søndag den 28. april 2024

Anmeldelse: LAURAS BOG af Linette Valerie Storm

 

Foto: Storm Unnerup. Bogforside: Anne Mousten.


LAURAS BOG er som en besværgelse, som at træde ind i et ritual, hvor der hviskes og tiskes i krogene. Kærligheden slår med fuld kraft alt og alle omkuld. Laura er en naturkraft. Hun er alt og intet. Hun er betagende, besværgende, fortryllende og altødelæggende. Hun giver og tager liv. Fortællerens eget navn, som hun deler med forfatteren, meddeles først sent i den ”autofiktive kortroman”. Det er slet og ret en roman. Autofiktiv eller ej, er ligegyldigt for mig, for det er dét, der står på siderne, der afgør om teksten virker. Jeg er ligeglad med, om det er selvoplevet eller ej. Jeg spørger jo heller ikke en skuespiller om, hun selv har slået et menneske ihjel. Det, som teksten afsætter i mig, i læseren, afgør det. LAURAS BOG er som en besættelse. Jeg kunne ikke lægge den fra mig. Det var som at træde ud i mørket og så lade sig falde. Det er det samme, fortælleren beskriver, at der sker efter mødet med Laura. På sæt og uvis er det en ret almindelig beretning om en altfortærende kærlighed, der brænder alt af. Det er glæde og tilintetgørelse i én gigantisk orgasme, men måden det er beskrevet på, gør det til en næsten magisk oplevelse.

Hver gang jeg tror at jeg ved, hvad historien handler om, rykkes tæppet væk under mig. Det er skrevet af en ferm beretter, der docerer sit stof som en fortræffelig fortællerske.

Intet er som det først synes, så derfor er det også synd at referere for meget af handlingen, men udgangspunktet er mødet mellem fortælleren og Laura. Laura giver og tager liv. Pludselig forsvinder hun tilbage til Sverige, hvor hendes plejefamilie bor, men de første 8 år, inden hun kom i pleje, taler hun ikke om og med god grund – og det hænger selvfølgelig sammen med hendes forsvindinger.

Det er en roman, som det er godt at blive klog på. Der er meget at lære om menneskelig adfærd. Den handler om kærlighed på flere planer. Man kan godt sige, at de to hovedpersoner lever helt adskilte liv. I hver fald i starten. Fortællerens egen familiære historie er heller ikke uproblematisk, men beretningerne om, hvordan hun og hendes halvbrødre knytter sig til hinanden er rørende. Stedfaren tyranniserer hjemmet, og Linette bliver en slags reservemor for de to drengebørn, der ellers bare ville have været overladt til sig selv i en voldelig opvækst. Med disse sideløbende beskrivelser og relationen til Laura, er romanen en fascinerende beskrivelse af kærlighedens væsen – og uvæsen. Men det er selve den besværgende fortællestil, der bærer den sælsomme beretning. Hvis tekste blev klippet til, kunne den sagtens opføres som monolog. For det hele lever og ånder, det er let at se det for sig. Personernes glæde, sorg og smerte står lyslevende frem. Det er betagende læsning.

Lige så svært det er for hovedpersonen at frigøre sig fra Laura, lige så svært var det for mig at frigøre mig fra romanen. Den rækker ud til sine læsere og holder dem i et jerngreb, der er ingen nåde. Det ender ikke godt, men sådan går det, når besværgelserne slipper op. LAURAS BOG er en livskraftig besværgelse, selv om livet ebber ud af den.

Uddrag fra bogen:

”Laura fortæller min historie ude at fortælle mig. Jeg er ikke Laura, Laura er ikke Laura, vi er alle Laura, men kun Laura taler. Hun bølger om mig som lyserøde candyflossskyer efter den første aften jeg møder hende.” (s. 7)

”Jeg er ikke bange nu, jeg er ikke bange når hun løsner kæberne og slipper en lyd, ikke en stønnende lyd, ikke et ord men en tilståelse af at hun ikke vil slippe mørket før vi er igennem det, det vil vende tilbage med sin mission og vi vil ikke kunne slippe det næste gang, og hun elsker mig altid mest, bagefter.” (s. 116)

 

LAURAS BOG af Linette Valerie Storm

Rebel With a Cause, 2023

164 sider


Læs uddrag fra de øvrige festivalanmeldelser:

 Mød Linette Valerie Storm 

og hør mere om romanen på den kommende festival.


Læs mere om festivalen

Ingen kommentarer: