Viser opslag med etiketten 43 Bagateller. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 43 Bagateller. Vis alle opslag

torsdag den 25. juli 2019

Lyriske festivalstemmer V

Foto: Michael Svennevig.

Salim Abdalis nyeste digtsamling ALFABETMAGEREN er en svimlende tour de force af lyriske dimensioner. Hør Salim læse fra og fortælle om digtsamlingen på denne festivalpodcast og mød ham på festivalens 4. dag i Salonen på Østerbro, torsdag den 15. august kl. 19-21.

Her er et uddrag fra ALFABETMAGEREN

Som et bogstav
på flugt fra alfabetet
fremmed vind pustede mig
lige ind på pladsen
stavelsen skulle stemmes i.

I de nye sprog
jeg lærte i min omflakken
fylder længslen de fleste af
mellemrummene og
rimer på alle strofer.

Med sine syntakser
jagter alfabetet mig
når ordene nægter at
beskytte mig med blot én
meningfuld sætning.







Foto: Hugin Eide.

Katrin Ottarsdóttir har skrevet digtsamlingen FINDES DER KOBBERRØR I HIMLEN (2016), novellesamlingen I AFRIKA ER DER MANGE SØDE BØRN (2017). 43 BAGATELLER er hendes nyeste samling af kortprosa. Hør hende fortælle og læse op her på festivalpodcasten 
og i Salonen på Østerbro, på festivalens 4. dag på Østerbro
torsdag den 15. august 2019.

Her er et uddrag fra HAVVAND fra 43 BATELLER:

"Hun vågner af drømmen, badet i sved. Så husker hun det: Han er død, har allerede været død i fem år. Men han står trofast hos hende, hver nat, enten som en svag fornemmelse eller helt vikelig. Lige nu er han dryppende våd, som har han ligget længe i havet. Duften af frisk havvand er stærk. Pudsigt! Ham der altid var så bange for vand. Hun elskede at svømme i havet som ung, han ville ikke engang stå barfodet i vandkanten. Hans mor kunne være meget hårdhændet, når hun partout ville have ham med ud at svømme, da han var dreng, og han fik vand i ansigtet og i næsen.
Men hvorfor står han der, men har han glemt, at hun hader, når det bliver snavset omkring hende? Hun smiler ad sig selv. Hun er stadig en meget utålmodig kvinde. Hvad vil han hende? Hun prøver jo at vænne sig til, at han er væk, at han ligger ude på den forblæste kirkegård, som hun aldrig besøger.
Da han begyndte at dukke op i soveværelset, hamrede hendes hjerte voldsomt, men hun sagde til sig selv, at det jo var ham, hendes elskede. Ikke noget at være bange for..."




onsdag den 17. juli 2019

Mød Katrin Ottarsdóttir, færøsk filminstruktør og forfatter

Foto: Hugin Eide.

Vi mødtes i Nordatlantens Brygge til visningen af Katrins debutfilm ”Atlantic Rhapsody” (1989), der var den første færøsk producerede film. Siden er det blevet til mange andre bl.a. ”Bye, Bye Bluebird” (1999), der er en roadmovie, der foregår på Færøerne, ”Ludo” (2014), der er et næsten ordløst kammerspil og tre portrætfilm bl.a. med den færøske digter Joanas Nielsen. 

Mød Katrin på den kommende festival - og på denne 17. festivalpodcast, hvor hun bl.a. fortæller om novellesamlingen ”43 Bagateller”, som Katrin debuterede med i efteråret, men faktisk er det den fjerde bogudgivelse, men den første som er skrevet direkte på dansk, mens de øvrige har hun oversat fra færøsk. 




”43 Bagateller” består af 43 korte fortællinger, der skærer sig dybt ind i kroppen. Et par er overraskende  muntre, mange er dobbelttydige og langt de fleste er begsorte og afgrundsdybe. Det er skæbnefortællinger, der med få ord opridser et helt univers for læseren. Det er ualmindelig stærkt skrevet. Med stor sproglig økonomi og med en afgrundsdyb menneskelig indsigt. Det er skræmmende godt præsteret. Vi mødtes for at tale om film, digt og prosa. Det blev til en samtale, der udspandt sig fra Nordatlantens Brygge og til Hedehusene med mange færøske afstikkere.


Den indledende lydmosaik er fra debutfilmen ”Atlantic Rapsody”, mens resten er fra soundtracket til ”Ludo”, der er komponeret af Sune Kølster, der har givet lov til at det kan blive gengivet på podcasten her.




Mød Katrin Ottarsdóttir 
på den kommende festival MØD VERDEN
hvor hun fortæller og læser op fra "43 Bagateller", 
når hun medvirker på festivalens 4. dag i Salonen på Østerbro
torsdag den 15. august kl. 19-21.


Facebook: 
- og den 4. festivaldag.