lørdag den 7. november 2026

Anmeldelse: SKÆBNEN på Sydhavn Teater, ALL THE FEELS på Revolver, FALDET i Skuespilhuset og IMAGINARIUM hos Aaben Dans i Roskilde

Fotos: Kasper Nybo (All the feels), Jacob Stage (Faldet) og Alexis Rodríguez Cancino (Imaginarium).


Sofie Gråbøl er vidunderlig i SKÆBNEN på Sydhavn Teater. Gunilla Linds ALL THE FEELS på Revolver får følelserne til at koge over i ekstatisk dans. Cikaros´ FALDET i Skuespilhuset genfinder balancen midt i det frie fald. Beyond Darkness´ IMAGINARIUM hos Aben Dans i Roskilde lokker os med ind i mørket  
– og i det dybe mørke kan alting ske.



SKÆBNEN

 - en spøgelseshistorie i VR

 SYDHAVN TEATER

3. & 4. NOVEMBER 2026 

20 MINUTTER


Det er teater og så alligevel ikke.

Jo, det er filmet teater, men det er som at være i biografen. Sådan virker det allerførst.

Da vi kommer ind i teatersalen på Sydhavn Teaters lokalscene, Spor 10, Vasbygade - nær Fisketorvet, er der sat 20 stole frem på scenen - og på hver ligger der et et headset. Det skal strammes godt til i nakken som en cykelhjelm. Så snart vi taget det på, starter "forestillingen". Jeg kæmper med at få det til at sidde ordentligt. Den ene ørebøf vender forkert, og det varer lidt, inden jeg får den vendt om og justeret.

Forestillingen er Virtual Reality, og jeg skal allerførst befri mig for skuffelsen over, at jeg nu "bare" er i biografen. Men lidt efter lidt synker jeg ind i oplevelsen.




Sofie Gråbøl er vidunderlig i Christian Lollikes tekst og instruktion. Hun ligger på en seng  i stor affekt, for hvordan skal hun kunne spille til koncert samme aften. Hendes obo står lænet op ad sengen. Det hele er i sort/hvidt. Vi er på en sort scene, og kvinden i sengen bevæger sig fra sengen over til et toiletspejl efter at have skyllet ud på toilettet. Hun er klædt i en hvid løs natkjole. Sengetæppet er hvidt. Det samme er sengen, toilettet og toiletspejlet.

Sønnen kommer først til syne inde i toiletspejlet. Men det er bare mindet om ham, som hun taler til. På det tidspunkt er vi allerede langt inde i fortællingen.

Hun taler om at livet skal være andet end at passe sin have. Da hun nævner haven, kan vi se den - haven. Hvis vi altså drejer hovedet. Det er det, mediet kan. Vi ser det vi kigger hen på.

Det statiske ved det, der umiddelbart opleves som ren biografoplevelse forsvinder, da jeg bliver bevidst om, at vi som betragtere kan flytte vores fokus - og kigge os rundt i historien.

Først er det bagprojektioner over sengen. Ja, både over og under. I takt med hendes tale, der søger svar på, hvad der skete med hendes unge søn, der blev dræbt i en europæisk krig, deler himlen sig, og det strømmer ned med diffust lys. 





Hun ved ikke, om det er Gud eller djævelen, der driver gæk med hende, for pludselig er han tilbage - i haven.

Snart er det bare som en silhouett. Men silhouetten bliver til mange flere. Pludselig gløder øjnene på den ansigtsløse silhouette rødt. Med ét bliver det hele blodrødt, og det kunne udvikle sig til en ren horror-historie, hvis det ikke netop stoppede dér. Men selv om det gjorde,  fortsatte det alligevel inde i underbevidstheden. 

På et tidspunkt sidder hun ved et hvidt bord over for sønnen, der både er der, og er der ikke. Med ét sidder jeg, som betragter, hvor sønnen har siddet, og Sofie Gråbøls kvinde kigger lige på mig. Hun er så nær ved, at det giver et sug i maven. Det er som om jeg kan række hånden ud og røre ved hende. Samtidig er det dramaturgisk så godt timet, at det sker på et tidspunkt, hvor det hele tilspidser sig. Det er fascinerende og imponerende lavet.

Musikken er nykomponeret af Rasmus Zwicki. Det er symfonisk musik, der løfter det hele og lader sangere fra Københavns Drengekor tone frem på billedsiden, bag sengen. De akompagneres af Copenhagen Phil suppleret af sangere fra Ars Nova.

Anders Thrue Djurslev har været dramaturg. Albert Elnif er sønnen, der både er der, og er der ikke.

Det er en betagende oplevelse. Først virkede det fremedgørende og mærkeligt, men i løbet af de bare 20 minutter, som seancen varer, forsvandt jeg dybt ind i historien.

Det virkede så overrumplende forførende, at det føltes meget brutalt, da det var ovre. De fleste af os blev siddende. Selv da jeg gik, var der en enkelt, der endnu ikke havde taget headsettet af. Umiddelbart var min første tanke - at dét ville jeg gerne opleve igen.



SKÆBNEN

- en spøgelseshistorie i VR

 SYDHAVN TEATER

3. & 4. NOVEMBER 2026

20 MINUTTER

Forfatter og instruktør
Christian Lollike

Komponist
Rasmus Zwicki

Performere
Sofie Gråbøl og Albert Elnif

Dramaturg
Anders Thrue Djurslev

Musik
Copenhagen Phil, Københavns Drengekor 
og korsangere fra Ars Nova Copenhagen


Kan også opleves 
den  29. & 30. april 2027 
på Aveny-T: Billetter



Foto: Kasper Nybo.


ALL THE FEELS
af VOMP & BORA BORA
på REVOLVER
5. - 10. november 2026
1 time

Koreografen Gunilla Lind er ikke sådan at sætte i boks. Da jeg var i Dansekapellet til forestillingen, LOVEU2ND (2019), blev jeg helt slået bagover. Bagefter anede jeg ikke, hvad jeg havde set – og det var først den efterfølgende morgen, at jeg begyndte at begribe, hvad jeg var blevet udsat for. For det var sært, overrumplende og meget mærkværdigt, men også fascinerende. THANK YOU HAVE A NICE DAY (2023) var langt fra så gådefuld og underlig, men stadig rundet af samme store lyst til med dansende billeder at bevæge sig tæt ind på livet af os. Gerne med overrumplende tableauer, overraskende drejninger, stor visuel poesi og massiv musik. Der bliver gået til stålet, selv om THANK YOU HAVE A NICE DAY var blidere, og alligevel kunne dansernes overdrevne smil også dræbe. Det skulle man ikke tage fejl af. Med ALL THE FEELS, der er et samarbejde mellem VOMP - et dansekompagni af Gunilla Lind og BORA BORA, bliver vi igen udsat for en vulkansk danseglæde. Det er visuelt overdådigt. Musikalsk er det forførende og det er en dansende fryd at opleve. 


Foto: Kasper Nybo.


Tematisk er det en danseforestilling om følelsers magt og potentiale til at forløse, forføre og forandre. Hvem spejler vi os i, og hvem betror vi os til?
De fire medskabende dansere: Gustav Emil Møller, Hilde Ingeborg Sandvold, Ida Hebsgaard Mogensen og Sarah Olivia Klitgaard forfører os helt fra starten af.
Da lyset går op, står de i statisk positur halvt skjult i mørke. Som et firehovedet goplepdyr svajer de fra side til side. Måske er vi nede under vandet, hvor strømmen får dem til at dreje og vende sig i stødvist forskellige retninger. Snart ganske lidt. Så mere og mere, før de glider væk fra hinanden og hvirvler videre rundt på scenen.

Åsa Gjerstad har kreeret kostumer og scenografi og Fallulah har skabt forestillingens lydside. Thora Eriksen er lysdesigner. Julius Sylvest er lyddesigner.
Shuli Nordbek Azoulay har været kreativ producent, mens Rikke Frigast Jakobsen har været dramaturg. Josefine Elna Ibsen har været kunstnerisk konsulent og Emma Holten har været tematisk konsulent.


Foto: Kasper Nybo.


I Gunilla Linds forestillinger bliver vi mødt med både pisk og vellyst. Vi er trådt langt ud på følelsernes overdrev, hvor intet er for småt eller for stort. Det nytter ikke noget at forholde sig analytisk og intellektuelt til alt det, der som en overvældende flodbølge rammer tilskuerne frontalt. Det gælder tværtimod om at slå forstanden fra og lade sig følge med. Det er berusende og meget overvældende. Det er også konfrontatorisk, for lige så velbehageligt det umiddelbart kan virke, lige så skræmmende er det straks efter.

Lyn og torden munder ud et gevaldigt regnvejr, hvor alle fire dansere står i stivnet positur, for snart efter at glide ind i djævledans, hvor monstre fra det hinsides kastes imod os. Derfra glider de over i klassiske balletpositurer - og sådan er det hele vejen igennem. Det lyder måske rodet og planløst, men sådan opleves det ikke.
Tværtimod bliver verden vendt på hovedet og rystet godt igennem - og ud af det opstår der en helt ny verden. Det er det, der sker, når der er tilpas nok kunstnerisk nerve og ambition til stede. Når det tilmed udføres så sublimt, som det er tilfældet i ALL THE FEELS, føler vi det hele og tager det med os videre.


Foto: Kasper Nybo.


Gunilla Linds forestillinger følger med hjem med publikum. Det er umuligt at gardere sig imod det ordløse. Det kryber ind under huden - og sætter sig fast. Smukt hjulpet på vej af Fallulahs utrolige musikalske vingefang. Snart lyder det som smægtende popmusik og snart flænges det af lyn og torden, før musikken kaster os højt op i luften. Så højt, at vi end ikke aner, hvor og hvordan vi lander igen. 

De første 3/4-dele af forestillingen kører i et afsindigt højt tempo, dog punkteret af enkelte stille passager, som da regnen siver ned og dækker os helt. Lyden er stor og voldsom. Lydanlægget er skruet op på højeste volumen uden at krænge over. Lyd og lys er smukt kombineret. Det samme er dansen og scenografien.
Det hele indgår i en helhed, der af og til flænges og sprænger i stumper og stykker, når vi kigger ind i de ituslåede spejle, som vi kaster vores følelser ind i. Der er mange poppede sentenser og vellystige popattituder, der snart efter kastes vrængende ud over os. Det er visuelt overdådigt, og det hele afvikles med en ferm dygtighed, der virker gribende og engagerende. Men hele tiden er der en klo, der sættes i os.


Foto: Kasper Nybo.


Hvis forestillingen er et spejl, så er det også et troldspejl, hvor vi alt for tydeligt ser os selv og vores overfladiske forfængelighed. Uden tale, men med sungne sentenser på lydsporet, som danserne mimisk synger, bliver vi tilsyneladende forkælet med pop, men straks efter får vi det kastet tilbage i hovedet. Det er ren civilisationskritik.

Forestillingen er blændende og smukt formet som en skulptur, der bygges op lag på lag, men slutningen kommer til at stå lidt tam tilbage. Mens alt det øvrige lægger sig smukt i forlængelse af hinanden, giver det smukt mening, at danserne til sidst tager derees blåskinnende tætsiddende dragter af - og begiver sig videre ind i en ny virkelighed, hvor de møder os afklædte, som et billede på, at der også er et liv efter at vi har krænget alt det ydre af os. Efter den hårdt pulserende dans er det oplagt at lade det slutte på en nedgående note, men så kommer tempoet igen op og bliver sådan halvvejs energisk, men det havde været smukkere bare at lade det glide ud som en afsluttende stilhed og harmoni, der kunne modsvare al den øvrige virak.

Men det vejer kun lidt i det store regnskab, for bare at få lov til at opleve denne krafteksplosion af talent, mod og blændende entusiasme er en stor urolig oplevelse, der sætter sig fast i kroppen, hvor den ikke vil lægge sig til hvile. Sådan er det med de bedste oplevelser. De bliver ved med at rumstere indeni. Hold da op for en oplevelse!


Foto: Kasper Nybo.


ALL THE FEELS
af VOMP & BORA BORA
på REVOLVER
5. - 10. november 2026
1 time

Medskabende dansere:
Gustav Emil Møller, Hilde Ingeborg Sandvold, 
Ida Hebsgaard Mogensen & Sarah Olivia Klitgaard

Koncept:
VOMP - et dansekompagni af Gunilla Lind

Koreograf & iscenesætter:
Gunilla Lind

Komponist og musikproduktion:
Fallulah
Al lyd i forestillingen er skabt af Fallulah

Kreativ producent:
Shuli Nordbek Azoulay

Dramaturg:
Rikke Frigast Jakobsen

Scenograf & kostumier:
Åsa Gjerstad

Lysdesigner:
Thora Eriksen

Lyddesigner:
Julius Sylvest

Forestillingsleder:
Emilie Vestbo Johansen

Kostumeassistent:
Zandra Liungmann

Kunstnerisk konsulent:
Josefine Elna Ibsen

Tematisk konsulent:
Emma Holten


Tidligere anmeldte forestillinger af Gunilla Lind:

2019:

2023:



Foto: Jacob Stage.


FALDET
af CIKAROS
i Skuespilhuset
2.-7. november 2026
70 min.


FALDET er en fabulerende forestilling med samtidscirkuset Cikaros, der efter 20 år filosoferer over, hvad det vil sige at være moderne, modne cirkusartister.
Hvad betyder det for de tre kvindelige artister efter mere end 20 år at holde balancen? De er vant til at falde - det er et menneskeligt vilkår - og det er i den forstand, at FALDET har betydning for os alle, men selvfølgelig i ekstrem grad for for Signe Løve Anderskov, Henriette Aarup og Kajsa Bohlin, der selv er på scenen og har iscenesat FALDET.

I Skuespilhuset fremførerer de deres forestilling FALDET, der indgår i KSelekt, der støtter scenekunst, som bryder de vante grænser mellem kunstarterne. Disse forestillinger  præsenteres på Skuespilhusets Lille Scene.

Den visuelle scenograf Sir Grand Lear, der også er mediscenesætter, har skabt en kæmpemæssig gul trappeformation, der tårner sig op i scenerummet. Den er altdominerende og indgår i mange underfundige sammenhænge i løbet af forestillingen. Ikke mindst er den storslået som indledende scenebillede, hvor de tre artister ligger udsplattede på trappen. Deres grønne dragter, den gule trappe og enkelte røde elementer, der senere bliver placeret på trapper, kunne have indgået i en fotoreklame, hvor farverne bliver sat syngende op mod hinanden.


Foto: Jacob Stage.


Forestillingen er delt op i 10 kapitler og en epilog. Signe Løve Anderskov indleder. Hendes ansigt er allerede opprojiceret på de 4 bagvedstående flytbare skærme. En mikrofon er lagt på gulvet ud for hendes mund, og hun begynder at tale. Hun er så at sige frosset fast midt i et fald. På skift fortæller de tre om, hvad fald betyder for dem. Om hvordan de er faldet, om hvorfor de gør det og ikke mindst om angsten og frygten for at falde. På den ene side er det deres egne individuelle fald-historie, mens det på den anden side er en tematik, der bliver så meget større, når faldets anatomi analyseres, sådan som det sker i løbet af forestillingen.

Vi balancerer alle. Vi bevæger os på en knivsæg. For så vidt som vi alle bevæger os gennem livet og håber på at bevare balancen - for at klare os igennem. For artisterne er det anderledes konkret, eftersom det er hele nerven i deres arbejde.
I løbet af forestillingen bringes vi gennem en undersøgelse af, hvad faldet betyder - og hvilken betydning det har i livet, i historien, i mytologien og myterne. Ja, i vores omgivende verden.


Foto: Jacob Stage.


Betina Rex har været dramaturg. Mika Forsling har komponeret den flotte illustrerende musik, der løfter det hele. Martin Danielsen har sat lyset, mens Anika Barkan har været konsulent på forestillingen eller "outside eye", som det kaldes i pressematerialet. 

Den indledende scene, hvor faldet konkrediseres ved de mange forskellige måder at falde på, breder sig ud og er alt andet end elegant. Selvfølgelig er fald ikke elegante, for det er netop elegancen, der ryger, når vi falder. Men jeg ville meget hellere have haft den efterfølgende trappescene, hvor de tre syngende, liggende med hovedet nedad, beskriver alle de  forskellige sproglige kombinationer af fald, som en stærk indledning. Det er en kraftfuld kunstnerisk scene, der forundrer og rører. Fra det øjeblik af var jeg med på vognen og tilbagelagde gladeligt resten af forestillingen uden at falde af.


Foto: Jacob Stage.



Opringningen til TRYG Forskring, der gjaldt en forespørgsel om, hvilke forsikringsmuligheder, der findes for artister (hvad enten det var autentisk eller konstrueret), var gribende og absurd på sin egen charmerende måde. Samtalen afspilledes, mens Henriette Aarup hang i en trapez med hovedet nedad, mens hun iførte sig beskyttende hjelm og knæbeskyttere. Det  er en herlig scene.

Rørende var det også, da de tre stående sammen på et af trappens nederste trin, skiftevist fortalte om diverse cirkusartisters fald gennem historien. Og om deres kvæstelser og død. Den afsluttende beretning om den ene af de tres kæreste, der faldt ned og brækkede begge ben og knuste knoglerne i hælen, ramte os emotionelt lige i maven. Det er jo det, det handler om, når vi ser cirkusartister. Det er deres udfordring af det umulige. Deres vilje til at ophæve tyngdekraften via en svær balanceakt. De flirter med tragedien. Deres arbejde med at undgå faldet, pirrer noget i os, hvad enten vi vil være ved det eller det.


Foto: Jacob Stage.



Det er det samme gys, der gik igennem salen, da vi betragtede de tres fælles balanceakt på de øverste trappetrin. Der er intet sikkerhedsnet. Vi ved, at hvis det ikke lykkes, så faldet de hårdt. Meget hårdt. Det er måske ikke et spørgsmål om liv eller død - men i hvert fald om førlighed. På den måde er vi sårbare. Alle til hobe. Såvel cirkusartiser som almindelige mennesker, der hver dag må balancere igennem livet i en balanceakt, der for nogle er sværere, end den er for andre. Så svær at de falder. Vi falder alle - på et tidspunkt.


Foto: Jacob Stage.
 

FALDET
af CIKAROS
i Skuespilhuset
2.-7. november 2026
70 min.

Artister og iscenesættere: 
Signe Løve Anderskov, Henriette Aarup
og Kajsa Bohlin
Scenograf og mediscenesætter: 
Sir Grand Lear
Dramaturg: Betina Rex
Komponist: Mika Forsling
Lys: Martin Danielsen
Outside eye: Anika Barkan
Producent: Cikaros
PR: Frederikke Rønne (prfrm)
Støttet af Statens Kunstfond, Wilhelm Hansen Fonden, William Demant Fonden, Dansk Artistforbund, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg.


Andre anmeldte KSelekt-forestillinger:

2026:

2024:

2021:




Foto: Alexis Rodríguez Cancino.


IMAGINARIUM
af BEYOND FARKNESS
hos Aaben Dans i Roskilde
31.10. - 14.11. 2026
60 minutter

"Kom med ind i det ukendte" - lokker teatret. IMAGINARIUM hos Aaben Dans i Roskilde holder, hvad det lover. "I IMAGINARIUM træde du ind gennem en portal ind i mørket, i drømme, i de underbevidste landskaber og mulige fremtider. Her mister tiden sin velkendte form; et øjeblik kan strækkes sig ind i en evighed."

Inden vi træder ind, er vi blevet udstyret med høretelefoner og en sender, som bliver lagt ned i en lille sort pose, som vi kan have i en snor om halsen - og derefter træder vi indenfor på strømpesokker.


Foto: Alexis Rodríguez Cancino.



Det er helt mørkt. Eller næsten. Vi bevæger os gennem en portal ind til det ventende, hvor vi kan vælge mellem at sidde på en af de to langsider over for hinnanden eller sætte os foran på gulvet. 
Vi mærker det med det samme, for gulvet er dækket af vævede tæpper. Eller rettere uldede og filtede stykker stof. De er bløde at sidde på.
Inden da har vi fået at vide af meget af forestillingen foregår i mørke. Vi kan godt komme ud, men er vi først kommet ud, kan vi ikke komme ind igen. Vi skal bare række en hånd i vejret. Der er folk i salen, der er udstyret med nattebriller, så de ser os, selv om vi er helt indhyldet i mørke.

Der er lyde i øretelefonerne. Om det er regn, vand eller ild er svært at afgøre, men det lægger sig som knirende lydfornemmelse omkring os. Det er voldsomt, da forestillingen begynder og det bliver helt mørkt. Fuldstændigt. Det er et uigennemtrængeligt mørke, der lukker sig omkring os.



Foto: Alexis Rodríguez Cancino.



Det isolerer os og lader os ene med beslutningen om, vi vil være med eller ej. Der er ingen, der protesterer, men det ER en tærskel, vi skal træde ind over. Vi bliver overladt og udleveret til mørket. Alle er dødens stille under hele forestillingen. Ikke så meget som et host, et nys eller en rømmen sig, men måske ville jeg heller ikke kunne høre det, hvis det var. Måske gjorde mørket os tavse.

En kvindestemme trænger igennem. Stemmen taler engelsk og beretter om at finde sig selv, om at indkredse sin kerne - og om at gøre sig klar til det ventende. 
Normalt ville en speaket stemme efterlade sig forståelsesnøgler eller i hvert fald ideer om, hvad det er vi oplever, men det gør teksten ikke. Den leverer snarere en grundlæggende fornemmelse af, at vi, mørket og stemmen hører sammen. 


Foto: Alexis Rodríguez Cancino.



Vi er overladt til mørket. Det er meget mere kompliceret end det lyder. Det er stort og uendeligt, nåt mørket kredser én ind. Jeg måtte holde fast i mig selv, for ikke at forsvinde selv. Det er et krævende, men også generøst mørke. Forstået på den måde, at vi befandt os i et lufttomt rum, hvor alting bevægede sig i mærkeværdige hop og spring. Som om alting bevægede sig efter helt egne love og regler. Snart ser vi lys - flere lys. Men kun svagt. Nogle gange er det langt væk, mens andre gange rykker det helt tæt op.


Foto: Alexis Rodríguez Cancino.



Måske er vi trådt ind i et rum, hvor livet er ophørt. Døden kredser os ind. Måske er vi under vand og omgivet af selvlysende gopler og sære væsener, der viljeløst følger vandets bevægelser og glider videre med strømmen.

Nadja Mattioli har skrevet teksten og koreograferet og iscenesat forestillingen sammen med Nanna Hanfgarn Jensen og Cecilie Kjær. Den bliver danset af Cecilie Kjær og Þórunn Guðmundsdóttir. Lærke Barfod er scenograf assisteret af Alberte Hummelshøj Andersen. Mette Damsgaard Larsen har teatermalet. Lærke Barfod  har også kreeret kostumerne. Lyddesignet er af Eliza Bozek. Lysdesignet er af Raphael Frisenvænge Solholm. Lene Johannsen har været sparringspartner.

Det er en oplevelse, der ikke er for sarte sjæle. Ikke fordi at den er uhyggelig i sig selv, men mørket er farligt og uforudsigeligt - og opsuger os helt. Det er ikke forkert at sige, at det fortærrer os. Mens hvis du når at blive venner med mørket, så venter der dig en sjælden oplevelse, der efterlod mig helt konfus og forundret. 



Foto: Alexis Rodríguez Cancino.


IMAGINARIUM
af BEYOND FARKNESS
hos Aaben Dans i Roskilde
31.10. - 14.11. 2026
60 minutter


Kunstnerisk koncept 
Beyond Darkness

Hovedkoreograf 
Nadja Mattioli

Medkoreografer 
Nanna Hanfgarn Jensen, Cecilie Kjær

Dansere 
Cecilie Kjær, Þórunn Guðmundsdóttir

Scenograf
 Lærke Barfod

Scenografisk assistent 
Alberte Hummelshøj Andersen

Scenografisk praktikant
 Alma Boix Vives

Teatermaler
 Mette Damsgaard Larsen

Kostumedesigner
 Lærke Barfod

Lyddesign
 Eliza Bozek

Lysdesign
 Raphael Frisenvænge Solholm

Tekst
 Nadja Mattioli

Sparringspartner
 Lene Johannsen

Afvikler
 Jon Lehmann

Fotograf
 Alexis Rodríguez Cancino

Trailer 
Alexis Rodríguez Cancino

Producent 
Nanna Hanfgarn Jensen, Beyond Darkness

Co-producent
 Aaben Dans

Støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, 
Knud Højgaards Fond, Aage 
og Johanne Louis-Hansens Fond


I residens hos Statens Værksteder og Åbne Scene


Tidligere anmeldte forestillinger hos Aaben Dans:

2026

2025

2024

2021

 *

Se oversigten over de 

273 andre anmeldelser

*


Ingen kommentarer: