Anmeldelse. TRANSMAND - den lange vej af Simon Gjerløv

 

Simon Gjerløvs debutbog, ”TRANSMAND – Den lange vej» kunne meget hurtigt blive en historie, der starter trist og ender godt, eftersom Simon er en af dem, for hvem det ender godt. Eller jeg burde nok snarere skrive, at han startede med en pigekrop, men endte som mand. Historier i den genre kan godt blive meget forudsigelige, men efter bare et par sider, er det tydeligt, at vi er i selskab med en ferm fortæller. Han kan skrive, Simon. Der er musik og stemning i teksten. Det virker i sig selv afvæbnende. 

Efter de første 100 sider er jeg gledet langt ind i fortællingen, der meget vel kunne have været blevet en triviel fortælling om en biologisk tilstand, der hele tiden står i vejen for det egentlige. Hvordan leve som ét køn, når alt i én higer efter det andet. Vennerne er altid drengene. Kjolerne passer bare ikke ind i det. Det står egentlig ikke til diskussion. Sådan er det, og sådan har det været hele tiden, men kroppen forråder det – og står i vejen. 

Det er en smertelige beretning, men det er hele tiden holdt ud i en armslængde. Det er en umulig situation, men beretningen er så ligetil, selv om det oplevede er alt andet end ligetil. Det er ubetrådte stier og et offentligt system, der slet ikke er gearet til det, på trods af påstanden om det modsatte. Det er beretningen om en nådesløs sagsgang fra instans til instans. Det er historien om et umuligt liv, men også om en stålsat livsvilje, der er betagende. Når det kan lade sig gøre, så kan alting lade sig gøre. Men vejen dertil er MEGET lang og langt fra entydig. Måden, det fortælles på, holder hele fortællingen kørende.

Det er en endeløs række at møder, konsultationer og vurderinger, der strækker sig over så mange år, at det i sig selv virker udmattende bare at læse om det. Men bag det hele er der denne stålsatte vilje og insisteren. Det er fascinerende at være i selskab med den beslutsomhed, på trods af alt. Hvor er livet forunderligt i al sin vildtvoksende fauna. ”TRANSMAND – den lange vej” er meget velskrevet. Beretningen er voldsomt præcis og koncentreret. Dette er endog bare 1. del.

Den kan både gøre det ud som vidneberetning og som mindesten over alle dem, for hvem det ikke lykkedes, og som systemet svigtede – med vilje. Beretningerne af det gennemlevede er kompetent og aftvinger respekt. Det kan godt være at vejen er lang, men teksten er præcis og direkte. Jeg er imponeret over tekstens kvalitetsmæssige niveau. Indimellem letter det beskrevne fra papiret og hæver sig højt op over det fortalte i passager som denne:

"Et af mine indre hellesteder var et minde fra jeg var 3 år gammel, hvor min far en tidlig forårsmorgen, medens de andre sov, satte mig op på min storerors sæde på stangen af sin cykel, for at køre os ud til en lysning i Kongelunden. Hvor vi delte en fløde, min far havde købt i Den runde Bager på Grækenlandsvej, hvor han måtte banke på ruden, fordi bageren endnu ikke havde åben. 

Mens vi drak fløden, kom Mikkel Ræv pludselig til syne midt i lysningen af blå skovvioler. Solen skinnede ned på ræven, så dens flotte rødbrune pels flammede op og gik i et med de funklende solstråler. Vi sad musestille og nød det smukke syn, medens nogle flødedråber langsomt trillede ned ad og dryppede fra min hage. Det kildrede, men jeg ville ikke klø mig eller tørre fløden væk, fordi ræven så så smuk og sød ud, at jeg ville fastholde øjeblikket så længe som muligt. Det eneste man kunne høre, var fuglenes kvidren, fluernes summen, lidt puslen i skovbunden og min fars pulserende hjerteslag, som det altid var så trygt at lægge øret imod hans brystkasse for at høre." (uddrag fra bogen, side 45).

Bogen bliver også en faktuel beskrivelse af et uendelig indviklet sagsforløb – ja, dem er der rigtig mange af, for ikke nok med at den fysiske transformation er lang og næsten umulig, dertil kommer også alle de ydre omstændigheder, der spiller ind. Simon når at føde to børn, inden han fysiologisk bliver til det, han har været hele tiden: en mand. Sønnen er meget plejekrævende, uhyre plejekrævende og multi psykisk handicappet, men alt det håndteres, samtidig med at Simon også videreuddanner sig til psykolog. I mange dele af den beskrevne beretning er han mere og bedre uddannet end dem, der skal vurdere og validere ham med henblik på at blive indstillet til den transformation, som bogen beskriver.

Forløbet gentager sig igen og igen. Det er uendeligt, men det er fortalt sådan, at jeg bliver hængende i historien. Der er mange faldgruber i denne type fortælling. Det kan hurtigt blive for navlebeskuende, for introvert og unuanceret. Selvfølgelig er det også for meget, for det der beskrives, ER for meget. Men det uhyggelige, hvad der også går op for hovedpersonen i mødet med andre i samme situation, hvilket først sker mange år senere, er den systematiske stigmatisering som personer med kønsskifteønsker bliver udsat for igen og igen fra systemets side. Samtidig med at systemet udadtil fremstår som foregangsgivende, mens det faktisk er udtryk for det modsatte. Den del af beretningen bør give mange i den offentliges forvaltning røde kinder og en virkelig dårlig smag i munden. Der er også beskrivelser af brodne kar i branchen. Det er horribelt. Det hele fortælles nøgternt og dækkende, og det gør, at det faktisk er til at hitte hoved og hale i et forløb, der er helt uigennemskueligt.

Måske bliver det endnu mere komplekst, eftersom vi (eller i hvert fald undertegnede) har vænnet sig til, at der er transkvinder, mens transmænd er mere sjældne. Det er i hvert fald et begreb, der kræver mere at forlige sig med, eftersom det er sværere at gribe om, fordi det ikke forekommer så tit. Det er i hver fald ikke noget, jeg har stødt på før. Det i sig selv udfordrer bevidstheden, og det skal man som læser beregne tid til at forlige sig med. Alt nyt kræver en særlig indsats. Det samme kunne også være en særlig grund til at læse bogen, for verden er større end vi er klar over – og denne bog er med til at åbne noget af det fastlåste. Det er en dokumentation, der er nødvendig og tilmed meget velskrevet.

Undervejs har jeg tænkt en del over, hvad det var, der holdt mig fast i fortællingen, for beretningen på 370 sider er lang og spækket med referater af den sagsgang som hovedpersonen går igennem. Jeg tror, at det for mig skyldes, at det samtidig giver adgang til at se verden og kønsperspektivet på en yderst sjælden måde. Det er beskrevet af Simon Gjerløv, der blev født som pige, men aldrig følte sig som pige. Denne vandring – i hvert fald fysiologisk fra pige til dreng, fra kvinde til mand er uhyre spændende. Undervejs er der mange vante forestillinger om køn og kønsbevidsthed, der stilles spørgsmålstegn ved. Det er fascinerende læsning, men det er også oprørende. Men det fortsætter. Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at læse mere, selv om der kommer flere i den planlagte serie, men det ændrer ikke, at bogen har været meget mere spændende end så meget andet.

 Simon Gjerløv

TRANSMAND – DEN LANGE VEJ 

Forlaget mellemgaard, 2025.

370 sider

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Simon Gjerløv medvirker på

2. festivaldag i Vanløse 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: DANSEN LATTEREN LIVET af Tekla Irene Walther

 

I starten er der en lang, omstændelig opremsning af vestjysk landboliv, og om hvordan tøjet strammede. Det er tydeligt, at hovedpersonen har drømme, der ikke lyttes til – og som heller aldrig bliver formuleret. Hun bliver uddannet som sygeplejerske, barneplejerske, og det lykkes også at komme ud at rejse med sit arbejde. Hun bliver gift, får børn og senere børnebørn. Deres liv skildres lige så minutiøst som alt det øvrige, og jeg begyndte at røre på mig – og vejede bogen i hånden. Den er tung og stor, men også gennemillustreret. Endda i farver.

Fortælletonen er nøgternt og underspillet. Det er tydeligt, at hovedpersonen ikke nyder selv at indtage hovedrollen, men det er jo nødvendigt i en bog om Tekla Irene Walthers liv og levned. Den er skrevet over en årrække. Hun er så generøs at nævne mig flere gang i bogen, og jeg havde ærlig talt aldrig troet, at der ville komme en bog ud af Teklas ønske om at formulere det, hun har været igennem. For umiddelbart synes jeg ikke, at der var meget at skrive om, men det indtryk har helt fortaget sig efter læsning af bogen, hvor jeg sidder overrasket tilbage.

Det er en helt anderledes måde at berette på, alt er underspillet på bedste vestjyske maner. Det samme gælder det anseelige antal workshops og forskellige teatersammenhænge, som Tekla uforfærdet har bevæget sig ind og ud af, da hun meget senere i livet endelig forfølger noget af det, hun altid gerne har villet, men først tør give sig i kast med langt senere i livet.

Tilbage står indtrykket af en kvinde med et enormt mod og en formidabel åbenhed, på trods af at hun forsøger at fastholde indtrykket af, at hun aldrig rigtig har slået til og har haft svært ved at se sig selv og sine egne ønsker i øjnene. Men latteren bliver hendes redning – og også læserens. Beskrivelsen af hvordan Tekla nærmer sig latterbevægelsen er fængslende. Bagefter kommer beskrivelsen af hendes dansende karriere i en sen alder samt de efterfølgende afsnit om rejserne rundt i verden. Det hele er så underspillet fortalt, at det ender med at virke betagende. Det er en fascinerende livsberetning.

Tilbage står hendes ildhu, skaberevne og livsmod. Det er alt sammen noget, hun fortjener stor anerkendelse og ros for. Hendes bog er fantastisk (uden at være det) – og det er slet ikke så ringe (som de sikkert ville sige oppe i det vestjyske).

Tekla Irene Walther: 

DANSEN LATTEREN LIVET 

(eget forlag, 2025), 

280 sider

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Tekla Irene Walther medvirker på

Festivalafslutningen på Christianshavn 

Tekla Irene Walther er også med på 

åbningen af den kommende 

GAMMELFESTIL  III

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: MAX OG KATTENE af Moacyr Scliar

 

”Max og kattene” er fuld af magi, hverdagens magi. Max Schmidt gemmer sig på farens pelsværksted, hvor den udstoppede bengalske tiger følger ham med øjnene. Det er samme sted, hvor butikkens unge ekspedient første gang forfører ham. Han stjæler en pels til hende, og på vejen hen til hende bliver han del af et gadeoprør. Samtidig spirer nazismen frem, og det gør at han bliver nødt til at flygte – til Brasilien, hvor han efter et skibsforlis ender i en redningsbåd sammen med en levende tiger. Livet spiller ham mangt et puds. Også da han slår sig ned i det nye land. 

Der er historier, der åbner sig for læseren med det samme. Sådan én er ”Max og kattene” af Moacyr Scliar. Der er en varme og glød i teksten, der smitter af. Vi bliver lokket indenfor af en fortælling, der både tager os langt væk fra os selv, men samtidig også meget tættere på, end vi selv er klar over. Vi er i et magisk univers, hvor hverdagen og det daglige liv er forgyldt. Det træder os indbydende i møde. Det betager og fører læseren længere ind i historien. 

Historien er ret fantastisk, og tilfældighederne er påfaldende konstruerede, men det er en del af serveringen, hvor alting samles op og kædes sammen på rette vis. Det kan godt være, at virkeligheden meget sjældent rummer sådanne fuldbyrdelser, men det gør litteraturen til gengæld, hvis det står til forfatteren Moacyr Scliar. Han gør nærmest en dyd ud af nødvendigheden. På en måde er det lidt firskårent og tegneserieagtigt, men yderst charmerende er det. Det er tydeligvis en genre, der er rundet af de store følelsers mennesker og det univers, de optræder i. Det er en fandenivoldsk skildring, der lader hånt om alt det dagligdagsagtige og helst vil berette og fortælle med store armbevægelser.

Moacyr Scliar: ”Max og kattene” 

roman oversat af Lean Pejtersen,

Jensen & Dalgaard, 1981/2024

125 s.

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor romanens oversætter

Lean Pejtersen medvirker på

3. festivaldag på Vesterbro

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: LA VICTORIA af Ayaz Shah

 

 Ayaz Shah er en dansk forfatter, som har tilbragt syv år i Latinamerika, primært i Venezuela og Argentina, hvor han blev inspireret til at skrive bogen. Med en dansk mor og en far fra grænseområdet imellem Pakistan og Afghanistan, er bolden givet op til en roman, der er skrevet som magisk realisme, og hvor vi får et unikt kik ind i en anden verden. Ayaz Shah er 40 år.  Romanen skrev han i Buenos Aires for flere år siden. Det er der kommet en meget fortættet og stringent fascinerende fortælling ud af.

Romanen skildrer de tre døgn, som hovedpersonen, Camillo, bruger på at få sin familie tilbage. Han kører taxa i La Victoria, der er en mindre by i Venezuela. Da han efter arbejde kommer tilbage til sit hjem, er konen og deres to døtre væk uden at have efterladt nogen besked. Han tror først, at der kan være sket en forbrydelse. Måske er de kidnappet? Camillo opsøger forskellige, der måske ved, hvad der er sket, men lige lidt finder han ud af. Dog bliver der hvisket i krogene, og noget af det lægger han øre til, for måske er han den sidste, der ved det? Måske har konen et forhold til en anden? Det er helt utænkeligt i den patriarkalske samfundsstruktur, at konen kan stikke af med en anden mand sammen med døtrene. Godt nok har Camillo selv en elskerinde, men hvad der gøres i skjul, kan man slippe afsted med.

Camillo har fra starten været ringeagtet af hustruens familie, der er bedre stillet og som aldrig har billiget, at hun valgte Camillo, men da hun blev gravid og abort ikke var en mulighed, blev det som det blev. Camillo synes selv, at de har levet et dejligt og lykkeligt familieliv, selv om han ikke har været så meget hjemme, men det har jo været for at tjene penge til deres fællesliv.

Han ender med at tro på, at der har været magi med i spillet, og at konen er blevet vendt bort fra ham ved hjælp af sort magi. I en latinamerikansk kontekst giver det god mening.

Camillo opsøger kioskejeren, der ved alt om alle. Bagefter er han også forbi evangelisterne og katolicismen, der står stejl over for hinanden.

Hans mor nægter pure at have mere med ham at gøre, før han har døtrene bragt tilbage. Hun er tilsyneladende mindre begejstret for konen, hvilket er gensidigt.

Hurtigt er Camillo viklet ind i et net af forestillinger om alt muligt. Uden at blive klogere på, hvad han skal gøre. Samtidig er La Victoria et sted, hvor alle ved alt om alle. Han er hunderæd for selv at blive reduceret til en af disse historier, eftersom ”han ikke har styr på sin kvinde”.

”Camillo havde været en mand med mange ideer. Nogle ville vove at påstå, at han havde haft for mange af dem.” (uddrag fra romanen, side 9).

Historien er tydeligvis skrevet af en, der har et solidt kendskab til kulturen og de kulturelle undertekster, der ligger bag det hele. Det er det spændende ved det, men det er også udfordrende for en dansk læser. Bogen er proppet med skyld, straf, skam og hævn. Det er begreber, vi alle kender til, men jeg vil vove den påstand, at det ikke længere er det, som europæerne - i hvert fald i det mere kølige nord - er drevet af. På den vis er det en fængslende fremmedklingende roman, der tager os med i mødet med en kultur, der er væsentlig forskellig fra det hjemlige. Fortællingen er troværdig, velskrevet og meget fortættet. At det hele foregår over tre intense døgn, gør den egnet til en teaterversion. Forfatteren er også skuespiller, så det må ligge lige for.  

Vi befinder os i et univers med helte og skurke. Hovedpersonen er skiftevist helt og offer, men det virker ret autentisk, at han aldrig stiller sig selv spørgsmål om han selv kan være årsagen til det. Hvad er hans egen andel i det, hvis konen fx er stukket af med en anden mand?

”Aftenvinden fik ham til at genvinde lidt af fatningen, og da han endelig kunne orientere sig, så han, at Priscillas barnebarn stod grinende på den anden side af haven og allerede havde åbnet hoveddøren. Djævleyngel. Det så virkelig ud, som om der var noget satanisk i hendes grin. Camillo skulle blot ud af dette forbandede galehus så hurtigt som muligt. Han løb imod døren. Lige forbi det lille barn. Hendes latter fulgte ham ud af huset. Endelig var han ude i friheden. Døren blev smækket i bag ham. Nu følte han, at han kunne trække vejret igen.” (Uddrag fra romanen, side 39).

Undervejs i optrevlingen af historien, er der to spændende episoder, dels ved et vejalter, som Camillo stopper ved, hvor livets forgængelighed går op for ham, dels i mødet med en bror, der er flygtet til en anden by, hvor han holder sig skjul. Vi får aldrig at vide, hvad der er årsagen til, at han nu lever væk fra familien og skjult. Men det handler om familiens ære, og den har han tilsyneladende beskyttet ved at rejse bort fra resten af familien. Jeg tænker umiddelbart, at grunden til brorens forsvinden sagtens kunne være forbundet med Camillos ulykke.  

Det er først på romanens sidste sider, at det hele løses op. Eller gør det?

Skildringen af Camillos indre sindstilstande er gennemført. Det hele opleves med hans øjne. Reelt ved vi ikke, hvad der foregår. Vi er holdt lige så meget i det uvisse som hovedpersonen, og de sparsomme oplysninger, han får fra andre, er måske slet ikke rigtige. Flere gange er de i hvert fald modstridende.

Jeg vil glæde mig til at læse videre i Ayaz Shahs næste roman, for han har er en lovende fortællerstemme.

Ayaz Shah: LA VICTORIA  

Wadskjær Forlag, 2024

Redaktør: Carsten Jørgensen

Grafisk tilrettelæggelse: Angie Ravichahua

157 sider

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Ayaz Shah medvirker på

2. festivaldag i Vanløse 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Festlig mad og drikke på Sommerfestivalen 2025

 

  Foto: Michael Svennevig.

Til festivalåbningen på Amager og på 2. festivaldag i Vanløse vil der være den karakteristiske festivaldrik, den kølige, iranske sommerdrik: ”Sharbate Khiar”, bestående af citron, lime, mynte, rørsukker og agurk.

Til åbningen er det Lena Gemzøe (fra nabohaveforeningen, Nokken), der sørger for  hjemmebagte økologiske brownies med valnødder - og for kaffe og te. 

Der vil også være hjemmebagte nøddeboller med smør og ost.

På 2. festivaldag i Vanløse, vil det være Christine Imbert, der bager gulerodsmuffins med kanel og nødder til kaffen i  pause før den  afsluttende teaterforestilling.

Aftensmaden - både til åbningen på Amager og på 2. festivaldag i Vanløse - vil enten være den kolde spanske tomatsuppe, GAZPACHO, der skal nydes kold i varmen med hjemmebagte nøddeboller til. Eller også vil det være BOMBAY-gryde, alt efter hvor inspirationen fører det hen. Det er undertegnede, der står for maden sammen med en håndfuld hjælpere.

Mille Rode. Foto: Michael Svennevig.

Til afslutningen på Christianshavn er der - traditionen tro - min fasters drømmekage og Milles marokkanske myntete samt kaffe i pauserne.

Der vil også være noget at nyde til Festivalens Nachspiel - et hemmeligt sted i Husum, der først offentliggøres dagen før - men det er en dag, hvor alt kan ske, så derfor bør det ikke afsløres før. Men Jens er rigtig god til bagværk...

Så, velkommen på festivalen, der starter med åbningen på lørdag. Der er gratis adgang til alle festivalarrangementer, og det koster ikke noget at spise med, og der kan ikke bestilles billetter i forvejen, så kom i god tid.

Her er det Lena (til venstre) sammen med Benedicte (Tante Andante). 

Foto: Michael Svennevig.

En stor tak til alle dem, der giver en hånd med, så det praktiske bare glider som det skal. Uden de mange ildsjæle kunne det ikke lade sig gøre at lægge op til så mange drømme og så meget fællesskab.  Tak til jer alle. Sammen kan vi det hele!

Foto: Michael Svennevig.

Hør podcasts med Lena Gemzøe, 

hvor hun fortæller om arktisk inspiration 

til sine akvareller 

og om hvordan hun fik sit hus på Nokken.

Se og læs også om Christine Imberts fotos af marokkanske døre.

Foto: Michael Svennevig.

Hør podcast med Christina Svennevig, 

hvor hun fortæller om det, der aldrig blev talt om 

- og om nepalesiske syngeskåle.

Det er Jens Christensen i midten. Foto: Lise Rønnebæk.

Jens Christensen udgør en tredjedel af trioen,

Rosenvinge, Christensen & Svennevig.

Lyt med på den seneste optagelse.

*

 

Læs mere om festivalen. 

*

Anmeldelse: IS I MAVEN! 156 dage som kirurg i Nuuk af Marie Louise Malmstrøm

På forsiden er der en formation, der nærmest falder ned fra midterryggen og breder sig ud nedefter. Som et isbjerg eller en isformation i blågrønne farvenuancer. Det går igen inde i bogen, hvor det danner en slags opdeling af bogen, hvor der flere steder er indsat dobbelte opslag med udviskede grålige, isgrønne farver, der glider ind over hinanden som isfrosne overflader. Det er smukt og meget poetisk. Det understøtter bogens poetiske tone, der samtidig punkteres af den ramsaltede humor. Det er en fin kombination.

”Da det røde Air Greenland propelfly stadsede sine motorer på landingsbanen i Nuuk, blev der stille. Helt stille. Min familie og jeg havde længe drømt om at prøve kræfter med en anderledes hverdag. Nysgerrigheden havde placeret mine to drenge på tre og fire år samt min kæreste og mig foran den lille ankomstterminal, som akkurat stod frem i snestormen knap 100 meter fra os, den mandag i 2019. Med dørenes åbning fulgte stormen og begyndelsen på et eventyr.” (uddrag fra bogens forord, side 4).

Teksten, der både er på grønlandsk og dansk, er på samme måde anelsesfuld og lidt gådefuld. Den beskriver i små passager forfatterens ”156 dage som kirurg i Nuuk” (som også er bogens undertitel). Teksten er flertydig, og det er tydeligt, at forfatteren gør sig store anstrengelser for at undgå stereotyperne, der ligger lige for.

”KRISTI HIMMELFART DEN 30. MAJ

Et dødsfald på grund af botulinumtoksinforgiftede søkonger efter fermentering i sælovertræk, fordi fermenteringsprocessen slog fejl. Botulisme kan ikke smages. Til kaffemikken efter begravelsen blev serveret søkonger. Afdødes egenproduktion. Yderligere tre dødsfald og to på intensiv.” (uddrag fra bogen, side 70).

Det bliver til en dans hen over tynd is, for hvordan møde alt det nye, når man kommer udefra – og fra Danmark? Det bliver derfor til billeder og skildringer af mødet med et folk, der i bund og grund er meget anderledes end det, vi er vant. Teksten er spændende, og den åbner ind til alt det anelsesfulde, der ligger bag de anderledes måder at gebærde sig på, når vind og vejr bestemmer liv og skæbne, men også en indre og ydre natur, der er drevet af noget helt andet end det, vi kender til.

”Fredag den 12. april.

En læge ringer om en patient fra en bygd. Hun har et fastsiddende stykke moskuskød i sit spiserør – på andet døgn. Alvorlig tilstand, kan være livstruende. Hun skal overflyttes inden for få timer med fly, men det aflyses grundet voldsom turbulens. Næste flyvelejlighed viser sig at være to dage senere.” (uddrag fra bogen, side 20).

Marie Louise Malmstrøm er nysgerrig og forholder sig åbent til det, hun møder på sit arbejde. Hun træder forsigtigt i sine skildringer af det grønlandske, og det hun ikke forstår. Hun er tydeligvis ikke ude på at indgå i en politisk diskussion, men vedbliver gennem bogen at insistere på sin ret til blot at være iagttager og en forsigtig skildrer af det, hun oplever i mødet med den grønlandske natur omkring hende, og i de mennesker hun møder.

Foto fra bogen: Christian Grønne og Sidsel Schrøder

”Onsdag den 24. april.

Der findes utallige ord for is: ”ilog”(isblomst på et vindue), ”tullut”(sammenfrosne isklumper sammenført af blæst eller strøm), ”nutarneq”(nyis i en revne), ”sikusiaq”(is, man har observeret). Men for en inuit er dét at beskrive karakteren af sine mavesmerter nærmest umuligt. Her er ingen ordrigdom.” (uddrag fra bogen, side 32).

Det er en svær kunst at forholde sig åben. Det er så let at forfalde til hurtige slutninger og konklusioner, men det holder hun sig for god til, og derved sikrer hun sig også, at læseren heller ikke gør det samme. Hun har en nysgerrig poetisk åre, der trives i mødet med det uvisse i det grønlandske. 

”Grønland er hundespand, der fornemmer revner i isen og undviger. Grønland er mos i alle nuancer af gulligbrun. Grønland er synet af pukkelhvalsblåst fra altanen. Grønland er en eftermiddagstur i jollen og fire torsk på linen ved første kast. Grønland er at plukke søpindsvin og tang til aftensmaden.” (uddrag fra bogen, side 52).

Som en kirurg lægger hun dybe snit gennem beretningen, så hendes skildringer hele tiden balancerer på en knivsæg og undgår derved at bekende sig til hverken det ene eller det andet. Måske kan man sige, at læseren efter endt læsning ikke er blevet meget klogere, men har til gengæld fået en meget bredere viden og måske også har forstået, at dette ikke lader sig aflæse med vores normale, danske øjne. Det kræver mere end det. Det skal opleves på en helt andet måde – og den måde er det smukt at blive gelejdet hen imod. Det er bogens fortjeneste, at det lykkes så fint.  Verden har flere nuancer og facetter end det vi umiddelbart møder. Vi skal meget længere ned i historien og beretningerne. Malmstrøm lægger det ene snit efter det andet og skære alt fedtet væk for at blotlægge nogle af de sandheder, der ligger bag. Eller forsøger i hvert fald at gøre det. Det er op til læseren selv at regne resten ud. Det er et flot udsyn, hun med bogen skaber for os. Vi er på herrens mark. Måske kan vi slet intet andet konkludere, end at vi ved så forsvindende lidt og forstår endnu mindre, men måske er vi blevet lige så bjergtagne og nysgerrige som Marie Louise Malmstrøm selv – og det er faktisk ikke så ringe. Det er i hvert fald en spændende bog, der ingen nemme svar og konklusioner lægger frem. Forfatterens åbenhed er det hele værd.

Omslag: Christian Grønne, Sidsel Schrøder og Maija Hejgaard

Foto fra bogen: Christian Grønne og Sidsel Schrøder

”EFTERSKRIFT

-          Som en tidligere anæstesiologisk kollega plejede at sige:

”I Grønland overgås fantasien kun af virkeligheden”.

Øjving Rosing

KIRURGISK OVRLÆGE

NUUK”

Omslag: Christian Grønne, Sidsel Schrøder og Maija Hejgaard

Marie Louise Malmstrøm:

IS I MAVEN!, 156 dage som kirurg i Nuuk

Frydendal, 2022

170 sider. 

Forlagsredaktion: Henning Lund

Korrektur: Hanne Lund

Grafisk tilrettelæggelse: Maija Hejgaard

Omslag: Christian Grønne, Sidsel Schrøder og Maija Hejgaard

Oversættelse fra dansk til grønlandsk af Paornánguaq Helene Kleist

Fotos: Christian Grønne og Sidsel Schrøder

 

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Marie Louise Malmstrøm medvirker på

3. festivaldag på Vesterbro

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: BLOMSTERBØRN. Livet i landkollektiverne af Bernt Stubbe Østergaard

 

 Der er tale om en udgivelse af en betydelig volumen. Både rent vægtmæssigt, men også indholdsmæssigt. De første afsnit kridter banen op – og de er beskrivende og nøgterne, men langsomt glider denne underfundige varme tone ind i sproget, der ofte accentuerer de mange muntre episoder, der aftegnede sig i strømmen på de oplevelser, som bogen centrerer sig omkring.

Undertitlen, Livet i landkollektiverne, rammer fortællingen ind. Det er et enormt researchmateriale som udgivelsen bygger på. Vi får hele forløbet fra start til slut. På de første 150 sider ridses forudsætninger op – eller snarere de manglende forudsætninger og hvad det resulterede i. I bogens anden halvdel ridses samarbejdet op med Solvognen og aktionen i Rebild Bakker, men også alle de øvrige aktioner og aktiviteter. Der er mange bolde i luften, men der jongleres kompetent mellem bevægelsens historie og Bernt Stubbes Østergaards egne personlige erfaringer.  Det har indlejret sig smukt i teksten. Derved bliver det både en fælles beretning, men samtidig også en personlig beretning, fortalt af en af prionerne.

Humoren er ikke til at komme udenom. Det er drømmen bag det hele, der var det bærende, men det er især i de sidste afsnit med møderne med bevægelsens mange forgreninger i de andre dele af verden, at det bliver tydeligere, hvor de danske blomsterbørn var og ikke var. Det skildrer Østergaard på en både varm og nøgtern måde.

Der har ligget mange valg bag beslutningen om at formidle denne stor og vigtige historie på den rette måde. Både så der bliver plads til visioner, drømmene og de indhøstede erfaringer, men også om alt det der ikke fungerede. Det hele er fortalt varmt og kærligt i bevidstheden om at denne dokumentation er vigtig. Måske kan næste generation, der nu er bedsteforældrenes børnebørn arbejde videre på sagen. For der er nok at tage fat i. Stadigvæk.

I stedet får det mig til at trække på smilebåndet, for jeg tænker at det blot er en enkelt svale. Men en enkelt svale gør ingen sommer, men her bliver det i Bernt Stubbe Østergaards BLOMSTERBØRN både til vinter, forår, sommer og efterår.

Det viser sig at blive til en betagende beretning, der balancerer smukt mellem det ideologiske højpandede og det det mere kunstnerisk eksperimenterende visuelle til det dagligdags komiske. De tre strømme blandes smukt i fortællingens dybe vand.

Hele beretningen er tydeligvis båret af en drøm. Den drøm, der også drev blomsterbørnene. Mange brændte sig på ilden, deres egen og andres, men Bernt Stubbe Østergaard er tydeligvis en af dem, der formåede at tage det bedste med fra tiden, og finde en ny muld at omplante det i. Han har tilsyneladende aldrig fået ilden slukket i faklen – og tak for det, for derved er han en værdig kronikør over tiden der er gået – og som nu måske er klar til at inspirere børnebørnene. Hvorfor egentlig ikke? Verden bevæger sig i cirkler. Måske er tiden kommet til den næste håbefulde generation, der har fået nok og som afsøger nye vinde og retninger og visioner. Denne udgivelse vil være et smukt sted at starte.

God opdeling, rigt og farverigt illustreret. Det hele er grebet meget struktureret og disciplineret an, men uden at slutresultatet er blevet kedeligt eller stift af det. Snarere virker det som om at strukturen har giver mulighed for at den varme og underfundige fortælletone har fået mange steder, hvor den kan trænge igennem fortællingen. Det er med andre ord ingen akademisk udgivelse, selv om den metodiske tilgang lægger op til det.

 

BLOMSTERBØRN

Livet i landkollektiverne

af Bernt Stubbe Østergaard

Indblik Egolibris, 2019.

295 sider

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor  Bernt Stubbe Østergaard medvirker på

3. festivaldag på Vesterbro

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*