Anmeldelse: DØDSDANSEN 3.00 af Teatergrad

                                                               Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Teater er forførelse. 

DØDSDANSEN 3.00 er forførelse af fineste skuffe.

Strindbergs tekst slår gnister. Det er på én gang dødeligt selvudleverende og frydefuldt rørende. ”Det er synd for menneskene” siger Strindberg i ”Et Drømmespil”. Temaet går igen i ”Dødsdansen”. Det starter med en sang, og ender med en dans. En dødsdans.

                                                                                               Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Skuespillet er et kammerspil for 3 personer. Stykkets øvrige tre bipersoner er fjernet i versionen 3.00. Edgar er kaptajn. Hans hustru, Alice, er færing, tidligere skuespillerinde og 10 år yngre end ham. I sin tid gjorde han stormende kur til hende og hun afbrød sin teaterkarriere og giftede sig med ham. Til gengæld lovede hende at de skulle ud at rejse sammen. Det er blevet til fem ture og et samliv, hvor de hader hinanden glødende - nu på 25. år. 

                                                                                           Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Strindbergs ”Dødsdansen” kan koges ned til følgende: 

HUN: ”Jeg har altid hadet dig”. 

HAN: ”Jeg har hadet dig endnu mere!” 

Stykket er begsort. De taler ligefrem om ”kærlighedshadet”. Man kan ikke hade uden at elske. Dem man elsker tugter man, og i så fald elsker de hinanden glødende. Strindberg er evigaktuel, og problematikken i hans dramatik er eviggyldig, men sjældent er den opført med et så stort kunstnerisk overskud og glæde. Det er simpelthen sjovt og rørende, men også modbydeligt og ondt. Instruktøren og dramaturgen af denne ny-versionering (meget tro over for originalen) har arbejdet tæt sammen, og resultatet er bjergtagende. Iscenesættelsen er ypperlig og spillet er lige på og hårdt.

                                                                                                Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Festen er rammen omkring de scener fra et ægteskab, som vi bliver vidner til, og som foregår på gulvet imellem de fire langsider med spisende sølvbryllupsgæster. For som publikum bliver vi inviteret med til sølvbryllupsfesten for Alice & Edgar. Det er med fuld forplejning. Der skal synges, laves æresport, danses, skåles og råbes hurra. Undervejs skifter vi pladser flere gange. Sjældent har jeg hygget mig så meget. Jeg får talt med en ung kvindelig læge, der er i gang med at etablere sig som praktiserende læge uden for København og med moren til et multihandicappet barn, der er ved at forberede en udstilling om datteren. Det bliver endnu et lag, der lægger sig oven på forestillingens mange øvrige lag og beriger aftenen yderligere.

                                                                                                Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Edgar spilles af Ulver Skuli Abildgaard. Det er en stærk og gribende præstation, der kræver en spiller, der skiftevist skal være glad, jovial og altfavnende, for i næste øjeblik at være infam, dominerende og løgnagtig. Begge dele lykkedes til fulde, fordi Ulver Skuli Abildgaard er så dygtig. Det er en vidunderlig præstation, der i sig selv er det hele værd. Nem er rollen ikke, men den spilles med et så stort menneskeligt overskud og rig tilstedeværelse, at det skiftevist er både forfærdende og betagende at opleve. Over for ham spilles Alice af færingen Gunnvá Zachariasen, med lige så stor gnistrende smerte og sødme. De to er skønne sammen. Men hvad der er oprigtig smerte og livslede, og hvad der er fingeret skuespil i skuespillet er svært at hitte rede i. Sådan er det også for fætteren Kurt, der bliver spillet af svenskeren Matthias Hahne Thorbjörnsson. For det er svært at greje, hvad der er sandhed eller løgn. Det er betagende, fordi spillet er så stærkt og ægte. Der er ingen stilisering. Det spilles i øjenhøjde med publikum. Selv om vi flere gange undervejs jages til at danse og synge, hvad der under andre omstændigheder ville have virket irriterende og manieret, falder her naturligt på plads på denne festaften og bliver en naturlig del af den sølvbryllupsfest, som vi er inviteret med til. Det hele bliver fuldt til dørs af den skønneste vegetarmad, hvor den ene ret efter den anden pirrer smagsløgene som akkompagnement til det fremadskridende drama, som festen er bygget op omkring. 

Strindberg længe leve - og kærlighedshadet også - i hvert fald på teatret!

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

DØDSDANSEN 3.00

af Teater Insite (SV), Teater Tvazz (FO) 
& Teatergrad (DK)

Danske Studenters Roklub, 
Strandvænget 55, 2100 Kbh. Ø.

Originaltekst: August Strindberg

Ny-versionering/dramaturg: Sosha Teperowska (DK)

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann (DK)

Medvirkende:

Ulver Skuli Abildgaard (DK),

Gunnvá Zachariasen (FO)

og

Matthias Hahne Thorbjörnsson (SV)

Scenograf: Ilkka Häikiö (SV)

Kostumer: Isabel Skarby Hay (SV)

Menudesigner: Miia Suhonen (SV)

Kokke: Peter Öberg (SV) & Soniya Sjöberg (SV)

Producenter: 
Erika Lundvall (SV) og Christine Worre Kann (DK)

*

Tid & sted (DK):

5. & 6. februar: The Red Carpet i Vanløse

7., 8. & 9. februar: Danske Studenters Roklub, Khn. Ø.

11., 12. & 13. februar: Vartov, Kbh. K.

Forestillingen havde svensk premiere 
den 22. november 2018 og turnerede i Sverige i januar/februar 2019

- og tager til Færøerne i marts 2019.

Forestillingen spilles på dansk og fordansket svensk krydret med færøske strofer.

De tre teatre mødtes under Nordic Performing Art Days på Færøerne i 2016, hvor ideen til samarbejdet tog form.

*

Hjemmeside og billetter

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

------------

Tidligere anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2018:

Udvandrerne

Ikke uden min mor

2017:

Skjult nummer

2016:

En landsby på højkant

Forført

2015:

Husker du?

*

Anmeldelse: IKKE UDEN MIN MOR i Verdenskulturcentret

 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

76 kvinders beretninger om mor/datter-forholdet er samlet og bearbejdet til teater af Camara Christina Lundestad Joof (1988) i danskdansks dokumentariske forestilling IKKE UDEN MIN MOR. Med sin direkte henvendelse har det form af vidnesbyrd, der er lavet om til små spil og tableauer. Helt fritaget enhver patos og ganske uprætentiøst. Det er befriende nært og fortalt i øjenhøjde. Tilsat en neddæmpet musikalitet, der går lige til hjertet, værdigt og nærværende. Som små bekendelser, der vokser ud af intet, men som rummer meget liv.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

De fire medvirkendes spil er varmt og registrerende. Anne-Vibeke Mogensen (1953), Lotte Munk og Siir Tilif (1986, Tyrkiet) går gnidningsfrit i spil med musikeren, komponisten og sangskriveren Marie Louise von Bülow (1975). Man føler sig godt tilpas i deres selskab. Også selv om jeg som mand ikke ligefrem tilhører kernepublikummet til en forestilling om forholdet mellem mødre og døtre.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 

Den fri abort kom først i 1973. Det er utroligt at det ikke er længere siden. Generationerne spilles ud over for hinanden. Ærindet er at få sagt det hele. Alt det som vi normalt ikke hører om – eller selv taler om. Alligevel er det vigtigste det usagte. Ikke mindst som det kommer til udtryk i scenen mellem moren og datteren. Moren er tydeligvis skuffet over at datteren ikke læste videre og blev læge. At datteren ikke har udnyttet sine muligheder bedre, for moren vægter ikke datterens arbejde som PR-ditten og datten som noget særligt. Det usagte hænger tungt i luften mellem dem, at moren har ofret sig, for at datteren kunne gøre det, som moren ikke selv evnede at gøre. Det resulterer i, at datterren bliver led og ked af konstant at blive målt og vejet – og fundet for let: ”Hvor meget mælk skal du have, før det er betalt tilbage?” Der er regnestykker som aldrig går op, og derfor løber mælken over og havner på gulvet imellem dem.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 

Forestillingens tematik og musik kunne have været indspillet på en Trille-plade. Det er meget smukt sunget i forestillingen. Renfærdigt og blottet for en  hver sentimentalitet. Det er som at være tilbage i 70´erne, og det føles varmt og stærkt – og på en måde nostalgisk, selv om de skildrede konflikter og dilemmaer er tidsløse. Dog er meget blevet lettere. Fosterfordrivelser hos tvivlsomme kvaksalvere hører fortiden til, og godt for det. Når etnicitet bliver bragt på banen står tiden stille i scenen, hvor den somaliske mor ikke længere kan kende og vil kendes ved sin danske datter. De er ikke længere til stede i det samme univers. De rækker ud efter hinanden, men er adskilt af et florlet stykke stof. Det er en scenografisk smuk visualisering af deres adskillelse (af Sir Grand Lear). I det hele taget er det visuelle set-up imponerende enkelt. Det er en forestilling, der kan sættes op og spilles hvor som helst. Det er byrumsteater, sådan som Teatergrad definerer deres virke – og danskdansk er en del af Teatergrads vidtfavnende paraply.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 

Sandra Yi Sencindiver (medstifter af danskdansk i 2009 og Teatergrad i 2014) debuterer her som voksen-instruktør, og sørger for en varm stemning fra start til slut. Også når tematikken problematiseres. For hvordan er det at være mor, og tør man sige højt at moderskab slet ikke er for alle? At nogle børn hader deres forældre og nogle forældre hader at være forældre? Her er der rum og plads til alle fortællinger, og ingen er på forhånd dømt bedre end andre. Dermed munder fortællingen også ud i en forsoning, om ikke andet så i døden. Liv og død. Fødsel og død. Mor og datter træder dansen i Verdenskulturcentret. Det er så smukt at jeg selv som en mand bliver (be)rørt.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

IKKE UDEN MIN MOR

Premiere den 1.3.2018 i Verdenskulturcentret

danskdansk i samarbejde med Baltoppen LIVE, Helsingør Teater, Aarhus & Malmø

 

Medvirkende:

Anne-Vibeke Mogensen, Lotte Munk, Siir Tiif og Marie Louise von Bülow

Dramatiker: Camara Lundestad Joof

Instruktør: Sandra Yi Sencindiver

Dramaturg: Sosha Teperowska

Komponist: Marie Louise von Bülow

Scenograf: Sir Grand Lear

Ide & koncept: danskdansk

Co-producenter:

Baltoppen LIVE og Helsingør Teater

 *

Spilleperiode og steder: 1. - 17. marts 2018 + 31. maj – 9. juni 2018

1. & 2. + 14. & 15. marts 2018: Verdenskulturcentret

16. & 17. marts: Grannys House i Søborg

5., 7. & 10. marts: Baltoppen LIVE

6., 8. & 9. marts: Helsingør Teater

+ juni spilles i Aarhus & Malmø + CPH Stage

 Hjemmeside og billetter

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

 

Trailer 

*

Anmeldelser af tidligere Teatergrad-forestillinger:

Skjult nummer

Husker du?

Forført

En landsby på højkant

*