onsdag den 22. oktober 2014

Baggrund, portrætter og reaktioner - Gammelfestival II (2014)


Oprindelig var titlen "Død og hygge på plejehjemmet" mit oplæg til forstanderparret, Laust og Kirsten Sørensen, på Betaniahjemmet. Det var for at afprøve grænserne. Jeg tænkte, at hvis forstanderparret havde lyst til (eller turde!) at være med til at lave noget med dén titel, ville de være gode samarbejdspartnere. For det nytter ikke at lave noget på et plejehjem, hvis vi ikke inddrager døden. Og det var de klar til!
De havde opfordret mig til at lave en kogebog krydret med historier og livsberetninger. Jeg syntes at det kunne være spændende at skrive livshistorier UDEN madopskrifter, og vi aftalte at jeg skulle komme forbi med min digitale optager i onsdagsbaren. Det blev til mange camparier, mens jeg faldt i snak med beboere, personale og frivillige. Det viste sig at vrimle med historier. Det myldrer med livshistorier på et plejehjem. Efter fire besøg havde jeg stof noget til en over 100 siders Gammelreportage. I første omgang gjaldt det en bog, senere også en festival og en film.

 
Fra starten viste det sig at der kom meget humor med. Som om den bagvedliggende alvor kaldte på humoren. Som om de to var forbundet.
Alle medvirkende blot ved fornavn, og stedets navn blev ændret til Plejehjemmet Tusindfryd, for at sikre at bogen ville kunne bruges over hele landet - uden at blive tilknyttet en specifik lokalitet. For at gøre den så almen som muligt. For yderligere at åbne tematikken og bogen op så bredt som muligt, inviterede jeg 35 forfattere til at bidrage med tekster. Det var især vigtigt at invitere stemmer/historier udefra, for at sikre at de ikke blev for snævert. Det var vigtigt at der kom kontraster. Af samme grund er de medvirkende børne- og ungdomsstemmer vigtige i helheden. Uden dem kunne det let blive alt for monotont. Kun 5 af bogens tekster har tidligere været offentliggjort. Resten består af helt nyt materiale.
Bagefter var det oplagt at involvere mange af de medvirkende forfattere i bogen til også at medvirke på selve festivalen. Da der alligevel skulle være en bogreception, hvorfor så ikke også lave en festival? Ligesom da jeg tilbage i 2010 havde lavet Gammelfestivalen Det sidste suk - på Vesterbro. 
 
At sammensætte en stor festival er som at lægge et kæmpestort puslespil, men det er først, når brikkerne er lagt på plads at det endelige mønster bliver synligt. Det er en gensidigt påvirkelig proces. Hver stemme bliver unik i sammenhængen.

 Mange medvirkende har sagt ja pga. undertitlen: ”Død og hygge på plejehjemmet”. Det er en titel, der har fået mange til at studse og endnu flere til  at tænke sig om. For hvad betyder det? Er det alvorligt ment?




Nye samarbejdspartnere giver nye ideer - og muligheder.
Da jeg mødte Kirsten og Laust ved en festival året forinden, udvekslede vi film og bøger. Jeg fik deres film og de fik mine bøger. For de havde produceret flere film - og de inviterede mig til at besøge sig på plejehjemmet. Det undrede mig, for jeg mente ikke at de var gamle nok til at bo på plejehjem. (Men det var også inden jeg vidste at de bestyrede plejehjemmet på Frederiksberg). Da vi mødtes tænkte jeg derfor også i filmbaner. Mødet med stedets fysioterapeut, David Blazek, der havde en fortid som professionel tjekkisk isdanser, kom til at åbne endnu flere muligheder, for da jeg en dag så ham filme til et arrangement på plejehjemmet, vidste jeg at han kun ville gøre det, hvis han mestrede det til fulde. Så selv om han hårdnakket benægtede det, og sagde at han "ikke var professionel", fik jeg fik lov til at "låne" David én dag, så vi kunne tage rundt og interviewe nogle af festivalens medvirkende - og lave en trailer for Gammelbogen og Gammelfestivalen. Det resulterede i den 10 minutter lange GAMMELFILM 2014 (http://michaelsvennevig.weebly.com/gammelfestivalen-2014.html).

Mange af festivalens medvirkende har efter deres optræden på festivalen stillet op til interview. Der er der kommet en række korte, finurlige og veloplagte optagelser ud af. Nu forestår der et større redigeringsarbejde – for ud over det, er alle oplæg, samtaler og optrædener på festivalen også blevet filmet, og de skal klippes ned og redigeres. Det er igen David, der har kastet sig over det omfattende redigeringsarbejde, og hvad det munder ud i, er endnu for tidligt at sige. Det afhænger af de materialet, men ingen tvivl om at de mange dages optagelser er i de bedste hænder. Mere om det senere…

 
Næsten alle gengivne Gammelfestival-fotos her på bloggen er stills fra filmoptagelserne under festivalen  - og derfor taget af David Blazek.
 De rustne metalskulpturer omkring scenen er kreeret af billedkunstner Alice Maud Guldbrandsen og naturvejleder Lis Vallentin.



Festival-links:







 

Gammelfestivalen II - i sort/hvidt (2014)

 

Det har været en rejse ind i et ukendt land, for mig der kun er halvgammel. Jeg har fulgt en masse mennesker på en rejse ind i et land som jeg endnu ikke selv er nået til. Jeg har skuet ud over bakker, hen over gærder, set ind i en tåge og set solen stå op. Det er måske så meget at sige at jeg har set lyset, for det har jeg ikke. Spørgsmålet er også om jeg overhovedet er blevet klogere? For det er ikke et spørgsmål om at blive klogere. Det er i højere grad et spørgsmål om at stå ved sin nysgerrighed og finde ud af, hvordan det ser ud der. Omkring 40 kunstnere har været med til kaste lys ind over et tabubelagt område. Om livet og døden. For hvad er det som gemmer sig i mørket? Hvad er det som gemmer sig lige der mellem livet og døden?


På den første Gammelfestival i 2010 var det overraskende, hvor muntert det blev. På trods af temaet, eller måske netop på grund af det. Om livet og døden - og den meget korte afstand, der kan være imellem dem. Det at italesætte det usagte, frisætter en masse energi. Latteren vokser videre ud af det. For når man italesætter noget som det er svært at tale om, knytter det os sammen og gør os mere nærværende. Vi bliver synlige i al vores skrøbelighed, og det styrker os. Og latteren gør os endnu stærkere. De der går og ruger over det, eller de som er bekymrede for det der kommer, tænker det, men siger det ikke højt.  Men på en Gammelfestival er det muligt at tale om det. Det knytter sammen og giver fællesskab. Det bliver en kvalitet, noget værdifuldt, at have viden, kendskab og erfaring. Især på en gammelfestival med undertitlen: Død og hygge på plejehjemmet. Alt det der plejer at ligge gemt ude i periferien blev trukket ind i lyset. Det viste sig at meget af det ikke var nær så privat som vi måske troede. Det var noget vi var fælles om, for det handlede mere eller mindre om det samme. For hvad står vi tilbage med inden lyset slukkes? Hvad er der tilbage af os? Hvor meget kan vi redde med på vejen hen mod det endegyldige slutpunkt?
Som forfatter Egon Clausen sagde, så er det ikke de gamle der er syge, men tidsånden der er syg. Han sammenlignede det med en teenager, der er rastløs og som hele tiden vil videre. Det er klart at det bevirker at en masse mennesker kommer i klemme imellem de eksisterende normer, når det understøttes af ungdommen, der naturligt nok er rastløs, utålmodig og altid på spring.














 
Der var meget teater på festivalen. For teatret har den evne at det kan tage os med ud på en drømmerejse mod slutningen. Mod det ubærlige. Per stedfortræder oplever vi noget som vi ellers ikke selv kan nærme os – før tiden, hvor en skuespiller med sin stemme og sin krop giver det liv. Det skete også med sang og musik.  Musikken trænger ind bagerst i bevidstheden og frisætter glemte minder, der ellers synes tabte.
Samtalerne var en vigtig bestanddel af festivalen. En samtale er noget af de mest enkle, men også noget af det sværeste. Det fordrer at to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden. Og forstår at lytte. En vigtig del af at tale sammen - er at lytte. På festivalen var der en lang række kunstnere, der stillede op med deres liv og værker – i samtale med mig. Selv er jeg ikke gammel nok, så jeg ser det fra et andet sted. Men det betyder også at jeg ser på det med yngre øjne, for selv om jeg er halvgammel, er jeg med mine 50 år stadig kun lidt mere end halvt så gammel som festivalens ældste gammelgæster.
I  Jacob Jessens plejehjemsfilm ”Den sidste station”, der blev vist på kulturnatten, følger vi  fire gamle kvinder, der flytter ind på Betaniahjemmet. Det stærke ved filmen er netop at det bliver set gennem den unge instruktørs øjne. Hans ungdommelige stemme klinger mod de gamles rynker. Det giver en musikalitet. En slags dynamisk modsætning.

 
Et af de store privilegier ved at arrangere en stor festival er kontakten til en masse mennesker, der reflekterer over hvad de har oplevet og hvad det har afstedkommet af nye tanker for dem. Jeg har fået lov til at citere to af de tilbagemeldinger som jeg har modtaget:

"Før forstod jeg det, men nu er det som om at jeg kan mærke det. Jeg hørte på de gamle mennesker og jeg hørte at de gamle mennesker ikke troede at børn havde så mange tanker om det at være gammel og jeg hørte hvordan de gamle mennesker kæmper for ikke at miste værdigheden i vores samfund og hvordan de mærker på egen krop at blive skubbet længere og længere ud – der er ikke plads til dem på fortorvene og der er ikke længere nogen der vender sig om og kigger interesseret efter dem. Jeg kom til at tænke på et forsøg, jeg har hørt om, hvor en dansk kvinde iklædte sig en burka og prøvede at tage med en offentlig bus. Hun oplevede at blive betragtet og behandlet på en helt anden og dårligere måde end når hun normalt tager bussen. Måske er det det samme for ældre mennesker, desværre. Vi skal alle lære hinanden at kende, så alle kan blive behandlet med respekt af alle. Jeg tænker meget over hvad min rolle er i det her, hvad jeg kan gøre for at hjælpe andre, så de har det bedre. Hvordan jeg kan gøre en forskel for andre i mit liv, hvad det er jeg skal satse på. Men lige nu i skrivende stund, så tænker jeg at jeg bare skal blive ved med at være lyttende, nærværende og nysgerrig i forhold til andre mennesker, men jeg er så bange for at ikke at være på vej mod et mål, bange for at gå i stå og glemme at gøre noget i hverdagens trummerum, hvor jeg jo sidder godt og grundigt fast. Jeg får til tider udlængsel og drømmer om hvordan livet ellers kunne være, men jeg elsker også det liv jeg har. Jeg vil bare så gerne gøre en forskel og have mig selv med."

 Sheila Anni Andersen har indsamlet de børne- og ungdomsstemmer, der går som en rød tråd igennem Gammelbogen. Derudover har hun også fået sine tre børn til at reflektere over det at være gammel. Læs mere om det her.
  



Alice Faber (konsulent og tegner) sendte mig disse ord:
 "Det at blive gammel er et utrolig spændende emne og det er så væsentligt, at du tager dette emne op. Der ligger lige under vores overflade en nedvurdering af gamle mennesker og stadig en stor undren over, at man kan noget, når man har en del års erfaringer. Bare det, at blive mødt med, at man ser yngre ud end årene siger, er dybest set noget underligt noget."




Det har været en meget stor glæde at se og opleve, hvor fint det hele har forplantet sig. Som initiativtager er det muligt at udstikke en kurs og farve en del af stemningen, men det forplanter sig kun, når det sker i et dynamisk samarbejde med de medvirkende og samarbejdspartnerne, sådan så alting passer sammen og forstærker hinanden, sådan som det viste sig at gøre på Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet.

Der skal også lyde en varm tak til alle der så generøst har stillet op til festivalen (faktisk alle, der er blevet spurgt!). Men alt dette havde slet ikke været muligt, hvis ikke Betaniahjemmets forstanderpar Laust og Kirsten Sørensen  havde lagt den varme menneskelige klangbund for alt det, der kom til at udspille sig under festivalen, hvor også David Blazek og Jette fra Betaniahjemmet  var med til at forme og gelejde hele afviklingen af Gammelfestivalen igennem. Betaniahjemmet øvrige ansatte, beboere,  pårørende og især de frivillige var med til at sørge for den gode stemning og med til at generere det overskud, der lagde varmt sig rundt om alle festivalens arrangementer.

En hjertelig tak skal lyde til alle dem, såvel medvirkende som samarbejdspartnere, der har været med i processen.

 




 
Alle fotos af David Blazek.
 
Festival-links:
 

Mød Stine Bitsch-Larsen (født 1918)

Gammelfestivalens alderspræsident.

Læs Stines tekst fra "Gammelbogen II" og se fotos fra hendes medvirken på Gammelfestivalen II:

 
 STINE BITSCH-LARSEN

Født i juli 1918 – samme år og måned som Nielson Mandela

At være gammel er for mig en stor glæde og berigelse. Ja, jeg er rig. Jeg opfatter det som en særlig gave, at jeg har fået lov til at leve med omtrent et helt århundredes historie, med alle de forandringer, lykke og ulykke, fred og tragiske krige, som har været med til at forme det liv, der blev mit.  Inden for det sidste 10år er jeg blevet gjort bekendt med en computer-verden, som har ændret billedet af jorden og dens fortid, og øget min viden om havenes mystik med alle dens vulkaner, bjerge og mærkværdige væsner. Og det, at kunne kommunikere på skrift, er blevet radikalt anderledes.
 


 
Det blev også en del af mine specielle hændelser og eventyr, at der for et par måneder siden dukkede en trækasse op på mit dørtrin. Den indeholdt breve, mange breve, støvede og uåbnede, men pænt bundtet og ombundet med en enkelt snor.


 

Èn af pakkerne indeholdt godt 80 breve fra min far til mor fra 13. april 1911 til 16. oktober 1912, den dag de blev gift. Min far var svimlende forelsket, og deres gensidige kærlighed overlevede alle trængsler og varede livet ud.
 
   
 
 
At læse min unge fars breve er 1001 nats fortællinger, en rejse på et flyvende tæppe, hvor mit eventyrskrin fyldes af over 100 år gamle beretninger med jubel og livsmod.
 


Alle fotos er af David Blazek.




Læs mere om Gammelbogen II og læs flere uddrag fra bogen, der udkom på Forlaget Epigraf  til Gammelfestivalens åbning, onsdag den 8. oktober 2014 på Betaniahjemmet på Frederiksberg:  http://www.forlaget-epigraf.dk/page12.html

----------------------
 
 
Til arrangementet var hun i samtale med Michael Svennevig.
Ved samme lejlighed vistes Ole Bundgaards fine kortfilm "Familiealbum" med 40 familiefotos fra Stines familiealbum. Stine akkompagnerer selv billederne på klaver.
Til Gammelfestivalen indledte hun ligeledes med at spille samme klaverstykke.
Se filmen her: https://www.youtube.com/watch?v=Tdbgtaul4Fs


Festival-links: