torsdag den 29. august 2024

Anmeldelse: NOW TIME af Tom Sonntag i Brønshøj Vandtårn

Foto: Aleksandra Nowak.

"Time was created gradually

Created as a gift for mankind

As man had destroyed eternity on earth" 


NOW TIME et et timelangt lydværk, der i aftes blev uropført i Brønshøj Vandtårn. Det er komponeret af Tom Sonntag, der er finne bosiddende i København.



Foto lånt af Foreningen Brønshøj Vandtårn..

Tom Sonntag sad placeret i midten ved et klaver, hvorfra han holdt sammen på sit store værk udsat for 10 musikere, der var placeret rundt om ham. Det er et stort og imponerende lydværk, der spænder fra det lette og lyse, næsten mediterende, til det skrigende voldsomme. 


Foto: Aleksandra Nowak.


At skabe et værk, der uropføres i et af byens mest udfordrende musikalske lydrum, er ikke let. Det har undertitlen: soundscape. Det var tydeligt at høre, at Tom er vant til rummet, og at værket var komponeret specielt til Brønshøj Vandtårn - og det er også nødvendigt. Det er et kæmpestort lydrum med en meget lang og helt særegen efterklang. Jeg har været til flere andre koncerter i selvsamme rum, hvor kunstnere har opført deres musik på den lyttende måde, hvor de så at sige spiller den musik som de plejer at spille i et rum med en ganske særlig akustik, og det er altid spændende, hvad der sker, når rummet tager over, men jeg har aldrig før oplevet et lydværk, der deciderede arbejdede med akustikken i netop dét rum og gjorde det til en del af værket, sådan som det skete i aftes.


Foto: Aleksandra Nowak.


Der er tale om at rummet blev gjort til en aktiv medspiller. Rummet tilførte musikken et teatralsk element. Ikke at værket for så vidt manglede det og havde brug for det, eftersom værket havde sin helt egen fortælling, hvor rummet og akustikken var det lærred, hvor tonerne maledes ud over, men rummet er så bestemmende, så det enten bliver en med- eller modpiller. I aftes var det en medspiller på et kæmpestort lærred.

Tidligere har jeg  anmeldt flere af Tom Sonntags cd´ere: VIEW (2019) og THE MAN WHO SLEEPS UNDER TREES (2021). Siden er der også kommet cd´en THE PIANO KNOWS (2023).




"The possibility of a new

beginning arises

A choice that baffles man

The ability to choose the present

As animals instinctitively choose"


Foto: Aleksandra Nowak.


Toms musik er gennemgående lyrisk og melankolsk. Hans finske sjæl er tydelig i musikken. Det er som om de finske skove er fulgt med ham, siden han bosatte sig her som ung, hvilket de rent faktisk også er, for et par birkestammer er placeret i hjørnet af hans hjemmestudie på Amager, hvor han flere gange årligt holder intime og musikalske studiekoncerter med skiftende gæstemusikere. Flere gange har jeg været med, og er gået beriget derfra, så jeg vidste, at et gennemkomponeret lydværk fra hans hånd, af en times varighed, ville blive noget særligt.


Foto: Aleksandra Nowak.


Tom og de medvirkende musikere spillede live sammen med et backtrack med naturlyde. Det kan godt blive noget underligt noget at sammensætte et præfabrikeret lydspor med livemusik, men i forbindelse med NOW TIME fungerede det upåklageligt. Det løftede musikken og indrammede den. Det skabte nogle bløde og blide overgange, der gav en sprød kontrast til det øvrige,

Det harmoniske og fortryllede er en stor del af Toms musikalske univers. Vi bliver taget med ind i en fortryllet verden. Tom univers er magisk og lokkende. Det er som en evig dans med elverfolk. Elverfolket holder efter sigende til ved moser og træder dansen med forvildede sjæle, og kan ofte danse den forblændede dybt ud i mosen, hvorfra der ingen vej tilbage er. Men i Toms musik er der altid en vej tilbage. Det er som om hans musik netop er vejen tilbage.


Foto: Aleksandra Nowak.


"The present replaces the limitations of time

A present related to eternity

The battle to choose the present is on

Making time powerless

The present heals time"


Men i dette værk overgår Tom sig selv, og rent vokalt er det blandt andet lagt i hænderne på Lucy Bannon, der klædt i hvidt bevægede sig helt op til plateauet øverst oppe i vandtårnet. Det er så højt oppe, at man må lægge nakken helt tilbage, for at følge opstigningen. Det gjorde vi alle. Undervejs skreg hun. Ikke bare skrig, der slippes ud, men skrig, der gik gennem marv og ben. Urskrig, der fik hele rummet til at vibrere. Det var ganske forfærdeligt at overvære. Helt umenneskeligt. Det symboliserede en sådan smerte, at det stod i stor kontrast til alt det øvrige. 

Det er svært at få sådanne primalskrig til at fungere i en kunstnerisk sammenhæng, for det slår alt i stykker. Jeg har aldrig hørt et sådan skrig før. Jo, der bliver råbt og skreget meget omkring os, men ikke på dén måde. Det her var noget andet. Det opsummerede al tidens smerte. Det fik mig til at tænke på krigen i verden, og ikke mindst den smerte som kvinderne gennemlever og som hele menneskeligheden udskriger, mens vi venter på freden, der forhåbentlig snart kommer.


Foto: Aleksandra Nowak.


Toms indarbejdede det i sit værk, der musikalsk blev båret frem af musikerne, der både gav det krop, toner og stemme og ikke mindst åndedræt fra de mange forskellige og eksotiske instrumenter. Kontrabassen lød utrolig smukt i rummet, dens dybe cello-agtige klang var betagende. Der var to træfløjter, der klang  manende. En violin smøg sig også gennem mørket. Tablas gav en hurtigt løbende snappende og legende metallisk lyd. De to kvindelige sangstemmer kastedes imod Toms egen sang. Rummet bar deres stemmer helt til tops, hvor lyden fløj rundt og tvang vores blikke op. Selve rummets indre arkitektur er vild. Vandtårnets højde kan gøre en svimmel.

I begyndelsen kastedes lyset udefra ind gennem et par runde vinduer øverst oppe, og belyste nogle af rummets mange støttepiller og ikke mindst konstruktionen i midten omkring trappen, der fører helt op. Mens værket blev spillet svandt lyset  fra den nedgående sol, og erstattedes af stearinlys. Det forstærkede den meditative stemning. En spotlampen var placeret over musikerne, sådan så den, der spillede solo blev belyst. Lyskeglen bevægede sig gennem rummet. Det skabte en fortættet atmosfære og arbejdede godt sammen med lydværket.


"Like children our hearts must play

They find solace to the light

Transforming the strong and the weak

United in a sense of wonder

For the unanswered questions in "Now Time""


Den citerede tekst blev uddelt til os ved indgangen og er forfattet af Tom Sonntag.



NOW TIME

værk af og med Tom Sonntag

uropførelse torsdag den 29. august 2024 kl. 19

i Brønshøj Vandtårn

60 minutter


Medvirkende:

Lucy Bannon (vokal & violin)

Poul Poclage (guitar, ukuleje, rør)

Sandy Chatz (tablas, udu, vokal)

Klaus Löhrer (duduk)

Bjarne Gregers Schmidt (Elguitar, thin whistle)

Morten Bauer (shakuhari)

Inge Marie Baiocchi (vokal)

Poul Næs (kontrabas)

&

Tom Sonntag (vokal & piano)


Lydteknik: Morten Bauer 
Lys & lyd-assistent: Christian Grønne


*

Tidligere anmeldte cd-udgivelser af Tom Sonntag:

View (2019)

The man who sleep under trees (2021)


*


Se oversigten over de 

301 andre anmeldelser


*


 

søndag den 25. august 2024

Anmeldelse: HAV på Teater Møn, Sukkerfabrikken i Stege


Teater er som at rejse ud  i verden. Nogle gange kan man rejse så langt ud, at man kommer helt tæt på sig selv. Man kan miste sig selv og man kan vinde sig selv igen. I forestillingen HAV, som Peter Kirk introducerede for det talstærke fremmøde i den lille foyer på Sukkerfabrikken i Stege på Teater Møn, byder han velkommen til det, der måske er en forestilling, men som ligeså vel kan være en udstilling eller en kombination af begge, for samtidig følger der mad med, men i stedet for at fortabe os i begrænsende genrebetegnelser, så lad os glide med og se, hvad der sker.


Foto: Kim Ritasen

Først føres vi indenfor i de imponerende bygninger i den gamle sukkerfabrik. Der er højt til loftet. Rummet er råt, men på en poetisk måde. Efter en blå velkomstdrik, introducerer de tre medvirkende sig. Den musikalske troldmand, Klaus Risager, slår på en stor jernpille og det gungerer igennem salen. De to dansere, Tilde Knudsen og  Liv Mikaela Sanz, kommer ind med hver sin lyd. Tilde ligner næsten en havfrue iført en blågrøn dragt, indsvøbt i fiskenet som hun trækker efter sig som en lang hale. Peter, Klaus, Liv og Tilde skåler med os, før de overlader os selv til at udforske rummet og de installationer som er placeret rundt i det store rum. Det er alt sammen elementer som vi  - viser det sig - siden kommer til at møde i forestillingen. Det er efterladte sko, der godt kunne ligne vraggods. Det er en gruppe af småsten. Det er kæmpestore brosten, der er placeret oven på hinanden som var det en varde. Det er bunke blågrønne beklædningsdele. Det er østersskaller. Vi får 10 minutter til at udforske det, inden vi igen mødes ude i foyeren. 



Det at gå og kigge efter tableauer, ændrer ens blik. Det er som forladte havaftryk, der har sneget sig indenfor. Det, der ligeså vel blot kunne være noget, der ikke var ryddet op og bare efterladt rundt omkring på gulvet, bliver til fortællinger. Det rå rum begynder at synge sine egne sange omkring os. Det rå og det fine spiller sammen og synger en sang om efterladte spor, der igen klinger sammen med det, vi er trådt ind i. Ude i foyeren får vi en lille snack, inden vi bevæger os ind i mørket. Det er igen Peter, der viser os videre. Med en lygte i hver hånd lyser han ned på gulvet og fører os frem til den første station ud af fire i det kæmpestore rum.  Klaus Risager har en lille musikø på havet, som kan flyttes rundt og lade musikken gjalde hen over de to dansende som kaldetoner fra en fortryllet ø. Han kan noget med sin musik. Det er svært ikke at blive ved med at kigger på ham, af samme grund er han også belyst lige som de to dansere. Han har et backtrack, men det meste af lyden og musikken skabes live på stedet. 



Jeg dvæler ved musikken, det gør rummet og danserne også. I en stadig kalden og svaren griber de ind i hinanden og skaber et fortryllende spændingsfelt. Hvor ofte sker det ikke, at musikken næsten forsvinder, eftersom det visuelle er så stærkt og så betagende, så musikken ofte lægge sig som et fortolkende lydspor, der næsten udvisker sig selv, fordi den bliver ét med vores hjerteslag og stemmer vores sindelag direkte. Det sker også i forestillingen, hvor Klaus Risager er lige så udtryksfuld som de to dansere, der kaster sig imod hinanden i en evig kalden og svaren. Det er sjældent at opleve en så smuk symbiose. Det er ikke dans til musik eller musik til dans. Musikken og dansen er som ét åndedrag, der drages rundt om os. Det er en lykke at befinde sig i det magiske rum som sammensmeltningen af de to udgør. 



Det er samtidig frugten af mange års tæt samarbejde. Peter instruerer, Tilde danser, Klaus musicerer og Liv er vendt tilbage fra teatrets RODIN-forestilling (2017), der også inkluderede fotografen Ingrid Bugge. Asterions Hus, som teatret hedder, har gennem årene fra da de startede sammen med skuespilleren Martin Ammundsen ude på teaterøen (Refshaleøen) skabt en lang række forestillinger - og gentagne gange med Klaus Risager på lydsiden. De skabt også i 2016 Howard Barkers gigantiske totalteaterværk EUROPÆERNE, hvor teater, performance, dans og scenografi spillede sammen med bespisning i mange af teaterøens lokkende lokaliteter såvel inde og som ude. Igen var det lydsat af Klaus Risager, der også den gang havde sin særlige lydinstrument med, der består af metalrammen fra et klaver, der er sat på højkant og påmonteret diverse rør og træben. Ja, selv små metalliske plingplang-instrumenter, der i sig selv ikke lyder af meget, men som bliver naturligt forstærket af det stræk som strengene på klaveret er udspændt med. Hvordan det lader sig gøre, er ikke til at forså, men det klinger helt ind i sjælen på én - og det gør det også på de to dansere, der frygtløs spinder os alle ind i en historie om havet, der omgiver os.  



Madkunstneren Marianne Bendix beriger vores vakte sanser. Champagne og østers er det næste vi præsenteres for. Det er mageløst - og det bliver ved. Det danser helt ind i hjertet på os. Rent logistisk at få alt dette afviklet må være et mareridt, men de virker alle smilende og afslappede, og det er den ro, der glider videre over i os.



Vi er inviteret med ud på havet, hvor vi enten synker eller glider videre. Måske træder vi vande eller svømmer videre, mens vi bevæger os fra tableau til tableau inde i den kæmpestore sal, før vi ender i en stor rundkreds i midten, hvor bespisningen kulminerer - det samme gør forestillingen. Et stort rødt tov kranser det hele ind, men det bliver også til den røde tråd gennem forestillingen. Ligesom i den foregående scene, hvor Tilde og Liv tegner med kridt (fra Møns Klint) på betongulvet. De tegner og belyser det med deres pandelamper. Det udvikler sig til en liggende dans, hvor de to danseres sortklædte kroppe indgnides med hvide kridtaftegninger fra gulvet. Så enkelt kan det gøres og samtidig bliver det til store fortællinger om... ja, om hvad egentlig? Det handler om alt og ingenting. Det er som havet selv, det stiller spørgsmål uden at svære. Det ER bare. Det er tilstand, der flyder ind i os. Vi er ikke kommet for at få svar, men for at bliver inviteret ud på en rejse gennem  havet - og det får vi en unik mulighed for at opleve sammen med Asterions Hus på Teater Møn i Sukkerfabrikken på Møn. Det er en stor oplevelse. Også selv om slutningen trækker ud lidt for længe. Det er så udsøgt alt det vi præsenteres for og føres igennem. Efter det store måltid i den afsluttende cirkel er jeg allerede mæt og meget veltilfreds, og bliver døsig af lutter velvære, så jeg ville have sluttet lidt før. Men omvendt ville jeg næppe have undværet noget af alt det skønne vi blev præsenteret for.




Teater Møn

præsentere forestillingen 

HAV

med Asterions Hus

Sukkerfabrikken i Stege

Totalteater ned bespisningen

22.-29. august 2024

Af og med 

danserne Tilde Knudsen og Liv Mikela Sanz

og 

musikeren og komponisten Klaus Risager

Instrueret og lyssat af Peter Kirk

Scenografi: holdet

Madkunstner: Marianne Bendixen

Understøttet af Frivilligteamet 
De Bøhmiske Krystalvaskere.

*

Hjemmeside

*

Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger:

2023:

Kældermennesket


2021:

2020:

Alice i Eventyrland

2017:
Min Odyssé

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

 ---------------------------------------------------------------

*


Se oversigten over de 

300 andre anmeldelser


*

fredag den 23. august 2024

Anmeldelse: VERDEN I MINE ØJNE af Pernille Garde Stage Art

Foto: Jacob Stage.

Forestillingens første halve time udendørs foregår i småregn. Tre kvinder bærer den samme gennemsigtige regnfrakke og går rundt og kigger ind i hvert sit runde lommespejl. Det er ikke til at se, om de kigger på sig selv eller andre, men de er i hver fald ved at undersøge  noget. Måske er det netop verden i mine øjne, der også er forestillingens titel. Snart antaster de enkeltpersoner eller grupper blandt publikum og tiltaler dem med indviklede latinske navne, som var de nyopdagede smådyr. Det er vi faktisk. Vi er alle mageløse eksemplarer for den store botaniker. Vi splittes i tre grupper og føres rundt i det grønne, der omgiver teatersalen. På et tidspunkt bliver der gjort holdt, og der skal laves feltarbejde. Jorden skal undersøges for mosmider. Første gang det nævnes, trækker jeg på smilebåndet: MOSMIDER, men i løbet af forestillingen bliver vi stadigt mere opmærksomme på det fabelagtige ved disse mikroskopiske smådyr.


Foto: Jacob Stage.


Bagefter føres vi igen sammen. Til lyden af et langsomt trommebeat bliver vi opfordret til at bevæge os. Først med lukkede øjne, som var vi kloder i et stort solsystem. Siden som blinde mosmider nede under jorden. Det munder ud i, at vi begynder at bevæge os til trommelyden. Jeg er tydeligvis omgivet af en masse dansere til premieren, for de begynder straks at danse. Selv føler jeg det lidt akavet, men så går det, som det altid har gået gennem tiderne. Helt tilbage fra urtiden. Rytmen forplanter sig i kroppen og snart glider vi i taktfaste kæder tæt forbi hinanden - og pludselig er vi danset ind i teatersalen og har fået anvist pladser hele vejen rundt om scenen i midten, hvor der er tre stationer. Én er dækket med planter. En anden er dækket af jord og den tredje er dækket af et spejl, der senere viser sig at skulle gøre det ud for en sø.



Foto: Jacob Stage.

Lyset dæmpes og magien slippes løs. 

Foto: Jacob Stage.

VERDEN I MINE ØJNE er en stille, sanselig oplevelse. Langsomt føres vi blidt og nænsomt ind i fortællingen om forskeren Marie Hammer (1907-2002). På universitetet overværer hun forelæsninger, der hensætter hende i en helt ny verden. Opdagelsen af disse nye verdener er forestillingen en meget smuk skildrer af. Sideløbende med hendes studier fortælles hendes egen historie. Der dvæles ikke ved hendes besværligheder med at få sin forskning godkendt i en mandsdomineret verden, men det ligger hele tiden i udkanten af fortællingen. Let har det ikke været. Næsten henkastet bemærkes det, at forestillingens medvirkende stadigvæk ikke i dag har kunnet få adgang til hendes forskning på Zoologisk Museum. Det kunne let have været en traurig beretning om endnu et kuldsejlet videnskabeligt projekt, men det er snarere en fortælling om en eventyrlig forskerkarriere, der dukker frem af glemslen. Det er studiet af det mindste, der viser sig at rumme det største.


Foto: Jacob Stage.


Pernille Garde har stået bag dette sceniske billleddigt om Marie Hammer.  Det være sig både ide, koreografi og iscenesættelsem af de tre på scenen: Helene Kvint, Lisbeth Sonne Andersen og Tomomi Yamauchi. De er hver især fascinerende at betragte. Sikke en udstråling og scenisk autenticitet. De fungerer som en trio på scenen, der kaster bevægelsesmæssige toner til hinanden, som de straks griber og sender videre. Det sceniske forløb smyger sig omkring deres kroppe, når de i fortættede øjeblikke bliver  til kloder i himmelrummet, der drejer omkring hinanden eller til tektoniske jordbundslag, der skurrer mod hinanden - eller slet og ret til mosmider, som det hele starter og slutter med. 

Kasper Daugaard Poulsen har været  dramaturgisk og koreografisk konsulent samt medudvikler på forestillingen. Lyden og musikken er en vigtig medspiller i en så billeddigtende forestilling, og det har Mons Niklas Schak stået for. Scenografien er sparsom, men iderig. Signe Krogh har skabt den og  visuelt arbejdet med på det hele. Michael Breiner har sørget for det stemningsmæssige lys. Åsa Gjerstad har stået for kostumer og rekvisitter.

Da forestillingen sluttede, sad vi alle ventende i mørket. Tavse. Ingen klappede. Alle var klar til mere. Meget mere. Men der var ikke mere. Sådan er det nogle gange. Man må nyde det, mens det er.


Foto: Jacob Stage.

Kort fortalt, og smukt scenisk illustreret, berettes det, at Marie Hammer gennem 50 års forskning får offentliggjort 40 forskningsprojekter, og at det lykkedes hende at få verificeret den store tese om, at alting hører sammen, noget hun netop får ført bevis for gennem opdagelsen af mosmiderne, der findes overalt, og som hun påviser, har bundet verden sammen fra tidernes morgen.


Foto: Jacob Stage.

Det er en beretning, der er fortalt næsten drømmende. Det er let at glide med ind i drømmen. Det er fascinerende med historier, der knytter alting sammen og cementerer den sammenhæng som vi nogle gange fravristes i det daglige. Man får troen tilbage på det hele i VERDEN I MINE ØJNE.


Foto: Jacob Stage.

VERDEN I MINE ØJNE

22.-25. august 2024

Metropolis - Københavns Internationale Teater
Teatersalen William Wains Gade 11, 1432 Kbk. K
(Refshaleøen)


For & bag scenen:

Koreograf, iscenesætter, idé og tekst: Pernille Garde

Performere og dansere: Helene Kvint, Lisbeth Sonne Andersen og Tomomi Yamauchi

Dramaturgisk og koreografisk konsulent samt medudvikler: Kasper Daugaard Poulsen

Komponist og lyddesign: Mons Niklas Schak

Scenografi og visuel udvikler: Signe Krogh

Lysdesign: Michael Breiner

Kostumer og rekvisitter: Åsa Gjerstad

Teknisk afvikler og produktionsleder: Carl Asmussen

Signatur foto og grafisk design: Robin Neil Hart(Fotograf ukendt. Foto venligst udlånt af Marie Hammers børn)

PR medarbejder/ gruppesalg: Janne Hovmand Storm

Administration: JC - Copenhagen

Producent: Pernille Garde Stage Art. 

Samarbejdspartnere: Metropolis - Københavns Internationale Teater og Helsingør Teater.


Spilledatoer og steder:

Metropolis - Københavns Internationale Teater
Teatersalen William Wains Gade 11, 1432 Kbk. K
(Refshaleøen)
Torsdag d. 22//8 2024, kl. 19:00
Fredag d. 23/8 2024, kl. 19:00
Søndag d. 25/8 2024, kl. 15:00 og 19:00
Billetter: Metropolis

Helsingør Teater
Flynderupgaard, Agnetevej 9, 3060 Espergærde
Fredag d. 30/8 2024, kl. 19:00
Lørdag d. 31/8 2024, kl. 19:00
Søndag d. 1/9 2024, kl. 17:00
Tirsdag d. 3/9 2024, kl 10:00 og kl. 19:00
Onsdag d. 4/9 2024, kl. 10:00 og kl. 19:00
Torsdag d. 5/9 2024, kl. 19:00
Billetter: Helsingor-Teater

Turné til
Kulturhus Kappelborg
Tirsdag d. 10/9 2024, kl. 19:00
BilletterKappelborgskagen

Limfjordsteatret
Torsdag d. 12/9 2024, kl. 19:00
Billetter: Limfjordsteatret

Stevns Teaterforening
Tirsdag d. 17/9 2024, kl. 19:00
Billetter: Stevns-teater 


Hjemmeside.

Trailer (via Facebook)

Foto: Jacob Stage.

Tidligere anmeldte Pernille Garde-forestillinger:

Leas Rum (2019)

Circus of Life (2012)


*


Se oversigten over de 

300 andre anmeldelser


*