onsdag den 15. december 2021

Anmeldelse: GOLDBERGVARIATIONER på Teater Sort/Hvid






Store kloder svæver i rummet over os. Liggende på madrasser med puder og tæpper kigger vi op på dem, mens vi lytter til Johann Sebastian Bachs "Goldbergvariationer", der oprindelig er komponeret for cembalo, men som normalt spilles på klaver. Men ikke på S/H i Staldgade i Den Brune Kødby, hvor Andreas Borregaard spiller hele værket på akkordeon. Musikken suppleres af Ursula Andkjær Olsens lyriske ord, der slynger sig rundt om musikken. Rundt og rundt.  



Foto: Søren Meisner.


Ordene danner lange guirlander af  asymmetriske billeder om drømmen i drømmen, om at gå igennem spejlet og møde jordskælv nær Dybbølsbro Station. Vi er på én gang gående ad trapper og broer inde i drømme, der bevæger sig stadig længere væk fra os, og samtidig mens vi som "Alice i Eventryrland" falder gennem spejlet og lander i en anden virkelighed gælder det om at være tro mod de liv, vi ikke har levet. 



 


"Drømmene har en meget sindrig struktur, det hænger sådan sammen: Natten udgør i sig selv en enkel bue. Når man nærmer sig, ligner den en trappe ned. Imellem to dage. På afstand kan man se, at den fører opad. Det giver drømmene en stærk men usynlig sammenhængskraft og sætter dem samtidig fri.
(Uddrag fra Ursula Andkjær Olsens tekst til "Goldbergvariationer" - fra digtsamlingen "Morgenkåber").

Skuespilleren Annike Johannessen læser teksten indfølt og klangfuldt, mens hun bevæger sig rundt om os. Ordene danser rundt med musikken, selv om tekst og lyd er nøje adskilt og supplerer hinanden i 15 afsnit.





"Jeg lå i den seng, det hus, ved Dybbølsbro station, jeg sov, der kom et jordskælv, jeg vågnede, min seng rystede under mig./Gulvet rystede under min seng./Loftet nedenunder rystede under gulvet./Underboen rystede under loftet./Underboens seng rystede under underboen./Underboens gulv rystede under underboens seng./Husets fundament rystede under underboens gulv./Jorden rystede under det hele./Så lå det alt sammen stille igen. Jeg var vågen." (Uddrag fra Ursula Andkjær Olsens tekst til "Goldbergvariationer" - fra digtsamlingen "Morgenkåber").


Vi ligger i mørke, omgivet af mørke, mens vi kigger op på de 13 hvide klodeformede 1½ meter store balloner, der hænger duvende over os. De oplyses af fotos og videoprojektioner. Sneglehusformede trappeopgange, krankonstruktioner og drivende formationer sejler hen over os til lyden af satinblå morgenkåber, mens vi lytter til Bach.



Foto: Michael Svennevig.



De første minutter ligger jeg og forsøger at forstå og gennemskue sammenhænge og paralleller, men siden sætter jeg af i tankerne og stævner ud mod det fremmede, ført af Bachs toner fra de 30 små musikstykker som "Goldbergvariationerne" består af. Det siges, at værket blev bestilt af en bøhmisk greve, som led af svær søvnløshed. Grevens hofmusiker, den unge Hr. Goldberg, kunne så divertere med de skønne variationer, når søvnen ikke ville indfinde sig. Måske er det bare en skrøne, men i så fald passer den godt til musikken, der med sin lange række af variationer skaber en tilstand, hvor tiden opløses og drømmene kan flyde frit. Det er dén tilstand, der er afsættet for Ursula Andkjærs Olsens  nyskrevne digtsamling "Morgenkåber" (der  samtidig udkommer på forlaget Herman & Frudit), og som danner bro mellem musikken og rummet vi ligger i.


Foto: Michael Svennevig.


På den nys overståede KLANG-festival fremførte Borregaard to nykomponerede værker  i Koncertkirken Blågårds Plads af Marcela Lucatelli/Kirstine Fogh Vindelev ("Drift") og Philip Venables/Ted Huffmann ("My favorite piece is the Goldberg Variations"). De viste med al tydelighed, at der er tale om en kunstnerisk begavelse, der ikke viger tilbage fra at træde ind i nye performative landskaber - og sådan er det også med forestillingen på S/H.  

Efter forestillingen fortalte Borregaard, at Bachs værk er så ensartet i sit udtryk, at han havde lyst til at bryde det op, eftersom samtlige 30 stykker er skrevet i G-dur. Og da teksten var skrevet, førte det naturligt videre til, at scenografen Julie Forchhammer skabte rammen om ordene og musikken. Det hele er lyssat af Mikkel Jensen.



Foto: Michael Svennevig.



Goldbergvariationernes mest kendte fortolker er den canadiske pianist, Glenn Gould, der indspillede dem som ung i 1955 i en flot og meget energisk 70 minutters udgave. 27 år senere - i 1982 - genindspillede han dem i en mere adstadig udgave. Han har et gnistrende sprødt anslag, og musikken står næsten stille. På én gang fastholdt midt i en statisk og alligevel  dynamisk fortolkning. Men spændende er det også at lytte til Christina Bjørkøes indspilning fra 2000, hvor jeg synes at høre en lille tøven. Der er plads til en lille pausering. En eftertanke, der klæder musikken og giver plads til lytteren. Det er tale om tre klaverindspilninger, mens Andreas Borregaard fortolker værket som akkordeonist. Instrumenteringen i sig selv gør noget. Når Borregaard spiller, hører man lyden af instrumentklapperne, og det gør musikken mere nærværende, og knapt så overjordisk drømmende. Anslaget er meget behageligt og klangen er rund og organisk. Det får musikken  tættere på os, og den træder os venligt i møde, og klinger godt sammen med Andkjær Olsens lyriske ordguirlander, der er drømmende ophøjede, men heller ikke mere end at vi hele tiden ved, hvor vi er. Eller næsten, for hvor falder vi hen, når vi falder ned i en drøm? Oplev det selv i "Goldbergvariationer".




Foto: Michael Svennevig.


GOLBERGVARIATIONER
Gæstespil på S/H
14. - 17.12.2021 + turné


Tekst: Ursula Andkjær Olsen
Musik: J. S. Bach
Medvirkende: Annika Johannessen (skuespiller),
Andreas Borregaard (akkordeonist)
Scenografi og video: Julie Forchhammer
Lysdesign:  Mikkel Jensen
Kunstnerisk ledelse: Andreas Borregaard, Julie Forchhammer
Foto: Søren Meisner
Støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, William Demant Fonden, Gangstedfonden. 


Sted: SORT/HVID, Staldgade 26-30, 1699 Kbh. V
14.12.2021 - 17.12.2021
Tirsdag-fredag kl. 20
Varighed: 90 min.


"Min veninde løber ind i stuen og ind igennem spejlet og ind på en anden legeplads, inde i spejlet. Jeg når ikke med derind, jeg løber efter min veninde ind i stuen, men jeg når ikke med ind i spejlet, hun løber derind, hun leger derinde på en anden legeplads, hvor jeg ikke længere kan være med, hvor jeg ikke længere kan være venner med hende. Det er sådan det er." (Uddrag fra Ursula Andkjær Olsens tekst til "Goldbergvariationer" - fra digtsamlingen "Morgenkåber").

 *

Se oversigten over de øvrige 

 207  anmeldelser

*

søndag den 12. december 2021

Anmeldelse: HEROIN på Teater Får302


Foto: Emilia Therese.

Vi træder direkte ind i sjælens mørke. Der er tåget, og scenen er kun svagt oplyst. Vi starter med en telefonsamtale mellem de to elskende, Martin og Markus. Deres navne er næsten identiske, og det er deres historier også, men som rumpartikler, der suser forbi i hver deres bane, mødes de hele tiden på forskudte punkter. De når aldrig rigtigt sammen. Jo, næsten, for de oplever øjeblikke af intens lykke og forelskelse, og så alligevel ikke. For de befinder sig hele tiden forskudt af hinanden. De tiltrækkes og afstødes af hinanden som magneter, der hele tiden higer efter at være sammen og som alligevel ikke formår det. Ikke i længden. 


Foto: Emilia Therese

Magnus Iuel Bergs stramme og stærke tekst er skarpt instrueret af Johan Sarauw. Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen spiller henholdsvis Martin og Markus. De er sidst i 20´erne og helt i drifternes vold. Selv om der også er stoffer i historien, er det kærligheden, der er det stærkeste stof i historen. Det er dét stof som de begge bliver høje på og afhængige af. Men med opturen følger nedturen. De er stærkt knyttet sammen af bånd, som de ikke kan kappe, men som de i længden heller ikke kan leve med. Efter 5 år slider de sig løs af hinanden, for selv kærligheden må give op - til sidst. 


Foto: Emilia Therese

Det spiller ikke den store rolle, at historien udspiller sig mellem to mænd, kærlighed er kærlighed, og min kvindelige ledsager sagde bagefter, at hun havde tænkt på sit eget kærlighedsliv, mens vi så forestillingen. For teksten og forestillingen formår at berøre os lige i hjertet. Den er pågående, rå, råbende, sparkende og elskende. Det er sådan kærligheden er. Den hiver i os, og hiver os ud over vore grænser. Vi griber ud og fanger hinanden, og kan måske bære hinanden i én time, ét døgn, én uge, én måned - eller et helt liv. Nogle hænder er skabt til at gribe og andre til at tabe. Eller måske er det noget, vi kan lære at blive bedre til? Men fælles for os alle er, at vi higer mod denne formæling, og mod mødet med den anden, den elskede. Det er dét, som lyser op i mørket. For mørkt er der - på scenen og i rummet, hvor kærligheden eller rettere forelskelsen foregår. 


Foto: Emilia Therese

Forelskelsen og kærligheden i stykket er en lysende gnist omgivet af mørke. Der er ingenting til at distrahere fra det egentlige. Sådan er det i kærlighedens rum. Gulvet, loftet og væggene er sorte. Gulvet er belagt med sort grus. Det ligner lava, og det ville passe godt symbolsk til stykket. Som skudt op af et krater og ejakuleret ud over de to spillere, der gør det imponerende godt. De er intenst og ubrydeligt låst sammen i de 75 minutter forestillingen varer. Der er kun dem og kærligheden. Intet andet. Det er alt. Men det er også nok. Mere end nok.  Alt i forestillingen er enkelt, skarpt og præcist. Der er intet unødvendigt. Det gælder både ordene, instruktionen, spillet, scenografien, lyden og musikken. 


Foto: Emilia Therese

Det hele er båret af en enkelhed, der kun er de færreste forundt at arbejde med. Alene dét er betagende og uhyre effektivt. At det tilmed fungerer så eminent og understøtter hinanden på fineste vis, gør det endnu mere fængslende. Det skal ses og opleves. 


HEROIN
Gæstespil af Zangenberg Teater
på Teater Får302
8. - 19. december 2021
75 min.

Dramatiker: Magnus Iuel Berg
Skuespillere: Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen
Instruktør: Johan Sarauw
Scenograf: Nina Helledie
Lysdesign: Sebastian Just Olsen
Lyddesign og musiker: Malte Nordtorp
Instruktørassistent: Theresa Lange

*

Aldersgruppe: 16 år og op
Varighed ca. 75 min.

HEROIN spiller kl. 20:00  mandag-fredag 
og kl. 17:00 lørdag og søndag.

HEROIN er støttet af Dansk Skuespillerforund og af Københavns Kommunes Scenekunstudvalg
Co-producent: Teater Zangenberg

Hjemmeside & billetter 

*

Læs også anmelelsen af Magnus Luel Bergs 

I STØVET FRA REGNEN

*

tirsdag den 7. december 2021

“Ghosts of Moria” af Michael Graversen og Florian Elabdi


Margrete Auken (SF) inviterede til filmvisning og debat i GRAND om tilstanden for mennesker ved Europas grænser. Først viste Michael Graversen udvalgte scener fra sin og Florian Elabdis dokumentarfilm ”Ghosts of Moria”, som får premiere i 2022. Derefter modtog Michael Graversen, Margrete Auken, Martin Lemberg-Pedersen (Amnesty International) og Kamma Skaarup (Læger Uden Grænser) spørgsmål fra salen og debatterede mulige løsninger.


Paneldeltagerne (fra venstre mod højre): Kamma Skaarup (Læger Uden Grænser), Martin Lemberg-Pedersen (Amnesty International), Margrete Auken og Michael Graversen. Foto: Rikke Lauritzen.

Margrete Auken indledte med at citere paven for hans ord om Moria, efter besøget der i sidste uge, og det fatale ved, at vi efterhånden har vænnet os så meget til at høre om flygtningenes umulige vilkår i de overfyldte lejre, at vi ikke længere orker at høre om det, og stiltiende er kommet til at acceptere det, for sådan har det jo allerede været længe.  At det har givet os hård hud på følelserne. Men at filmen hjælper os til at finde tilbage ind til følelserne.


 "Drømmen om Denmark" (2015) er Michael Graversens stærkt indignerede og prisbelønnede portræt af afghanske Wassiullah fra han kommer til Danmark som uledsaget flygtning som 15-årig og følger ham videre på flugten til Italen tre år senere, da han efter afslag på danske opholdstilladelse ender i et italiensk limbo stærkt svækket af PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse).

Det har hun meget ret i. For de udvalgte scener, som vi så, forud for den forestående premiere næste år, var både dragende, betagende og oprørende. Men på en stille inderlig måde. Det er mærkeligt at skrive det, for det var umådelig smukke filmklip. Dygtigt understøttet af Sune Køter Kølster følsomme og lyrisk ledsagende musik. Der var ikke mange ord, men scenerne var forbundne af få forklarende tekster. Der blev zoomet ind på Khalil og Ayham i den udbrændte græske Moria flygtningelejr på øen Lesbos.  Vi kom helt tæt på dem og fik mulighed for at opleve dem som mennesker i deres hverdag, hvor de knokler hele dagen for at finde jern i den udbrændte lejr som de sælger på en skrotplads, hvor de som flygtninge får en langt mindre pris for arbejdet end grækerne. Vi er med, når de fortæller dele af deres historier på en nærmest henkastet hverdagsagtig måde til hinanden. Der er ingen sindsbevægende skæbnehistorier. Det, de fortalte, blev sagt konstaterende uden nogen form for føleri. Billederne i sig selv var – og igen er det mærkeligt at skrive det – smukke. Alle de forbrændte og tilsodede flader fremstod nærmest poetisk, selv om der ikke var plads til nogen poesi imellem syriske Khalil og Ayham, der måtte arbejde for at få råd til næste måltid – og for at overleve.


Foto: Michael Graversen

Bagefter var der mulighed for at fortsætte diskussionen med et glas hvidvin udenfor, men kulden afkortede den seance betragteligt.

Det bliver uden tvivl en stor oplevelse at få mulighed for at opleve filmen i sin helhed i 2022.


Mads Nygaard og Michael Graversen udgav i 2019 "De uledsagedes bog" (Jensen & Dalgaard).
Læs her Michael Graversens feriedagbog fra Samos samme år, hvor han med familien, efter færdiggørelsen af bogen, var taget ned for at hjælpene flygtningene på øen. 


Michael Graversen i den nedbrændte flygtningelejr Moria på den græske ø Lesbos.



Bogudgivelse forud for filmen:
Michael Graversen
"Moria in memoriam"
144 sider. Illustreret.
Forlaget Jensen & Dalgaard

"Morialejren på Lesbos var Europas største flygtningelejr, indtil den i 2020 brændte ned til grunden. Gennem fem år har dokumentarist Michael Graversen besøgt lejren, og med bogen ønsker han at sætte et mindesmærke over det største humane svigt i Europa siden Anden Verdenskrig. Moria in memoriam er fortalt i ord og billeder af Michael Graversens med inddragelse af beretninger fra beboere og frivillige NGO'er, han gennem årene har mødt i lejren.''

Ved køb af bogen i december 2021
går 100,- kr til Læger Uden Grænser, 
der er til stede på Lesbos. 
Læs mere her.

*