.jpg)
De to mænd på scenen præsenterer sig med deres rigtige navne: Samuel Gustavsson & David Tholander. På en indsat lydoptagelse præsenterer de øvrige medskabere af forestillingen sig også. Det er en lille overrumplende introduktion til det mysterium vi skal møde. De to beretter om deres fascination af historien om de 9 forsvundne bjergbestigere, der omkom under mystiske omstændigheder i Dyatlovpasset i Uralbjergene i 1959. Man ved fortsat ikke, hvad der skete med dem. Man fandt deres frosne kroppe og kunne konstatere, at de havde lidt en voldsom død, som om de havde været ude for en trafikulykke. De havde svære indre kvæstelser og var radioaktive, men hvad der egentlig skete, ved man fortsat ikke.
"Snowdrops" er en afsøgning af det, der kunne være sket. En slags rekonstruktion, hvor vi tages med på rejsen. Det er blevet til en underlig fascinerende forestilling. Den er helt uden hoved og hale, og helt uden start, midte og afslutning. Den er så mystificerende, at det grænser til det uforklarlige, men det er netop midt i denne uforklarlighed, at forestillingen finder sin puls og vi bliver fastholdt i en overraskende intensitet. Når forestillingen forekommer allermest tåget, bringer den os med sig ind i en billedverden, hvor alting antager nye former og betydninger.
Det er forestillingens fortjeneste, at den formår at fascinere os, selv om vi intet aner om, hvor vi bliver ført hen. Det gælder om at give slip og følge med. Det nytter ikke noget at stritte imod, der er ingen vej udenom. Det er individuelt om man kan lide at bliver ført af sted uden at vide noget om, hvor rejsen går hen. Selv synes jeg, at det er spændende, men det er også krævende. Det fordrer, at publikum bliver medskabere af den magi, der opstår på scenen. På sin vis er det en slags trylleshow, så forvent ingen forklaringer. Heller ikke i denne anmeldelse, for det ville stjæle forestillingens helt egen svævende logik.
Det man ikke forstår, får vi forærende som overraskende scenebilleder, hvor diverse objekter ved hjælp af gammeldags snoretræk hejses op og blive til svævende objekter afskåret fra den normale tyngdekraft. De to medvirkende bliver, i løbet af forestillingens én time lange spilletid, til hårdt arbejdende scenearbejdere, der præcist og omhyggeligt sikrer, at alt kommer til at fungere. De hiver og trækker i det synlige snoretræk, der går hen over scenen. Det griber fat i stof og objekter, der hejses op og danner overraskende scenebilleder. Det er ikke noget, der på nogen måde gør os klogere, men det fører os ind i en forunderlig verden, hvor vi måske/måske ikke kommer tættere på mysteriets opklaring.
Vi følger deres arrangering af det vi skal se, uden at ane noget som helst om, hvad der venter. Den slags forløb og situationer rummer forestillingen mange af. Det er en udfordring af tålmodigheden, men det er samtidig også en del af forestillingens sceniske sprog, at vi hele tiden inddrages i processen, og underet sker, at det faktisk bliver spændende at følge, uden at jeg kommer til at forstå hvorfor?
De to på scenen er eminente til at være sig selv. Det lyder ikke af meget, men det er noget af det sværeste: bare at være til stede. Det er noget af hemmeligheden bag forestillingen, at vi kommer til at holde af dem, og derfor drager vi med dem ud på rejsen.
Det får mig til at tænke på den franske filmskaber Jacques Tati (1907-1982), hvis mest kendte film er "Min onkel" (1958), "Playtime"(1967) og "Traffic" (1971). Han kunne på samme måde skabe humor, der var underfundig, hvor du ikke vidste om det egentlig var morsomt eller ej. En lavmælt og forfinet humor. Han var aldrig ondskabsfuld, men varm og hjertelig. På en måde også blufærdig, man holder af ham igennem alle filmene. Han er altid den samme. Han går igennem filmene på sin helt egen tyste måde, men det er også ham, der sætter alting i skred. Ofte uden selv at ane det.
I "Snowdrops" er der netop en opvarmende scene, hvor de to gør sig parate til at rejse afsted på ski. Der bliver ved med at være noget de mangler. Noget, der er vigtigt at få med - og som de har glemt. Det er en lang etablerende scene. Underfundig og legende. Den er egentlig ikke sjov som sådan, men vi kommer til at holde af de to. At Samuel endda ligner Jacques Tati, gør ikke parallellen mindre oplagt.
RAPID EYE, der er moderne eksperimenterende nycirkus, blev stiftet 2010. Deres forestilling "Cul de sac" spillede i Skuespilhuset i november 2021. Det var en fascinerende balanceakt med velcro-belagte røde stave i et sort rum. Igen var det de to på scenen, der stak af med vores interesse. Deres stumspil var betagende, selv om handlingen fortonede sig i det tågede. Det er samme tåge, der går igen i "Snowdrops", men denne gang arbejder den med forestillingen, der har bevæget sig mere over mod det fortællende. Det kan godt være, at det stadig er uklart, men vi har mere fast grund under fødderne. Det er klart en fordel for historien. Men selv med mere fast grund under fødderne aner vi fortsat ikke, hvor vi er på vej hen - og det gør heller ikke noget.
"Snowdrops" er betagende tåget og en rejse ind i det uvisse. Ja, en afsøgning af et ukendt terræn. For nogen vil forestillingen virke famlende og søgende, for andre vil den være betagende i sin uafklarethed. Jeg ved stadig ikke, hvad det er, jeg har oplevet - og den usikkerhed betager mig og arbejder med historien.
