Viser opslag med etiketten Arabella Neuhaus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Arabella Neuhaus. Vis alle opslag

mandag den 27. juli 2020

Arabella Neuhaus: ”Shanghai – i lyst og nød”


Foto: Michael Svennevig.





Uddrag fra festivalanmeldelsen:

”Det er spændende at vandre gennem Shanghais gader sammen med Arabella Neuhaus i romanen om hendes forældres ét årige ophold i byen i 1939. Eller rettere via moderens dagbogsoptegnelser, som datteren har bearbejdet til en fortælling om tiden, mens hendes forældre boede der, da faren var udstationeret som jurist for Store Nordiske Telegrafselskab, og de boede i byens internationale zone. Det var en tid, hvor japanerne holdt byen og ikke mindst kineserne i et jerngreb.  Som hun skriver i romanens efterskrift: ”At de havde boet i Kina lå som en vigtig del af fortællingen i barndomshjemmet, hvorfor bogens forfatter undrede sig, da hun opdagede, at de rent faktisk kun havde boet der et år, men oplevelsen var så fremmedartet og eksotisk, at det for dem var som for så mange andre: Uanset opholdets længde efterlod Shanghai sig et uudsletteligt indtryk.” 




På podcasten er der uddrag fra romanen: 
"Shanghai - i lyst og nød" af Arabella Neuhaus. 
Musikken er fa romanens bogtrailer: 






Lyt også til de fire præsentationspodcasts 
med uddrag fra festivalens 24 festivalpodcasts. 



Læs mere om festivalen 


*

Anmeldelse: SHANGHAI - I LYST OG NØD af Arabella Neuhaus




Arabella Neuhaus: SHANGHAI – i lyst og nød (Historia, 2019). 286 sider


Det er spændende at vandre gennem Shanghais gader sammen med Arabella Neuhaus i romanen om hendes forældres ét årige ophold i byen i 1939. Eller rettere via moderens dagbogsoptegnelser, som datteren har bearbejdet til en fortælling om tiden, mens hendes forældre boede der, da faren var udstationeret som jurist for Store Nordiske Telegrafselskab, og de boede i byens internationale zone. Det var en tid, hvor japanerne holdt byen og ikke mindst kineserne i et jerngreb. 

Arabella Neuhaus skriver i romanens efterskrift: ”At de havde boet i Kina lå som en vigtig del af fortællingen i barndomshjemmet, hvorfor bogens forfatter undrede sig, da hun opdagede, at de rent faktisk kun havde boet der et år, men oplevelsen var så fremmedartet og eksotisk, at det for dem var som for så mange andre: Uanset opholdets længde efterlod Shanghai sig et uudsletteligt indtryk.” (side 268)

Forældrene, Kamma og Doron, har ikke let ved at finde sig til rette. Faren skulle nok aldrig have været jurist, for han finder arbejdet uendelig kedsommeligt, mens moren, Kamma, forgæves forsøger at blive et fuldbyrdet medlem af den danske gruppe af ledsagende hustruer, der er udstationeret sammen med deres ægtemænd. Men det er og bliver en ørkenvandring, for når de endelig kortvarigt lukkes ind i den ønskede kreds af danskere, skuffes de over sladderen og den smålighed de møder der.

Det er fortalt, så jeg som læser også keder mig, og det kan ikke være tilsigtet, men til gengæld er det fermt håndteret, hvordan denne kedsommelige tristesse forstyrres af den politisk spændte situation, der omslutter dem, og som herskede lige før krigen bryder ud i Europa. Det er en tid, der befinder sig på tærsklen til en ny og meget mere skræmmende og uoverskuelig tid. Det er lykkedes for forfatteren at kravle helt ind under stoffet og være i stand til at gengive det, så det føles selvoplevet. Så livagtigt bredes det ud for læseren.


Foto: Michael Svennevig


Der er mange interessante fortællinger om forskelle og ligheder mellem de forskellige folkeslag. Om japanere, kinesere og europæere. Men bogen ville have vundet ved en strammere disposition, for hvad er væsentligt, og hvad er mindre væsentligt? Det er som om det hele er blevet skrevet frem med én og samme energi. Det er både godt og skidt.

Alligevel er der passager eller snarere indsatte portrætter, der er det hele værd. Det er lykkedes at gøre dem fuldt dækkende og helstøbte. Det er fx dobbeltportrættet af en jødisk tysk violinist og hans kone, der er operasangerinde. Det er historien om, hvor langt et menneske kan gå, men også om den afgrund, som man falder ned i, når man presses FOR hårdt og får overbalance (side 141-144). Eller historien om Wu Chang, der funderer over, hvorfor nogle bliver forfulgt af ånder, mens andre ikke gør. Det optager ham især efter, at barndomsvennen har fortalt ham sin ulyksalige historie. (side 217-220) 

Så rejs med romanen tilbage i tiden, og nyd bogens fine beskrivelser af en verden af i går, også selv om romanen sagtens kunne have været kortere og strammere fortalt.



 Romanens bogtrailer



 Mød Arabella Neuhaus på 
3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse

Læs mere om festivalen

*

søndag den 26. juli 2020

HVOR REGNBUEN ENDER: 4 . præsentationspodcast


Foto: Michael Svennevig.

Lyt med på denne 4. præsentationspodcast.

Så er der serveret! Anretningen består af uddrag fra de næste 6 festivalpodcast, der bliver offentliggjort i løbet af den kommende uge. Mød Torben Brandt, Arabella Neuhaus, Dominique Auxila Fruergaard, Jette Drewsen, Anne Hjælmsø og Laura Kamis Wrang. 



Foto: Rasmus Steen


1) Torben Brandt: ”Afslag på et kys” 
(offentliggøres den 27.7.2020)

Torben Brandt, der er en af de sidst overlevende fra DR´s hedengangne og hæderkronede Montagegruppe, fortæller om et liv med radiomontager.

Læs mere & hør podcast



Foto: Michael Svennevig


2) Arabella Neuhaus: ”Shanghai – i lyst og nød” 
(offentliggøres den 28.7.2020)

Tag på en vandring gennem Shanghais gader sammen med Arabella Neuhaus i romanen ”Shanghai – i lyst og nød” om hendes forældres ophold der i 1939, mens japanerne holdt byen i et jerngreb.

Læs mere & hør podcast



Foto: Michael Svennevig


3) Dominique Auxila Fruergaard: Med voodoo i bagagen 
(offentliggøres den 29.7.2020)

Hør Dominiques beretning om film, skuespil og om sit fædrene ophav, hvor der er skjulte kræfter på færde. Bl.a. fortæller hun om en kreolsk baggrund – og ikke mindst om det voodo-tæppe som faren har givet hende.

Læs mere & hør podcast



Foto: Michael Svennevig


4) Anne Hjælmsø: ”Næsten Lykkelig”
(offentliggøres den 30.7.2020)

Maja i romanen ”Næsten lykkelig” er som titlen angiver ’næsten lykkelig’, men føler sig alligevel spaltet mellem to kulturen, og hun beslutter at rejse tilbage til Viet Nam, for at finde sine rødder. Det er spændende som læser at få lov at rejse med hende.

Læs mere & hør podcast



Foto: Michael Svennevig


5) Jette Drewsen: ”Døden er en mester” 
(offentliggøres den 31.7.2020)

Frank eller FW som han også kaldes i romanen ”Døden er en mester” er så bund usympatisk, at det er en lettelse, da han dør. Men han er interessant at studere, fordi han som type er symptomatisk for en tid og epoke – og for sin måde at være menneske på.

Læs mere & hør podcast



Foto: Michael Svennevig



6) Laura Kamis Wrang: To sprog, to kontinenter - og ét hjem 
(offentliggøres den 1.8.2020)

Om at finde ro i et hjem, når man har to sprog og ét ben i to kontinenter. Om at bygge broer mellem mennesker, kunst og kultur. Både som historiefortæller, skuespiller og synstolker. 

Læs mere & hør podcast


*
Lyt med på denne 4. præsentationspodcast

Hør også de tre tidligere :
1., 2., og 3. præsentationspodcast

Læs mere om festivalen


* 



mandag den 16. august 2010

Litterær Havefest 2010 - se billederne!



Illustration: Lise Rønnebæk. Fotos: Dina Madsen og Mîran Efrîni

Et halvt hundrede mennesker var samlet til Litterær Havefest i gårdhaven hos Dansk PEN. De oplevede 9 stærke stemmer fra Syrien, Kurdistan i Nord-Irak og Danmark.
En eftermiddag med solskin, oplæsning, samtale, sang og musik, skuespil og historiefortælling.
I pauserne var der arabisk myntete, afrikansk kaffe, friskbagte boller, chokoladekage og drømmekage.



JAN PËT KHORTO
er syrisk kurder. 26 år. Digter og journalist. Fik dansk opholdstilladelse i efteråret 2009. Opbyggede stor syvirksomhed i Aleppo, men samme dag som han skulle have været gift hentede politiet ham. Blev torteret i fængslet, hvor han var i 107 dage p.g.a. sit kurdiske engagement. Han skriver på en roman, drømmer om at komme i gang med at lave film – og håber på at finde et sted at bo permanent i København. Indtil da bor han i Ringsted. Har medvirket ved flere PEN-arrangementer, hvoraf han selv var med til at tilrettelægge ”PENABER” i PH-Caféen i foråret.




SHAMAL ADEL SALIM
er irakisk kurder, 44 år. journalist, digter og maler. Flygtede til Damark i 1992. Har udgivet to digtsamlinger på dansk: ”Himlen behøver sine stjerner” (CDR 2003) og ”Hvor ligger paradis?” (Epigraf 2010). Hans poesi og malerier bærer på en egen sørgmodig indignation, der hæver sig op over fra hans traumatiske baggrund og skildrer det at være menneske. Digtene er på en gang hårde og uforsonlige, men omfavner og omslutter også håbet og poesien. Shamal drømmer om en bedre verden, for der er altid noget, der bærer igennem. Selv når det ser sortest ud.




LISE RØNNEBÆK
er både illustrator og forfatter. Fik Bogforum debutantpris, da hun i 2001 udgav romanen ”I virkeligheden hedder jeg Nielsen”. Tidligere i år udkom novellesamlingen ”Godnat”. Lises humor kender ingen grænser. Den er på en gang både absurd rablende og dybt rørende. Figurerne i hendes bøger er fulde af drømme. Igen og igen lader hun deres drømme kollidere imod den omgivende virkelighed. Selv om hendes tekster bobler af komik, holdes de sammen af en dyb og indfølt forståelse for de mennesker hun skildrer. Lise drømmer om et andet sted at bo og om at få en ny trendy frisure.




CLAUS FLYGARE
er skuespiller og dramatiker og med i Mammutteatrets kollektive ledelse. Claus fortalte om forestillingen ”PPP”, der er skrevet til og opført af Mammutteateret. ”PPP” handler om den kontroversielle italienske filminstruktør Pier Paolo Pasolini, der både seksuelt, kunstnerisk og politisk i film, på tryk og gennem det liv han førte, dansede både med livet og døden. Claus skrev forestillingen efter ophold i Italien, hvor han talte med flere, der havde personligt kendskab til Pasolini. Det er endnu aldrig til fulde opklaret, hvem der stod bag mordet på PPP.

OLAF JOHANNESSEN
spillede hovedrollen som Pier Paolo Pasolini i ”PPP”, der opførtes på NyAveny i efteråret 2009. Olaf skulle have opført uddrag fra ”PPP”, men var forhindret pga. sygdom. Teksterne blev i stedet fremført af Claus Flygare.



ARABELLA NEUHAUS
er 57 år, har undervist i 15 år og udgivet fagbogen ”Idebog for undervisere”, hvor hendes udgangs-punkt er en solidaritet med de mennesker, der ikke har haft det så let med at leve op til de traditionelle undervisningsformer, og en stor nysgerrighed efter at finde svar på spørgsmålet: hvordan lærer man overhovedet nogen noget som helst? Hun arbejder nu på en bog om hendes forældres drøm om et liv i Shanghai i 1939, hvor faren var udstationeret, og hvor Shanghai lige var blevet besat af japanerne. Det er bl.a. det, hun beskriver i et essay om drømme og visioner, som hun læste op.



TOMAS LAGERMAND LUNDME
er billedkunstner, dramatiker og forfatter. Debuterede med ”Forhud” og har siden skrevet bl.a. ”Nation Lisbeth” og ”En dreng”. Skrevet flere teaterstykker til Får 302 og Radioteatret. Er især optaget af køn og politik. Hans tekster er rå og direkte, men rummer også en fin indføling med de personer han skildrer. Tomas deltog i et grundlovsmøde, hvor han læste sin poetiske tekst om livet i en have, men også om, hvor hurtigt det stille liv kan blive rendt over ende. Det er dén tekst han læste op som prolog.



JETTE DREWSEN
har et stort forfatterskab bag sig. Vi snakkede om tre af hendes senere udgivelser: novellesamlingen ”Oven for klinten” (Gyldendal 2007), der adskiller sig markant fra hendes andre bøger. Romanen ”Jorden er nær”(1997) handler om en teatergruppe, der skal indstudere et stykke om flygtninge. Det er en kalejdoskopisk roman med et bredt tidsbillede. ”Det inderste råstof” (2004) er beretninger fra en rejse til Det Blå Folk baseret på forfatterens egne møder med tuaregerne i Mali. En beretning om sand, drømme og ørken.



SUSIE HAXTHAUSEN
er en moderne, mundtlig forfatter. Har været fuldtidsfortæller siden 2002. Er medlem af den dansk-svenske fortællergruppe Beretterakademiet, som først og fremmest er et værksted til udvikling af den moderne, mundtlige fortællekunst. Alle historier er skabt af medlemmerne selv, og bearbejdet under intensive interne workshops. Susie skriver ikke historier, hun snakker dem frem. Og betragter stadigvæk sig selv som forfatter; men en mundtlig en af slagsen. Som fortæller har Susie et stort og vidtfavnende vingefang. Har også skrevet romaner, fagbøger og en enkelt børnebog.



NINNA MILNER
er sanger og komponist. For mange år siden kunne man ofte opleve hendes sang på La Fontaine ud på de små timer. Det resulterede i den første lp-indspilning. Senere er der kommer 3 cd´ere til. Dels den fine engelsksprogede CD ”Wondering” og dels den sjove og inderlige dansksprogede CD ”Kys og Ædelsten”. Derudover har hun dannet par med Thulla på CD´en ”Retro Sisters & Schwanzen Sänger Knaben”. Ninna optræder også med Sofisticated Ladies. Det er blandt andet fra ”Kys & Ædelsten”at hun sang et par numre. Ikke mindst nummeret om ”Greven af Firangse”.



Arrangeret af Michael Svennevig og Dansk PEN
i samarbejde med de to forfatterforeningers internationale udvalg.

MICHAEL SVENNEVIG
drømmer om en bedre verden, og forsøger at gøre sit ved at arrangere festivaler og events, der tager udgangspunkt i det fremmede iblandt os. Ud fra tanken om, at din fjende er den ven, som du endnu ikke har mødt.
I sommeren 2012 bliver gårdhavearrangementerne til en hel festival om drømme og visioner.

"Kejserens sidste åndedrag"
af Jan Pêt Khorto

Gående
dækket af masker, skjulende de gamle rynker
bærer de døden på deres skuldre
de bærer deres sjæle ind i det ukendte
de kommer fra det ukendte fjerne
de ledsager hinanden
drenge
yndlinge og fuldvoksne
ludere og lommetyve
sammen messer de uendelige bønner
de får luften til at vibrere omkring sig
udfylder intetheden
med deres forudsigelser ryster de det fremmedes mørke hjerte

Oprindelig skrevet på arabisk. Gendigtet af digteren på engelsk. Oversat til dansk af Michael Svennevig. Skrevet til PENs Litterære Havefest(indledende uddrag).

søndag den 1. august 2010

Litterær havefest om Drømme & Visioner 2010


(Illustration: Lise Rønnebæk)

For 4. år i træk:
Dansk PEN præsenterer i samarbejde med de internationalt udvalg i
Dansk Forfatterforening og hos Danske Skønlitterære Forfattere:

Litterær havefest om Drømme & Visioner
Søndag den 15. august kl. 13-16.00 i Dronningensgade 14, Christianshavn.




Mød digterne Jan Pêt Khorto (Syrien)




og Shamal Adel Salim (Kurdistan, Nordirak),

illustratoren og forfatteren Lise Rønnebæk (novellesamlingen "Godnat" og romanen "I virkeligheden hedder jeg Nielsen"),

skuespilleren og dramatikeren Claus Flygare
(Mammutteatrets forestilling "PPP" om filminstruktøren Pier Paolo Pasolini),

fagbogsforfatteren Arabella Neuhaus
(med et essay om drømme),



(Foto: Morten Holtum Nielsen).

forfatteren Jette Drewsen
(romanen "Jorden er nær" og rejseberetningen "Det inderste råstof"),




billedkunstneren og forfatteren Tomas Lagermand Lundme
(med en have-prolog),



og fortælleren Susie Haxthausen
(med en fortælling om at miste og vinde sig selv igen).




Sang & musik: Ninna Milner.


(Foto: Jeppe Carsen).

Uddrag af/sammendrag fra Mammutteatrets forestilling "PPP"
med skuespilleren Olaf Johannessen

Samtalepartner og koordinator: Michael Svennevig.

I tilfælde af dårligt vejr rykker vi ind i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade 6 - et par gader derfra.
Alle er velkommen – der er gratis adgang.