Anmeldelse: TØSNE OG FORSYTHIA af Thomas Bredsdorff

 

Portrætfoto: Alexander Banck-Petersen.

Efter at have læst første del af bogens tre dele, er jeg for længst sunket dybt ind i fortællingen. På bagsideteksten spørges der om, hvad et menneske er uden erindring? Bogens fortælling om forfatterens hustru, Lene Bredsdorff (en højt skattet litteraturmedarbejder i DR), der langsomt fortæres af Alzheimers, er knusende. Ligesom det er for den skrivende ægtemand og for hustruen. Det er en glidebane, der langsomt bliver mere og mere stejl. I begyndelsen handler det om at prøve at forstå det. Hvordan er det, når sindet giver op og ædes væk indefra. Udenpå er der intet at se. Mange funktioner er intakte. Den fysiske balance er også som den skal være, men langsomt går bevidstheden op i sømmene. Det sker så gradvist, at det er umuligt at se, hvornår og hvordan det egentlig begyndte. Formodentlig flere år tidligere end det blev konstateret. I starten skal der mange undersøgelser til, måske er der slet ikke noget, men den underliggende angst tager langsomt over, indtil det er umuligt at ignorere. Hvordan lever man med det? Hvordan gør de pårørende? Det er en skildring af en frygtelig sygdom, der virker nådesløs. Hvordan overlever man det? Og overlever man, selv om man lever videre?

Kan man leve videre med det bagefter. Det er noget, der flytter ind i én. Både hos den ramte, ægtefællen og vennerne. Det sætter sig tungt ned over det hele. Netop det, at bevidstheden i knusende skarpe øjeblikke tilsyneladende pludselig fungerer normalt gør, at man aldrig rigtig ved, hvor man er. Heller ikke den ramte selv, der mister rumfornemmelsen og til sidst mister sig selv.  

I bogens 2. del remses de forskningsmæssige resultater op igennem de sidste 100 år – eller rettere de manglende resultater. Når det virker så enerverende at læse om, er det netop, fordi det er enerverende. Så er der mere at hente i 3. del, hvor kunsten tages med på råd, når det gælder om at få defineret vores egen indstilling til alzheimers. Det er anderledes løfterigt. Især nævnes forfatteren Kirsten Thorups roman ”Ingenmandsland” som et eksempel på en fortælling, der gør noget andet, og derfor også når andre steder hen.

Thomas Bredsdorff er forsker - litteraturforsker med et mangeårigt journalistisk virke på Politiken. Det er tydeligt, at der for ægteparret er tale om privilegerede mennesker, hvad angår deres arbejdsliv og deres kontakter i samfundslivet, og derfor må man også formode, at de har større emotionelle ressourcer til at stå dette igennem, så hvor meget sværere er det ikke for mennesker uden denne privilegerede adgang til diverse.

Men der er også lyspunkter, og Thomas Bredsdorff er rigtig god til både at rose og kritisere, hvor der er brug for det. På den måde fremstår beretningen yderst troværdig. Der er stor ros til musikterapeuten, Hugo Jensen, fra De Gamles By, som den syge får en fremragende kontakt med. Det er en forunderlig beretning. Mens alle andre menneskelige færdigheder smuldrer væk, har hustruen også som barn spillet klaver, men altid strengt efter noder, men i samværet og samspillet med  Hugo Jensen, vokser der helt nye toner frem. For første gang i livet viser det sig, at hustruen nu går ind i et nyt musikalske liv, da hun på trods af sin fremskredne Alzheimers pludselig kan improvisere på klaveret. Det skaber selvfølgelig eufori i denne ellers triste fortælling. Det er en yderst smuk skildring af, at selv når mørket sænker sig, er der stadig lys. Måske er det ikke stort, men det skinner klart gennem mørket. Det er betagende. Ellers er der langt mellem det glædelige i deres nye samliv, der gradvist bliver et liv hver for sig. Uigenkaldeligt, da hustruen først kommer på aflastningsophold, for siden at flytte på plejehjem.

For forfatteren er der ikke andet at gøre end at hænge på og leve og kæmpe. Bogen er en på sin måde frygtelig sårbar og nøgen skildring, men det er også en både varm og kærlig skildring af, hvad der sker, når et elsket menneske langsomt viskes ud. Så nær ved og alligevel så uendelig langt væk. Det er en fantastisk skildring. Rå, skånselsløs og helt uundværlig.

 

Thomas Bredsdorff:

TØSNE OG FORSYTHIA.

Noget om livet med Alzheimers

Gyldendal, 2024.

231 sider.

 

Digtsamlingen er anmeldt i forbindelse med 

Gammelfestivalen III, 

Død og hygge i De Gamles By, 

24.-27. oktober 2025.

 

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser, 

der er anmeldt i forbindelse med Gammelfestivalen III