Anmeldelse: LEAS RUM på Bådteatret

Foto: Jacob Stage

“Jeg finder mønstre og linjer i rummet, dissocierer, og ser mig selv udefra. Hvis jeg spænder gør det mere ondt. Tænker at nu er det snart overstået… følger lyset gennem en sprække, er opmærksom på helt små ting. Jeg kan flytte min opmærksomhed væk, og være et andet sted.“ Lea Vesterby Olesen

Bådteatrets scenerum er perfekt til danseforestillingen LEAS RUM, hvor vi er lukket inde i bådens jernbug. Vi er på samme tid adskilt og fjernet fra den øvrige verden, samtidig med at vi også er forbundet med den via skibets ydervægge. Fra tid til andet trænger forsinkede lyde fjernt ind udefra. Hovedpersonen har det på helt samme måde. Adskilt og alligevel forbundet med verden er hun alene med sin overgrebshistorie, der har sat sig i kroppen på hende. Den har taget bolig i hende og har vokset sig stor og tung som den sten hun i forestillingen ofte sidder med på skødet. I starten sider hun ved et bord og flytter sten rundt på et bord. Det er som om at stenene fortæller hende en historie som hun ikke vil vide af. De er nøglen til det hun forsøger at fortrænge. Stenene er blevet til det lag i hende, der er umuligt at trænge ned til, men som også er umuligt at fortrænge.

Foto: Jacob Stage

"Som koreograf tror jeg på, at kroppens kraftfulde sprog kan berøre og transformere publikum og vise nye sider af vores eksistens og at dans kan være mange ting.” Pernille Garde

Det er både en meget umiddelbar, men også en meget påtrængende historie, der er krævende at overvære, for som tilskuer til en næsten ordløs fortælling, skabes historien inde i hovedet på betragteren, derfor er vi på konstant arbejde, for undervejs at stykke alle de mange sansebilleder sammen til en samlet historie. Det er en skildring af den fragmenterede virkelighedsopfattelse, af angsten, mareridt og flashbackene, der følger i kølvandet på seksuelle overgreb. Forestillingens form og æstetik er et direkte udtryk for det.

Det er som at befinde sig på en glidebane, for undervejs er der ingen steder at hvile. Ingen steder, hvor vi kan slappe af og føle os hjemme. Som publikum er vi lige så hjemløse som hovedpersonen. Det er den rejse som vi er inviteret ud på.

Det bliver rørende og fuldt dækkende danset af Sherwin Dianne Reyes, Bo Madvig og Jan Vesala i Pernille Gardes stramme og idefulde koreografi, der er ypperligt belyst af Maria Pi Houmann i Signe Kroghs scenografi med tilhørende videoprojektioner i fint samspil med Åsa Gjerstads kostumer og rekvisitter. Musikken af Mons Niklas Schak får det hele til at smelte sammen til et hele.

Foto: Jacob Stage

Baggrund for forestillingen LEAS RUM er baseret på Lea Vesterby Olesens historie. I maj 2017 mødte Pernille Garde den 32-årige Lea i forbindelse med en opgave om rehabilitering af mennesker med spiseforstyrrelser. Lea fortalte sin historie til Pernille. Det var en voldsom, barsk og rørende historie, der tog udgangspunkt i de gentagne seksuelle overgreb som Lea blev udsat for som 6-7-årig.

Forestillingen er en drøm, der af og til bliver til mareridt, men med glimt af humor, der funkler underfuldt igennem mørket, og det har vi brug for, når det gælder en historie som denne. Min ledsager sad med røde øjne og kunne ikke gardere sig mod historien, der ramte genkendelige lag i hende. For det er det, der sker, når historier fortælles med kroppen, så når den helt derind, hvor ordene opløses og forsvinder. Derind, hvor vi er helt forsvarsløse og nøgne. Derind, hvor overgrebene gemmer sig i os.

Foto: Jacob Stage

Det er 7 år siden jeg sidst anmeldte forestillingen ”Circus of Life” af Pernille Garde i Dansehallerne. Det var en lige så betagende og forførende oplevelse, for som publikum får jeg fornemmelsen af at blive inviteret ud på dybt vand, men med en så kunstnerisk forsvarlig rejsefører kan man trygt følge med.  

LEAS RUM fortælles gennem dans, ord, video og med nykomponeret musik. Det er en helstøbt og modig forestilling, gennemført med stor kunstnerisk ekvilibrisme og integritet. Det er mageløst godt, meget enkelt, men samtidigt også dybt kompliceret. Det hele fortælles i en sansemættet billedfortælling, der holder os fangne fra start til slut. Det er som at befinde sig på en karrusel, som det er umuligt at stige af. En karrusel som kører stadigt hurtigere, mens virkeligheden opløses og overgrebene træder frem med stadig større styrke. Det er en frygtelig historie fortalt med stor nænsomhed, humor og forstilt voldsomhed. Der er ingen vej udenom LEAS RUM.

”Til sidst var jeg så lidt menneske, som man overhovedet kunne være. Der var ikke nogen substans tilbage, der var kun angst og flashbacks.” Lea Vesterby Olesen

Foto: Jacob Stage

LEAS RUM

af Pernille Garde Stage Art

på Bådteatret, Nyhavn 16 Z, 1051 København K

fra den 4.10.- 17. okt. 2019,

60 minutter

Koreografi, idé, manuskript & iscenesættelse: 
Pernille Garde

Inspiration: Lea Vesterby Olesen

Dansere: 
Sherwin Dianne Reyes, Bo Madvig & Jan Vesala

Musik & komposition: Mons Niklas Schak

Scenografi & video: Signe Krogh

Kostumer & rekvisitter: Åsa Gjerstad

Lysdesign: Maria Pi Houmann

Dramaturgisk & koreografisk konsulent: 
Lisbeth Sonne Andersen

Producent: Gitte Nielsen & Pernille Garde Stage Art

Foto: Jacob Stage

”PERNILLE GARDE STAGE ART skaber forestillinger i grænselandet mellem dans og teater og fortæller historier med en stærk fysisk sensibilitet, følelsesmæssig dybde og en særegen æstetik. Kompagniet arbejder med kompleksiteten ved den menneskelige eksistens og bringer opmærksomhed, lys og humor på alvorlige, mørke emner som tab, seksuelle overgreb og krig. ” (fra teatrets pressemateriale).

Hjemmeside  og billetter

Trailer (via Facebook)


*

Andre forestillinger med samme tema:

”PIGEN UNDER VANDET”

For nylig havde forestillingen "Pigen under vandet" af Lotte Arnsbjerg premiere på Teaterøen. Det er en kunstnerisk lige så stærk forestilling. Begge forestillinger kan med stort udbytte ses sammen.

En smuk, smuk forestilling, der beskriver faldet ned i erindringen, hvor alting vrides fra hinanden, fordi erindringen udvisker alt andet, så altødelæggende er den. Men det er samtidig også en beskrivelse af den renselse, der sætter ind, når det igen er muligt at komme op af erindringshullet, og fortsætte det liv, der blev flået fra hinanden i faldet. Det er med andre ord også en beskrivelse af vejen videre, fra mørket til lyset og fra døden til livet. Til lykke med den vellykkede skildring af det umulige, der lykkedes. For det, der er så umuligt at gennemleve, er selvsagt lige så umuligt at skildre, men i ”Pigen under vandet” er det lykkedes med bravour. 

Indgår i The Art of Transformation.

Forestillingen er en viderebearbejning 
af den engelsksprogede forestilling
"Girl of Diamond Mountain" (2014).