Anmeldelse: EN STIKLING AF MIN KÆRLIGHED af Orhan Dogru, digtsamling (2024)

 

Forsideillustration: Kirkan, İlos İlyas Elias. Layout og grafik: Dizgimizanpaj.com

I Orhan Dogrus debuterende digtsamling, ”En stikling af min kærlighed”, slås temaet fast allerede i de første indledende linjer:

"Jeg tænker og drømmer på tegnsprog, kurdisk, tyrkisk og dansk, ligesom mine digte også udfoldes på alle disse sprog. For mig er det største håb at væve en verden af drømme på disse fire sprog og en dag at kunne drømme på alle disse fire sprog i den samme drøm."

Nydanskerens dilemma er at drømme på ét sprog, tale på et andet og skrive på et tredje, så det hele ramler sammen i et fjerde sprog – sådan som det sker i teksten i denne digtsamling, hvor sproget klinger med en fremmed eksotisk tone, der måske nok skurrer lidt på dansk, men samtidig tilfører det også det danske sprog nogle tiltrængt nye dufte og følelser. Jo, det humper lidt, men det eksotiske giver det vinger, og så er det en smagssag, hvor langt man som læser har lyst til at gå med, men jeg synes, at det er en sproglig berigelse, selv om der også slås nogle skærver undervejs.

Det er som at lytte til lyrik læst op på dansk af andre tungemål. Det ærgrer, når der er noget, der lyder så fremmed at det kan være svært at tyde og forstå, men samtidig er det også en fornyelse af sproget. Jeg mener, at det er en tiltrængt fornyelse, for sproget er en levende størrelse og når det stivner, bliver følelserne også for glatte, for pæne og nogle gange også ganske ligegyldige. Det er en smagssag, men jeg tager imod de fremmede digte med stor og åben favn:

Mine digte er et fletværk 

mit sprog er vævet af trævlede tråde

 mine øjne græder tårer og blod, 

min forladte hjemby stiger op i øjnene

 min sjæl er splittet i tusind stykker. 

HIMLENS PIGTRÅD

Alt, der berøres på jorden, er ejet,

 Selv månen og Mars er underlagt ejerskab

 Men himlen, den er endnu ikke ejet, 

spontant fri, ville jeg sige, men; 

selv den er ejet af dem, 

der har trukket pigtråd hen over vores hoveder.

FRA TRÆKFUGL TIL STANDFUGL er et digt om trækfuglens længsel og om at finde til hvile fjernt fra hjemlandet, måske fordi det nye land er blevet til et nyt hjemland.

Alvoren slår ned i digtet:

TIL MIN PLAGEÅND    

Nok kan du flytte dit blik 

fra mit trælsomme slid som kuli 

men du kan ikke undgå 

at lugten af min sveds duft 

siver ind i din sorte samvittighed

I digtet SLÅ ROD gøres det nye tilhørsforhold endnu tydeligere.

MINE ØJNE ER PÅ HIMLEN handler om lykken og drømmen. Både om hele himmelrummet, men også specifikt om Damhussøen.

” at omfavne mangfoldigheden i regnbuens farver.” fra digtet VIDSTE DU DET, PALUDANUS? Om at føle sig som dansker i hjertet, meget mere end ”Paludanus” gør, når han ikke evner at omfavne mangfoldigheden. Det er en fin pointe.  

Jantes nyformulerede 10 bud kradser, men er meget præcise og sådan må det unægtelig virke for en udenforstående. Det er et hårdt, men retfærdigt blik på den verden vi lever i i Danmark - i hvert fald for majoritetens vedkommende.

Orhan Dogru er en produktiv herre. For to år siden roman-debuterede han med EN NYDANSKERS KONTRABOG. Ordene flyver skriften forbliver”. Sidste år gjaldt det oversættelsen og gendigtningen af kurdernes lyriske nationalepos, ”Mem og Zin” (1692) af den kurdiske filosof og digter Ehmede Xani. Nu er cirklen fuldbragt med dette tredje værk, der hylder de mange sprog som vi befatter os med. Tillykke med det!

 

Forsideillustration: Kirkan, İlos İlyas Elias. Layout og grafik: Dizgimizanpaj.com

 Orhan Dogru

 EN STIKLING AF MIN KÆRLIGHED  

(Digtsamling, TSDK Forlag, 2024)

Udkommer til festivalopvarmningen,

hvor Orhan Dogru og skuespiller Lise Kamp Dahlerup

læser op fra digtsamlingen,

torsdag den 1. august 2024 kl. 16-21 i Salonen, 

Østerbrogade 222, Østerbro

 *

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)

 

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

 Læs mere. 

 

Anmeldelse: EN NYDANSKERS KONTRABOG af Orhan Dogru (roman)

 

"Jeg står ved fodenden og betragter med beundring min farfar Yusuf, der ligger alvorligt syg: han ligger på enestue, hvilket kan siges at være ganske komfortabelt. Han er mit stærkeste bånd til den kultur, der udgør mine rødder." 

Sådan indleder den dansk-kurdiske/tyrkiske forfatter Orhan Dogru (født 1968) sin debutroman EN NYDANSKERS  KONTRABOG med undertitlen: "Ordene flyver skriften forbliver".

Umiddelbart forledes man som læser til at tro, at forfatteren er bogens jeg-fortæller, men hovedpersonen er farfarens barnebarn, Selma, der forsøger at følge farfaren så langt det endnu er muligt, inden han forsvinder og opløses og bliver som personen på bogens omslag. Allerede der (med en collage af Arif Sevine) er vi placeret uden for tid og rum, mens en menneskelignende skikkelse kigger ud over et fladt sandområde med noget, der kunne ligne klitter i den ene side. Det er formodentligt et dansk strandparti, men kunne lige så vel være et tyrkisk ørkenområde. Skikkelsen placeret lidt ude i siden er ansigtsløs, men alligevel båret af både tradition og uforgængelighed. Dele af  overkroppen er skabt af et smuldrende, måske klassisk relief. På den måde er vi både i fortiden og i fremtiden. Eller mere præcist, lige imellem de to - her i nutiden.

Vi kommer - ligesom barnebarnet - til at holde af den elskelige farfar. Han har efterladt et brev til barnebarnet, hvor han bl.a. skriver:

"Ligesom man ikke kan proppe alt ind i en kuffert, selv om man gerne vil have så meget som muligt med, kan jeg heller ikke nedfælde alt, der går igennem mit hjerte, på disse linjer. Men jeg føler mig godt tilpas og er lykkelig, fordi jeg i skrivende stund har kræfter til at holde blyanten og skrive. Ja, jeg er lykkelig og endda meget lykkelig. Tro mig: Når jeg har sat det sidste punktum i dette brev, har jeg afsluttet mine forberedelser." (s. 13)

Det er en smuk fortælling. "Det vi gjorde, var at rejse mod håbet." (s. 17)

"Vi forlod vores rede, der nok stank af fattigdom, men dog var rig på håb..." (s. 17)

"Vi smeltede bort og forsvandt i dette nye vand. På gaderne i det nye land, hvor der lyste farvestrålende lamper overalt følte vi, at de gadelygter, hvis lys skinnede på os, slukkede lyset i os. Vores unge kroppe blev til mærkelige fremmede væsener, men vi havde intet andet valg, da vores hjemland ikke kunne brødføde sin unge befolkning, som voksede udover alle grænser." (s. 18)

Skildringen af det nye land er også beretningen om en splittelse, for hvor er hjemme nu?

Farfaren er ikke i tvivl, for han vil stedes til hvile i dansk jord.

Men skildringen af denne længsel efter HJEM bliver en næsten abstrakt størrelse, som  fantomsmerter, der fylder det hele og dog hører til et sted, der ikke længere findes, men ikke desto mindre er smerten der stadig. Dybt indeni.

Der er to smertepunkter, der handler om mødet med det fremmede og det ukendte. De handler om det samme, men beskrives fra to forskellige vinkler. Den første er Selmas møde med farfarens mistroiske og formørkede medpatient på hospitalet i bogens begyndelse, og det andet er i den smertelige beskrivelse af mødet mellem Ali, Yusufs bedstefar, og moren, da han har giftet sig med en fra en større by og vender tilbage til landsbyen, hvor han voksede op, før han blev fjernet og indrulleret som børnesoldat. Han har levet et helt liv ude i verden, og mødet med morens (og landsbyens) fremmedfjendske holdning til hans nye hustru  spejler Selmas møde med farfarens medpatient i romanens begyndelse. De udgør to yderpositioner, der indrammer bogens fortælling, og skildrer også en rejse fra mørket til lyset. Fra det zenofobiske til det accepterende. Det er meget karakteristisk for forfatterens varme tone romanen igennem. Historien er fortalt med mange fine greb om denne dobbelthed.

Efter det indledende brev kommer bogens egentlige fortælling frem i den efterladte KONTRABOG, der er en nedfældet slægtshistorie, som farfaren efterlader til Selma. Men det er en forpligtende gave, for den er givet videre i håb om, at fortællingen skal føres videre.

Det er en åben fortælling, både den i bogen - og den som forfatteren lægger frem for os.

Historien er sprunget ud af virkeligheden, og samtidig føres vi af en vidende fortæller stadigt dybere ind i en fortælling, som det er svært at løsrive sig fra. Som Selma er vi  steget på en rejse, der kun lige er begyndt - og alligevel fører os langt, langt tilbage.

Også her forbindes fortid og fremtid og smeltes sammen til ét nu, rigt på eventyr. Ikke nødvendigvis et lykkeligt eventyr, men vi får noget særligt med i tilgift, for det bliver hurtigt klart, at historien næres af fremmede kilder, der rummer så meget mere, end hvad det blotte øje ser.

Fra mit eget rejsende liv mindes jeg smagen af olivenolien på de skivede tomater hos beduinerne ude i Sinai-ørkenen. Den smag vil jeg aldrig glemme. Eller også var det de stjerneklare nætter ude i ørknen, der gav olien, tomaterne og brødet den uforglemmelige smag.

Denne fortælling har også en smag af noget, der bliver siddende i én, efter fortællingen slutter. Den vil slet ikke slutte, og måske slutter den aldrig. Måske er den kun lige begyndt.

Orhan Dogrus romandebut er ikke til at slippe igen, og når den sidste side er vendt, sidder jeg tilbage med den der smag på tungen af olivenolien over de skivede tomater og brødet, jeg dyppede den op med. 

EN NYDANSKERS  KONTRABOG 

af Orhan Dogru

223 sider, roman

TSDK Forlag 2021

Redaktør: Mille Rode

Romanen er tilegnet 

"mindet om min far Haco, der gav mig mit første indtryk af Danmark, 

landet i det kolde nord med det varme hjerte."

*