Anmeldelse: EN ANDEN KROP i Dansehallerne

 

Foto: Christoffer Askman

 

Vi ifører os skoskånere, før vi bliver ført indenfor i laboratoriet. Lyset er dæmpet og koncentreret omkring arbejdsbordene, hvor alt er sat frem til forskning og skabelse af liv.

Vi har bevæget os indenfor i Frankensteins værksted. Det er på én gang æggende og frastødende. Ligesom den efterfølgende forestilling af Anders Christiansen. Vi bliver placeret bag afspærringstape, som om vi er tilskuere til en trafikulykke, mens vi følger arbejdet med at skabe en menneskelig form ud af papmaché. Arbejdet, udført af en enlig mand iført kommunal arbejdskittel, bliver udført hurtigt og mekanisk. Snart efter er den kunstigt skabte krop færdig. Det gyser i mig, da den tunge papmaché-krop også får hoved og ansigtstræk. Noget vækkes til live. Måske en erindring?

 

Et rullebord køres ind mellem publikum, der viger til side. Op af en kummefryser hives en stor menneskeligende stoffigur, der sprættes op og fyldes med kartofler, før den syes sammen igen.

 

Enkelt og udtryksfuldt er scenografien skabt af Lise Klitten. Det hele akkompagneres af frysende flot eksperimenterende computermusik af Jakob Brandt-Pedersen. Lydgengivelsen er både smuk og voldsom. Musikken glider rundt om os. Den hvælver sig op over os, for i næste nu at ville begrave os i et brusende og tilintetgørende lydhav. Musikken tolker alle rummets stemninger og byder op til dans. En musette flyder gennem rummet. Gennem gemytligheden strømmer alt det andet: vanviddet, uhyggen, alt det uforståelige og ikke mindst den nysgerrighed som forestillingen nærer sig af. Det er den som leder os igennem, for hvordan skaber man liv? Hvordan giver man livet kunstigt videre? Hvad er liv – og hvad er et menneske? Der bliver ikke mælet ét ord gennem den 1½ time lange seance. For det er mere en seance end en egentlig forestilling.

Foto: Christoffer Askman

 

På magisk vis skifter lyset (designet af Michael Breiner) og en stor væg åbner sig ud til omverdenen, da et kæmpestort sort gardin lydløst glider til side og vi træder ud i en ny dimension – sådan føles det. For første gang inviteres vi til at sidde ned på en rigtig publikumsopbygning. Lidt efter falder jeg i søvn, kortvarigt. Måske var det min sidemands søvn, der lokkede mig væk fra forestillingen, men jeg oplevede det snarere som om jeg sov mig tættere på, for i det ordløse rum, hvor forestillingen udspiller sig, er man som publikum på konstant arbejde, for vi skriver hver især den historie som det er overladt til os at presse ud af den lyd- og billedstrøm, der strømmer imod os og tager os med. Det er både udmattende og krævende, men også uhyre inspirerende – og det hele værd. Slummer eller ej.

 

EN ANDEN KROP har det hele. Den er tung som en livløs krop og let som den livsånde, der forsøges at gives videre. Den er lige netop til stede i det øjeblik, hvor den døde krop vækkes til live. Lige der hvor jeg vækkes af min slummer og møder livet og dets barskhed i et kort frysende teatralsk øjeblik på en scene i Dansehallernes laboratorium, hvor alt kan ske.

 

Foto: Christoffer Askman

                                          ----------------------------------

 

Ide, koreografi og dans: Anders Christiansen

Scenografi og kostumedesign: Lise Klitten

Musikkomposition: Jakob Brandt-Pedersen

Lysdesign: Michael Breiner

Lys- og lydafvikling: Yaw Darko

Scenografisk assisent: Mira Vinzents

Scenografisk medhjælp: Magnus Klitten

Foto & videotrailer: Christoffer Askman

Yderligere musik: Yiddisch Mazurka

 

Spilleperiode i Dansehallerne:
18, 19, 20 & 23, 24, 25 august 2016

      Læs mere

MED OG UDEN FJERDRAGT (2)

 

Om musikken, sangen, dansen og kostumet til

MED OG UDEN FJERDRAGT

 

Uropførelse af den nô-inspirerede elektroopera, Med og uden Fjerdragt [frit efter Hagomoro]

 

 

Komponist og musiker: Jakob Draminsky Højmark

Librettist, koreograf og kogen: Mads Mazanti Jensen

Danser og koreograf: Peter Vadim

Sanger: Christine Schøtt

Kostume: Line Frank

 

Varighed: ca 20 minutter.

 

Operaen opføres på festivalen Med og Uden Smykker organiseret af Michael Svennevig, 12.+13. august 2016 i VerdensKulturCentret, Nørre allé 7, 2200 Kbh. N. Begge dage klokken 20:00.

Hvis vejret tillader det spilles på den udendørs scene i gården.

 
Yderligere information om festivalen.

 

 

 

'Med og uden Fjerdragt' er et nyt musikdramatisk værk, der bygger på denne traditions forkærlighed for sammentænkning af flere kunstarter.

Denne gang er det den elektroniske musik, den klassiske operastemme og bevægelsesperformance, der mødes i lyset af det japanske nô-teater.
 

En japansk 1300-tals månepige har mistet sin flyverdragt under et besøg på jorden – hvad gør hun, da hun får den tilbage? Danser lidt for den måbende jordbo!

 

Jakob Draminsky Højmark har i mange år undersøgt et helt særligt udtryk, hvor gentagne - og i princippet enkle og iørefaldende – intervalrækker anvendes med største kompleksitet. Her erstattes taktfornemmelse og veltempereret tonalitet af nuets rubatofornemmelser og elektronikkens glidende intonation. Gennemgående for hans arbejde med operaformen er at lade vestligt trænede klassiske operasangere og den æstetik - der tilhører dette kunstneriske udtryk - møde et moderne elektronisk univers. Ofte sker det med afsæt i den japanske nô-tradition.
 

I 'Med og uden Fjerdragt' udforskes for første gang live modulering af sangstemmen, hvilket åbner mulighed for både at nærme den vestlige solostemme nô teaterets korsang og at fremhæve dramaturgiske elementer i teksten eller for blot at forstyrre forestillingens øvrige aktører med sin særegne minimalistiske opløsning af tidsfornemmelsen.
 

Alle medvirkende har lange karrierer bag sig, hvor den musikdramatiske genre på forskellig vis er blevet endevendt til sit yderste:

 

 

'Med og uden Fjerdragt' er det ottende elektronopera-samarbejde (tidligere afviklede her til lands, i Spanien og i Japan) mellem komponisten Draminsky Højmark og operasanger Christine Schøtt, der igennem 17 år bla. har været fast tilknyttet kammeroperaen Musikteatret Undergrunden. Et ensemble der siden 1977 har udbred, udforsket og udvidet operagenren både pædagogisk og kunstnerisk.
 

Peter Vadim har igennem eksperimenterende bevægelsesudtryk afsøgt danserummets grænser og ikke mindst opløst disse ved at finde udendørs, hvor alle de traditionelle fire teatervægge er eliminerede. Han har desuden udviklet kortlægningskonceptet, "Koreografi på stedet", hvor han i feltet mellem koreografi og landskabsarkitektur arbejder med relationer mellem kroppen og dens sociale omgivelser.
 

Line Frank, scenograf og kostumedesigner, er indgået selvskreven i arbejdsprocessen med inspirerende kunstneriske input baseret på sin forkærlighed for - og store faglige erfaring og kompetence indenfor operagenren.

 

 

 Læs mere om teksten til 'Med og uden fjerdragt'.

 

SEND FLERE KRYDDERIER (2)

Tolerancen 3

MED OG UDEN SMYKKER 

2. blogtekst 

 

”Enkel kogekunst fra hele verden. Kom indenfor i Spiseriet & caféen, der tilbyder lækker mad med afsæt i etniske minoritets kvinders kogekunst.”

For knap to måneder siden lige efter åbningen i VerdensKulturCentret spiste jeg for første gang i Spiseriet og talte med Sara Stevens, der er den daglig leder. I går var jeg tilbage,for at høre hvordan det er gået siden - og for at smage mere af deres dejlige mad.

 

Jeg kom lidt i to. Der var flere der holdt møde i Spiseriets cafe, men jeg skulle bare sætte mig, så ville maden blive serveret. Jeg bestilte maden i lugen ud til køkkenet, hvor Fadimo Ismail fra Somalia tog imod min bestilling. Da hun fortalte, at maden var fra Pakistan kunne jeg ikke dy mig for at spørge, om den så også var fremmed for hende?

-Jo, svarede hun, men tilføjede så, at der alligevel var mange fællestræk for maden fra de forskellige lande.

Jeg tog plads på en af de lange træbænke i cafeen.

 

Forinden havde jeg talt med Lærke Drostgaard, der er køkkenlederog bedt hende fortælle lidt om, hvordan det var gået siden stedet startede.

Lærke Drostgaard (LD): -Det er gået fint. Det tog lidt tid at komme på plads i køkkenet, men nu har vi fundet os til rette - og vi har travlt. 

Michael Svennevig (MS): -Det er væsentligt større end det I kom fra i Blågårdsgade.

LD: -Ja, det er meget større. Men det er dejligt når vi har så mange kvinder i køkkenet. Det er skønt at have den ekstra plads, så vi har mulighed for at lave mange flere ting.

MS: -I har også udvidet åbningstiden.

LD: -Tidligere havde vi kun åbent fra kl. 12-18 og fire dage om ugen. Nu har vi åbent fra kl. 9-21 og seks dage om ugen. Så det er noget helt andet.

MS: -Er det åbent for alle?

LD: -Ja, man kan komme direkte ind fra gaden og spise frokost eller aftensmad her.

MS: -Men hvordan er det så gået?

LD: -Det er gået fint, men vi har haft lukket den sidste måned, hvor der har været sommerferie i huset, men nu har vi åbent igen.

MS: -Hvornår er der flest mennesker?

LD: -Til frokosten, ved 12-13-tiden har vi travlt. Og selvfølgelig ved vore cateringsselskaber, som vi har i weekenden ud af huset. Det er catering, som andre mest forbinder med os. Nu er det vor store opgave at vi bliver synlige som Spiseri og café. Derfor er det også godt for os at være med til VerdensKulturCentrets arrangementer, såsom festivalen MED OG UDEN SMYKKER i den kommende weekend. Det glæder vi os til.

 

 

Lidt efter kom Fadimo med maden til mig sammen med en kande vand, et glas og et sæt bestik holdt sammen af en hvid serviet. Maden var smukt anrettet. Den hvide kogte ris var placeret midt på tallerknen omgivet af den røde kikærtesauce med store saftige kyllingestykker. Pyntet med persille og koriander. Den sprøde, friske salat bestående at rødkål, agurk, gulerod, grøn salat og rød peberfrugt udgjorde tallerknens anden halvdel. Ingen dressing nødvendig der. Der blev serveret to skiver friskbagt brød til. Lækkert velsmagende brød. Ikke bare hvidt blødt franskbrød, men brød bagt af mel, der smagte af noget, og som på fortræffelig vis fuldendte det fine måltid. Tilbage i munden efter det mildt krydrede måltid bredte smagen af korianderen sig som en diskret og blød hvisken fra et fremmed land og en madkultur langt herfra.

*

Senere samme eftermiddag fik jeg en mail fra Sara Stevens, den daglige leder. Sara skrev:

”Vi har haft en rigtig god opstart i VKC. Vi har fået nye fantastiske muligheder for vores førhen lille spiseri i Blågårdsgade. Nu har vi mulighed for at afholde privatarrangementer med plads til 150 personer. Desuden er det nyt for os at lave mødeforplejning til VKC's brugere, og så er det virkelig spændende at være involveret i alle de interessante kulturarrangementer der bliver afholdt i spiseriet. Vi har fået nogle nye skønne kollegaer i huset - og   glæder os selvfølgelig til at stå for maden til MED OG UDEN SMYKKER i den kommende weekend.”

 

Hver dag under festivalen præsenterer SEND FLERE KRYDDERIER dagens menu før spisningen kl. 18-19. Der bliver også lagt billeder af dagens menu ud på festivalens FB-side fra morgenstunden af.

Dagens ret: 68,- kr.

Snacks: arabiske brødchips med krydderier og humus: 25,- kr.

Festival-tilbud: spisebillet til dagens ret - alle tre dage: 150,- kr.

 

 

- Smag f.eks den friske marokkanske myntete eller den krydrede somaliske te -

 

*

 

Læs det første festival-opslag om Send flere krydderier

Se deres hjemmeside – og Facebook

Læs mere om MED OG UDEN SMYKKER - FB

Se festivaltrailer

VerdensKulturCentret, Nørre Allé 7, 2200 København N.

Med og uden fjerdragt

 

"Med og uden fjerdragt"

- en danseforestilling om at være fremmed på Jorden,

akkompagneret af elektronisk musik og opera, 

frit efter det japanske nô-spil Hagoromo - Fjerdragten.

En pige fra Månen er havnet på Jorden.
Hun længes efter at komme tilbage til Månen,
men kan ikke flyve hjem uden sin fjerdragt, som er blevet væk.
Da hun genfinder fjerdragten,
danser hun en dans af taknemmelighed og glæde iblandet vemod,
og så "svæver hun mod fyrres toppe/
svinder til en prik deroppe/
båret op på bugtens vinde/
over Fujis hvide tinde-/
bag himlens vårdisdyne/
forsvinder hun af syne".

Medvirkende:

Peter Vadim Juhl Jensen (danser og koreograf),
Jakob Draminsky Højmark (komponist og musiker),
Christine Schøtt (sanger),
Line Frank (kostumier)
- og Mads Mazanti Jensen (oversætter og iscenesætter).


Læs mere om musikken, sangen, dansen og kostumet her.

I forbindelse med udgivelsen af

’Nô – 10 japanske nô-spil’

tidligere på året

præsenteres nu en scenisk bearbejdelse

frit efter det japanske nô-spil

Hagoromo - Fjerdragten.

Efter to års oversættelsesarbejde af Mads Mazanti Jensen, er det nu for første gang muligt at læse en af de største teatertraditioner i verden med udgivelsen af bogen ’Nô – 10 japanske nô-spil’. Det blev fejres med en reading på Sort/Hvid, hvor teksterne blev læst af Lars Brygmann og Bodil Jørgensen den 16. marts i Staldgade 38 i Kødbyen.

Det japanske nō-teater hører til blandt de største, levende teatertraditioner i verden. Alligevel har vi måttet vente i ca. 600 år på, at de libretti, som udgør nô-teatrets litterære fundament, kan læses i bogform på dansk. Men nu er det muligt. Efter to års arbejde med at oversætte de japanske værker, har oversætter, dramatiker og cand. mag. i japansk Mads Mazanti Jensen nu udgivet bogen ’Nô – 10 japanske nô-spil’, der gengiver nogle af de mest berømte nô-spil og introducerer læseren for en af verdens særeste og smukkeste teaterformer.

Nô-teatret er en af verdens største levende teatertraditioner, som med sin poesi og sit stiliserede teatersprog har påvirket den vestlige avantgarde op gennem det 20. århundrede.

Her følger sceneteksten til 
MED OG UDEN FJERDRAGT

                            
a
uden kræfter
hjælpeløs
opløst i en tåreregn
åbenbares tegn på tegn
på pigens fald fra himmeltronen
se, nu visner blomsterkronen
åh at se en månepige
rejse imod dødens rige
 
b
min kære himmels fagre sletter
skjult af dis der aldrig letter
blandt tåge og byger
på veje af skyer
blikket søger mit hjem
det når aldrig frem
 
c
åh skyernes færd
på min himmel så kær
hvornår vender jeg hjem
til himlen som dem
paradisfuglen, min elskede ven
paradisfuglen, min elskede ven
nu dør din himmelske stemme hen
og himlen fyldes af gæssenes gnæk
åh kunne jeg blot flyve med dem på træk
se, hjejler og måger
over bugtens vover
som var hver eneste sky deres rede
 
d
mens jeg er bundet til Jorden hernede
mens jeg er bundet til Jorden hernede

e

-   Mellemspil –
                             
f
Himmeldans til Østens Sang
Himmeldans til Østens Sang
nu går pigens dans i gang
uden ende uden bund
det siger man om himlen –
engang for længe siden
lagde tvende skaberguder
retningerne fast til ti
på denne vores Jord
mens himlen ingen grænser kendte
den kaldtes derfor himlen
uden ende uden bund
og Månepaladset
skabt med ædelstensøkse
står til evig tid
piger klædt i hvidt og sort
femten hvide femten sorte
sørger hver en måned for
Månens gang fra fuld til mørk
med deres himmelklæder
en af disse månepiger
er jeg selv

g
skønt jeg som alle
himlens børn
er frugt af Månetræet
som ingen mand kan kløve
er jeg nu delt
i Måne/Jord
og danser for en stund
en dans for jer på Jord
ja i hendes blomsterkrans
danser vindens farvedans
se, vårmiraklets blomster gror
på denne himmelfjerne Jord
en vind fra oven hindrer dragtens brug
så månepigen bli´r her lidt endnu
ved bugten hvor man klart kan se
Fuji-bjergets evigsne
åh vindens mildhed, havets blå
når gryet ta´r sin vårdragt på
himmel, Jord, hvad deler dem?
en helligdom bli´r udelt hjem
for dobbeltguder som bli´r én
bag helligt hegn af ædelsten –
Sol og velstand, enet, lige
velsignende vort kejserrige
Solens Rige – det til trods
skinner Månen ned på os
så længe der må gå
før pigen kan slå
sten til grus
med sit ærmes sus
så længe vil riget bestå

h

åh hvilken lyst
disse Sange fra Øst
med koto-, fløjte-, harpelyd
en ubetinget ørefryd
klinger os fra sky i møde
og Solens farver, dybe, røde
skænker Livets Bjerg sin glans
se, grønne øers bølgedans
som marker flydende i form
besmykket af en blomsterstorm
ja sneen falder fint i byger
fra hendes ærmer skabt af skyer

i

så rinder pigens tid på Jorden ud
og svøbt i fjerlet månepigeskrud
svæver hun mod fyrres toppe
svinder til en prik deroppe
båret op på bugtens vinde
over Fujis hvide tinde –
bag himlens vårdisdyne
forsvinder hun af syne

 

Læs mere:

Indgår i MED OG UDEN SMYKKER

og opføres ved to visninger dels til festivalåbningen fredag den 12.8. og den efterfølgende dag, lørdag den 13.8. Begge dage kl. 20. Forestillingen var knap 20 minutter. Der er gratis entré ligesom der er til resten af festivalen - og ingen tilmelding. Men kom i god tid!
 

Mød forfatter og journalist Malene Fenger-Grøndahl.

Foto: Søren Kjeldgaard

Mød forfatter og journalist Malene Fenger-Grøndahl på festivalen, når hun er i samtale om ”REJSEN” (Siesta, 2014) med den marokkanske forfatter Saida Benakrich, der bl.a. skriver:

 

 

"For der er uendelig langt fra den hverdag i den lille barndomsby Tetouan til den danske hverdag, jeg oplever nu, så det kunne skabe kaos i selv den mest velordnede hjerne. Det er, som om alle de tillærte normer, bestemt og formet af historie og kultur, og som har givet mening og farve til mit livsindhold, i det nye land opleves som værdiløse eller måske direkte i modstrid med det, der er almindelig praksis i Danmark. Nyt sprog, ny kultur og anden måde at omgå hinanden på og at kommunikere på. Kunne jeg være sikker på, at et kindkys betyder det, jeg tror? Kunne jeg egentlig være sikker på noget som helst? Slagte- og spiseregler, familietraditioner, vielser, særlige fridage og helligdage, speciel humor og en del andet som f.eks. noget så simpelt som det at gå over vejen. Med tiden lærer jeg, at trafik ikke bare er trafik. I Marokko indretter bilisterne sig efter fodgængerne, da man bare kan træde ud foran dem, når man skal over vejen. Men i Danmark bliver man med høj sandsynlighed kørt ned, hvis man går ud foran en bil, fordi bilisterne ikke er vant til det.

 

 

Jeg tænker, at hvis alt det, som Danmark står for, er rigtigt, så er alt, hvad jeg har lært og gjort indtil nu, forgæves, forgæves. Alt skulle læres igen. Alt skulle begyndes forfra. Og uden den daglige kontakt med familie, venner og naboer vokser følelsen af afmagt sig hurtigt stor.”

Hør samtalen mellem de to om aftenen på festivalens 2. dag, hvor Ulla Henningsen læser op fra bogen. Inden da har jeg en samtale med Malene om at arbejde med andres historier, for det er noget som Malene gør meget. Både faktiske og fiktive fortællinger. Det har bl.a. resulteret i Roma-monologen "Syng altid for dine børn, når de skal sove”, der til festivalåbningen fremføres af Karin Bang Heinemeier.

 

 

Foto: Karoline Liberkind

 

Ved samme lejlighed introducerer Malene den unge akkordeon-virtuos, Samson William Nenic, der er af roma-oprindelse.

 

Foto: David Blazek

 Derudover læses to af Malenes historier i serien "Tro håb og kærlighed". Den første "Tørklædet" læses af Poul Parsberg og handler om to lesbiske piger og det tørklæde som skiller dem. Det er allerede om fredagen.

 

"Passet", der læses af Marie-Lydie Nokouda, er om lørdagen, handler om radikalisering og det vi tror, vi ved - men som vi slet ikke kan være så sikre på alligevel. De to korte historier kan på overfladen synes at handle om noget fremmedartet og eksotisk, men handler nok mest om følelser, drømme og håb, som forener os alle, alene fordi vi er mennesker.

 

Anmeldelse: FRØ, en roman af Mads Nygaard

Fotograf: Tao Lytzen

Fridtjof går meget imod sin vilje ind på et værtshus. Han har ladet sig overtale, og der kaster en kvinde sig over ham – og de kommer til at danne par og får en søn sammen. For Fridtjof er værtshuse noget af det værste. Han er ansat i Frøkorpset, hvor han uddanner og træner unge frø-aspiranter ved at arrangere overlevelsesture for dem. Et tv-hold filmer Fridtjofs arbejde, og det er et scoop for dem, da han gakker ud for åbent kamera. Hans overordnede får afværget at det kommer med i den endelige udsendelse. Til gengæld bliver udsendelsen centreret om Rene. Rene har overhovedet ingen mulighed for at gennemføre overlevelsesturene, men hans kamp er godt tv. Det er da også Renes kluntede håndtering af en granat, der gør at Fritjofs lunger bliver perforerede, og det sætter en stopper for Fridtjofs videre karriere Frøkorpset.

 

 

Det er en historie om bristede drømme og store forhåbninger. Om knuste illusioner.  Slet og ret en historie om at være menneske - på godt og ondt.

Sproget er friskt og funklende, hårdt pumpet og overraskende. 

Det er ikke for ingenting, at det er nærliggende at sende den underfundige og originale norske forfatter Erlend Loe en tanke under læsningen. "FRØ" minder på mange måder om Loes ”Naiv.Super.” (1996)  - i form og udtryk.

Teksten trænger i blodet, hvor detonerer. Det er meget morsomt, fordi det er så tragisk.

 

Det er en mørk beretning drevet at et lyst tindrende blik på verden. Der er et håb og en fandenivoldskhed i teksten, der spilles op mod en udslettende nihilisme. Som om kampen om det gode og onde eller om lyset og mørket udkæmpes inde i hver enkel af romanens personer. "Frø" er på én gang både diffus og hårdslående. Morsom og dybt tragisk.

 

Det er vandkantslitteratur skrevet med blottede nerver og med et fast greb om sproget.

Er du i forvejen fan af Erland Loe, så grib fat i ”FRØ”, men gør det også alligevel. Det er en voldsom, men skøn beretning ude fra, hvor kragerne ender. Først efter læsningen forstår man fuldt ud, hvorfor de vender netop dér.