torsdag den 18. juni 2009
Følelsernes Flugt
...”et meget personligt værk...en dybfølt fortælling af nærmest dokumentarisk virkning...båret af en stilfærdig indignation, som smitter”.
Ebbe Iversen, Berlingske Tidende:
”Følelsernes Flugt”En kort film om en lang tid i Sandholm.
Af & med
Alan Awni & Alan Pary.
Filmen vises på Verdens Flygtningedag,
lørdag den 20.6. ved 15-tiden
på Café Zusammen.
Filmen skildrer en gruppe kurdiske asylansøgere fra Irak og tager os blandt andet ind bag hegnet til Sandholmlejren. Efter visningen den 20.6. vil der være en kort samtale med filmens instruktør, Alan Awni og manuskriptforfatter, Alan Pary. Tovholder er Michael Svennevig (forfatter/dramatiker).
Filmens instruktør, Alan Awni er en af de irakere, der snart hjemsendes, men i stedet for at sidde i Brorsons Kirke sammen med de andre, er det lykkedes ham, helt uden penge og bare med lånt udstyr fra tv-tv, at producere en 25 minutters film om, hvordan det er at være asylansøger i DK. Filmen er netop blevet klippet færdig og er tekstet på dansk og kurdisk. Der er komponeret elektrisk violinmusik til filmen af den herboende rumænske komponist og musiker Valantino. For musik skal der til, da det også er en kærlighedsfilm.
Filmen åbner med fængslingen af hovedpersonen efter tilbagesendelsen til hjemlandet, og derefter fortælles historien i flashbacks fra fængslet, hvor en medfange opfordrer ham til at sige, hvad han har gjort, siden han er blevet fængslet. For noget må han da have gjort?
Scenerne fra fængslet er desillusionerende, men i flashbackene fra tiden 11 år tidligere i Danmark er der masser af håb og drømme. I hvert fald i starten. Det er en film, der ikke anviser nogen løsninger, men selv om filmens tema er dystert og oprørende, er det stadig en varm og menneskeklog film.
Filmen vises på Verdens Flygtningedag,
lørdag den 20.6. ved 15-tiden
på Café Zusammen.
Om sin situation og om grunden til filmen siger Alan Awni: ”Jeg er blevet brændt. Jeg kom hertil alene som 15-årig fuld af liv. Nu er der ikke meget tilbage. Selv om jeg er blevet brændt, så ønsker jeg ikke, at det skal ske for andre. Derfor har jeg lavet filmen.”
I filmen spiller han selv hovedpersonen, der efter 11 år i Danmark sendes tilbage til Irak. En rolle som han desværre også snart kommer til at spille i virkeligheden.
Alan Awnis hjemsendelsesdato er den 10. oktober 2009.
Kontaktperson: Michael Svennevig, micsvennevig@msn.com , Tlf.: 35260564
Café Zusammen, H. C. Ørstedsvej 47
1879 Frederiksberg C.
- Der er gratis adgang -
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar