lørdag den 31. juli 2021

Skønlitterære festivalstemmer - ÆG & HÅB 2021




Mød forfatteren Anne Zenon og hendes 9-årige søn Elliot Zenon Wikholm. Sammen har de skrevet historien "Rejsen efter en helt", der udkommer til efteråret. Det er historien om Asta, der skal spille hovedrollen i et teaterstykke om helte, men selv er alt andet end helteagtig. Hun er faktisk det lige modsatte, og det hele kulminerer da Asta løber væk og ender i en grotte, der viser sig at lede ind til en digital spilleverden. Hør uddrag fra historien, når Elliot og Anne besøger festivalen og fortæller om bogen, der allerede har fået opmærksomhed før udgivelsen.

   Mød Anne Zenon & Elliot Zenon Wikholm  2. festivaldag på Amager.


Foto: Majka Bjørnager.


Forfatteren Mads Nygaard har via sit arbejde i Hjørring Asylcenter mødt en masse fremmede mennesker. Helt præcist var det et møde med 485 mennesker fra 25 forskellige lande, men det var via hans engagement i Venligboerne, at det tog endnu mere fart – og siden også er blevet til et par bøger. Senest sammen med filminstruktøren Michael Graversen. Sideløbende har Mads forelsket sig, og det er der også kommet en bog ud af. Snart udkommer han også på amerikansk. På det seneste er han begyndt at arbejde om natten. Hør hans beretning om et usædvanligt og meget kreativt liv.

Mød Mads Nygaard til festivalåbningen i Enghave Kirke på Vesterbro.


Foto: Majka Bjørnager.


”Vi må håbe det bedste” er titlen på den tekst, som forfatteren Anne Hjælmsø læser. Anne er begyndt at oprulle sin egen familiehistorie og har gjort det til emnet for sin næste bog. Det er en fortælling om venskab – eller karma. Alt efter, hvad man tror på. Annes seneste udgivelse er ”Næsten lykkelig”(Brændpunkt, 2020), der er en foruroligende adoptionshistorie, der handler om at høre til og skabe en fast forankring i tilværelsen.

Mød Anne Hjælmsø på 2. festivaldag på Amager.



Foto: Michael Svennevig


I Christine Tjalves roman “Fugleflugt” (Brændpunkt 2020), vender Thea hjem efter mange år i USA. Thea er rodløs og altid på vej væk, men mormoren i Ribemarsken var et ankerpunkt. Nu er mormor død og Thea overvejer, om det er her i hendes hus, hun kan finde sig selv. Så kommer uvejret. Christine fortæller og læser op fra sin vindomsuste roman.

                       Mød Christine Tjalve på 2. festivaldag på Amager.


Foto: Anny Bech


Madame Garborg debuterede med ”Alt var kun en drøm” (Epigraf, 2019), der lige som teksten ”Vingerne”, som hun læser op af på festivalen, er et spring tilbage i tiden. Til dengang, hvor livet oplevedes i forundret børnehøjde. Tilbage til en tid, hvor magien ene og alene tilhørte børnene. Eller som Madame Garborg slutter med at skrive: ”De voksne kan bare ikke se det.”

                    Mød Madame Garborg på 2. festivaldag på Amager.




Forfatteren Vibeke B. Arildsen udgav i efteråret ungdomsromanen ”Kats Bog” (Eudor, 2020) om den 16-årige Kat og den 29-årige Ingo. En fortælling om tro og kærlighed, der foregår i en kristen menighed, hvor forholdet mellem de to er helt utænkeligt. Men for Kat er det begyndelsen på en drøm, der måske snarere er et mareridt. Det er efterfølgeren til ”Hemmeligheder” (Eudor, 2018), der er en lige så rap, eftertænksom og sprælsk roman.

                      Mød  Vibeke B. Arildsen   3. festivaldag i Vanløse.






”Drømte mig en drøm” er titlen på historiefortælleren Inger Barbara Christina Christensens nyeste tekst. Barbara har for en stund forladt de mundtlige fortællinger til fordel for de skriftlige beretninger og er gået i gang med en slægtskrønike. Hør om barndomsvennerne Simon og Janus, der endelig får huen på. Studenterkørslen, der går galt. Et glimt af vennernes univers af tennis, Queenballader og længsler, der ikke forløses. Bohemians, der driver hver sin vej. Ved den ulykkelige kærligheds grav fødes en rejse mod bedre tider, akkompagneret af den gamle middelaldervise "Drømte mig en drøm".

   Mød Inger Barbara Christina Christensen 3. festivaldag i Vanløse.



Foto: Michael Svennevig


Sheila Andersen arbejder med at give børn deres stemme i sit arbejde som talehørekonsulent med en PD i Dansk som andetsprog, mens hun på festivalen præsenterer den stemme som hun har udruget til sig selv i løbet af det sidste års tid som skrivende/fortællende/vævende, og inspireret af festivalens tema har det resulteret i en drømmende fabel om æg og håb, som læses af skuespilleren Trine Runge. En fabel om kampen mellem lys og skygge, mellem det gode og det onde, der foregår inde i os alle - og om de valg vi bagefter træffer i livet.

Mød Sheila Andersen3. festivaldag i Vanløse.





Forfatteren Stig Dalagers 7. del i serien om Jon Bæksgård, ”Kaos og verden” udkom sidste år. Det er en gigantisk roman, der indgår i et endnu større romanunivers. ”Kaos og verden” er en medrivende skildring af verden under Trump, men lige så meget en moderne odyssé, der skildrer hvordan mennesket finder vej gennem en verden, der bliver stadig sværere at orientere sig i. Skuespilleren Laura Kamis Wrang læser uddrag fra romanen.

Mød Stig Dalager 3. festivaldag i Vanløse.

Foto: Michael Svennevig


Forfatteren Knud Vilby giver sit bud på, hvad vi har lært af det forgangne år. Om styrker og svaghed, men også om de sprækker der har vist sig, og som mange mennesker falder igennem - ikke mindst flygtningene, der har fået frataget deres muligheder for at blive i Danmark.

Mød Knud Vilby på 4. festivaldag på Østerbro.


Foto: Morten Corneliussen


Den dansk/somaliske forfatterinde Qaali Schmidt-Sørensen har skrevet den satiriske tekst "Den snobbede afrikaner", og beviser med den, at humoren kan nå ind på steder, hvor alle andre må give op. Teksten læses af skuespilleren Rebecca Langley Jensen, der er dansk/tanzaniansk - fra Zanzibar.

Mød Qaali Schmidt-Sørensen på 4. festivaldag på Østerbro.


Foto: Michael Svennevig


Kurdiske Razan Haugaard fortæller med udgangspunkt i bogen "Det er kvinder som mig de kalder ofre" (Gyldendal, 2020) om sit liv. Om hvordan hun blev tvangsgiftet som 13-årig og levede skjult oppe i bjergene som oprører, inden hun flygtede til Iran og Syrien og videre til Danmark, hvor hun i dag arbejder som integrationskonsulent med at få mellemøstlige kvinder ud på det danske arbejdsmarked.

Mød Razan Haugaard4. festivaldag på Østerbro.


Foto: Rasmus Steen

Radiodokumentaristen Torben Brandt, der er en af de sidst overlevende fra DR´s hedengangne og hæderkronede Montagegruppe, fortæller om et liv med radiomontager. Torbens erindringsbog: "At fortælle med lyd" (U Press, 2020) har undertitlen "Som jeg lærte det" og er en beretning om et langt liv med lyd og stemmer .

Mød Torben Brandt til festivalafslutningen på Christianshavn.





Forfatteren Birgitte Bregnedal startede som økonom, men det var først da hun begyndte at skrive børne- og ungdomsbøger, at hun kom på rette spor. Det er blevet til flere serier og mere end 20 udgivelser. ”Et egern flytter ind” udkom i juni i år og er skrevet med hjælp fra børnene i den lokale SFO, og er en bog om at være anderledes og finde sin egen vej. Den 26. august 2021 udkommer ”Pigen med sherifstjernen”, der er Birgittes første bog for voksne, det er fortællingen om det augustdøgn i 1970’erne, der ændrer alt for pigen på slægtsgården. Birgitte er selv opvokset på landet i 70´erne.

         Mød Birgitte Bregnedal til festivalafslutningen på Christianshavn.

Foto: Robin Skjoldborg

Forfatteren Maria Helleberg bliver ikke uden grund kaldt ”Dronningen af historiske romaner”. Det er siden debuten i 1986 blevet til over 80 værker, i genrerne samtidsromaner, biografier, skuespil, rejsebøger og børne- og ungdomsbøger. Det er alene blevet til mere end 40 historiske romaner, der alle er baseret på omfattende research. Til festivalafslutningen vil Maria fortælle om den seneste roman, ”Min Kerstin”, der foregår i årene 1494-1559, og blandt andet omhandler det stockholmske blodbad i 1520. Men selv om romanen foregår i en svunden tid, har den stærkt bud til vor samtid og kønsrollerne af i dag.

            Mød Maria Helleberg til festivalafslutningen på Christianshavn.


Foto: Michael Svennevig


Alice Faber tog initiativet, og Anette Wolthers skrev værket "Kvindelige kunstnere i Odsherred gennem 100 år". Alice og Anette fortæller om deres fælles interesse i ligestilling og i de odsherredske kvindelige kunstnere. En del af værkerne kan ses på Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs og på Swanernes Malergården få kilometer derfra. Hør dem fortælle om bogen og de to museer.

       Mød Alice Faber & Anette Wolthers til festivalafslutningen på Christianshavn.


Ingen kommentarer: