Fotos: Søren Meisner (Body Acts) & Daniel Bødker Sørensen (Kejserinden).
To stærke forestillinger, der udfordrer os.
På Bådteatret tager Livingstones Kabinet os med til et møde med Kejseren og Kejserinden af Portugalien til en fejring af galskabens skønhed. På Teater Får302 tager Sofie Volquartz Lebech os med på en rejse mellem sygdom og aktivisme. For hvordan være aktivist, hvis man ikke længere har kræfterne til at stå ud af sengen?
Foto: Søren Meisner.
BODY ACTS
på Teater Får302
23. - 29. oktober 2026
46 minutter
Nogle teatroplevelser er som rejser. Man ved ikke hvor de begynder og heller ikke, hvor de ender. Nogle gange giver man op på vejen og når aldrig frem, mens andre gange starter det helt håbløst og man spår det ikke mange chancer og alligevel finder det frem til en fuldbyrdelse. BODY ACTS var en af den sidste slags. Jeg sad i starten og tænkte, at det her ville aldrig ende godt. Det virkede helt umuligt - og så indtrådte underet - og det modsatte skete. Alt det umulige samlede sig og sprang ud som den smukkeste sceneblomst.
Sofie Volquartz Lebech er alene på scenen. Meget alene, for hun har kreeret det hele selv. Også teksten og instruktionen. Det sidste med assistance fra Jon R. Skulberg. Astrid Hansen Holm har været dramaturg. Lysdesignet er af Felipe Osorio-Guzmán.
Foto: Søren Meisner.
Da vi kommer ind, ligger en rygvendt kvinde i sengen. Den hvide seng, den hvide dyne og det sorte rum. Hun ligger halvvejs svøbt ind i dynen, da lyset går ned i salen. Vi sidder længe og venter, før hun begynder at tale - stadig med ryggen til os.
Da hun vender sig, fortsætter hun om at tale om hvordan man kombinerer en syg krop med aktivisme, for hvordan protestere og kaste med brosten, hvis man ikke længere evner at komme ud af sengen. Eller som der står i programteksten: "Forestillingen stiller skarpt på, hvordan den fysisk og psykisk syge krop kan være en aktiv del af samfundet, selvom det kan være svært at forlade hjemmet eller deltage aktivt i sit eget liv."
Kombinationen af sygdom og aktivisme kan noget, men et muntert udgangspunkt er det ikke, men Sofie Volquartz Lebech holder os fangen. Hun besidder en naturlig autenticitet - og når hun kigger på os, er det tydeligt, at hun sagtens kan holde os i ånde alene med sit blik, selv om udgangspunktet er udfordrende.
Foto: Søren Meisner.
Hun begynder at berette om forskellige slags aktioner og lægger ud med Solvognen aktion i Rebild Bakker for at gøre opmærksom på de oprindelige folk - på indianerne, der ikke var inviteret med. For at illustrere det, begynder hun at galloppere rundt i en cirkel på scenen. Det virker fjollet og jeg gisper ved tanken om, hvad der videre vil følge.
Er det en teatermonolog eller et teaterforedrag? Eller begge dele? Det er i hvert fald en afsøgning af mulighederne for protestere, når protesten skal vokse ud af en syg krop eller af et psykisk sygt sind. Undervejs inddrages Anne Boyer, Johanna Hedva og Mierle Laderman Ukeles i sammenhængen med citater fra deres værker og fra beskruivelse af deres aktioner.
Foto: Søren Meisner.
Det var helt umuligt at forudsige, hvad der vil ske. Vil denne teaterrejse gå ned med mus eller mænd eller vil sejlladsen pludselig få vind i sejlene og sejle lige igennem til os. Det var det sidste, der sker. Pludselig vender oplevelsen helt rundt. Jeg ved ikke, hvad der egentlig skete, men alt det usikre og akavede fandt sin form og blev til en stærk teaterpræstation.
Det går igen i brugen af de teatralske virkemidler, der virker overrumblende. Såre enkle, men uhyre virkningsfulde. Det er fx. en pause holdt i hvad der synes at vare flere minutter, men måske var det bare 1-2 minutter, men virkningen var overvældende. På et andt tidspunkt, går salslyset op, mens scenelyset slukkede - og da lyset igen skiftede, så udgjorde det en pointe i teksten. Det samme gjorde de udleverede brosteder, der blev delt rundt til publikum i slutningen.
Hvad skulle vi med dem?
En hviskede: " Er det nu at vi skal kaste dem?"
Forestillingen er som en kastet brosten - eller rettere blev det givet videre til os, til publikum, så vi kunne gøre det, som hovedpersonen ikke længere formåede.
Det er en fornem præstation, der være sig hermed anbefalet.
Foto: Søren Meisner.
BODY ACTS
på Teater Får302
23. - 29. oktober 2026
46 minutter
Tekst, iscenesættelse og performer
Sofie Volquartz Lebech
Iscenesættelseskonsulent
Jon R. Skulberg
Dramaturg
Astrid Hansen Holm
Lysdesigner
Felipe Osorio-Guzmán
Grafisk design og foto
Søren Meisner
Produktion
De Kreatives Kontor
Støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst
Varighed ca. 50 min.
*
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
KEJSERINDEN
af Livingstone Kabinet
på Bådteatret
24. oktober - 14. november 2026
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Det er overraskende at træde ind på Bådteatret, for scenerummet er helt lavet om til forestillingen. Marie Rosendal Chemnitz og Johan Kølkjær er scenografer på forestillingen. Fra foyeren træder vi ind på rå træpaller, der trappevist leder ned til tilskuerpladserne. Selve scenenrummet er på en træforhøjnng midt i rummet. Fire høje trærafler er placeret bagerst. De indrammet en stor forgyldt skive. Det er solen, der har en stor betydning i fortællingen om datteren Klara Fina Gulleborg, der bliver navngivet af selveste solen. Det er det enkle og minimalistiske, der går igen i scenografien, hvor kløvede træstykker, gør det ud for en kiste og en stor træmand, der via et sindingt snortræk opnår en overraskende effekt hjulpet på vej af lys- og lyd designet af henholdsvis Magnus Hjort Lund og Clara Wisbech. Clara Wisbech har været Dramaturg. Clara Bisgaard har stået for kostumerne.
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Forestillingen foregår i Selma Lagerlöfs fødeegn Värmland i 1860’erne.
Husmanden Jan i Skrolycka mærker for første gang sit eget bankende hjerte, da han holder sin nyfødte datter i favnen. Faderkærligheden kommer voldsomt bag på ham og ændrer hans liv for altid. Fattigdommen er stor, og da datteren vokser op og bliver en smuk kvinde bliver udlængslen hende for stærk og hun rejser til Stockholm i et forsøg på at tjene de 200 rigsdaler, som hendes forældre skal betale for at beholde deres hus. Faren går hver dag ned til havnen og spejder længselsfuldt efter båden, der skal føre datteren tilbage. Pengene arriverer med sendebud, men datteren vender ikke tilbage. De andre sladrer om, at hun tjener pengene som luder, men det vil faren ikke høre tale om. Han lægger sig og vil ikke stå op igen - af bare savn efter datteren.
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
For at holde de andres snak ude, forsvinder han ind i en fantasiverden, hvor datteren bliver til Kejserinde, mens han selv bliver Kejser af Portugalien - og vil tiltales som sådan. De andre føjer ham dels af morskab, dels af medlidenhed. Således bliver han til Kejseren af Portugalien.
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Ole Håndsbæk Christensen er Kejser med hud og hår. Han er et komisk talent, der formår at ramme et sted lige imellem sorgen og det latterlige. Han har et skønt ansigt. Hans grimasser er endnu mere sigende, end hans tale. Jeg kigger fascineret på ham, og følger ham med øjnene. Hen er en Wozzeck-skikkelse, der lider i stilhed. Den lille mand, der bliver knust under samfundets love og paragraffer. Han bliver snydt og manipuleret af dem, der er over ham i det lille samfund. Han lever og lider stiltiende, og har vores fulde sympati. Også da han bliver syg af længsel efter datteren. Måske ligger der også noget incestuøs i hans næsten sygelige længsel, men det hører vi ikke mere om. Han kone forsvinder næsten ud af fortællingen. Det er kun datteren, der betyder noget - og da hun endelig 15 år efter vender tilbage og affejer hans vanvid, som noget hun ikke kan have med at gøre, bryder illusionen sammen for ham. Det, som har forskånet ham for den barske virkelighed, har ligget på lur bag hans vanvid. Først da går han endelig til bunds og bliver opslugt af sin egen fortabelse.
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Det er en tragisk fortælling, der fortælles af de tre på scenen. Teksten er delt op, så de fuldfører hinandens sætningen. Vi er ikke nede i fortællingen, men hele tiden ved siden af. Historien berettes som en fortløbende fortalt historie med en betydelig verfremdung-teknik. Det er en illusionsbrydende effekt, der søger at få tilskueren til at forholde sig kritisk reflekterende frem for at leve sig ind i handlingens fiktion. Teknikken blev udviklet af den tyske dramatiker Bertolt Brecht i 1930'erne. Det er på sin vis distraherende, for vi har nok en indbygget trang efter og lyst til at identifisere os og leve med i historien, men det tillader formen ikke. Vi oplever det på en måde lidt forskudt. Det accentueres af at der gennem hele forestillingen nævnes, hvilket kapitel vi er nået til. Det fungeren smukt i KEJSERINDEN, der rent visuelt er helt afskrællet. Det giver en forførende enkelhed og fungerer som en god kontrast til en næsten mytisk fortælling med dybder som en græsk tragedie.
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Der er et smukt sammenspil mellem de tre. Deres stemmer flyder harmonisk sammen - og det er vigtigt i en fortælling, hvor de hele tiden fuldfører hinandens sætninger. Malthe Saunte er den yngste og ny i sammenhængen - ligesom Ole Håndsbæk Christensen er. Malthe Saunte tilfører den verbale trio en ung og frisk energi. Han er fascinerende androgyn, når han iført kjole bliver til Kejserinden. Bo Carlsson er den tredje i trioen og har været med i adskillige af Livingstones Kabinets tidligere forestilling. Livingstones Kabinets kunstneriske ledelse udgøres af Nina Kareis og Pete Livingstone. Det er musikken og det musiske, der er det bærende element i deres forestillinger, der altid er præget af en gennemgående musikalitet. Det handler ikke bare om sange, akkompagnement og baggrundsmusik, men går igen i instruktionen, det er fast og alligevel flydende i et minituøst arrangement, der gør at det hele virker glidende og afslappet, på trods af det omfattende scenearrangement, hvor en masse (ikke mindst mikrofonerne!) skal flyttes hid og did og omplaceres alt efter, hvor medvirkende befinder sig på scenen. Det er langt fra så enkelt, som det ser ud. Sådan er det også med længslen og vanviddet i KEJSERINDEN på Bådteatret.
KEJSERINDEN
af Livingstone Kabinet
på Bådteatret
24. oktober - 14. november 2026
Instruktør
Nina Kareis
Scenografer
Marie Rosendal Chemnitz & Johan Kølkjær
Medvirkende
Malthe Saunte, Pete Livingstone, Bo Carlsson
& Ole Håndsbæk Christensen
Musiker
Pete Livingstone
Dramatiker
Nina Kareis frit efter Selma Lagerlöf
Lysdesign
Magnus Hjort Lund
Lydteknik
Barbara Nussbaum
Dramaturg
Clara Wisbech
Kostumer
Clara Bisgaard
Tidligere anmeldte forestillinger af Livingstones Kabinet
2026
2023
2022
2020
2019
2012
Ingen kommentarer:
Send en kommentar