Anmeldelse: GENERATION KROP i Dansekapellet

Foto: Hilmar Guðjónsson

Forestillingen om kvindelige kropsfornemmelser slutter med opråbet ”Giv plads til en brownie i dit liv”. Det er også betegnende for forestillingens tone og stil. Den bliver (gen)opført i herrernes omklædningsrum i Dansekapellet på Bispebjerg. 

Foto: Fanny Lindström

Det lød umiddelbart lidt kinky, at det handlede om kvindelige kropsfornemmelser, men skulle opleves i herrernes omklædningsrum, så stor var overraskelsen, da vi blev ført ned til, hvad der mest af alt mindede om et tyrkisk hamam. Vi var på forhånd blevet bedt om at iføre os varmt tøj, da stedet ville være uopvarmet, men siden var varmen åbenbart vendt tilbage, for der var hamam-varmt, og de tre kvinders kropscabaret blev gennemført i kropsvarme omgivelser. Det var simpelthen et rart sted at være. 

Det var meget intimt, og selv om jeg sad på en hård taburet, sad jeg alligevel umådelig bekvemt, velsagtens fordi stemningen var så varm og favnende. Ligesom forestillingen - eller kropscabaretten som det rettere var.

Foto: Fanny Lindström

De tre dygtige skuespillere og sangere: Ann Hølund, Cipa Pape og Christina Bonde, tog os venligt med sig ind i deres intime kropsuniverser. Både jeg og min 21-årige kvindelige ledsager nød at blive ført med ind i de kvindelige universer, der for vore begges vedkommende syntes langt væk, men alligevel var genkendelige. 

Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville se ud, hvis det i stedet havde været mænd, der opførte cabaretten. Eller rettere ville det overhovedet være muligt? Næppe, men hvorfor egentlig ikke? Godt nok har vi ikke samme nedtrådte traditioner for at dyrke vores krops-utilstrækkeligheder, men så er der til gengæld andre steder at hænge hattene. Det kunne fx handle om, hvordan vi positionerer os via kroppen. Om at kroppen også giver os en plads i et kropsligt hierarki som vi er en del af, hvad enten vi vil det eller ej. For vi må jo også falde igennem eller i hvert fald ved siden af lige så meget som kvinderne i forestillingen, men alligevel mangler vi selvfølgelig traditionen for at  udstille vore svagheder - offentligt. Det ville selvsagt være et statustab. Det må være den væsentligste forskel. Men vi har heller ikke sproget til det. Det må opfindes først.  Det ville  føles meget umandigt. Hvor det netop føles meget kvindeligt, når det gælder kvinderne. Det er en sær ubalance, som blotter kønnenes ulighed. For med de tre kvinder på scenen var det en fornøjelse at kigge med på.

Foto: Fanny Lindström

Selve set-uppet, at det skulle opleves i et omklædningsrum, gav fornemmelsen af at være voyeur til noget, der kun kunne hviskes eller opføres i smug. Som om vi blev ført med ind i et hemmeligt intimt rum. Det var et dejligt incitament, der lovede en masse – og det blev overraskende nok fuldt indfriet.

De tre gled ud og ind mellem en masse figurer. Stærkest var det, når de slet ikke sagde noget, for det var det mest sigende. Det kom til udtryk i blikke, i dansen mellem dem og i deres egne modsigelsesfulde fysiske udsagn, der ofte var meget ironiske og smertefulde. Alligevel blev der heller ikke sagt for meget i denne udsigelse af det hele. Det var en slags kropshadets Melodi Grand Prix, der blev sunget sikkert og trygt i land af de tre, hvor det var Cipa Pape, der satte tonen og sang for og holdt det musikalske niveau på et inspirerende højt niveau. Smukt iscenesat af Mille Maria Dalsgaard, der er drivkraften bag Sydhavn Teater, der er et lille storbyteater under Københavns Kommune, der nytænker scenekunsten i samarbejde med dygtige unge instruktører med fokus på stærke nye og klassiske tekster og i form af vilde eksperimenter i byens mange rum. Det er med andre ord et teater uden noget faktisk teaterrum. Et teater, der i lighed med Teatergrad optræder rundt omkring i byen – og gør det med stor iderigdom. Ud over Sydhavn Teater er Kalder på Venus den anden aktør bag forestillingen. Kalder på Venus er en tværkulturel performancegruppe bestående af fire aktører; en musiker, skuespiller, danser og instruktør. Gruppen opstod ud fra en fælles nysgerrighed om at forene de tre kunstformer.

For mig startede forestillingen allerede da den smukke og meget voluminøse kvindelige billetkontrollør bød velkommen i en stor hvidprikket sort kjole. Det var en dejlig smilende velkomst. Bagefter viste hun os ned til forestillingen. Hendes Rubensagtige skønhed og tilstedeværelse var en sigende kommentar til forestillingens dellejagtende slanketemaer. For verden er sammensat – heldigvis.

Det sluttede med en brownie – i bogstavelig forstand – og bagefter blev vi alle siddende, for det var slet ikke behageligt igen at skulle forlade det varme og trygge rum, som var blevet skabt omkring os i herrernes omklædningsrum i Dansekapellet på Bispebjerg. Det er faktisk det største kompliment, når publikum bagefter bare bliver siddende. Når publikum slet ikke vil hjem.

Foto: Hilmar Guðjónsson

GENERATION KROP

Sydhavn Teater & Venter på Venus

Dansekapellet

fra den 13.-29. september 2019

65 min.

Medvirkende: 
Ann Hølund, Cipa Pape, Christina Bonde

Idé: 
Ann Hølund, Cipa Pape, Christina Bonde, 
Stinne Vilde Vium

Instruktør konsulent: Mille Maria Dalsgaard

Lysdesigner: Katja Andreassen

Producent: Marie Egetoft

Foto: Forestillingsbilleder, pressebilleder, trailer: 
Fanny Lindström.

Pressebillede (med tråde): Hilmar Guðjónsson

Læs mere

Trailer 

Billetter

Spillested: 

Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV

Forestillingen spiller fra 13. – 29. september

Alder: Fra 12 år

Varighed: 65 minutter