onsdag den 6. november 2024

Anmeldelse: SÅ BLEV FARFAR ET SPØGELSE på Anemonen

 


SÅ BLEV FARFAR ET SPØGELSE 

på Anemonen

af Kim Fupz Aakeson 

29. oktober - 14. november 2024

4 - 9 år & voksne
 50 min.



Alene titlen, og så det at teksten er skrevet af den allestedsnærværende Kim Fupz Aakeson, gjorde mig straks interesseret. Anemonen, der tidligere hed Anemoneteatret, ligger i baghuset til Suhmsgade 4 ved Hauser Plads, lige bag Købmagergade. I passagen fra gaden og om til baghuset er væggene dekoreret af farvestrålende børnetegninger. En hyggelig foyer fører ind til en smuk lille teatersal, der kan rumme 150 børn og voksne.

Vi møder mor og far og lille Esben samme dag, som de skal afsted til begravelsen af Esbens farfar. De skal have pænt sort tøj på. Men hvorfor? Det får Esben ikke rigtig noget svar på. I kirken skal han være stille. Hans far siger, at farfaren ligger inde i kisten og bliver til jord, mens hans mor forklarer, at han bliver til en engel.

Om natten vender farfaren tilbage. Han kan gå gennem mure - og er blevet til et spøgelse. Men Esben genkender ham alligevel, og sammen går de ud i byen, for der er noget, de mangler at få gjort. Esben forsøger at gætte, hvad det er. 





Nat efter nat fortæller farfaren om sit liv. Mens de taler og bevæger sig rundt i byen, ser vi billederne af det, han fortæller, der bliver vist som små film bag dem. Det er charmerende animerede situationer fra et langt liv. Det er varmt og ligetil fortalt. Det giver mening til både livet og døden.

Det er enkelt fortalt, men det går lige til hjertet. Det er stykkets store fortjeneste, at det berettes som noget ganske naturligt. Hver morgen når Esben vågner og fortæller om, hvad han har oplevet om natten, kigger forældrene indforstået på hinanden og foreslår, at han bliver hjemme fra børnehaven. 

Faren fortæller også, at han selv har drømt, at farfaren har været der om natten, men ryster på hovedet af det, selv om Esben bekræfter det.




Det gode ved godt børneteater er, at det er godt for alle. Det er et meget rørende og tabuiseret emne, der fortælles om uden falbelader. Enkelheden er smuk og betagende. Emnet indbyder til det.

SÅ BLEV FARFAR ET SPØGELSE spilles dæmpet og indfølende af Martin Ammundsen som faren og farfaren, mens Line Skytte er moren - og som dukkefører tillige fører og giver stemme til Esben, der er skabt af Johan Kølkjær, der også har kreeret den øvrige scenografi. Thorkild Lindebjerg har instrueret med sikker hånd. Musikken af  Jens Tolsgaard skaber en god rytme i fortællingen. Sidsel Ramdal har været dramaturg på forestillingen.




Det er underligt med døden. Den er der hele tiden, og alligevel lever vi, som om vi ikke vil være den bekendt. Vi kan ikke finde ud af den. Den er der, og alligevel er den der ikke. Vi taler ikke gerne om den,  som om vi tror, at vi kan fortie den. Det er ikke muligt med denne forestilling, der giver hånden til døden og byder den indenfor.

Forestillingen ender godt. Det lykkedes både Esben og farfaren at finde det, som de leder efter. Hvad det er, må man se forestillingen for at finde ud af. Det er en meget tårevædet oplevelse - i hver fald for mig som voksen. Men det hele er fortalt ligetil  og med barnets nysgerrighed. Det er velgørende at opleve.



SÅ BLEV FARFAR ET SPØGELSE 

på Anemonen

af Kim Fupz Aakeson 

29. oktober - 14. november 2024

Medvirkende skuespillere: 
Martin Ammundsen og Line Skytte
Iscenesætter: Torkild Lindebjerg
Komponist: Jens Tolsgaard
Dukkemager og scenegraf: Johan Kølkjær
Dramaturg: Sidsel Ramdal
Regissør: Tine Als
Scenemester: Christoffer Pihl
Teknisk afvikler: Alma Soza Holmefjord

Co-produktion mellem Anemonen og Teater Lille Hest

*

Om Anemonen:
Byens bedste børneteater.
Anemonen er et levende scenekunsthus i indre by - 5 min. fra Nørreport Station. 
På Anemonen kan man opleve egenproduktioner og gæstespil ud fra tematikken, at være barn i en moderne verden. Anemonen har over 30.000 besøgende årligt.

*



*


Se oversigten over de 

311 andre anmeldelser


*

Ingen kommentarer: