"Jeg står ved fodenden og betragter med beundring min farfar Yusuf, der ligger alvorligt syg: han ligger på enestue, hvilket kan siges at være ganske komfortabelt. Han er mit stærkeste bånd til den kultur, der udgør mine rødder."
Sådan indleder den dansk-kurdiske/tyrkiske forfatter Orhan Dogru (født 1968) sin debutroman EN NYDANSKERS KONTRABOG med undertitlen: "Ordene flyver skriften forbliver".
Umiddelbart forledes man som læser til at tro, at forfatteren er bogens jeg-fortæller, men hovedpersonen er farfarens barnebarn, Selma, der forsøger at følge farfaren så langt det endnu er muligt, inden han forsvinder og opløses og bliver som personen på bogens omslag. Allerede der (med en collage af Arif Sevine) er vi placeret uden for tid og rum, mens en menneskelignende skikkelse kigger ud over et fladt sandområde med noget, der kunne ligne klitter i den ene side. Det er formodentligt et dansk strandparti, men kunne lige så vel være et tyrkisk ørkenområde. Skikkelsen placeret lidt ude i siden er ansigtsløs, men alligevel båret af både tradition og uforgængelighed. Dele af overkroppen er skabt af et smuldrende, måske klassisk relief. På den måde er vi både i fortiden og i fremtiden. Eller mere præcist, lige imellem de to - her i nutiden.
Vi kommer - ligesom barnebarnet - til at holde af den elskelige farfar. Han har efterladt et brev til barnebarnet, hvor han bl.a. skriver:
"Ligesom man ikke kan proppe alt ind i en kuffert, selv om man gerne vil have så meget som muligt med, kan jeg heller ikke nedfælde alt, der går igennem mit hjerte, på disse linjer. Men jeg føler mig godt tilpas og er lykkelig, fordi jeg i skrivende stund har kræfter til at holde blyanten og skrive. Ja, jeg er lykkelig og endda meget lykkelig. Tro mig: Når jeg har sat det sidste punktum i dette brev, har jeg afsluttet mine forberedelser." (s. 13)
Det er en smuk fortælling. "Det vi gjorde, var at rejse mod håbet." (s. 17)
"Vi forlod vores rede, der nok stank af fattigdom, men dog var rig på håb..." (s. 17)
"Vi smeltede bort og forsvandt i dette nye vand. På gaderne i det nye land, hvor der lyste farvestrålende lamper overalt følte vi, at de gadelygter, hvis lys skinnede på os, slukkede lyset i os. Vores unge kroppe blev til mærkelige fremmede væsener, men vi havde intet andet valg, da vores hjemland ikke kunne brødføde sin unge befolkning, som voksede udover alle grænser." (s. 18)
Skildringen af det nye land er også beretningen om en splittelse, for hvor er hjemme nu?
Farfaren er ikke i tvivl, for han vil stedes til hvile i dansk jord.
Men skildringen af denne længsel efter HJEM bliver en næsten abstrakt størrelse, som fantomsmerter, der fylder det hele og dog hører til et sted, der ikke længere findes, men ikke desto mindre er smerten der stadig. Dybt indeni.
Der er to smertepunkter, der handler om mødet med det fremmede og det ukendte. De handler om det samme, men beskrives fra to forskellige vinkler. Den første er Selmas møde med farfarens mistroiske og formørkede medpatient på hospitalet i bogens begyndelse, og det andet er i den smertelige beskrivelse af mødet mellem Ali, Yusufs bedstefar, og moren, da han har giftet sig med en fra en større by og vender tilbage til landsbyen, hvor han voksede op, før han blev fjernet og indrulleret som børnesoldat. Han har levet et helt liv ude i verden, og mødet med morens (og landsbyens) fremmedfjendske holdning til hans nye hustru spejler Selmas møde med farfarens medpatient i romanens begyndelse. De udgør to yderpositioner, der indrammer bogens fortælling, og skildrer også en rejse fra mørket til lyset. Fra det zenofobiske til det accepterende. Det er meget karakteristisk for forfatterens varme tone romanen igennem. Historien er fortalt med mange fine greb om denne dobbelthed.
Efter det indledende brev kommer bogens egentlige fortælling frem i den efterladte KONTRABOG, der er en nedfældet slægtshistorie, som farfaren efterlader til Selma. Men det er en forpligtende gave, for den er givet videre i håb om, at fortællingen skal føres videre.
Det er en åben fortælling, både den i bogen - og den som forfatteren lægger frem for os.
Historien er sprunget ud af virkeligheden, og samtidig føres vi af en vidende fortæller stadigt dybere ind i en fortælling, som det er svært at løsrive sig fra. Som Selma er vi steget på en rejse, der kun lige er begyndt - og alligevel fører os langt, langt tilbage.
Også her forbindes fortid og fremtid og smeltes sammen til ét nu, rigt på eventyr. Ikke nødvendigvis et lykkeligt eventyr, men vi får noget særligt med i tilgift, for det bliver hurtigt klart, at historien næres af fremmede kilder, der rummer så meget mere, end hvad det blotte øje ser.
Fra mit eget rejsende liv mindes jeg smagen af olivenolien på de skivede tomater hos beduinerne ude i Sinai-ørkenen. Den smag vil jeg aldrig glemme. Eller også var det de stjerneklare nætter ude i ørknen, der gav olien, tomaterne og brødet den uforglemmelige smag.
Denne fortælling har også en smag af noget, der bliver siddende i én, efter fortællingen slutter. Den vil slet ikke slutte, og måske slutter den aldrig. Måske er den kun lige begyndt.
Orhan Dogrus romandebut er ikke til at slippe igen, og når den sidste side er vendt, sidder jeg tilbage med den der smag på tungen af olivenolien over de skivede tomater og brødet, jeg dyppede den op med.
EN NYDANSKERS KONTRABOG
af Orhan Dogru
223 sider, roman
TSDK Forlag 2021
Redaktør: Mille Rode
Romanen er tilegnet
"mindet om min far Haco, der gav mig mit første indtryk af Danmark,
landet i det kolde nord med det varme hjerte."
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar