Foto: Per Morten Abrahamsen ("Grænseløst")/ Jan Vesala ("The Laughing Crowd")
Oplev to forestillinger, hvor der i den ene ikke er noget at grine af, mens der i den anden grines fra start til slut. To forestillinger der handler om grænser mellem mennesker og grænser for morskab. Oplev GRÆNSELØST af Mærkværk på ZeBU og THE LAUGHING CROWD på Skuespilhusets Lille Scene. Anne Gry Henningsen og Antoinette Helbing er ude i forskellige ærinder, men fælles for begge er, at de er nysgerrige og forsøger at forstå, hvad det vil sige at være mennesker. Det er grænseløst nært og latrende fjernt.
Foto: Jan Vesala.
THE LAUGHING CROWD
på Skuespilhusets Lille Scene
8.-14. januar 2024
Da vi træder ind på Lille Scene i Skuespilhuset bølger en masse lyd imod os. Der er en let dis oplyst af lysende rør ophængt i forskellige højder. Nogle over os, mens andre er helt nede i i siddehøjde. Midt i det sortmalede rum står to kvinder og batler med latteren som våben. De lægger hovedet tilbage og latrer alt hvad de kan. Da vi træder ind er de allerede langt inde i en latter-duet, hvor de skiftevist slynger latteren imod hinanden. Frem og tilbage. De er iklædt spraglet tøj, der leder tankerne hen på noget klovnet, der også understeges af deres sminkning.
Forinden har vi på engelsk fået at vide, at der er ingen faste pladser. Vi kan sidde lige hvor vi vil på de sorte og hvide taburetter, der er anbragt vilkårligt rundt i lokalet. Vi kan flytte os rundt undervejs som vi vil. Det står os frit for om vi vil sidde, stå eller gå rundt. Det er et levende rum vi træder ind i - og sådan føles det også. I starten koncentreres al opmærksomhed omkring de to latrende kvinder i midten. Langsomt glider vi som publikum ind og sætter os til rette.
Men THE LAUGHING CROWD af Antoinette Helbing handler slet ikke om at sætte sig til rette. Latteren slynges lidt efter imod os fra mange steder, da de 9 medvirkende (inklusiv koreografen selv) langsomt træder i karakter. Eller det gør de netop ikke. De er den leende flok, der som gøglere forsøger at få os til at le. Egentlig foregår der ikke noget morsomt. Der er ingen morsomme optrin. Ingen komik. Kun latteren selv.
Latter uden morskab er en underlig størrelse, for den har intet afsæt. Latter gør noget ved os og kan være lige så engagerende, insisterende og enerverende som barnegråd. Eller næsten. Den er meget svær at sidde overhørig. I starten er vi der bare som observatører, for når vi ikke bliver inddraget i det morsomme, sidder vi udenfor og kigger ind som laboranter i et laboratorium. De optrædende er forsøgsrotter i et eksperiment. Eller måske er det os, der er det?
Jeg betragter deres latter og noterer mig, at overgangen fra latter til gråd er minimal. Den transformation er der flere af de medvirkende, der mestrer gribende, og langsomt sker forvandlingen, for på et tidspunkt glider jeg ind i latteren og tager den på en måde på mig. Det er ikke noget jeg er mig bevidst, men rummet og latteren tager mig med og jeg træder ind over en tærskel, hvor jeg selv bliver en del af den. Men alligevel ikke rigtig, for det ville betyde at de medvirkende inviterer mig med, og det gør de ikke. De smyger sig rundt imellem os, puffer til os, slingrer forbi og læner sig ind os og ruller tæt forbi, men inviterer os med ind i deres morskab gør de ikke - og det er heller ikke meningen. Vi forbliver tilskuere, der kun tilsyneladende er med i det, der foregå. Godt nok rækkes der ud efter os, men det er bare på skrømt. Der er de optrædende og så er der os, de betragtende.
På et tidspunkt tager latteren over på en uventet måde - og det er en gave fra publikum. Da spillerne er faldet til ro efter en støre latterorkan, er der to kvinder i den ene side, der er blevet smittet af latteren og fnis bliver til undertrykt latter. Den ene af dem vender sig væk for at forsøge at bremse latteren, men det er umuligt og hendes veninde griner med. Ikke frit og højt, men undertrykt og forbudt. To andre kvinder i modsatte side fanger latteren og den breder sig i dem. For en stund udviskes grænserne mellem dem og os, og vi blev alle med i en fælles latter. Dog med den undtagelse, at der egentlig ikke er noget at le af.
Hvorfor ler vi? Det er lettest at forklare med, at vi oplever noget sjovt og latteren bryder frem i os som en reaktion på det. Men det er meget mere komplekst, for vi griner også, når vi er usikre og ikke ved, hvordan vi skal reagere. Smilet og grinet er også en maske eller en facade som vi holder op foran os, når vi bliver usikre. Mange smiler, når de ikke ved, hvordan de ellers skal reagere.
De medvirkende samles midt i rummet. De ligger ned, rejser sig langsomt og synkront slår de sig på lårene af grin, men uden lyd, før de igen går i stå, fryser fast som fanget af tiden, før de lydløst griner og bevæger sig videre i slowmotion.
Vi er på rundrejse i latterens rige, men bliver aldrig rigtig budt indenfor. Vi er med på en udforskning af latterens væsen, men får aldrig lov til at le med. Det er heller ikke meningen. Vi bliver stående udenfor og banker på - og får lov at titte ind i det sjove land, hvor de andre er, men uden at blive budt indenfor. Vi er med og alligevel ikke. Det opleves som at træde ind i et lokale, hvor der lige er blevet fortalt noget morsomt som alle andre ler af, men selve vittigheden får vi ikke lov at høre.
Det er fascinerende at opleve, hvor kort afstand, der er mellem latter og gråd, hvor kort afstand, der er mellem de optrædende og os - og hvor lang afstand, der er mellem at forstå og at opleve. Vi forstår ingenting, men får lov til at opleve det hele. Antoinette Helbing inviterer os med på en forunderlig og forstyrrende rejse frem mod et sted inde i os, som vi måske aldrig har mødt før. Vi er sammen rejst afsted, men oplever det vi ser meget forskelligt. Lidt som at befinde sig i et tog, hvor alle sidder helt stille for sig selv, mens der uden for passerer et andet tog, hvor alle fester og synger. Oven i det er der den smukkeste afslutning, der ikke skal afsløres her. Med sig på scenen har Antoinette Helbing: Birgitte Skands, Daniel Norback, Max Wallmeier, Andreas Haglund, Jakob Schnack Krog, Nanna Stigsdatter Mathiassen og Thjerza Balaj. De er kostumeret af Inbal Lieblich. Komponist er Randi Pontoppidan. Lysdesigner er Carina Backman. Senest kunne Antoinette Helbing opleves med det fascinerende værk THE MIRROR PROJECT. Denne gang indgår hendes nyeste værk i K:Select, der et samarbejde mellem Det kongelige Teater og Statens Kunstfond om at styrke udviklingen på tværs af strukturer, genrer og til gensidig inspiration i det danske scenekunstmiljø.
THE LAUGHING CROWD
på Skuespilhusets Lille Scene
8.-14. januar 2024
K:Selekt
1 time
Fra 15 år af
Koreograf: Antoinette Helbing
Performere: Birgitte Skands, Daniel Norback, Max Wallmeier, Andreas Haglund, Jakob Schnack Krog, Nanna Stigsdatter Mathiassen, Thjerza Balaj og Antoinette Helbing
Stand In: Katrien van der Velden
Dramaturg: Naya Moll
Komponist: Randi Pontoppidan
Sound Designer og Teknikker: Emil Vodder Kristensen
Lysdesigner: Carina Backman
Kostume Designer: Inbal Lieblich
Producent: My Marie Nilsson
Administration: Dorte Burmester/B&W Art and Support
Dramaturgisk Praktikant: Eglė Nešukaitytė
Forestillingsbillede: Jan Vesala
Forestillingen er støttet af Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg og Musikudvalg, København Kommunes Scenekunstudvalg, Wilhelm Demant Fonden, Augustinus Fonden, Dansk Skuespillerforbund, Dansk-Svensk Fonden, Aage og Johanne Louis- Hansens Fond and ISLAND CONNECT Residency Program.
*
GRÆNSELØST
Gæstespil på ZeBU
af Mærkværk
1.-13. januar 2024
Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Det burde slet ikke kunne lade sig gøre at lave en forestilling om grænser og grænseløs adfærd for unge. Men det beviser, at hvis man gør det på den rette måde, er der ingen grænser for, hvad man kan.
Efter en ide af Anne Gry Henningsen har de to dramatikere Lin Melkane & Josephine Eusebius skrevet en tekst, der er gnistrende instrueret af Mikkel Løvenholt Reenberg, hvor alting lykkes. Det er sjældent at det lader sig gøre. Der er ikke en eneste mislyd. Anne Gry Henningsen er selv på scenen som Alice i et veloplagt sammenspil med Morten Klode som Elias. De er venner. Bedste venner, men hvordan respekterer man hinandens grænser, hvis man ikke kan mærke sine egne grænser eller andres? Jo, man mærker det, men måske først, når det er for sent.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Vi er alle forskellige og det er spændende - men også svært. Det rummer mange udfordringer. Grænserne er selvfølgelig svære og udefinerede over for dem man ikke kender, men nogle gange endnu sværere over for dem man kender rigtig godt. Det er et mineret område, og forestillingen lykkedes med at give gode sigende eksempler på, hvordan man kan navigere i det vanskelige farvand. Endda uden at det på nogen måde virker skematisk eller postuleret. Alle klichér undgås og der gås til det på mange nye, overraskende måder.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Handlingen er i og for sig enkel. Den starter i 4. klasse, hvor Elias gerne vil være venner med Alice. Kontakten mellem de to knyttes, da han foreslår klassen, at Alice skal løbe om kap med Pelle, der på en eller anden måde ikke rigtig passer ind i klassen. Hvis Alice vinder skal han gå ud af skolen. Hvis Pelle vinder får han lov til at blive i klassen. Det er jo bare en leg. Alice er den hurtigste i klassen, så hun kan da godt løbe, men da hun har klipklapper på, tager hun dem af og løber barfodet - og kræver at Pelle gør det samme. Alice vinder, klassen jubler og tilbage står Pelles røde gummisko, for i mellem tiden er han forsvundet - og de ser ham aldrig mere. Men gummiskoene ender i en pose hjemme i Alices skab, som en dårlig samvittighed, hun slæber med sig videre.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Så enkel og alligevel meget kompleks er udgangspunktet. Det samme gentager sig på en måde nogle år senere. Det ene ord tager det andet, og hun får igen ikke sagt fra. Men ender alligevel med senere at få fortalt, hvordan hun oplevede det. I scene, hvor de to venner igen mødes og forsøger at genoptage deres venskab, må de flere gange afbryde sig selv med ordene: "Nej, det går altså ikke, kan vi ikke godt begynde forfra." Det gør de flere gange, for de forvilder sig hele tiden ind i mentale blindgyder, hvor de får låst sig selv og hinanden fast. Hvor tit har vi ikke alle ønsket os, at vi kunne spole tiden tilbage, fordi det ene ord tog det andet og det hele endte helt forkert. Det gør det også for Alice og Elias, men de spoler tilbage og lidt efter lidt får de blotlagt, hvad det egentlig handler om. Det er dybt fascinerende og meget lærerigt for alle i alle aldre.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Samtidig er det et meget værdigt portræt at Elias. Der er ingen skurke eller helte. Alice og Elias er to rigtige mennesker. De er langt fra perfekte. De har fossede kanter og følelser, og har svære ting og følelser som de hver især tumler med, ligesom vi alle har, men sammen når de i land og det sker på en rørende, naturlig måde.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, men det sker i MÆRKVÆRKs meget fine forestilling GRÆNSELØST. Indrømmet, så havde jeg nogle forbehold inden forestillingen, for jeg orkede næsten ikke at høre mere om emnet, men det blev straks blæst væk. Ikke mindst fordi jeg ved fra nogle teatrets øvrige forestillinger at de kan noget ganske særligt.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Anne Gry Henningsens er også teatrets kunstneriske leder. Der er noget over hende. Noget kantet og usikkert, der bliver helt rigtigt, når hun står på en scene. Ikke mindst i samspillet med Morten Klodes Elias. Men jeg har oplevet det efterhånden i flere forskellige forestillinger. Det er noget hun har med sig, der gør hende interessant på en scene. Det er noget uforbeholdent, en slags kæk usikkerhed, der virker så ligetil i samspillet med andre - og endda ekstra fint med Elias i GRÆNSELØST. De to figurer har en vidunderlig tekst - og samspillet er betagende. Scenografien af Siggi óli Pálmason er meget enkel. Den er nærmest ikke eksisterende. Det er dejligt, at det er så enkelt som overhovedet muligt, men samspillet mellem lyssætningen og scenografien virker klodset, for spillerne bruger (for) megen tid på at rette lamper til, forbinde ledninger og tænde og slukke for dem. De har to forsølvede måtter som de ruller ind og ud i en uendelighed. Det støjer rent visuelt og virker overflødigt, eftersom resten er så forunderligt. Men ethvert perfekt maleri skal have en lille skønhedsplet.
Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Det virker så overvældende og ærligt, at jeg som publikum bliver helt tryllebundet - ligesom de unge gør. Efter forestillingen bliver vi alle siddende. Ingen havde lyst til at rejse sig. Hele seancen, både det der udspandt sig på scenen og relationen mellem spillerne og publikum blev ridset op fra starten, og det var med til at sikre trygheden, så det gav mulighed for at bevæge sig ind i det følelsesmæssige minerede område. Måske er det en vigtige grund at det lykkedes så fint. Det er godt at sætte grænser op for vores måde at være sammen på
Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
GRÆNSELØST
Gæstespil på ZeBU
af Mærkværk
1.-13. januar 2024
Medvirkende:
Anne Gry Henningsen & Morten Klode
Instruktør:
Mikkel Løvenholt Reenberg
Dramatikere:
Lin Melkane & Josephine Eusebius
Scenograf:
Siggi óli Pálmason
Lysdesigner:
Flora Brandt
Komponist & lyddesigner:
Thomas Dinesen
Skrædder:
Sigrid L.H. Pedersen
Produktionsledere:
Karen Hal Gerup Hermansen & Lasse Hal
Instruktør -og produktionsassistent:
Katharina Adrian
Scenografisk assistent:
Johanne Maise Hal Hedeskov
Grafiker:
Robin Neil Hart
Kommunikation & turné:
Janne Hovmand Storm
Producent:
Kenneth Gall
*
Tidligere anmeldte forestillinger af MÆRKVÆRK:
2023:
2020:
2017:
