Anmeldelse: RYGEREN af Teater LUX

Vi ledes indenfor, parvist, hvorefter døren lukkes bag os og vi er overladt til mørket. Ikke bare et tilnærmelsesfuldt mørke, men et totalt mørkt mørke, hvor man ikke kan se en hånd for sig. Uden flugtveje. Ved at holde min hånd på vejviserens skulder foran mig bliver vi ledt hen til vore pladser, hvor vi famlende sætter os og forsvinder helt ind i mørket. Ja, nærmest falder ned i det. Sådan føles det. Det er som om mørket ikke holder op, men bare får mig til at falde længere og længere ind i mig selv. Jeg udkæmper en kamp med mig selv, for det er som om jeg er ganske forsvarsløs der i mørket. Som at blive efterladt på en øde ø. Ligesom RYGEREN i den lyd-dramatiske forestilling af samme navn, der også er ladt alene tilbage sammen med Nero, der er hans computerstyrede stemme i ensomheden. Alt mens der udenfor patruljeres og fra tid til anden foretages husundersøgelser som på bedste Bladerunner-vis for at arrestere afvigende individualister som RYGEREN. Vi befinder os i et fremtidsscenarie, hvor rygning for længst er blevet forbudt. I stedet får alle indopereret kunstige lunger, men RYGEREN vil ikke give sig, og vil ikke overgive sig til det nye fællesskab, og man forstår ham godt, for parolerne: ”Vi passer på dig” og ”regeringen tager ansvar”… klinger faretruende fastoidt. Stykket er skrevet før coronaen, men er siden blevet overhalet af virkeligheden. Den skildrede futuristiske virkelighed er på sin vis i mellemtiden pludselig rykket meget nærmere.

Rygeren inhalerer og danser til musikken, som han gerne vil have skruet højere op, selv om Nero fraråder det for at forhindre andre i at høre det, og derved afsløre skjulestedet.

Resten ville være synd at afsløre her, for altid opleves så intenst i mørket, som om handlingen fødes ud af mørket, og det skal have overraskelsens fulde kraft, for det er en stærk oplevelse, når vi tages med til en fremmed verden, i jagten på et menneske, der kan give en ny lunge. Det sker selvfølgelig ikke frivilligt, og hvordan det går for sig er hele rejsen værd ud igennem mørket. Tiden går hurtigt, så da den ½ times forestilling slutter, er det ganske overrumplende. Det er svært at blive efterladt så dybt inde i mørket, men endnu sværere at finde tilbage til lyset. Bagefter står vi fortumlede og plirrer med øjnene mod det lys, som vi forlod en ½ time tidligere.

Rejsen ind i mørket handler i høj grad om at turde, om at give slip – og om at give sig selv lod til at falde. Til at glide – og til at tage imod oplevelserne i faldet. Det er uvisheden, der breder sig ud omkring os. Det er som om det forstærker de enkle billeder, som fortællingen berettes med af de to spillere, der er henholdsvis Rygeren og Nero. Der er yderligere to personer med, men de får aldrig mæle, og bliver derfor ikke så nærværende, selv om den ene af dem kommer til at afgøre hovedpersonens videre skæbne.

Fortællingen ender åbent, og på sin vis bliver vi efterladt alene i mørket med en halv fortælling, der er sikkert plantet i os, og som er godt i gang med at bore sig ind i vores underbevidsthed. Helt derind, hvor vi er mest forsvarsløse. Lydindtrykkene ledsages af enkelte dufte.

Martin Ammundsen, der både er dramatiker, instruktør og skuespiller, sekunderes i forestillingen af Basse Dam. De har tidligere arbejdet sammen i andre forestillinger – i fuldt scenelys (bl.a. ”Vikingernes konge”). Dette er endnu en af teatrets forestillinger – i mørke. Det startede med ”Mænd der tror at de har ret”  (2018), bagefter fulgte ”Pletten”, "Hudsult" og nu ”Rygeren”. Det er oplevelser ombølget af mørke. Den første var så makaber, at der ikke var mange overlevende bagefter, mens ”Rygeren” handler om overlevelse. Det er fascinerende at begive sig ind i mørket med "Rygeren" og Teater LUX, men det er ikke ufarligt – og det er ikke alle der overlever.

RYGEREN

Teater LUX på CPH STAGE

Dramatiker/instruktør: Martin Ammundsen

Lydscenografi: Mathias Rosenkilde.

Medvirkende: Martin Ammundsen & Basse Dam.

Varighed: 30 min.

Teatrets Facebook-side

Se forestillingen under CPH STAGE,  

den 31.5. & 1.6. Begge dage kl. 19.00.

Tidligere anmeldte Teater LUX-forestillinger:

Mænd der tror de har ret (2018)

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

Asterions Hus - myten om Minotauros

Lørdag den 4. september kl. 20.20-24.00:

Besøg teatret Asterions Hus og oplev sommerens sidste udendørsforestilling af “Asterions Hus – myten om Minotauros” og vær med til den efterfølgende samtale om myte, teater og virkelighed – og om hvad det vil sige at træde i karakter - med stykkets instruktør, manuskriptforfatter og de medvirkende.

Forestilling (120 min), samtale (30 min), te/kaffe og bustransport fra Dansk Forfatterforening, Strandgade 6: samlet pris 75,- kr.
Afgang kl. 20.20 og hjemkomst ca. kl. 24.

Asterions Hus, Williams Wainsgade 9-11, 1432 Kbh. K., www.asterionshus.dk.

Tilmelding til Michael Svennevig: micsvennevig@msn.com
Tlf: 3526 0564.



Forestillingen “Asterions Hus” er en gådefuld og dyrisk myte om den frygtindgydende Minotauros, der som halvt tyr halvt menneske er dømt til evigt fangenskab i labyrinten på Kreta. Det er historien om hans dronningemoder, der ulykkeligt døber ham Asterion, da hun kan se stjernerne i hans mørke øjne. Og om de purunge ofre, der sejles til Kreta fra Athen hvert niende år, kun for at blive sendt ind i labyrinten til det sultne menneskedyr. Det er myten om den unge Thesus, der besnærer Asterions menneskelige halvsøster, Ariadne, og af hende får et garnnøgle, der redder ham ud af dødens labyrint. Eller sagt på en anden måde - “Asterions Hus” er en betagende forestilling, der nærmest driver af poesi og dyriske drifter. Stilen er visuel, legende, ekspressiv – til tider larmende. En sammensmeltning af smukke og kraftfulde bevægelser, tankevækkende monologer, flygtige og intime “walk-thoughts” og dans, dans, dans. Alle roller spilles, danses og udleves i forrrygende tempo af fem fysiske skuespillere.

Teatret Asterions Hus er kendetegnet ved deres dynamiske og ekspressive spillestil, der er rå og ekstrem fysisk, hvor ord og bevægelse indgår i en nærmest akrobatisk eller dansende helhed.

NB:
Husk varmt tøj og evt. et tæppe.
Aflyses i tilfælde af meget dårligt vejr.



Anne Middelboe Christensen skrev i Information:

"Denne forestilling har i det hele taget krop for alle pengene. Og Asterions performere har både kondition og muskeltoning, der kan matche myternes heltindeskikkelser og halvgudeskuldre. Den kønne Tilde Knudsen oser af sensualitet og råvilje i rollen som anarkistisk dronning for Basse Dams ældre og muntre konge i bredmavet guldtoga. Han raser over sin kvindes utroskab, men må finde sig i den alligevel. Og han råber tilsvarende, da hans datter Ariadne forelsker sig i Theseus. Den bedårende Ida Marie Rasmussen (der spillede en lysten Lulu for to år siden på Aarhus Teater), udnytter sin dansante kropslighed og en vidunderlig komisk dånen, som den muskelsmækre Martin Ammundsen ikke er sen til at udnytte som hendes parate elsker. Jo, her er vitterlig koreografi for sommernat og lystne sind med og uden græsk kor.
Over vandene og op ad vedbenden svæver Bo Madvig som opfinderen Daidalos. Bo Madvig har efterhånden en spåmandskraft i hver eneste af sine hyperstyrede bevægelser. En japansk ro sidder i denne harmoniske og garvede danser, der er blevet en slags nestor for det danske performancefolk. For Bo Madvig er både bizar og urokkelig, og her giver hans sorte præsteblik forestillingen en åndelig dimension, som burde glæde de gamle, græske guder mindst lige så meget, som den fryder tilskuerne.
Ude under hyldetræerne spiller Birgit Løkke på bjælder og enorme gong-gonger, mens Jesper Siberg maner fortidsstemningen frem med alverdens elektroniske klangstrimler. Levende og umiskendeligt mystisk.
Og sådan føler man næsten, at man selv fumler det røde garnnøgle op fra lommen og ind i labyrinten. Alt for drømmen om en græsk helt fra den anden side af vandet!"