tirsdag den 14. juli 2020

Anmeldelse: ISESKROG af Margrethe Tjalve





Hans Egede og hustruen Gertrud Rask kom til Grønland i 1721. I de fleste historier er Hans Egede hovedpersonen, når det gælder missionsgerningen og koloniseringen af Grønland, men ikke i Margrethe Tjalves roman, ISESKROG. Gertrud Rask sad ikke fast i samme stive rettroenhed som Hans Egede, og grønlænderne kunne ikke lide Hans Egedes kobling mellem handlen og mission, men de kunne godt lige Gertrud Rask, der af mange blev opfattet som en kvinde med særlige kræfter. Det gjorde, at de fik et ganske godt forhold til hinanden, så Gertrud Rask faktisk blev venner med grønlænderne, og ville til sidst slet ikke hjem derfra. Heller ikke selv om hun i første omgang havde strittet voldsomt imod overhovedet at komme dertil. Men hun tabte sit hjerte til landet, naturen og folket.


Ligesom Margrethe Tjalve tydeligvis har gjort under sit mangeårige arbejde med romanen.
Fantastisk at føle sig grebet af en roman, der i bund og grund handler om troens magt og afmagt. Et emne, der egentlig ikke appellerer til mig, men omkring den er spundet en utrolig beretning, som lader mig rejse med til Grønland i en fjern fortid for at møde grønlænderne – og følge tilnærmelserne mellem de indfødte og de tilrejsende. Det er en stærk fortælling, men også en krævende roman, selv om den er velskrevet og skrevet med både entusiasme og glød. Det er et indblik i hvad kultur kan og ikke kan. Om forholdet mellem tro og handel. Og forholdet mellem mennesker. Hvorfor er det egentlig, at nogle mennesker tror, at de skal omvende andre – hvorfor egentlig?  I bund og grund er det en roman om at være drevet af passion. En passion, der kan forblinde og tage fornuften fra enhver.  Men også om naturens enestående kræfter. Rejsen til Grønland bliver også en kamp mod naturen for at overleve og ikke mindst en kamp mod den menneskelige natur for at omvende de vantro.



Foto: Michael Svennevig


Det er en besk morale i bogen, når Gertrud Rask i slutningen konkluderer: ”Købmændene har taget deres land og givet dem glasperler i stedet.” (s. 369). Men det er samtidig en betagende skildring af Hans Egede eller Palasi, som grønlænderne kaldte ham, og af hans hustru Gertrud Rask, der har hver deres tilgang til livet og menneskene – og den gerning som de selv og kongen har givet dem. Det bliver på mange måder en kamp om at vinde mennesker for sig – og der har de hver deres tilgang. Hvor Hans er teologisk funderet, er Gertrud mere praktisk anlagt. Det er Hans, der sætter sin vilje igennem og får dem afsted, men det er hende, der formår at opbygge noget varigt i forhold til grønlænderne.  Der er også betagende skildringer af hendes fascination af og forhold til hjælpepræsten. Især er det en afgørende ulykkesstund i begyndelsen af romanen, hvor hendes søn er nødstedt uden at hun kan gøre noget, og hun lover at tage missionsgerningen på sig, hvis Gud lader ham overleve. Det sker og hun holder sit løfte. Der mangler ikke dramatiske optrin. Det er en roman fuld af overlevelseskampe, der er båret af dyb menneskelig indsigt og en overvældende og meget righoldig research, der gør, at tiden og begivenhederne folder sig ud i fuldt panoramisk format for læseren. Vi kommer med på en fascinerende, men også farefuld færd til menneskenes land, Grønland.

”Det var deres blinde iver, der førte dem herop i stedet for Hans forsyn. Iver efter hvad? I hvert fald ikke rigdom! Var det hendes vilje, og ikke, som hun altid troede, en opgave, Gud havde givet dem?
Min vilje, gentager hun. Hører du mig?
Og hvad så, om Gud hører hende, hvornår har Gud i grunden hørt? Sygdom, sorg, vrede, forbitrelse. det er onde ånder, som hun har erfaret gennem det sidste halve år. Hun dukker hovedet. Tomheden rammer hende som et slag med en storåre. Oppe fra Guds plads må menneskene på havnen tage sig ud som myrer, der løber rundt i deres baner, frem og tilbage.
Hvilke planer er der for dem? Hun lytter igen, stadig intet svar.
Den tomhed er også grønlændernes. Købmændene har taget deres land og givet dem glasperler i stedet.” (side 368-69)


*


 Margrethe Tjalve: ISESKROG (Forlaget Vandkunsten, 2017), 376 sider.

Hør den 11. festivalpodcast med Margrethe Tjalve, 
der offentliggøres i morgen

Mød Margrethe Tjalve på 3. festivaldag i Vanløse.

Læs mere om festivalen HVOR REGNBUEN ENDER


*

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Tak til Michael for en god anmeldelse!
I disse tider med overmalede statuer af Hans Egede, er det nok værd at se tilbage til den tid, hvor det startede, fra 1721-1735. Hans Egede ville gøre grønlænderne til mennesker, før de blev kristne, og det vil jo sige, give dem samme moral som europæerne, mens Gertrud Rask mente, at man kunne være menneske på så mange forskellige måder. Det gjaldt dengang, og det gælder i dag. Hans Egede og de efterfølgende missionærer var ude på sjælejagt, mens de nuværende "missionærer" snarere er ude på territorialjagt. Det gælder nok helt specifikt, hvis amerikanerne får fat i Grønland. Det er glasperler alt sammen.
Nok er der en pointe til slut, som Michael citerer, men vejen derhen er mindst lige så vigtig: Hvor får vi kraften fra til at kæmpe og til at bevare os selv som mennesker, og hvor kommer den fra, den styrke, som driver os videre? Margrethe Tjalve
Se også læserbrev i Kr. Dagblad af Dorte Heurlin torsdag eller på fredag.