fredag den 11. august 2023

BENT MELCHIOR in memoriam



Foto: Niels Larsen.


Bent Melchior (1929-2021):


Jeg har gennem længere tid funderet over, hvordan Bent Melchior (og mindet om ham) kunne blive ved at være en del af festivalen, og er nået frem til, at inden festivalafslutningen vil jeg lægge optagelsen af hans sidste festivalmedvirken ud sammen med billederne af ham taget ved den lejlighed, men for også at have noget nyskrevet med i den anledning, skrev jeg til forfatteren Birte Kont, og opfordrede hende til at skrive noget. Her er hendes svar:


Foto: Niels Larsen.



"Kære Michael

Ja, det kan jeg godt. Men det, jeg vil kunne skrive om dette store, lærde menneske, vil jo mere eller mindre afspejle vores relation på afgørende tidspunkter i mit liv: fra jeg havde ham som lærer i første klasse på den jødiske skole; som senere leder på en jødisk ungdomslejr; som overrabbiner, der viede min mand og mig; som min 'åndelige far' og bedste og skarpeste læser og kritiker, da jeg var ansvarshavende redaktør af Mosaisk Trossamfunds månedsblad; men ikke mindst, da jeg som forfatter blev inviteret med ind i hans arbejdsværelse, hvor bl.a. hans ny-oversættelse af De Fem Mosebøger var blevet til, dengang han havde sagt ja til at skrive forord til min bog om Kafka "Skyldidentiteten hos Franz Kafka - en moderne jødisk tvivlers livtag med Loven" osv. Hvis noget af dette vil kunne have din interesse, skriver jeg gerne nogle ledsagende linjer til citaterne.

Kærlig hilsen,
Birte

PS: I min roman "En by i Rusland" har jeg skrevet en fantasi over mit møde med skolelæreren Bent. Det står på side 41 i romanen, som kom på Gyldendal i 2011 og som i 2021 udkom i USA under titlen "A Place Nowhere".







Her følger teksten og romanuddraget 
som Birte Kont har skrevet 
om BENT MELCHIOR:


"Tidligere overrabbiner Bent Melchior var med sit enorme verdensengagement en nødvendig (og nu stærkt savnet) offentlig stemme i dansk og international sammenhæng, som med visdom, skarpsyn og humanisme gik imod uret og undertrykkelse, og som både havde blik for helheden og den enkelte. Har man som jeg været så begunstiget at kende Bent nærmest livet igennem, kan man blive ved med at høre hans stemme, og for en forfatter virker det derfor indlysende at fortælle om afgørende tidspunkter, hvor dette store og særlige menneske har sat sit aftryk.

Følgende er et uddrag fra mit manus til romanen, jeg arbejder på, ”Du kalder det en roman”, hvor Bent optræder som forlæg for en af karaktererne.

Det omhandler fortællerjeget, som er blevet headhuntet som ansvarshavende redaktør af Mosaisk Troessamfunds månedsblad og er kommet mildt sagt uheldigt fra start.

”Men så fik jeg en ven og mentor fra uventet kant.

Det kom sig af, at den afgående redaktør - han var journalist og skrev for et af de store dagblade - i sit afskedsnummer af bladet havde præsenteret sin efterfølger med et manipuleret foto, så jeg fremstod så lang i ansigtet som en hest. Billedteksten insinuerede, at min ypperligste ekspertise bestod i at være i familie med bladets repræsentant, som ganske rigtigt var min svoger. Men hvis man gik langt nok tilbage i tiden og historien, ligesom den polskfødte, franske forfatter Marek Halter gjorde i sin monumentale roman Mindet om Abraham, ville man kunne finde et ret plausibelt belæg for et slægtskab mellem hele det jødiske folk og Abraham, folkets stamfar. Noget sagde mig dog, at der her - frem for en længere, litterær udredning - krævedes en mere kontant reaktion.

Allerede på udgivelsesdagen af mit første blad modtog jeg en mail fra min forgænger, som indeholdt en trussel om at blive meldt til Pressenævnet, hvis jeg ikke straks undskyldte og tog mine ord tilbage. Jeg var skrækslagen.

Men så blev jeg ringet op af overrabbineren, som ville høre, hvad jeg havde at sige, og tilbød sig som mægler. Da jeg fik hans bryske stemme i øret, sad jeg ret på stolen, men i løbet samtalen slappede jeg af og kunne tale frit.

Vi gik begge to ind for åbenhed, og han indviede mig i sin egen erfaring for at blive afsat som overrabbiner af samme årsag, som altså var endt med en genansættelse.

Men, spurgte Bent så, hvad ville du egentlig med dit kontante svar til din forgænger, en limerick, ikke sandt?

Jeg holdt vejret, mens jeg søgte at få hold på mine løbske tanker.

Dybest set ønsker jeg fred, fik jeg endelig sagt.

Ja, sagde Bent og sukkede dybt, det siger I alle sammen, men se på verden, det er jo altid de andres skyld, for det er altid de andre, der begynder, men det tror jeg ikke, du bekender dig til, jeg har højere tanker om dig.

Et øjeblik sagde ingen af os noget, så sagde han:

Hvis det virkelig er fred, du ønsker, og det siger du jo, du gør, så skulle du måske ikke have svaret, som du gjorde, hvor meget din forgænger end selv havde bedt om det. Så, hvis du skriver til ham, så ringer jeg til ham bagefter, og så får vi den her sag bragt ud af verden, er du med?

Lige siden blev han min allerbedste læser og kritiker, og lige siden spurgte jeg mig selv, når jeg stod i en penibel valgsituation, og det ikke var muligt at tale med ham: Hvad ville Bent sige?

Et stykke tid efter skulle jeg dække et større arrangement i menigheden, og den aften skete der noget, som jeg ikke havde troet var muligt. Mens jeg stod ved kagebuffeten, kom min redaktørforgænger hen til mig. Smilende rakte han hånden frem, undskyldte af hele sit hjerte og gav mig den største anerkendelse, en mand kan tildele en kvinde: Du har nosser!”


Foto: Helene Hernflo.



Birte Kont

Birte Kont, (f. 1948), er forfatter og cand. phil. i litteraturvidenskab. Birte Kont skriver og holder foredrag om emner inden for sprog, litteratur, kønsforskning og kulturelle aktiviteter.
Hun debuterede som børnebogsforfatter med "Den, der hvisker, lyver – en løgnehistorie fra dengang, der kørte sporvogne" (1994). Birte Kont har desuden specialiseret sig i Franz Kafka og har bl.a. udgivet "Skyldidentiteten hos Franz Kafka – et essay om en moderne jødisk tvivlers livtag med Loven" (2002). (Læs mere). Seneste udgivelse: "Ingen har ordet - en pårørendefortælling" (Brændpunkt, 2021).







Bent Melchior sagde blandt andet til festivalafslutningen:


"Jeg ved ikke om I kan se det på mig, men jeg venter mit 25. barnebarn... jeg har været med til at stifte en ny - håber jeg - landsorganisation, der hedder BROBYGGERNE sammen med min meget nære veninde, Özlem Cekic, som jeg har adopteret som mit barnebarn, det er faktisk hendes barn, BROBYGGERNE med undertitlen "Center for kaffedialog". Jeg håber meget, at vi får mange medlemmer. Vi har sat prisen så lavt som 100 kr. om året. Jo flere medlemmer vi har, des mere kan vi få indflydelse, og des mere kan vi også få støtte, der er nødvendig for at drive en landsorganisation. Så jeg er blevet formand - som 90-årig. Det er det, man i den katolske verden kalder en overgangspave... Jeg har også været på turné i USA og holdt foredrag til den årlige mindedag om Auschwitz, hvor jeg nåede at holde 6 foredrag på 3 dage... jeg har været med til en masse aflysninger omkring Coronaen, sådan som vi alle har været, men jeg synes, at vi skal passe på, for vi skal også leve livet. Jeg ved ikke, hvor mange uger og måneder jeg har igen. Så lang tid som vi har haft corona, er en stor procentdel af det, jeg har tilbage af livet. Det skal jeg da ikke bare smide væk og lukke mig inde, selv om jeg er - i gåseøjne - sårbar."

Hør mindepodcast med Bent Melchiors afsluttende tale på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER 2020. Se fotos fra gårdhave-arrangementet hos Dansk PEN på Christianshavn,  søndag de 16.8.2020.



Live-optagelse fra Bent Melchior afsluttende tale til festivalafslutningen på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER, 16. august 2023.


Ingen kommentarer: