Første Parket. Foto: Carla Gianetti.
Fest på scenen og i privaten
Der
er feststemning over ugens tre store forestillinger, hvor vi inviteres indenfor
i privaten på Jægersborg Allé, når Kunstkollektivet FAMILIEN byder på et
møde med overklassen på FØRSTE PARKET. Festen fortsætter i Gunilla Lind
Danseteaters LOVEU2ND i Dansekapellet, og slutter med nytårsshow af WunderVerk på
Teaterøen med forestillingen KvindeLIG.
Alle
tre steder inviteres vi ind i fremmede verdener, for at møde os selv og
hinanden. For at blive konfronteret med vore egne fordomme og spejlbilleder.
Men det er meget forskelligt, hvad vi ser inde i spejlet.
Hvad der ved første øjekast virker rart og gemytligt på Jægersborg Allé er
måske en sandhed med ikke så få modifikationer. For selv om vi hygger os, er vi
måske bare til en "hygge-parade"? Hvad der virker lækkert og umiddelbart betagende
i Dansekapellet bliver langsomt til en skræmmende fremtidsvision, hvor al
menneskelighed hurtig forsvinder. Så måske er Teaterøens meget forvrængede og
forvredne kvindeunivers af et nytårsshow alligevel den mest reelle af de tre
festinvitationer, selv om det mildest talt både er underligt, men samtidig også
fascinerende og uforglemmeligt. Måske er de bedste fester dem, som vi ikke
forstår. Dem, som bliver liggende oppe i baghovedet, fordi vi ikke kan blive af
med dem. De sætter sig på tværs, og vil ikke lade én i fred, for de bliver ved –
og ender aldrig.
Her
er en gennemgang af de tre fester:
Foto: Carla Gianetti
FØRSTE PARKET af Kunstkollektivet
FAMILIEN
Vi bliver budt
indenfor i velhavervillaen af værtsparret Lis & Ole. Faktisk bliver vi budt
velkommen hele tre gange for Lis & Ole findes i tre udgaver, ens påklædte, for
hvert par tager sig af sin gruppe, da vi efter velkomstdrikken og velkomsten i
forstuen, deles op og guides videre rundt i huset. Allerede ved ankomsten pointeres det, at parret
i huset godt kan lide spøg og leg. Men selv om det klinger hult, er der lagt op
til fest. I ”Quiz med Lis” skal vi gætte os til villaens oprindelige salgspris
tilbage i 1994, om hvilken selvstændig virksomhed værtsparret arbejder med, og
hvor mange af deres tre børn, der i dag er beskæftiget i firmaet. Vi får
chokoladeguldmønter i præmie. På kontoret/herreværelset ovenpå beretter Ole om
at være chefen for det hele. Et ansvar som han påtager sig med glæde, selv om
det er sværere for ham at huske de ansattes navne.
”Jeg
er bare et almindelige menneske” fortæller Lis ude på badeværelset. Vi sidder
på kanten af det fyldte badekar, mens hun lægger ansigtsmaske. Efter en lur og
en tur på toilettet inviteres vi på hummer og hvidvin i køkkenet og samles
afslutningsvist omkring den oplyste swimmingpool i haven.
I
”Første Parket” bliver vi taget med på businessclass, men jeg bliver ikke
fløjet mod nogen større mellemmenneskelig forståelse. Vi bliver snarere
holdende på landingsbanen, mens vi drømmer om de ferier, der ikke er os
forundt, hvad enten det gælder sommerhuset på Mallorca eller skiferien i Aspen.
Pengene adskiller os.
Hvordan
er det at være rig – og hvilke tanker gør man sig om det? Tanker om at høre til
– eller at være udenfor? Om at være en del af en social klasse, om at være sig
klassebevidst, om at gamle penge er bedre end nye penge. Om måske at føle skyld
over de medfødte privilegier. Tanken om at pengene placerer én et sted, hvor
man på den ene side er urørlig, mens man måske på den anden side stadig føler
sig udsat og sårbar.
Forestillingen
er tænkt i forlængelse af Kunstkollektivet FAMILIENs populære og meget
vellykkede site-specific-forestilling ”En landsby på højkant” (2016), hvor deltagerne/publikum
på samme vis blev inddelt i mindre grupper og blev ført rundt i højhuset og bedt
om at ringe på fremmedes døre, for derefter at blive budt indenfor for at høre
fortællingerne om beboernes liv, fremført af dem selv.
Sceneinstruktøren Lene Skytt og Kunstkollektivet FAMILIEN er gode til at give stemme til mange af de uforløste historier, der omgiver os. Senest dykkede de tilbage i historien til Danmarks problematiske koloniseringshistorie og lavede et vellykket samarbejde med Teater Faar302 med forestillingen "Hvid uskyld" (2018).
Sceneinstruktøren Lene Skytt og Kunstkollektivet FAMILIEN er gode til at give stemme til mange af de uforløste historier, der omgiver os. Senest dykkede de tilbage i historien til Danmarks problematiske koloniseringshistorie og lavede et vellykket samarbejde med Teater Faar302 med forestillingen "Hvid uskyld" (2018).
Huset
på Jægersborg Allé fortæller sin egen historie. Teksten er baseret på
interviews. Vi kommer ind bag den store omgivende hæk. Vi sidder i deres
sofaer, ligger i deres senge, spiser i deres køkken og går rundt om deres
swimmingpool. Men lærer vi dem bedre at kende? I stedet for at tale om
følelser, bliver der talt om besiddelser. Det var den gyldne indramning, som vi blev
præsenteret for, mens selve billedet blev ved med at være ude af fokus. Det blev
aldrig rigtig tydeligt på ”Første Parket”, men måske var det netop pointen. Men
sikke en iscenesættelse – og sikke en fest, det var!
Foto: Carla Gianetti
Spilleperiode: 8.- 30. november 2019
Idé: Kunstkollektivet FAMILIEN
Kunstneriske ledere: Gry Guldager & Lene Skytt
Pustelnik
Kunstnerisk sparringspartner: Rosa Sand
Performere: Gry Guldager, Lene Skytt
Pustelnik, Gry Raaby,
Azadeh Ghavamrad, Rasmus Månsson
Azadeh Ghavamrad, Rasmus Månsson
Tekst: Gry Guldager, Lene Skytt Pustelnik, Gry
Raaby,
Azadeh Ghavamrad
Azadeh Ghavamrad
Dramaturg: Tanja Diers
Komponist: Nils Foss
Instuktør assistent: Azadeh Ghavamrad
Scenograf: Allan Frausing
Kostumier: Camilla Lind
Produktionsleder: Gry Raaby
Bygger & teknisk afvikler: Rasmus Månsson
PR, Presseansvarlig og Foto: Carla Gianetti
Administration: Teater Får302
Støttet af: Statens
Kunstfond,
Foreningen af Danske Sceneinstruktører
Foreningen af Danske Sceneinstruktører
Hvor: Jægersborg Allé 108, 2920 Charlottenlund
Hvornår: 8. nov. – 30. nov. 2019.
Tirsdag, onsdag og fredag kl. 20, lørdag kl. 17
Tirsdag, onsdag og fredag kl. 20, lørdag kl. 17
Varighed: ca. 1 time og 30 minutter
------
Foto: Kasper Nybo
LOVEU2ND af Gunilla Lind Danseteater i Dansekapellet
Vi
er inviteret til galla-modeshow, koreograferet af Gunilla Lind. Siddepladserne, på hver side af den store og
lange catwalk i midten, afsluttes med en trappe, der samtidig fungerer som siddeplads, sådan så der er publikum på tre sider. I modsatte side sluttes
catwalken med forhæng, hvor modellerne toner frem. Musikken er fra begyndelsen monumental og massiv. Den presser os op mod catwalken og spænder vores
forventninger. De fire mannequiner bevæger sig parvist langsomt fra hver sin side af catwalken frem mod hinanden. De er ens klædte og bevæger sig i glidende, nærmest drømmende, langsomme bevægelser. Spændingen øges som de nærmer sig hinanden, snart vil de
mødes, men kun for ubemærket at passere hinanden. Men senere glider de parvist
sammen til væsener med to hoveder, fire arme og fire ben. De imponerende
dragter af Kirsten Victoria Lind fremhæver det fremmede og umenneskelige. Det er robotter, der langsomt vækkes til live. Øverst på trappen for enden af catwalken
ifører de hinanden nye beklædningsdele. Det sker nærmest ceremonielt.
Vi
er tilskuere til et militært, totalitært, fascistoidt modeshow. Mannequinernes
store plateaustøvler kunne lige så godt have været militærstøvler. Det hele
afvikles som en parade af replikkanter fra ”Bladerunner”-filmene, for de er
lækre. De kropsklæbende plastikbenklæder sidder som støbt på de medvirkende. Kvindekroppene
er flotte og spændstige, men samtidig bevæger de sig som forprogrammerede udtryksløse, døde maskiner. Æstetikken er i top. Det er lækkert at se på, men fuldstændig tomt. De er flået for
indhold. Tomme skaller. Det er
forbandet smukt – og meget skræmmende.
Men
modeshowet opløser sig. For øjnene af os transformeres det til noget, der kulminerer
i et kæmpe lys- og lydorgie, hvor modellerne bades og indsvøbes i et hav af
guldkonfetti, der ejakulerer ud over dem som i en orgastisk ekstase, hvor alt bliver til guld
på catwalken. Det bliver til dansen om guldkalven eller til civilisationens
endeligt. Det bliver til en verden, der æder sig selv. Det bliver til ”Dødens
Triumf”, hvor verden går til og går under. Det bliver til et orgastisk møde med
døden. Alting hidses op og eksponeres. Som om verden er ved at føde sig selv,
men før det sker, må den gå under. Det bliver til et stort civilisationsspil.
Intellektuelt er der ikke meget at hente. Men det er billedskabende, om noget
er.
Koreografi,
kostumer, lyd og lys fungerer upåklageligt. Det er en stor smurt maskine, der
får danserne til at funkle, selv om det udgør en meget skræmmende fremtidsvision. Det er
en dødsparade. Et dødeligt og superlækkert modeshow, der eksploderer
og efterlader tilskuererne klæbet ind i guldkonfetti og med smadrede sanser. Det er rasende
flot – og ganske forfærdeligt.
Foto: Kasper Nybo
Spilleperiode: 13.-16. november 2019
Gæstespil af Gunilla Lind Danseteater
Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV
Medvirkende: Iris Thomsen, Josefine Ibsen, Katrina
Holm, Shuli Nordbek Azoulay
Koreograf: Gunilla Lind
Dramaturg: Betina Rex
Scenograf: Kirsten Victoria Lind
Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke
Komponist: Kristoffer J. Rosing-Schow
Producent: Gunilla Lind Danseteater
Varighed: 50 minutter
------------
Foto: Henning Sjøstrøm
KvindeLIG af WunderVerk på Teaterøen
Festen
fortsætter på Teaterøen, hvor KvindeLIG præsenteres som ”årets nytårsshow”. De
to maskebærende kvinder står parate på scener og tager imod os, da vi kommer
ind. Iført lyserøde badekåber. Den ene er tynd og anæmisk. Masken er bleg og
udtrykket er undrende og udsultet. Den anden har mere fyldige former. Masken er
rundere, og munden er malet rød. Der står et vippespejl yderst i den ene side,
en badekabine står i midten, og i den anden side står der et stativ, hvorpå der er
hængt tøj, kropsafstøbninger på bøjle og polstrede skumfyldte strømpebukser trukket
i mærkelige former og faconer. Det ligner reservedele til en vældigt kropsgarderobe.
”Den
gamle” skyder showet i gang. Hun bærer en hvidpudret maske med en lang grå
paryk og er iført en lang, skinnende, hvid affældig morgenkåbe. Hun går
foroverbøjet, tysser på publikum og har manerer som en gammel udtjent monark. Forsøget
på at holde nytårstale bliver ikke til meget andet end højtidelig tågetale. Bagefter byder hun velkommen til de fem kvinder, hun præsenterer til
nytårsshowet. Det er bl.a. Anni Knudsen, niecen, Miss Midnight og Amanda.
Inde
i badekabinen har den første gæst gjort sig parat... Vi befinder os i en surrealistisk verden, som sprunget ud af maleren Michael Kviums makabre billedvunivers.
Personerne har ofte for mange lemmer. Fødderne vender den ene vej, mens hovedet
vender den anden. Sådan er det med Anni Knudsens niece, der nok er forestillingens
mest (for)underlige og fascinerende kvindefigur. Det er på én gang smukt og
bizart. Det er én person, der bærer rundt på en anden, skjult under en stor
kjole, så det ser ud som om de forskellige kropsdele vender hver sin vej.
De
præsenterede kvinder er udstafferet og polstret med alt godt fra kropsgarderoben, så de fremstår forvrængede og forvanskede.
Ide og scenesættelse er af Anette Asp Christensen, der selv spiller "Den Gamle". Med på scenen er Stine Q. Pagh og Ingrid Tranum Velasques. Maskerne er kreeret af de tre i fællesskab. Anette Asp Christensen og Ingrid Tranum Velasques har bl.a. tidligere samarbejdet om det meget flotte interaktive flygtningedrama "Herfra min verden går", der gæstespillede på Riddersalen sidste år.
Ide og scenesættelse er af Anette Asp Christensen, der selv spiller "Den Gamle". Med på scenen er Stine Q. Pagh og Ingrid Tranum Velasques. Maskerne er kreeret af de tre i fællesskab. Anette Asp Christensen og Ingrid Tranum Velasques har bl.a. tidligere samarbejdet om det meget flotte interaktive flygtningedrama "Herfra min verden går", der gæstespillede på Riddersalen sidste år.
”KvindeLIG”
er en god titel, der spiller på den fremhævede dobbeltbetydning. Det
handler om LIG. Lig i lasten – og på scenen. Om døde rollemodeller. Men det
hele er skabt og præsenteret med et vældigt overskud. Selv om det skildrede bliver
mere og mere fortegnet og mørkt, er det alligevel skabt med en smittende skaberglæde, så intentionerne med det og den iver som det er skabt med, står
i skærende og meget frugtbar modsætning til hinanden. Musikken og de indlagte
reklameindslag - begge dygtigt kreeret af Rune Søchting - fungerede meget fint.
Da
forestillingen er færdig, sidder min ellers ordglade ledsager tavs, men siger
så: ”Jeg er helt blank... jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige!” Det er netop
forestillingens styrke. Det er en billedstorm, der overmander én, for vi er med
den trådt ned i en surrealistisk underverden, hvor ordene slipper os af hænde,
og dem der er smuldrer væk, og efterlader os forundrede og
fortumlede. Det er passende og velvalgt for en forestilling med titlen ”KvindeLIG”.
Foto: Henning Sjøstrøm
Spilleperiode:
20.-23. november 2019
Medvirkende: Stine Q. Pagh, Ingrid Tranum Velasquez & Anette Asp
Christensen
Idé
og iscenesættelse: Anette Asp Christensen
Dukker: De medvirkende
Musik: Rune Søchting
Musik: Rune Søchting
Producent: WunderVerk
Varighed: 45
minutter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar