Tre forestillinger om at blive synlig, om generthed og fortabelse, og om at blive det, som man drømmer om. Karen Carpenter drømte om at blive jazz-trommeslager, men blev i stedet popsangerinde. Philip drømmer om at blive alt det han ikke er, og det lykkedes også, da han bliver til Harry Clarke. Calluns generthed forhindrer ham i at træde frem foran andre, og da han endelig gør det, får det katastrofale følger. Tre stærke historier om at blive noget andet end det man er - og ikke mindst om, hvad det kræver - og koster.
CLOSE TO YOU på Bremen Teater
Musikforestillingen CLOSE TO YOU er en hyldest til sangduoen og søskendeparret The Carpenters, der i 1970´erne toppede hitlisterne med sange som Top Of The World, There´s A Kind Of Hush, Only Yesterday, Please Mr. Postman, Yesterday Once More, Goodbye To Love og selvfølgelig Close to You, der startede det hele. Sangene var skrevet og arrangeret af broren Richard Carpenters og blev sunget af søsteren Karen Carpenter, der med sin uskyldsrene, nærmest overjordiske stemme sang sig højt op på poppens stjernehimmel. Det var pop helt igennem. Hverken mere eller mindre. Selv var jeg ikke direkte fan af dem, men deres sange fulgte mig alligevel gennem mange år. Men ved Karen Carpenters død i 1983, som bare 31-årig, var det slut. 13 år efter udkom det soloalbum, som hun indspillede før sin død, hvor det var muligt at høre hende fra en helt anden side.
Musikken virker i dag næsten sfærisk, og det er et skønt genhør. Musikforestillingen, der er på turné rundt i landet, er i høj grad en crowdpleaser i denne tid, hvor vi netop drømmer om at være tæt på hinanden,
men må nøjes med bl.a. at lytte til The Carpenters sange, der momentvist kan give os en følelse af samhørighed og nærhed.
Der var da også udsolgt til forestillingen på Bremen Teater. Musikken og
sangene rummer en forglemmelse, en romantisk drøm som det er dejligt at give
sig hen til for en stund. Især i denne tid.
CLOSE TO YOU er betagende. Eller rettere musikken er. Jeg sidder og får en klump i halsen over, at det er lykkedes at vække den til live igen. Linda Olofsson er uddannet på Göteborgs Musicalakademi, og formår på fortryllende vis at synge sangene, så jeg bliver helt let om hjertet. De er gengivet med et nærvær og en sårbar styrke så jeg må knibe mig i armen. Det er såre smukt og renhjertet, så længe sangene lyder, men ingenting varer evigt. Heller ikke i musikforestillingen CLOSE TO YOU.
Historien bag det musikalske søskendepar rummer alt, hvad der skal til af tragedie, sygdom og svigt for at kunne give en kontrastrig fortælling til sangene. Det er et fint fortællerisk greb at lade broren genfortælle historien om deres sange og liv, her 40 år efter, hvor sangene og den afdøde lillesøster vender tilbage og i et drømmesyn synger 20 af deres sange igen. Broren spilles og synges af Lars Oluf Larsen, der er uddannet skuespiller i 1985 fra Statens Teaterskole. Han har også skrevet manuskriptet efter en ide af Erling Mølgaard. Der er mange fine ting i forestillingen, men det er ganske uforståeligt, hvordan det alligevel er lykkedes at lave en så ringe sammenbindende historie. Så snart sangene forstummer, er magien væk.
Instruktøren, Troells Troya, har ikke haft en heldig hånd med teksten, for handlingen er forsøgt peppet op med gags og intetsigende overspil. Alt det smukke, ømme og meget, meget fine, som de to hovedrolleindehavere formår at tilføre de usædvanligt flot fremførte musiknumre, er som blæst væk i dialogerne. Når det så imponerende er lykkedes at mane sangene så krystalklart frem, at tiden nærmest står stille, hvorfor er den samme ægthed og tilstedeværelse så ikke tilstræbt i replikkerne? Den del af musikforestillingen bliver aldrig andet end blot et vedhæng til sangene. Historien har alt, hvad der skal til. Der er så meget tragedie og levet liv bag de smukke sange, men efter pausen lykkedes det kortvarigt, for der smelter fortællingen og sangene sammen, og det bliver muligt at fornemme, hvad det kunne have været, hvis skuespillet og teksten var taget lige så alvorligt som udførelsen af sangene er det. Den sammenkædende båndede interviewstemme lyder som en bilreklame, og det er synd. Især fordi den fungerer fint, når den efter pausen udspørger broren og bliver helt nærværende i spørgsmålet: ”Var hun nogensinde rigtig lykkelig?” Det må være et af de spørgsmål, som vi sidder tilbage med. Var det hele kun en drøm? Men musikken bliver stående og overstråler det hele. Det er imponerende, hvad de to hovedrolleindehavere formår med dem. Tiden kalder på musikkens lethed, det er noget vi har brug for i en tid som denne.
CLOSE TO YOU
Medvirkende: Linda Olofsson og Lars Oluf Larsen
Manuskript: Lars Oluf Larsen
Lyddesign: Søren Kyed
Idéoplæg: Erling Mølgaard
*
- er pt. på turné rundt i landet til og med 14.11.20
HARRY CLARKE i Bøssehuset
Det er simpelthen en god historie, og hvis det virker
genkendeligt, skyldes det måske, at det er en ofte fortalt fortælling, men det
bliver den ikke ringere af. Philip Brugglestein i David Cales monolog er som Matt Damon i The talented Mr. Ripley. De er begge
noget som de ikke ønsker at være, og antager derfor en anden persona. En bedre,
en større og en mere glamourøs. De forsøger at lægge fortiden bag sig for at
slippe fri af sig selv. I Cales HARRY
CLARKE er Philip genert og bliver allerede fra barnsben af faren beskyldt for
ikke at være dreng nok. Efter endnu én af farens overhalinger sker der noget
uventet, for Philip slår sig i tøjret, og slipper noget gemt løs inde i sig.
Hvor det kommer fra er der ingen der ved, for Philip begynder pludselig at tale
med en fin engelsk accent. Han er kun glad
og lettet over at slippe af med sin tøvende svaghed, for den nye persona kan
alt det han ikke selv tør. Mange år
efter manifesterer det sig igen, og bemægtiger sig ham endnu mere. Han bliver
en anden, og det ene ord tager det andet, og pludselig er det stærkere end ham
selv. Han har begivet sig ud på en glidebane, og det er umuligt at stoppe - og
han løber linen ud. Det, der startede som en lille hvid løgn, vokser sig
stadigt større. Derved er det også en
fortælling om fortabelse. Om at give slip på sin sjæl - og sig selv. Det er med
andre ord også en Faust-historie. Der er alt at vinde - og tabe.
Alene hans nye navn: Harry Clarke. Det rimer lidt på Harry
Lime. Carol Reeds hovedperson i ”Den 3. mand” spillet af Orson Welles, der på
samme måde laver mange forskellige beretninger om sig selv, så man bagefter må
spørge sig selv: hvem var egentlig Harry Lime?
Det samme kan man som tilskuer spørge sig om efter monologen, opført i Bøssehuset på Christiania. Jody Fish gør Philip/Harry umådelig
sympatisk, og i og med at vi får indblik i, hvordan det er startet, nærmest for
at beskytte sig og undslippe sin barndom, giver vi ham længere snor end hvad
godt er, for da han møder den rige familie Schmidt, indynder han sig og
begynder at forføre hele familien fra en ende af. Det er fortalt så neddæmpet, at vi næsten tilgiver ham, men uhyrlighederne bliver vildere og vildere, og det
moralske kompas er for længst slået i stykker, hvis det overhovedet nogensinde
har virket. Det er intenst og dygtigt instrueret af Joseph Sherlock.
Det er der kommet en betagende monolog ud af, der ikke overraskende også handler om generthed, og hvad der sker, når generte mennesker giver slip og slår sig løs. Det lyder måske harmløst, men det er skræmmende og meget forståeligt i denne engelsksprogede monolog.
HARRY CLARKE
Monolog
Spillested: Bøssehuset, Christiania
Datoer: 15th,
21st, 23rd, 24th, 27th, & 29th at 20:00 hrs + 17th and 31st at 17.00 hrs
Dramatiker:
David Cale (UK)
Medvirkende: Jody Fish
Instruktør: Joseph Sherlock
Teatertrailer (via FB)
THE SHY MANIFSTO i Bøssehuset
Det er en djævelsk velskrevet monolog af Michael Ross og instrueret af Jeremy M. Thomas, der senest også har instrueret den vellykkede nattevandring, Nattens Pibere. Teksten er vidunderlig, og den bliver leveret frisk og pågående af Daniel Neil Ash. Egentlig er det en trist fortælling, men den engelske humoren er så skarp og finslebet at det er oplagt at tænke at det kun fungerer, fordi det foregår på engelsk. Det gør næsten ondt at le, men det er også en overlevelsens latter. Den er der plads til mange gange undervejs. Callun er en bogorm, der meget hellere vil være alene med sine bøger end omgivet af mennesker. Han er ikke på Facebook, for det fordrer, at man har venner. Eller i hvert fald digitale venner, men han har ingen, hverken digitale eller virkelige.
Historien oprulles kun langsomt, og det er let at fatte sympati for denne indadvendte unge mand, der nærmest har gravet sig ned i sig selv. Selvfølgelig er det også et råb om hjælp, for ingen graver sig så dybt ned frivilligt, men det er også morsomt. På den der særlig engelske rå måde. Man skal holde ørene stive, for det går over stok og sten. Monologen er bygget op som en samtale med en filmende mobiltelefon. Det giver fin mening, for det ville næsten være for nøgent, hvis fortællingen skulle fortælles direkte til publikum, der er placeret hele vejen rundt om scenen. Tragikomisk er hans beskrivelser af, hvor oprørt han bliver, da Gil hilser på ham, for hvorfor gør han mon det? Der er aldrig nogen, der har hilst på ham før. Han er ikke sådan én man hilser på. Han beskriver at hans sidekammerat efter flere år stadig ikke ville kunne genkende ham ved en lineup efter en forbrydelse. Det er noget, som Callun for længst har affundet sig med. Det er bare en konstatering. Sådan er det at være ham. Det bliver værre endnu, da Gil, som alle er vilde med, næste gang hilser på ham med den meget mere familiære forkortelse: Call. Det er aldrig sket før. Det er mildest talt oprørende for Callun... For er der slet ingen grænse for, hvad man skal finde sig i?
Kort tid efter får han en mail, hvor Gil spørger om han
kommer til hans fest, og eftersom Callun ikke kan finde ud af at melde fra, er han nødt til at tage med. Han
vågner op dagen efter i Gils seng kun iført underbukser, som han har taget
omvendt på. Eller rettere har andre givet ham dem - omvendt - på, for alt det
generte er tilsyneladende gået fløjten til festen. Efterhånden som Callun får
refereret det han har gjort til festen, mister han fodfæstet. Selv kan han ikke
huske noget, men det kan alle andre. OM de kan!
Uden nogen yderligere overgang er vi sprunget 15 år frem i
tiden, og møder personerne igen. Callun går på Bournemouth strand og
samler skrald op. Han er blevet til absolut ingenting, og konstaterer tørt: ”Er
det ikke det, alle drømmer om... at gå rundt og samle lort op på Bournemouth Beach.”
THE SHY MANIFSTO
Monolog
Spillested: Bøssehuset, Christiania
Datoer: 16th, 17th, 20th, 22nd, 28th, 30th, & 31st at 20:00 hrs
+ 24th at 17.00 hrs
Dramatiker:
Michael Ross (UK)
Medvirkende: Daniel Neil Ash
Instruktør: Jeremy M. Thomas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar