Der er en
krybende uro og utilpashed, der straks indfinder sig, når vi kommer med ind i
lejren og siden videre ind i lejrkommandantens nærtliggende private bolig. Endnu
mere knugende er det at blive vidne til ægtefællernes knagende samliv. Til
sønnens skrig om natten og den natterædsel, han lider af. Dermed er brikkerne
sat op til det dødens skakspil, der kun kan opstilles så djævelsk udspekuleret
af en dramatiker. Godt nok er det Aleksa Okanovics romandebut, men han er i forvejen
en velanskrevet dramatiker.
Romanen gav
mig associationer til Kirsten Thorups ”Indtil vanvid, indtil døden” (2020,
Gyldendal), der har samme ærinde og på samme måde bringer krigen og nazismen
helt tæt ind på livet af læseren. Enhver distancering er umuliggjort. Det
bringer os så tæt på, at det ikke er til at holde ud. Det er bøger, der tager
livtag med mørket. Det er ikke muligt at undslå sig. Hvordan kan alt dette
vederstyggelige være menneskeligt muligt?
Det kan det! Det er den chokerende lære, der står tilbage efter
læsningen af begge romaner. I Aleksa Okanovics roman præsenteres vi for et
strindbergsk ulykkesridt, som ægteparret Sebastian og Isabella gennemlever
sammen med deres lille søn. De hidkalder en jødisk psykoanalytiker fra lejren,
og han iværksætter forskellige undersøgelser af sønnen. Adam, der er den
jødiske analytiker, har tidligere arbejdet sammen med Freud og forhandler sig
frem til en betaling for sine behandlinger. Det løskøber midlertidigt jøder fra
det allermest hårde arbejde i lejren. Hverken de eller Adam undviger deres
endeligt, der venter forude. Det er som Scheherazades fortællinger, der lidt
efter lidt, nat eller nat, forlænger livet lige en stund mere. Længere frist er
der ikke tale om. Det er en morderisk plan beskrevet uden formildende
omstændigheder i en djævelsk udspekuleret roman. Romanens undertitel er meget
rammende: ”eller mennesker er dyr, der handler med hinanden”.
Først havde jeg
fravalgt romanen, men en kollega introducerede mig for forfatteren og
forklarede, at han var så rar, og det faldt jeg for. For det ér forfatteren,
men ”den rare forfatter” har skrevet en roman, der aldrig bliver rar.
Tværtimod.
NATTERÆDSEL
er rædselsfuld god. Det er en bog, man ikke har lyst til at læse. Den er
djævelsk velskrevet. Så god faktisk, at det næsten ikke er til at holde ud.
Uddrag fra
romanen om at være ”normal” (samtale mellem Adam og Sebastian):
„Jeg har jo boet her i månedsvis,“ indledte Adam, „og jeg
har betragtet Dem. Jeg har nedskrevet en del af mine observationer i en bog,
der ligger i den kiste der. Rent fagligt er jeg blevet … hvordan siger man det
… overrasket, ja, og skuffet.“
„Skuffet?“
„Jeg har ikke observeret noget, der virker sygeligt, jeg kan
selvfølgelig tage fejl, eller jeg kan have overset noget, men jeg kan ikke se,
at De udviser tegn på sygdom. Hvis der er noget, der har chokeret mig i løbet
af de her måneder, er det, at De trodser alle tidligere antagelser om det onde.
De er ikke ond i den gængse forstand, De har, så vidt jeg kan se, ingen
sadistiske tilbøjeligheder, De slår heller aldrig Deres søn. De nærer en stærk
antipati for mennesker, der udtrykker sig fjendtligt, eller som benytter sig af
det, De ved gentagne lejligheder har kaldt for vulgær nazistisk retorik. Hvis
De virkelig er interesseret i en strengt faglig vurdering, ja, så vil jeg
konkludere, at De i det store og hele er normal.“
„Normal?“
„Ja.“
(side 311 M)
Hør også podcasten med forfatteren,
der medvirker på den kommende festival:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar