*
torsdag den 9. marts 2023
KÆRLIGHED: Maleren Ilse Whitehead maler blomsternes intime liv
onsdag den 8. marts 2023
Anmeldelse: GOING NOWHERE på AFUK Scene
fredag den 3. marts 2023
Anmeldelse: KEND DIG SELV i Koncertkirken og A CLOCKWORK ORANGE på Teater V
Der er vrede og vold i de to forestillinger KEND DIG SELV i Koncertkirken og A CLOCKWORK ORANGE på Teater V. Det er forskellige former for aktionsteater, der begge vil protestere. KEND DIG SELV er intenst personligt drama med en stærk baggrundshistorie, hvor volden primært er psykisk. Det er det lille nære drama, med en stor baghistorie i modsætning til det stort opsatte udstyrsstykke A CLOCKWORK ORANGE, der ligger meget tæt op ad det filmiske forlæg, og er meget mere eksplicit i beskrivelsen af volden. I begge forestillinger bliver der slået ud efter publikum.
KEND DIG SELV
Mohamed Ali Osman er alene på scenen i hans egen og Boaz Barkans forestilling i Koncertkirken, instrueret af sidstnævnte. Mohamad Ali Osman er meget indtagende og charmerer publikum med sin afvæbnende og ligefremme facon, men det er også nødvendigt for at få de barske historier til at glide ned. Det er beskrivelser af virkeligheden set med brune øjne. Det er et opgør med den form på integration, der mere er assimilering, hvor den tilrejsende bare makker ret og indpasser sig. Der er ikke tale om nogen form for gensidighed. Den udefrakommende skal afføre sig egne skikke, klæder og religion og i stedet omfavne de danske værdier, skikke og normer. Det er beskrivelser af overgreb og tvang. Der argumenteres overbevisende med et indledende filmklip, der demonstrerer Dukketeorien, hvor børn af blandet etnisk herkomst bliver præsenteret for to dukker: en hvid og en brun, og bliver bedt om at udpege den, de bedst kan lide og helst vil lege med. Bagefter skal de sige, hvilken af dukkerne de selv minder mest om. Bagefter bygges der ovenpå med publikumsinddragende små spil og monologer. Det plejer at virke frygtelig anmassende, men publikum legede godt med til premieren, så formen virker og passer til historien.
Det hele anslås sarkastisk med en absurd overdrevet historie om en utrolig velmenende kvindelig skolelærer, der vil alt det bedste, men på sine egne betingelser, der faktisk gør mere skade end gavn. Også selv om det er med de bedste intentioner. Det er rablende grotesk, men samtidig så overdrevet, at det får os til at le, for det rammer og berører os. Mohamad formår at spille det ud i det ekstreme og så pludselig slå over i det sygelige og skræmmende, for et øjeblik efter at krybe tilbage i skjul bag humoren. Han bevæger sig helt ud på det yderste af vippen, hvor han står og lader os komme i tvivl, om han og vi selv kan komme tørskoet i land. Det er meget skræmmende i al sin sammenblanding af galskab og vild humor.
Men det er selvfølgelig en forestilling, der afhænger meget af øjnene der ser, og der var ingen tvivl om, at der var stor genkendelse blandt det blandede publikum i Koncertkirken på Blågårds Plads.
Jeg har med vilje gemt forestillingens overskrift til sidst i anmeldelsen, for disse begreber har det med at blive til ord, der mere slår på tæven, ligesom forestillingen gør, selv om der følelsesmæssigt er fuld dækning for det hele, men når det kommer forbi hjernen, har ordene en tendens til at snuble over sig selv, sådan som det let sker med slagord. Forestillingens overskrift er: – En forestilling om internaliseret racisme og islamofobi.
Formentlig var det også grunden til, at forestillingen indledtes med en formaning om kun at tænke på, hvad forestilling gjorde ved os selv. Glem de andre. KEND DIG SELV - og koncentrer dig om, hvad det sagte betyder for dig - og kun dig! Det giver al for god mening, for er vi først på vej ned i de meningsmæssige skyttegrave, er intet vundet. Så lad os hellere holde dialogen kørende. Eller forestillingen postulerer, at vi først nu skal til at begynde dén dialog. Jeg forstår godt, at det må opfattes sådan set med brune øjne, men med hvide øjne har vi allerede været i gang længe, men måske skal vi til at bevæge os væk fra de sikre og skråsikre positioner. Forestillingen er en udstrakt hånd, der skiftevist knyttes og giver håndtryk. Jeg synes, at vi skal tage imod den hånd!
KEND DIG SELV
I koncertkirken på Blågårds Plads
Af & med Mohamed Ali Osman &Boaz Barkan
2.-5. marts 2023.
A CLOCKWORK ORANGE
Det er et ganske overvældende scenerum, der møder publikum, inden forestillingen begynder. Der er en stemning af undergrund og dommedag. Væggene er hele vejen rundt beklædt med graffiti-agtige forsølvede inskriptioner og symboler. Vi befinder os i et rum uden for tid og rum.
De tre skuespillere: Emil Prenter, Sofia Nolsøe og Lasse Steen samt 6 sangere fra Aarhus Teaters Kor synger og spiller sig gennem denne teatraliserede udgave af Stanley Kubricks kultfilmklassiker fra 1971. I filmen var det Malcolm McDowell, der spillede rollen som jokeren Alex. På scenen er det Emil Prenter, der giver liv og voldelighed til den 15-17 årige hovedperson, der er omgivet af voldskammeraterne Bum og Kim.
Lasse Steen har i samarbejde med Sofia Nolsøe og Emil Prenter stået for de musikalske kompositioner, der er arrangeret af Mads Horsbøl med lyddesign af Kim Engelbredt.
Selv om Ludwig van Beethovens 9. symfoni stadig er central i sceneudgaven, er det Carl Orffs Carmina Burana, der lydmæssigt fungerer bedst i nogle af stykkets mest lyriske passager.
Korsangerne fra Århus Teater er alle maskeret som klovne og opholder sig mest på et højt stillads i baggrunden. Det kunne have været dejligt at have dem meget mere med i forestillingen.
Der knyttes mange næver, og der slås igennem til både højre og venstre, men historien er 50 år gammel, og man kan selvfølgelig sige, at volden aldrig bliver umoderne, men tekstmæssigt er Bjørn Rasmussens bearbejdelse af teksten ikke særlig mundret. Den virker antikveret. Det er ikke friskt. Tekstmæssigt virker det klumpet og er en del af grunden til, at den gamle filmklassiker som teater ikke rigtig løfter sig. Jo, visuelt er den forrygende, og lydmæssigt er den også imponerende. Det er Nathalie Melbye, der både har iscenesat, lavet scenografi og designet kostumerne. Det er stort og vildt, men teksten, der gerne skulle ligge til grund for det hele, er skindød fra start til slut, selv om skuespillerne hiver og slider i den. Den er simpelthen svær at holde i live. Men alt det øvrige er betagende og meget grumt.
Men hvorfor skal vi se dette voldsorgie, hvad er det som teksten her 50 år efter skal med os? Tilsyneladende ikke rigtig noget - og alligevel fik opsætningen stående klapsalver. Men det er også en dynamisk og piskende effektiv iscenesættelse, men hvad vil den - og hvorfor skal vi i det hele taget se den? Det er ikke nok at gemme sig bag en kultfilm. Der skal en nyfortolkning til, hvis den stadig skal kunne chokere os i dag. Det er ikke svært, der er meget, der kan chokere os, men verden ser anderledes ud i dag. Det er for let af bruge samme skabelon som Kubricks gjorde i 1971. Men det er en flot teaterrejse. Der bliver spillet helt ud til kanten.
Alligevel er det fx. voldscenen i 2. akt, hvor vi ikke ser, hvad der sker, der er meget mere skræmmende end den udpenslede vold i 1. akt. Det vi ikke ser, men selv forestiller os, er altid meget værre end det vi ser.
Se oversigten over de
torsdag den 2. marts 2023
KÆRLIGHED: Med Pierre Beskow og August Strindberg i Paris
Hvorfor
Strindberg?
Vi
mødtes i Paris. Den danske maler Pierre Beskow (født 1945) havde sat mig stævne
ved indgangen til Luxembourg-haven. Vi fulgtes over til en lille berbisk cafe,
hvor der er couscous om fredagen, og bagefter spadserede vi over til Closeri du
Lilas, hvor bl.a. August Strindberg (1849-1912) og Edvard Munch (1863-1944) mødtes
og drak absint i 1896. Siden dengang har man ændret ingredienserne i absinten,
så man ikke længere bliver blind af den. Hvad de to nordiske kunstnere har talt
om, ved vi ikke. Strindberg boede et par gader derfra, i 62, Rue D´Assas.
Dengang hed stedet Pension Orfila, og Strindberg boede der i et ½ år, mens hans
skrev ”Inferno”, samtidig med at han forsøgte at lave guld. Han var også alkymist
og inspireret af esoterikeren og mystikeren Emanuel Swedenborg (1668-1722).
Pierre
havde været der én gang tidligere (i 2011) sammen med nogle studerende. Da det
er privat beboelse, er der ikke offentlig adgang, men det var alligevel lykkedes
dem at snige sig indenfor. Vi håbede på det sammen og benyttede os af den åbne
dør, da der i det samme kom én ud derfra.
Hvad
der skete inde i huset, kan man høre på podcasten, der er en direkte optagelse
derfra, men at det ikke er ufarligt at trænge sig ind på fortidens store ånder,
vidner efterspillet om, for Pierre blev bagefter sygere end nogensinde før. Pierre mener, at det var fortidens
forbandelser og hjemsøgelser, der var sprunget på ham, da vi besøgte stedet –
og listede os op på 2. sal og stod foran døren til værelset, hvor Strindberg
skrev ”Inferno”. Vi fik aldrig åbnet den sidste dør, men det var måske godt det
samme, for Pierre måtte holde sengen længe efter, og han er ikke i tvivl om, at
Strindbergs ånd havde en finger med i spillet.
Pierre beretter: ”Strindbergs “Inferno“ var et resultat af et
mislykket ægteskab og endnu en skilsmisse. Lige inden Strindberg kom til Paris,
havde han turet rundt i Berlin med Edvard Munch og Popoffsky (som han kaldes i
”Inferno”, i virkeligheden hed han: Stanislav Przybyszewski). Begge var besat
af Dagny Juel og kæmpede om hende. Strindberg havde altid pengeproblemer og var
i frivillig landflygtighed, han var skilt fra Siri Von Essen og lå i skilsmisse
med Frida Uhl. Desuden havde han en retssag hængende over hovedet om en
Blasfemi-paragraf. Godt nok frikendt, men alligevel. I 1896 går han lige ind i
løvens hule i Pension Orfila.
Mindeplade opsat i husmuren til ejendommen, der
dengang rummede Pension Ofila, 66, rue D´Assas.
Hvorfor denne
Strindberg-betagelse?
Pierre beretter: ”Jeg glemte at fortælle dig, og
det er meget vigtigt, at i den første Strindberg-fase var det hans malerkunst
og hans Celestografier (= fotografier af stjernehimmelen uden et kamera!), der
optog mig. Strindberg mente, at fotografen ikke skulle være den, der trykkede
på udløseren og være herre over processen, og at det ikke skulle være
kontrolleret af menneskehænder (ikke skabt af menneskehænder ligesom visse
af de gamle Kristus-ikoner, som på en overnaturlig måde brændte sig fast i et
klæde, som Jesus holdt foran sit ansigt - Veronikas svededug). Derfor lagde han
lysfølsomme glasplader på jorden og lod stjernehimlens lys eksponere på
pladerne gennem flere timer. Han lod flere plader eksponere i en periode
og noterede på bagsiden af billederne med blæk, hvilke stjerner det
var - og markerede Mælkevejen. De er geniale, de foto-optagelser – og jo
længe før Pollock.”
Vi nåede ikke at besøge Orfilas gravmonument på Montparnasse-kirkegården. Men efter Strindberg havde set gravstedet for Mathieu Orfila (toksikolog og kemiker, 1787-1853), gik han forbi Pension Orfila i Rue D´Assas. Dette måtte være et tegn, mente han, og flyttede derind fra hotellet på Rue Grand Chaumaire. Det skulle han måske aldrig have gjort!

Gravsten for
Mathieu Orfila (toksikolog og kemiker, 1787-1853) på Montparnasse Kirkegården.
Mindeskilt nedsat i bordpladen på Closerie du Lilas, hvor Strindberg og Munch mødtes og drak absint sammen. Dengang hed stedet Brasserie de Lilas.
EFTERSPIL
Efter optagelsen af podcasten i Paris modtog jeg denne mail fra Pierre:.
Kære Michael
Tak for mail og inferno vandring som jeg glæder mig til
at høre, men jeg er lige nu sengeliggende Med en mærkelig aggressiv virus som
roterer i min krop
Og ikke forsvinder. Jeg fik mig med stor anstrengelse
bragt hjem til København d 23 med 39.5 i feber. Gik i seng og der ligger jeg
stadig i dag, fuldstændigt færdig og på penicillin. Sikkert er det en lungebetændelse
kombination der har udviklet sig ovenpå besøget inde i pension Orfila. Der har
sikkert overlevet virus bag tapeterne fra 1896. Jeg skal ALDRIG derind igen.
Jeg har aldrig været så syg i hele mit liv som nu. Men Tak for at du ledsagede
mig og fik mig ud igen!
Om nogle dage når jeg er kommet ud af febertågerne vil
jeg høre din podcast. Det bliver spændende at høre hvad der er kommet ud min “
Mund” og fortidens stemmer i pension Orfila vi ikke kunne høre, men som sikkert
er med på din optager. Uha! Du må ha et fredeligt, godt og smukt poetisk nytår 2023.
Kh. Pierre
*
mandag den 27. februar 2023
Anmeldelse: BLÅ KORAL: TYS TYS DOLLAR på Teater Får302
Der er teater - og så er der teater. Der er ikke noget bedre, end når det lykkes. Sådan som det sker i forestillingen BLÅ KORAL: TYS TYS DOLLAR på Teater Får302. Peter-Clement Woetmann har skrevet den sprøde tekst som Lene Skytt har instrueret med Petrine Agger og Sophie Zinckernagel på scenen omgivet af Siggi Óli Pálmasons hårde hvidevarer. Hannah Schneider er musiker og komponist, der fra scenen iført Siggi Óli Pálmasons og Camilla Linds overdådige kostume bliver ét med havet og den flod og ebbe, der fører alt med sig videre. Bølgeslag efter bølgeslag. Alting udviskes og får ny form. Ingenting ændres og alt opløses. Det er frydefuldt at opleve. En anden teatergænger sagde bagefter: "Hvor var det skønt, men jeg ved ikke, hvad det handlede om!"
Teatret har denne transformerende kraft, alting slynges op i luften og falder ned over os som lava. Måske er det også grunden til, at der ikke findes noget så forfærdeligt som teater, der ikke lykkes. Det kan være pinefuldt at sidde igennem, for hvis det ikke løfter sig, er det dødt. Jo, det kan være interessant, det kan være morsomt, det kan være dramatisk og nysgerrigt, men enten fungerer det eller også gør det ikke. Som musik. Enten swinger det eller også gør det ikke. Det kan ikke "næsten swinge". På samme måde med teatret, enten drager det én med sig eller også gør det ikke. Det er en fryd at være med til - sådan som det for tiden sker på Teater Får302.
Men hvad er det så? Jeg ved det heller ikke! Men det betog mig og gjorde noget ved mig. Bagefter følte jeg mig ekstatisk, flyvende og let. Petrine Agger og Sophie Zinckernagel spiller overvældende stærkt som moren og datteren i en lejlighed omgivet af hårde hvidevarer. Deres liv er at tænde og slukke for forskellige maskiner. De har glemt sig selv, hinanden og livet. Livet er noget de andre lever. De er efterladt i en boble, hvor luften er ved at slippe op. Ja, det lyder umuligt - og er det også.
Peter-Clement Woetmanns tekst er et billede på tilværelsen - og på livet. Det hele er stukket til havs og handler om bølgeslag, alger og blå koraller. På en eller anden måde finder havet og bølgeslagene ind imellem de hårde hvidevarer og gør dem bløde. Alt den teknik som bløde kroppe kan slå sig på bliver blødgjort af havet. Publikum bliver selv til rullesten i strandkanten, der uafladeligt føres frem og tilbage i brændingen. Uden mål og med. Helt viljesløse, indtil vi er blevet helt runde og glatte. Indtil vi igen er blevet mennesker. Der er masser af håb, selv om verden står i flammer. I teater Får302 får du troen tilbage på det hele. Selv om den også bliver taget fra dig. Igen og igen.
"Der er lys der er stilhed
Verden forvandler sig nu
Den er allerede borte
Og jeg tager mit koralhjerte ud"
Se oversigten over de





























