Vi ledes indenfor, parvist, hvorefter
døren lukkes bag os og vi er overladt til mørket. Ikke bare et
tilnærmelsesfuldt mørke, men et totalt mørkt mørke, hvor man ikke kan se en
hånd for sig. Uden flugtveje. Ved at holde min hånd på vejviserens skulder
foran mig bliver vi ledt hen til vore pladser, hvor vi famlende sætter os og forsvinder
helt ind i mørket. Ja, nærmest falder ned i det. Sådan føles det. Det er som om
mørket ikke holder op, men bare får mig til at falde længere og længere ind i
mig selv. Jeg udkæmper en kamp med mig selv, for det er som om jeg er ganske forsvarsløs
der i mørket. Som at blive efterladt på en øde ø. Ligesom RYGEREN i den lyd-dramatiske
forestilling af samme navn, der også er ladt alene tilbage sammen med Nero, der
er hans computerstyrede stemme i ensomheden. Alt mens der udenfor patruljeres og
fra tid til anden foretages husundersøgelser som på bedste Bladerunner-vis for
at arrestere afvigende individualister som RYGEREN. Vi befinder os i et
fremtidsscenarie, hvor rygning for længst er blevet forbudt. I stedet får alle
indopereret kunstige lunger, men RYGEREN vil ikke give sig, og vil ikke overgive
sig til det nye fællesskab, og man forstår ham godt, for parolerne: ”Vi passer
på dig” og ”regeringen tager ansvar”… klinger faretruende fastoidt. Stykket er
skrevet før coronaen, men er siden blevet overhalet af virkeligheden. Den
skildrede futuristiske virkelighed er på sin vis i mellemtiden pludselig rykket
meget nærmere.
Rygeren inhalerer og danser
til musikken, som han gerne vil have skruet højere op, selv om Nero fraråder
det for at forhindre andre i at høre det, og derved afsløre skjulestedet.
Resten ville være synd at afsløre
her, for altid opleves så intenst i mørket, som om handlingen fødes ud af
mørket, og det skal have overraskelsens fulde kraft, for det er en stærk
oplevelse, når vi tages med til en fremmed verden, i jagten på et menneske, der
kan give en ny lunge. Det sker selvfølgelig ikke frivilligt, og hvordan det går
for sig er hele rejsen værd ud igennem mørket. Tiden
går hurtigt, så da den ½ times forestilling slutter, er det ganske
overrumplende. Det er svært at blive efterladt så dybt inde i mørket, men endnu
sværere at finde tilbage til lyset. Bagefter står vi fortumlede og plirrer med
øjnene mod det lys, som vi forlod en ½ time tidligere.
Rejsen ind i mørket handler
i høj grad om at turde, om at give slip – og om at give sig selv lod til at
falde. Til at glide – og til at tage imod oplevelserne i faldet. Det er uvisheden,
der breder sig ud omkring os. Det er som om det forstærker de enkle billeder, som
fortællingen berettes med af de to spillere, der er henholdsvis Rygeren og
Nero. Der er yderligere to personer med, men de får aldrig mæle, og bliver
derfor ikke så nærværende, selv om den ene af dem kommer til at afgøre
hovedpersonens videre skæbne.
Fortællingen ender åbent, og
på sin vis bliver vi efterladt alene i mørket med en halv fortælling, der er
sikkert plantet i os, og som er godt i gang med at bore sig ind i vores
underbevidsthed. Helt derind, hvor vi er mest forsvarsløse. Lydindtrykkene
ledsages af enkelte dufte.
Martin Ammundsen, der både
er dramatiker, instruktør og skuespiller, sekunderes i forestillingen af Basse
Dam. De har tidligere arbejdet sammen i andre forestillinger – i fuldt scenelys
(bl.a. ”Vikingernes konge”). Dette er endnu en af teatrets forestillinger – i mørke. Det
startede med ”Mænd der tror at de har ret” (2018),
bagefter fulgte ”Pletten”, "Hudsult" og nu ”Rygeren”. Det er oplevelser ombølget af
mørke. Den første var så makaber, at der ikke var mange overlevende bagefter, mens ”Rygeren” handler om overlevelse. Det er
fascinerende at begive sig ind i mørket med "Rygeren" og Teater LUX, men det er
ikke ufarligt – og det er ikke alle der overlever.
RYGEREN
Teater LUX på CPH STAGE
Dramatiker/instruktør:
Martin Ammundsen
Lydscenografi: Mathias
Rosenkilde.
Medvirkende: Martin
Ammundsen & Basse Dam.
Varighed: 30 min.
Teatrets Facebook-side
Se forestillingen under CPH STAGE,
den 31.5. & 1.6. Begge dage kl. 19.00.
Tidligere anmeldte Teater LUX-forestillinger:
Mænd der tror de har ret (2018)
*
Se oversigten over de
117 andre anmeldelser
*
