilnærmelsesfuldt mørke, men et totalt mørkt mørke, hvor man ikke kan se en hånd for sig. Uden flugtveje. Ved at holde min hånd på vejviserens skulder foran mig bliver vi ledt hen til vore pladser, hvor vi famlende sætter os og forsvinder helt ind i mørket. Ja, nærmest falder ned i det. Sådan føles det. Det er som om mørket ikke holder op, men bare får mig til at falde længere og længere ind i mig selv. Jeg udkæmper en kamp med mig selv, for det er som om jeg er ganske forsvarsløs der i mørket. Som at blive efterladt på en øde ø. Ligesom RYGEREN i den lyd-dramatiske forestilling af samme navn, der også er ladt alene tilbage sammen med Nero, der er hans computerstyrede stemme i ensomheden. Alt mens der udenfor patruljeres og fra tid til anden foretages husundersøgelser som på bedste Bladerunner-vis for at arrestere afvigende individualister som RYGEREN. Vi befinder os i et fremtidsscenarie, hvor rygning for længst er blevet forbudt. I stedet får alle indopereret kunstige lunger, men RYGEREN vil ikke give sig, og vil ikke overgive sig til det nye fællesskab, og man forstår ham godt, for parolerne: ”Vi passer på dig” og ”regeringen tager ansvar”… klinger faretruende fastoidt. Stykket er skrevet før coronaen, men er siden blevet overhalet af virkeligheden. Den skildrede futuristiske virkelighed er på sin vis i mellemtiden pludselig rykket meget nærmere.

Rygeren inhalerer og danser til musikken, som han gerne vil have skruet højere op, selv om Nero fraråder det for at forhindre andre i at høre det, og derved afsløre skjulestedet.

Resten ville være synd at afsløre her, for altid opleves så intenst i mørket, som om handlingen fødes ud af mørket, og det skal have overraskelsens fulde kraft, for det er en stærk oplevelse, når vi tages med til en fremmed verden, i jagten på et menneske, der kan give en ny lunge. Det sker selvfølgelig ikke frivilligt, og hvordan det går for sig er hele rejsen værd ud igennem mørket. Tiden går hurtigt, så da den ½ times forestilling slutter, er det ganske overrumplende. Det er svært at blive efterladt så dybt inde i mørket, men endnu sværere at finde tilbage til lyset. Bagefter står vi fortumlede og plirrer med øjnene mod det lys, som vi forlod en ½ time tidligere.

Rejsen ind i mørket handler i høj grad om at turde, om at give slip – og om at give sig selv lod til at falde. Til at glide – og til at tage imod oplevelserne i faldet. Det er uvisheden, der breder sig ud omkring os. Det er som om det forstærker de enkle billeder, som fortællingen berettes med af de to spillere, der er henholdsvis Rygeren og Nero. Der er yderligere to personer med, men de får aldrig mæle, og bliver derfor ikke så nærværende, selv om den ene af dem kommer til at afgøre hovedpersonens videre skæbne.

Fortællingen ender åbent, og på sin vis bliver vi efterladt alene i mørket med en halv fortælling, der er sikkert plantet i os, og som er godt i gang med at bore sig ind i vores underbevidsthed. Helt derind, hvor vi er mest forsvarsløse. Lydindtrykkene ledsages af enkelte dufte.

Martin Ammundsen, der både er dramatiker, instruktør og skuespiller, sekunderes i forestillingen af Basse Dam. De har tidligere arbejdet sammen i andre forestillinger – i fuldt scenelys (bl.a. ”Vikingernes konge”). Dette er endnu en af teatrets forestillinger – i mørke. Det startede med ”Mænd der tror at de har ret” (2018), bagefter fulgte ”Pletten”, "Hudsult" og nu ”Rygeren”. Det er oplevelser ombølget af mørke. Den første var så makaber, at der ikke var mange overlevende bagefter, mens ”Rygeren” handler om overlevelse. Det er fascinerende at begive sig ind i mørket med "Rygeren" og Teater LUX, men det er ikke ufarligt – og det er ikke alle der overlever.