Hans
Egede og hustruen Gertrud Rask kom til Grønland i 1721. I de fleste historier er
Hans Egede hovedpersonen, når det gælder missionsgerningen og koloniseringen af
Grønland, men ikke i Margrethe Tjalves roman, ISESKROG. Gertrud Rask sad ikke
fast i samme stive rettroenhed som Hans Egede, og grønlænderne kunne ikke lide
Hans Egedes kobling mellem handlen og mission, men de kunne godt lige Gertrud
Rask, der af mange blev opfattet som en kvinde med særlige kræfter. Det gjorde,
at de fik et ganske godt forhold til hinanden, så Gertrud Rask faktisk blev
venner med grønlænderne, og ville til sidst slet ikke hjem derfra. Heller ikke
selv om hun i første omgang havde strittet voldsomt imod overhovedet at komme
dertil. Men hun tabte sit hjerte til landet, naturen og folket.
Ligesom
Margrethe Tjalve tydeligvis har gjort under sit mangeårige arbejde med romanen.
Fantastisk
at føle sig grebet af en roman, der i bund og grund handler om troens magt og
afmagt. Et emne, der egentlig ikke appellerer til mig, men omkring den er
spundet en utrolig beretning, som lader mig rejse med til Grønland i en fjern
fortid for at møde grønlænderne – og følge tilnærmelserne mellem de indfødte og
de tilrejsende. Det er en stærk fortælling, men også en krævende roman, selv om
den er velskrevet og skrevet med både entusiasme og glød. Det er et indblik i
hvad kultur kan og ikke kan. Om forholdet mellem tro og handel. Og forholdet
mellem mennesker. Hvorfor er det egentlig, at nogle mennesker tror, at de skal
omvende andre – hvorfor egentlig? I bund
og grund er det en roman om at være drevet af passion. En passion, der kan forblinde
og tage fornuften fra enhver. Men også
om naturens enestående kræfter. Rejsen til Grønland bliver også en kamp mod
naturen for at overleve og ikke mindst en kamp mod den menneskelige natur for
at omvende de vantro.
Foto: Michael Svennevig
Det
er en besk morale i bogen, når Gertrud Rask i slutningen konkluderer:
”Købmændene har taget deres land og givet dem glasperler i stedet.” (s. 369).
Men det er samtidig en betagende skildring af Hans Egede eller Palasi, som
grønlænderne kaldte ham, og af hans hustru Gertrud Rask, der har hver deres
tilgang til livet og menneskene – og den gerning som de selv og kongen har
givet dem. Det bliver på mange måder en kamp om at vinde mennesker for sig – og
der har de hver deres tilgang. Hvor Hans er teologisk funderet, er Gertrud mere
praktisk anlagt. Det er Hans, der sætter sin vilje igennem og får dem afsted,
men det er hende, der formår at opbygge noget varigt i forhold til
grønlænderne. Der er også betagende
skildringer af hendes fascination af og forhold til hjælpepræsten. Især er det
en afgørende ulykkesstund i begyndelsen af romanen, hvor hendes søn er nødstedt
uden at hun kan gøre noget, og hun lover at tage missionsgerningen på sig, hvis
Gud lader ham overleve. Det sker og hun holder sit løfte. Der mangler ikke
dramatiske optrin. Det er en roman fuld af overlevelseskampe, der er båret af
dyb menneskelig indsigt og en overvældende og meget righoldig research, der gør,
at tiden og begivenhederne folder sig ud i fuldt panoramisk format for læseren.
Vi kommer med på en fascinerende, men også farefuld færd til menneskenes land,
Grønland.
”Det
var deres blinde iver, der førte dem herop i stedet for Hans forsyn. Iver efter
hvad? I hvert fald ikke rigdom! Var det hendes vilje, og ikke, som hun altid
troede, en opgave, Gud havde givet dem?
Min
vilje, gentager hun. Hører du mig?
Og
hvad så, om Gud hører hende, hvornår har Gud i grunden hørt? Sygdom, sorg,
vrede, forbitrelse. det er onde ånder, som hun har erfaret gennem det sidste
halve år. Hun dukker hovedet. Tomheden rammer hende som et slag med en storåre.
Oppe fra Guds plads må menneskene på havnen tage sig ud som myrer, der løber
rundt i deres baner, frem og tilbage.
Hvilke
planer er der for dem? Hun lytter igen, stadig intet svar.
Den
tomhed er også grønlændernes. Købmændene har taget deres land og givet dem
glasperler i stedet.” (side 368-69)
*
1 kommentar:
Tak til Michael for en god anmeldelse!
I disse tider med overmalede statuer af Hans Egede, er det nok værd at se tilbage til den tid, hvor det startede, fra 1721-1735. Hans Egede ville gøre grønlænderne til mennesker, før de blev kristne, og det vil jo sige, give dem samme moral som europæerne, mens Gertrud Rask mente, at man kunne være menneske på så mange forskellige måder. Det gjaldt dengang, og det gælder i dag. Hans Egede og de efterfølgende missionærer var ude på sjælejagt, mens de nuværende "missionærer" snarere er ude på territorialjagt. Det gælder nok helt specifikt, hvis amerikanerne får fat i Grønland. Det er glasperler alt sammen.
Nok er der en pointe til slut, som Michael citerer, men vejen derhen er mindst lige så vigtig: Hvor får vi kraften fra til at kæmpe og til at bevare os selv som mennesker, og hvor kommer den fra, den styrke, som driver os videre? Margrethe Tjalve
Se også læserbrev i Kr. Dagblad af Dorte Heurlin torsdag eller på fredag.
Send en kommentar