Anmeldelse: KALINKA i Dansekapellet

 

Foto: Kenneth Nguyen.

Når jeg går i teatret, er det ideelt at føle mig hensat til en drømmetilstand, hvor jeg på én gang er langt væk og samtidig smerteligt tæt på mig selv. Jeg er vild med at blive holdt fast i dette gnistrende øjeblik, hvor alt andet forsvinder, hvor det kun er dette øjeblik, som vi oplever og udforsker sammen på scenen. Det er de allerbedste teaterstunder for mig. ”Kalinka”, der er Uppercut Danseteaters 3. del i trilogien ”Plejer er død”, rammer mig midt i maven. Lige der, hvor jeg er blødest og mest sårbar.

Deres nye forestilling vælter mig omkuld, og jeg sidder forestillingen igennem med et stort smil og slår takten, for det er umuligt at lade være. Stephanie Thomasens ide, koncept og instruktion af egen koreografi, kreeret i samskabelse med danserne, efterlader mig helt stakåndet og forsvarsløs.

Foto: Kenneth Nguyen,

De fem dansere: Mark Philip, Lin Fletcher, Giorgia Reitani, Alexander Skjold og Adam Tocuyo er mageløse.

De formår at yde deres yderste på en næsten skødesløs overlegen måde, der giver indtryk af legende lethed og elegance. Det er forførende.

Foto: Kenneth Nguyen,

Musikken, der er skabt og delvist spilles live af Alexander Skjold, der også er danser, svøber sig rundt om dansernes kroppe og lægger sig hen over den imponerende scenografi af Johan Kølkjær, så det næsten klæber kropsnært til hinanden. Det er frydefuldt lyssat af Peter Bodholdt Løkke. Danserne er iført sorte benklæder, sorte trøjer og sorte kropsnære jakker (af Camilla Lind og Johanne Rasmussen). Betina Rex har stået for dramaturgien.

Men hvad er det egentlig, vi møder i forestillingen?

Først og fremmest er det en billedstorm, hvor vi bliver bestormet med rå, vild energi. Det er abstrakt, obskønt, altfavnende og uendelig smukt.

Allerede inden dansen vælter mig omkuld, har scenografien gjort det. Ligesom i forgængeren, LIMBO , bliver vi ført ud på en rejse, før vi når frem til selve danseoplevelsen. Det er et ritual i sig selv. I det hele taget er der noget ceremonielt over Uppercuts tilgang til dansen. Den rå uhæmmede energi leder tankerne hen på ”Le Sacre du Printemps”, der skildrer en dyrisk fortid. Det dyriske fortsætter i KALINKA, hvor grisen, svinet og ornen er sat i højsædet. Der er valgflæsk til alle. Danserne har alle grisehaler. Det er svinehunden, der er på færde. Den indre svinehund huserer og forsøger at trække os til stemmeurnerne. Faktisk kommer vi ind i salen efter at have sat vore kryds på de omdelte stemmesedler. Inden vi går derfra igen, er alle stemmerne talt op, og vinderen er kåret. I den mellemliggende time bliver vi bestormet med frådende poesi og akrobatisk ekvilibrisme. Det er så overvældende og så smukt, at jeg hen mod slutningen føler trang til at græde.

Foto: Kenneth Nguyen,

Dette er en teaterrejse som alle burde unde sig selv.

Slip din indre svinehund løs eller sæt den endelig fast. Om alle omstændigheder er der gris på gaflen, når Uppercut Danseteater giver os både hoved og hale i denne fremtidsvision, der er ved at indhente os. Det er ganske forfærdeligt og umådelig frydefuldt.

 

Foto: Kenneth Nguyen,

 KALINKA

af Uppercut Danseteater

i Dansekapellet

fra den 22. september til 2. oktober 2022

*

Idé, koncept & instruktion: Stephanie Thomasen 

Koreografi: Stephanie Thomasen i samskabelse med danserne 

Dansere: Mark Philip, Linn Fletcher, Giorgia Reitani, Alexander Skjold & Adam Tocuyo 

Komponist & live musik: Alexander Skjold Henriksen 

Scenografi & hale:  Johan Kølkjær 

Dramaturgi: Betina Rex 

Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke 

Kostumier: Camilla Lind & Johanne Rasmussen 

Grafik: Phillip Bjørvig 

Foto: Kenneth Nguyen 

Produktion: Uppercut Danseteater

*

FAKTA OM FORESTILLINGEN:

DATO: Torsdag 22. september til søndag 2. oktober.

 
TID: TORS kl. 19.30, LØR kl. 16, SØN kl. 17, TIRS kl. 11/19.30, ONS kl. 11/19.30, TORS kl. 11/19.30, FRE kl. 19.30, LØR kl. 19.30 & SØN kl. 17.

STED: DANSEKAPELLET. Bispebjerg Torv 1, 2400 København

VARIGHED: ca. 1 time uden pause

ALDER: Fra 14 år

Foto: Monty Freddie

Forestillingen er blevet til med tilskud fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Wilhelm Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden og Københavns Kommune.

Hjemmeside & Billetter

Læs også de øvrige 229 anmeldelser.
Se oversigten.


*

Anmeldelse: LIMBO af Uppercut Danseteater

 

Foto: Badi Berber.

Vi befinder os i en underverden, hvor fire dæmoner holder et 5. væsen indespærret i en tilstand, hvor det handler om at besejre sig selv og hinanden, for at vokse op til at blive et fuldt menneske, der til sidst helt nøgen kan passere igennem de store røde fløjdøre bagest i rummet – måske ud til livet, friheden – eller bare til nye trængsler. 

LIMBO er 2. del af trilogien PLEJER ER DØD kreeret af Stephanie Thomasen for Uppercut Danseteater, der vises under CPH STAGE i disse dage i FABRIKKEN for Kunst og Design, Sundholmsvej 46 på Amager.

Foto: Badi Berber

Problemet med at opstille et sådant handlingsreferat er mange, men IKKE at gøre det er også ringe, når den ordløse fortælling bevæger sig igennem så mange talende tableauer, som det er svært ikke at kæde sammen til et handlingsforløb, der selvfølgelig afhænger af, hvad man selv kæder sammen af det, der udspiller sig.

Danseteatrets egen forestillingsbeskrivelse lyder flot, men selv blev jeg ikke meget klogere: ”LIMBO er tvivlens afgrundsdybe slugt, uvishedens højborg, overgangens zenit”.

Flotte ord, smuk beskrivelse, men hvad betyder det? Men det gør heller ikke noget, for det vigtige er, hvor forestillingen bringer os hen. Og den rejse er umådelig spændende og meget imponerende, den taler sit helt eget stærke kunstneriske sprog.

Foto: Badi Berber

Fra det øjeblik vi bevæger os indenfor, bliver vi holdt fast af universet, der er skabt af Johan Kølkjær, der også har kreeret den heldragt, som hovedpersonen bærer. Den er er helt hvid og  består af indsnørrede udposninger. Det er stadigvæk et menneske, selv om det mere minder om en gorilla. Understreget af en gangart på alle fire. I det hele taget flirtes der med det animalske. Det er som at stirre ind i vilddyrenes øjne i zoologisk have, for det er samme betagelse, der slår mig. Det er genkendelsen i den andens øjne. Dette animalske blik, der forekommer så skræmmende menneskeligt.

Foto: Badi Berber

Hovedpartiet danses, spilles, ageres af Mark Philip, der er noget fængslende ved ham. Han er netop som den indespærrede gorilla, bevidst om vores tilstedeværelse. Kigger ofte ud og forsøger at tage kontakt. Han ser sig rundt, lader blikket flanmme hen over os, der er placeret på begge sider af det aflange scenerum. Der er noget i hans blik, der låser os fast. Han bliver stående, han falder, han vælter – men rejser sig igen. Alligevel kigger han sig rundt efter os. Er det et såret blik, et prisgivet blik eller er det drillende og udfordrende? Alle disse brydninger er også til stede i hans bevægelser.

Foto: Badi Berber

Komponisten Alexander Skjold har skabt et fascinerende lydspor til dansen, hvor strygerdelen er indspiller af Halvcirkel. Lydsporet brydes af reallyde og enkelte musikstykker, der bliver fremført fra scenen som da der spilles på bliktrommer til sidst i forestillingen i et slags glædes-crescendo, før det, der mest af alt minder om en genfødsel. Før abemanden kan rejse sig og som menneske forlade os og mørket for at gå det nye liv i møde på den anden side af fløjdørene bagest.

Foto: Badi Berber

Stilistisk er der en pågående råhed, der giver et ekko af ”Les Sacre du Printemps”, sådan som den oprindelig blev koreograferet og danset af Nijiinski  til Stravinskijs musik, men også sådan som Pina Bausch har genskabt den, hvor den foregår i en jordgrav (sådan blev den i hvert fald præsenteret på Pariseroperaen i sin tid). Det animalske går som en rød tråd igennem alle tre opsætninger. Det, at transformeres, det, at blive til noget andet – og mere. Måske at blive til menneske og blive sig selv bevidst. Det er den rejse vi alle gennemgår. Men sjældent er det skildret så dristigt, frækt og pågående som her.

Foto: Badi Berber

Æstetisk er det som at få en knytnæve i maven. Jeg tabte i hvert fald pusten. Selv om jeg ikke har set 1. del, vil jeg glæde mig til efterfølgeren, der får premiere den 22. september 2022.

Det er en stor fornøjelse at være i selskab med de 5 dansere:  Giorgia Reitani, Jens Schyth Brøndum, Linn Fletcher, Alexander Skjold Henriksen og Mark Philip (inklusiv Alexander Skjold Henriksen, der også er slagtøjsspiller). 

Der er koreografiske slagnumre, hvor det fortætter sig til næsten musikvideo-agtig lækkerhed. Alt i rummet ender med at være melbelagt, også den tilskuer, der på et tidspunkt får hovedpersonen på skødet. Det er glatte meldækkede flader at danse på. Endnu mere, da der mod slutningen danses i, hvad der lugter som sirup eller melasse. Det ligner et dødsensfarligt stunt at skulle danse gennem det klistrede stads, for hvis man falder forkert og beskadiges… men sådan ER en genfødsel. Det skal ikke være let og lige til, det er en renselse og en lutring - også for publikum. I LIMBO stampes og danses det hele til et bragende flot crescendo.  

Foto: Badi Berber

LIMBO

af Uppercut Danseteater

vises under CPH STAGE

på Fabrikken for Kunst og Design, Sundholmsvej 46, 2300 S

DÉ, KONCEPT & KOREOGRAFI

Stephanie Thomasen

MUSIK/LIVE PERCUSSIONIST

Alexander Skjold Henriksen

DRAGT & SCENOGRAFI

Johan Kølkjær

DRAMATURGI

Betina Rex

LYSDESIGN

Andreas Buhl

DANSERE

Giorgia Reitani, Jens Schyth Brøndum, 

Linn Fletcher, Alexander Skjold Henriksen

og Mark Philip

Hjemmeside & billetter

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*