fredag den 26. juli 2019

Anmeldelse: DANSKE VÆRDIER OG UDFORDRINGER af Arne Piel Christensen i samarbejde med Knud Vilby




Arne Piel Christensen i samarbejde med Knud Vilby: 
DANSKE VÆRDIER OG UDFORDRINGER 
Vandkunsten 2019, 296 s.

Er der noget bedre end at blive ført rundt igennem historien – igennem komplicerede politiske beslutninger - af én, der har været med fra starten, og som kender alle de mange forløb indefra. Der er ikke tale om en meningsmager, men om en sagkyndig, der har oplevet det hele på egen krop og som har taget sig tiden til at reflektere over det gennemlevede og sammen med forfatteren Knud Vilby (født 1943) har samlet det i bogen: ”Danske værdier og udfordringer i en globaliseret verden”. Arne Piel Christensen (født 1938) har gennem sit mere end 30 årige virke som formand (eller generalsekretær som det også hedder) for Dansk Flygtningehjælp fulgt organisationen fra dens spæde begyndelse, hvor han blev ansat til det, der fra starten bare lød som bare en midlertidig ansættelse på 1½ år, men sådan gik det som bekendt ikke. I det indledende afsnit fortæller han om sin egen familie og trækker slående parraller til de familieforhold som vi siden er kommet til at betragte som mellemøstlige, men bare to generationer tilbage var det vores egne levevilkår, men det har vi gladelig glemt. Det er en god og sund påmindelse. Længere siden er det ikke.

Der er mange udfordringer og der er også mange danske værdier. Bogen leverer velanbragte indspark, for der er plads til mange velbegrundede spark. Det må der nødvendigvis være for en tidligere generalsekretær fra Dansk Flygtningehjælp, der må se på at de tidligere selvfølgelige kvoteflygtninge ikke længere er spor selvfølgelige. Men samtidig er det muligheden for at se tilbage på en masse historiske forløb og ikke mindst på løsninger, der netop blev til, fordi der var en grundlæggende tro på at dette var noget vi sammen skulle løse. Denne selvfølgelighed er det siden knebet med.

Bogen spiller på flere strenge for det er dels Arne Piel Christensens egne arbejdserindringer, og dels skitseringen af den politisk kontekst, der gør at teksten lige så let kan læses som en introduktion til det, der er sket. Jeg er ikke tidligere stødt på en så let læselig, fint formidlet og stadigvæk mangesidigt forklaring på det morads vi er endt i i dag. Det tales om et ”globalt imperativ”: ”For hvor langt skal vi gå? Hvilke krav skal vi stille til os selv og det samfund, som vi og generationerne forud har skabt?” (s. 290) Under overskriften ”Dårlig samvittighed hjælper os ikke” står der at vi ”må være med til at indrette samfundene her og omkring os, så vi hele tiden prøver at gøre verden til et bedre sted at være. Især for dem, der i dag må savne alt.” (s. 289)

Det er en udgivelse fuld af løsningsforslag, og rig på en visioner for hvordan det heldigvis stadigvæk kan blive meget bedre. Dét kan det. Meget, endda.

Efter at have vendt bogens sidste side, er det mange indtryk og tanker, som jeg sidder tilbage med. Udover det rent faktuelle er det især skildringen af Arne Piel Christensen oplevelse af at være vidne til genforeningen af familiesammenførte, der ofte efter mange års adskillelse endelig genforenes: 

”En gang imellem tog jeg selv med i lufthavnen, når vi og naturligvis primært den ventende flygtning skulle modtage ægtefæller eller børn, og det var stærke oplevelser. Hvis jeg ikke havde nogen særlig relation til de ankomne, gav jeg mig ikke til kende. Der var jo andre. Men jeg kunne godt lide at stå ude i siden og se deres forening. Jeg har sjældent set så megen glæde, som da familiemedlemmer, som ikke havde set hinanden i flere år, igen forenedes.” (side 270).

Det er spændende og engageret læsning.






Mød Knud Vilby på festivalen MØD VERDEN
når han på festivalens 4. dag  i Salonen på Østerbro,
torsdag den 15. august kl. 19-21
fortæller om arbejdet med bogen.

Det gør han også på denne 
hvor der er uddrag fra 
Arne Piel Christensens egen tale 
til udgivelsesreceptionen  tidligere på året.

torsdag den 25. juli 2019

Lyriske festivalstemmer V

Foto: Michael Svennevig.

Salim Abdalis nyeste digtsamling ALFABETMAGEREN er en svimlende tour de force af lyriske dimensioner. Hør Salim læse fra og fortælle om digtsamlingen på denne festivalpodcast og mød ham på festivalens 4. dag i Salonen på Østerbro, torsdag den 15. august kl. 19-21.

Her er et uddrag fra ALFABETMAGEREN

Som et bogstav
på flugt fra alfabetet
fremmed vind pustede mig
lige ind på pladsen
stavelsen skulle stemmes i.

I de nye sprog
jeg lærte i min omflakken
fylder længslen de fleste af
mellemrummene og
rimer på alle strofer.

Med sine syntakser
jagter alfabetet mig
når ordene nægter at
beskytte mig med blot én
meningfuld sætning.







Foto: Hugin Eide.

Katrin Ottarsdóttir har skrevet digtsamlingen FINDES DER KOBBERRØR I HIMLEN (2016), novellesamlingen I AFRIKA ER DER MANGE SØDE BØRN (2017). 43 BAGATELLER er hendes nyeste samling af kortprosa. Hør hende fortælle og læse op her på festivalpodcasten 
og i Salonen på Østerbro, på festivalens 4. dag på Østerbro
torsdag den 15. august 2019.

Her er et uddrag fra HAVVAND fra 43 BATELLER:

"Hun vågner af drømmen, badet i sved. Så husker hun det: Han er død, har allerede været død i fem år. Men han står trofast hos hende, hver nat, enten som en svag fornemmelse eller helt vikelig. Lige nu er han dryppende våd, som har han ligget længe i havet. Duften af frisk havvand er stærk. Pudsigt! Ham der altid var så bange for vand. Hun elskede at svømme i havet som ung, han ville ikke engang stå barfodet i vandkanten. Hans mor kunne være meget hårdhændet, når hun partout ville have ham med ud at svømme, da han var dreng, og han fik vand i ansigtet og i næsen.
Men hvorfor står han der, men har han glemt, at hun hader, når det bliver snavset omkring hende? Hun smiler ad sig selv. Hun er stadig en meget utålmodig kvinde. Hvad vil han hende? Hun prøver jo at vænne sig til, at han er væk, at han ligger ude på den forblæste kirkegård, som hun aldrig besøger.
Da han begyndte at dukke op i soveværelset, hamrede hendes hjerte voldsomt, men hun sagde til sig selv, at det jo var ham, hendes elskede. Ikke noget at være bange for..."




Lyriske festivalstemmer IV

Foto: Michael Svennevig.


Helene Johanne Christensen debuterede med digtsamlingen BLÅ på Forlaget Gladiator sidste år.
Hør hende læse og og fortælle om arbejdet med digtsamlingen her på festivalpodcasten og til festivalafslutningen, søndag den 18. august kl. 13-16 i gårdhaven hos Dansk PEN, Dronningensgade 14 på Christianshavn. I tilfælde af dårligt vejr bliver det i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.

Her er et uddrag fra digtsamlingen BLÅ:


en helt anden tid
lader lyset falde skråt
ind
i et nu

en helt anden tid
lader lyset falde

mit ansigt i skygger

mørke hænder
skygger for mit ansigt
et helt andet lys
falder

jeg samler lys
for dine fødder
asfalten suger det
til sig

det når dig ikke









Karsten Wraae Larsen er med i den kommende festival-havebog 
og læser sit digt SKEL fra bogen op på udgivelsesdagen i HF Prøvestenen
Selv debuterede han med digtsamlingen PUNKTERBLOMST 
på Forlaget Epigraf tilbage i 2010.

Her er et uddrag fra SKEL


På hækken af blade
formet af muld og mineraler
fletter vi en vej af ord og blikke
så vi kan finde fri passage
eller opstille forhindringer
måske endda en mur

På plænen ligger liv
spredt ud mellem sekunder og år
overgivet til hinanden
fletter vi små historier af os
sammen eller hver for sig

På taget flader regnen ud
bliver væk tilsammen
før de som nye dråber
finder enden på en tagrende
et stykke tingeltangel
eller en himmelvendt
sommerhud

Under kolonien
siver minderne ned
smelter og ruster som de skal
giver plads til nye
overjordiske glemsler
og ormene hygger sig
alt er ved det gamle



Flere Lyriske festivalstemmer:

I + II + III + IV + V

Læs mere om festivalen MØD VERDEN

onsdag den 24. juli 2019

Lyriske festivalstemmer III

Jon Høyer: Ældrebølgen
Det Poetiske Bureau 2019.


Engang stod fremtiden
i en lysende dis
foran mine udødelige øjne

Nu er lyset stillet skarpt
på engdraget foran
og hen til gravens rand

Det er her
der skal danses


Dans med når Jon Høyer fortæller 
og læser op fra ÆLDRE BØLGEN 

søndag den 18. august 2019
i Gårdhaven ved Dansk PEN, 
Dronningensgade 14 på Christianshavn.

I tilfælde af dårligt vejr 
flyttes arrangementet til 
Dansk Forfatterforenings lokaler, 
Strandgade 6 - et par gader derfra.

-----


Stillfoto fra "Om Vi Mødes Igen"


Mød Claus Willumsen i Salonen 
på Mød Verdens 4. festivaldag
torsdag d. 15. august kl. 19-21.

Claus medbringer en lyrikinstallation, der kombinerer film, lyddesign og liveoplæsning.
Værket "Om Vi Mødes Igen" sætter fokus på de mange mennesker, der flygter over Middelhavet for at nå til Europa. Digtet består af seks dele og er et work-in-progress, men her er første del:




"De kommer om natten.
De svæver som gribbe og efterlader ingen spor.
Du er kun et barn, da de ankommer, men en mand, da de forlader os.
Min søn, du må blive en mand.
Du skal overleve.
Du må forlade os.
Sådan sagde min Moder.
I natten, i nattens aske.
Den dag, jeg blev en mand."


Foto: Sune Helles Pedersen



Flere Lyriske festivalstemmer:

I + II + III + IV+ V

Læs mere om festivalen MØD VERDEN

tirsdag den 23. juli 2019

Lyriske festivalstemmer II



Mød Kenneth Krabat & Cindy Lynn Brown,
der læser op fra deres fælles digtsamling
"a til b - z til fisk",
der lige er udgivet på forlaget tabognar.
Mød dem på 3. festivaldag,
tirsdag den 13. august kl. 16-21 
i Global Art Gallery i Vanløse.

Her er bagsidedigtet:

Og så glider de ind
i hinanden med fingrene
forrest som følehorn
og ud igen med stumper
af hinanden i huden
i sproget i spyttet som
hver sin nyudsprungne version
af sig selv

Antennerne sitrer indoptager improviserer
og så taler de om rumvæsenerne
der bor i sololien for at iagttage menneskene
om tjeneren der nok blev kølig da de betalte med gavekort
fordi hun som barn altid blev spist af
med et gavekort på sin fødselsdag
og ikke fik lavendelfarvede lagkager 
og kropskontakt nok

I perioder lever de af pebermynte
indtil de får cravings
efter at flyve over havet
med friske hjul på kufferten
talesmage et nyt sted frem i kroppen
og blive til forfra


-----------

Cindy Lynn Brown 
medvirker i den kommende festivalbog
med digtet "No filter".

Kenneth Krabat 
har man kunnet opleve 
med to én-aktere 
på festivalerne i 2017 og 2018.


Her en reading af Poul Storm og Trine Runge 
på Kenneth Krabats "Erling møder sin gamle flamme"
fra Global Art Gallery sidste år.

Læs mere om festivalen MØD VERDEN

Flere Lyriske festivalstemmer:

I + II + III + IV+ V

Lyriske festivalstemmer I

Foto: Majka Bjørnager.

Mød René Sandberg & Kirsten Marthedal
- der også er med i festivalbogen LIVETS GANG I HF PRØVEKLUDEN -
og som medvirker på 2. festivaldag i HF Prøvestenen på Amager
lørdag den 10. august kl. 12-21
To stemmer og en violin


"Drømmen griber bagud, genkendes som nostalgi, længslen efter tidligere tiders tabte rettigheder. Retten til at finde sin føde i paradisets træer og buske.
Drømmen rækker forud. Stykkes sammen af umiddelbare muligheder, drevet af ideen om kurs mod et særligt bestemmelsessted.
Drømmen er at generhverve det tabte lod af paradis, at kunne høste byens kemipåvirkede afgrøder.
Drømmen er en nyttehaveforening, anlagt på flere tons flyttet og forurenet jord."

Troldmanden René Sandberg og digteren Kirsten Marthedal har skrevet sig ind på hinanden og på kolonihavefænomenet. Det er blevet til en tekst om drømmen, og opretholdelsen af retten til liv og overlevelse. En rettighed, som hvis ikke den er mulig, må betegnes som en drøm. 



Mød Kasper Schultz & Soma Allpass 
- der medvirker på 2. festivaldag i HF Prøvestenen på Amager -
lørdag den 10. august kl. 12-21
Cello, sav, effekter og fortælling.
Fabulerende fortælling møder virtuos, syret cello.
Ud af det møde opstår noget nyt. “Brønshøj fortælling” er del af en række historier,
der foregår i Brønshøj og omegn. Historie og musik er delvist improviseret
og musiker og fortæller kan påvirke hinanden
og derved få historien et nyt sted hen.
Kasper Schulz: fortælling, sav. Soma Allpass: cello og effekter.


Flere Lyriske festivalstemmer:

I+II + III + IV + V

Læs mere om festivalen MØD VERDEN

Festivaltrailer

mandag den 22. juli 2019

Mød Hanne Marie Svendsen

Omslag: Ida Balslev-Olesen


”Mellem Regndråber”

Forfatteren Hanne Marie Svendsen (født 1933) fortæller om savn og længsel, om asketåger og vågne drømme på denne 19. festivalpodcast, der er en hyldest til det fabulerende og drømmende, der løber som en rød tråd igennem forfatterskabet og ikke mindst i den seneste roman ”Mellem regndråber” (Gyldendal, 2019). Men også om, hvordan det startede, og om hvordan et møde med forfatteren og digteren Jens August Schade (1903-1978) kom til at betyde meget. Hanne Marie Svendsen fortæller om sit forfatterskab og den seneste roman "Mellem regndråber" og læser op fra: "Samtale med Gud og Fandens oldemor", (Gyldendal, 1982), "Rudimenter af R" (Gyldendal, 2009) og "Himmelsten" (Gyldendal, 2013).

Foto: Michael Svennevig

Anmeldelse af MELLEM REGNDRÅBER

Det er en fryd at læse ”Mellem regndråber”, der består af 13 selvstændige afsnit. Ellers måske er det snarere essays. Skønlitterære essay. Eller slet og ret en roman, sådan som bogen er benævnt på omslaget. Det er som at vandre imellem regndråber, for man bliver slet ikke våd. I Hanne Marie Svendsens selskab når man tørskoet frem. Måske til det hinsides – eller i hvert fald meget tættere på sig selv.

Jeg tror slet ikke at det er forfatterens svanesang, for selv om tekster bærer præg af at være skrevet af en forfatterinde med et langt liv bag sig med mange indhøstede erfaringer, er det som om at det hele vejen igennem også venter et smil. Nogle gange sørgmuntert, men hele tiden fuld af skælm og virkelyst. Det er en vågen tekst, der er til stede og som folder sig ud for læseren, der giver sig tid til at læse romanen. Man kan sagtens læse den på ingen tid, for der står ikke meget, eller det er netop, hvad der gør. Men det er beskrevet med få præcise ord, men til gengæld er indsigterne og erkendelser lige bag tekstens overflade fascinerende dybe. Ja, sine steder ligefrem afgrundsdybe. Det er som at danse med døden. Rundt og rundt på en ganske sprød overflade, der hvert øjeblik kan skride, men alligevel føler jeg mig så tryg i Hanne Marie Svendsens selskab. Det er en meget personlig beretning, der aldrig bliver privat.

Dansestemningen bliver slået an ordene: ”Efterhånden kender jeg flere døde end levende. Når jeg skal dø, vil jeg have en fest for dem alle, levende og døde. De skal danse med hinanden, le med hinanden, mens jeg står i en krog og kigger på.” (side 55).

Teksten er perlende, og svær at lægge fra sig. Hør bare dette afsnit, der gnistrer af veloplagthed: 

”Når jeg en sjælden gang tog ind til byen for at købe ind, mødte jeg gamle venner.
Jeg sad på en café og hvilede mig. Og ind kom Inger Christensen. Hun havde været i magasin for at købe et opvaskestativ og en røget makrel.
Abrikostræerne findes. Men også opvaskestativer og røgede makrel.” (side 63).

Men teksten er fuld af sorg, for hvordan kommer man videre, når ens elskede dør? Hvordan kan livet fortsætte forbi det uoverskrideligt kryds som døden efterlader dér, hvor ægtemanden plejer at være. Eller som Hanne Marie Svendsen beskriver det i romanen med rammende og overraskende billeder á la dette:

”Det siges, at Ruth Berlau gik rundt med sin gamle elsker Bert Brechts urne i sin håndtaske.
Jeg drømmer, at jeg har fået indopereret en urne i en kindtand yderst foroven.”

Man smiler uvægerligt, selv om det mere er tragisk end sjovt. Eller tragikomisk, i hvert fald.

Fortællingernes tone er klar og munter, sådan som den sammenstilles i f.eks. denne beskrivelse: 

”... marmorsarkofag omgivet af engle af nissemænd.” 


Man ser det straks for sig. Sådan er det hele vejen gennem. Jeg måtte rationere læsningen, for ikke at blive for hurtig færdig, men det var svært at vente. Til gengæld er det en bog som jeg straks fik lyst til at genlæse, da jeg havde vendt sidste side.


"Mellem regndråber", Gyldendal, 2019. 123 sider.


*


Det er tredje gang vi mødes for at tale om drømme, liv og litteratur.

Første gang indgik det i "Drømme og visioner. Portrætsamtaler om at ville og kunne" (Epigraf, 2011). Læs et uddrag.

Anden gang indgik det i "Ude på kanten. Portrætsamtaler om at turde(Epigraf 2014). Læs et uddrag.

Denne tredje gang kan det høres på denne 19. festivalpodcast.



Derudover har Hanne Marie Svendsen  medvirket 
på Gammelfestivalen Det Sidste Suk (2010) 
og i den tilhørende Gammelbog I  

- samt på Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet (2014)
og i den tilhørende Gammelbogen II

Læs også det seneste: Ældst er bedst

Oplev Hanne Marie Svendsen på Gammelfilmen (2014)
sammen med Henning Carlsen, Lise Warburg, Lise Bidstrup 
og Kirsten Thorup.

Foto: Michael Svennevig

Mød Hanne Marie Svendsen 
fredag den 9, august 2019. 


Se festivaltrailer
Læs mere om festivalen 
- og festivalåbningen på  Facebook.