Viser opslag med etiketten Kenneth Krabat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kenneth Krabat. Vis alle opslag

lørdag den 29. juli 2023

Lyriske festivalstemmer: KÆRLIGHED 2023




Præsentation af
festivalens lyriske festivalstemmer
- dag for dag -


fredag den 4. august
kl. 16-21.
i HF Prøvestenen
på Amager

Mød:


Reza Farmand: "Det er blodet der elsket"

"Jeg skriver på persisk. Jeg skriver frie vers eller moderne poesi som også bliver kaldt den nye poesi. Den moderne persiske poesi blev grundlagt af Nima Yushij (1895-1960). Han brød med den klassiske persiske digtning både formmæssigt og indholdsmæssigt Han benyttede metrik og rim på en ny måde og gjorde oprør mod klichér ved at skrive levende om ting, der omgav ham. Sidenhen er der opstået forskellige digtretninger i den persiske poesi. Jeg er ikke optaget af rim og versmål når jeg skriver, men min poesi har en form for melodi, som formes når jeg skriver. Kimen af en idé opstår i et splitsekund og den trækker som en magnet de passende ord til sig. I mine seneste digtsamlinger, som jeg har oversat til dansk, har jeg arbejdet tematisk. Sådan at jeg dvæler ved et emne, laver en slags poetisk brainstorm og udforsker det i fred og ro. Digtsamlingerne ”Min mor blev ikke smuk”, ”Parisiske digte”, ”Polardigte” og ” Duas stening” er således tematiske. Dette gælder også min seneste digtsamling ”Det er blodet der elsker”. Gnisten, der tændte bålet, var en forelskelse, så begyndte jeg langsomt at udforske kærlighedens synlige og usynlige aspekter." ”Det er blodet der elsker” indgår i den digitale festivalserie ALVERDENS KÆRLIGHED. Digtsamlingen læser op i sin fulde længde i løbet af festivalen. Teksten er fordelt over festivalens 6 dage og læses af skuespillerne: Mette Frank (4. & 5.8.), Lise kamp Dahlerup (8. & 10. 8.), Rebecca Langley  (13.8.) og Laura Kamis Wrang (16.8.) Læs mere.​






​NIKLAS ILSTED SMITH


I indledningen til Niklas Ilsted Smiths debut-digtsamling "Cellekerner og menneskehjerter" (SPRING, 2022) skriver han: "Tak for det hele. Tak for den umulige kamp med at knække koderne. Tak for de søvnløse nætter. Tak vejrmøller i en detektor. Tak for nøgenbadningen i åen. Tak for samtalerne om at føle sig ensom. Tak for døgnet i zodiakallyset. Tak for arret fra en våd aften. Tak for tømmermændene. Tak for at prøve at bygge en sol på jorden. Tak for at insistere på vigtigheden af blødt toiletpapir. Tak for at vise mig skeletblomstens skønhed. Tak for tatoveringen. Tak for robotdysterne i stuen. Tak for jagten på gravitonerne. Tak for endeløse diskussioner om absolut ingenting..."


Foto: Tom Ingvardsen
JENS K

Efter fem dansksprogede album, senest "Skarpladte drømme" fra 2019, er digtsamlingen "polaroid" (byens forlag, 2022) Jens K´s debut-udgivelse. Det er en inderlig og varm vandring gennem en verden af i går, hvor stumper af barndom og opvækst popper op imellem gadens brosten og langer blødt, men bestemt ud efter læseren. Det er vemodig og lyrisk vandring gennem et svundent landskab. Det er første gang Jens K er med på festivalen. Uddrag fra digtsamlingen: "verden er her nu/blød regn over vesterbro/går med stille skridt", "en falmet frakke/en sjælden duft af mørke/du går alene", "der hvor jeg kommer fra/ på hjørnet af ingenting/instamaticskud".



Foto: Tina Lindop

KATHRINE SYBERG ORTEGA

Poetry-slammer, total-performer, sangerskriver og “rapper med mening“, kvinden Kathrine Syberg er tilbage igen. Sidste år gæstede hun festivalen med et par progressive rap-poetry-numre. Bedre kendt som ZenRapKat og way back i 90 erne som SexRapTrine er på banen igen og optræder med både sine gamle stadig relevante tekster samt en masse nyt spot-on levende givende energifyldt rap-poetry. Hun er nok Danmarks første og ældste kvindelige rapper og optræder både med og uden fede beats og har en lang baggrund med musik, performance, pædagogik og teateruddannelser og ikke mindst masser af undergrundssceneerfaring. Læs mere.




OLE BUNDGAARD

​Ole er alsidigheden selv i egen person. Han maler, han komponerer, han digter og han synger og spiller. Det er slet ikke det som Ole ikke gør, for han formår at favne over det hele. Måske fordi han er så god til at samarbejde, for det gør ham til en rigtig god sideman, hvis han da ikke selv er i fokus. Haiku-formen har lagt sig tæt om ham. Men saxofonen er heller aldrig langt væk - og penslen er det heller ikke, Ole var den første modtager af festivalens ALTRUISTISKE PRIS 2018.



STIG DALAGER

Romaner, digte, skuespil og kronikker. Det hele flyder i en inspireret strøm fra en af de mest oversatte nulevende danske forfattere. I samarbejde med Jens Rugsted er der vokset et nyt album frem med digte af Stig Dalager som han selv har indtalt til musikalsk akkompagnement af Jens Rugsted, der har komponeret musikken til. Albummet hedder "SOL" og udkom i foråret. Læs mere. Hør podcast (YouTube).

​​



MEN, OG KVINDER
 - Liveshow med
Kenneth Krabat, 
Morten E. Nørskov 
& Thore Bjørnvig

Digtsymfonien Men, og kvinder opføres af de tre hvide, midaldrende og cis-kønnede digtere. De skriver: "Men det er enkelt. Men det er sammensat. Men du har hørt det hele før. Men, men. Men du findes. Men der er altid et "men" og det er her verden skabes i en kakofoni af stemmer. Digtsymfonien består af tidligere udgivne og helt nye tekster skrevet af digterne. Morten har sidst udgivet PT Akut (forlaget Helle, 2018, lydbog), Kenneth meta-novellen ELEVATO v. 1.81 (nyenova.no, 2023) og Thore Pater familias (Attika, 2022). Men, og kvinder er en ny måde at arbejde sammen på, som udfordrer gængse rammer og grænser og tager lytterne med på en rytmisk rejse gennem tid og rum." Læs mere.



2. festivaldag
tirsdag den 8. august
kl. 15-21
i Global Art Gallery,
Skalbakken 8A
i Vanløse


Mød




EVA BILLESBØLLE TWOREK
& NYNNE TWOREK

Billedkunstneren Eva Billesbølle Tworek og lyrikeren Nynne Tworek er mor og datter, men også jævnbyrdige i udarbejdelsen af den vandreudstilling, ”Øjeblikket bag Glasdøren”, der de sidste tre år har vandret fra sted til sted. I ord, billeder, musik og foredrag har de skildret deres fælles knudepunkt Lea søster og datter, som er født med Downs syndrom og autisme. For 31 år siden, da Lea blev født, skabte Eva også en vandreudstilling, ” Et kromosom for meget”. Nu 30 år efter, er endnu udstillingen blevet til, hvor Nynne skrev en digtsamling ”Glasdøren” og Eva malede en serie malerier ”Øjeblikket”. De begge arbejdede uafhængigt af hinanden, og sammen valgte de at skildre deres fælles knudepunkt LEA med alt hvad det indebærer af kærlighed og frustrationer. Lea 33 år lever et rigt og kreativt liv på det bosted, hvor hun bor med særlige hensyn, og hver søndag er hun hjemme hos forældrene til lagkage og kylling. Resultatet er betagende, men hvad har det betydet for dem? For moren, datteren og for Lea – og for dem alle som familie? Hvordan har interessen været og hvordan har modtagelsen formet sig? Det fortæller de om på festivalen. Hør podcast med Eva (YouTube). Læs mere. Hør podcast med Nynne. Læs mere. Læs opslag (2023)




3. festivaldag,
torsdag den 10. august 2023
kl. 19-21
i Salonen,
Østerbrogade 222,
på Østerbro


Mød:



ORHAN DOGRU

Det poetiske værk ”Mem og Zin”, der er nedfældet på skrift af den kurdiske filosof og digter Ehmede Xani i 1692, er en kurdisk klassiker på 2656 kupletter, som udgør den største kulturelle fællesnævner for kurderne, der i dag er et undertrykt, splittet og forfulgt folkeslag, der er spredt i næsten alle verdenshjørner. Oversætteren Orhan Dogru introducerer sin oversættelse, der lige er udkommet. Indgår i serien ALVERDENS KÆRLIGHED. Lise Kamp Dahlerup læser uddrag. Læs mere.




kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PEN,
Dronningensgade 14
på Christianshavn
(i tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet i stedet afholdt i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra)

Mød:



Foto: Michael Svennevig & David Blazek

PETER VADIM 
& SALIM ABDALI

​Oplev digt og dans sammen, når den dansk/irakiske digter Salim Abdali læser op fra sin kommende digtsamling ”Det hun er”, der udkommer til efteråret på Det Poetiske Bureau, mens danseren Peter Vadim omdanner ordene til bevægelser og giver sin egen kropslige fortolkning af digtene. Oplev hvordan ord og bevægelser smelter sammen eller støder sammen i det kunstneriske møde mellem digt og dans til festivalafslutningen. Læs mere. Hør podcast (YouTube). Se danseren Peter Vadim tidligere optræden på festivalen i VerdensKulturCentret i forestillingen ”Med og uden fjer”, der indgik i festivalen MED OG UDEN SMYKKER i 2016.


*

Se også oversigterne med:






*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*


tirsdag den 25. juli 2023

MEN, OG KVINDER - Liveshow med Kenneth Krabat, Morten E. Nørskov & Thore Bjørnvig

Tegning: Thore Bjørnvig Foto: Niels Christiansen (af Thore Bjørnvig)

 

Digtsymfonien 

Men, og kvinder 

opføres af de tre hvide, midaldrende og cis-kønnede digtere 

Morten E. Nørskov, 

Kenneth Krabat 

og Thore Bjørnvig


De skriver: "Men det er enkelt. Men det er sammensat. Men du har hørt det hele før. Men, men. Men du findes. Men der er altid et "men" og det er her verden skabes i en kakofoni af stemmer. Digtsymfonien består af tidligere udgivne og helt nye tekster skrevet af digterne. ”

 

 

Tegning: Thore Bjørnvig

 

Thore har valgt tre små digte fra hver især. Det første er Thores, det andet et let sammenført pluk fra Kenneths længere dialogtekst, det sidste et lille digt af Morten. Alle indgår i liveshowet. Og han tilføjer: ”Og jeg ved heller ikke, om det giver mening at sætte vores respektive navne under teksterne? Det ligner jo næsten et samlet digt i sig selv. ”

 

Tegning: Thore Bjørnvig

 

 

I går så jeg dig stå i døråbningen

som en skikkelse af en skikkelse

af den skikkelse du er.

Men du var helt tydelig

rammet ind af karmen

og din krops konturer

som smyger sig om dig

som kølig, klart artikuleret

forårsluft.

 

_____

 

alt kunne sådan set

handle om hende og alt

handler sådan set

 

sådan bryder livet sammen

 

sammen sådan altid

det er altid

sådan

 

det er altid

 

hvis nu hun og jeg hvis

nu hun og jeg

 

______

 

fra kastrup mod københavn

skruer jeg æblerne ud

af kraniets fatninger

og kaster dem

på det kølende landskab

længe efter

står hun

i virkeligheden

og hævder på sin stille måde

at de brænder endnu

 

 

 

Tegning: Thore Bjørnvig

 

 

Morten har sidst udgivet PT Akut (forlaget Helle, 2018, lydbog), Kenneth meta-novellen ELEVATO v. 1.81 (nyenova.no, 2023) og Thore Pater familias (forlaget Attika, 2022). Men, og kvinder er en ny måde at arbejde sammen på, som udfordrer gængse rammer og grænser og tager lytterne med på en rytmisk rejse gennem tid og rum.


Men, og kvinder 

er en ny måde at arbejde sammen på, 

som udfordrer gængse rammer og grænser  

og tager lytterne med på en rytmisk rejse gennem tid og rum.

 


Oplev liveshowet og digtsymfonien

Men, og kvinder

med digterne

Morten E. Nørskov, Kenneth Krabat og Thore Bjørnvig

til festivalopvarmningen

Fredag den 4. august 2023 kl. 16-21

i HF Prøvestenen på Amager

(Artillerivej 174/Kardinalgangen 3)

*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*

fredag den 29. juli 2022

Lyriske festivalstemmer - FORVANDLING 2022



Zigola Pioppo.
Kom til workshop og til workshop-koncert allerede på fredag 
- og tag meget gerne en plante med under armen, 
hvis du vil have den til at synge med i planteorkestret.

En ny festival står som en hel blomstermark parat til at springe ud allerede på fredag til festivalopvarmningen. Det starter med blomster og planter, når den hollandske sanger Zigola Pioppo kommer fra Italen og inviterer til workshop og workshop-koncert. Det handler ikke om ord, men om musik og toner, frembragt af blomster og planter.

Mød Zigola Pioppo til festivalopvarmningen, fredag den 5.8. kl. 15-21 i HF Prøvestenen, Artillerivej 174 på Amager.  Læs mere og hør podcast.




Det er som at træde ind i et eventyr, når man åbner billedkunstneren Susse Volanders bog: ”Brug Bogen og leg med mig i Grønland”. Det er blot første bog i en klippeklistre-serie, hvor det er meningen, at børn og voksne sammen skal klippe bøgerne sønder og sammen, for dermed at kreere overraskende scenarier fra f.eks. Grønland. I forordet skriver Susse Volander, at det netop er en sådan bog, som hun selv ”ville have elsket at have som barn. En bog, der skulle bruges, klippes i, limes sammen og som var kreativ sammen med mig”. Bogen er skabt med inspiration fra en tur i Grønland: ”Alt var fuldstændig hvidt, det var magisk.”

Mød Susse Volander til festivalåbningen, lørdag den 6.8. kl. 12-21
i HF Prøvestenen på Amager. Læs mere.




Forfatteren Cecilie Rosdahls kortprosa-udgivelse, ”Kolonihave” består af vilde tekster, der både overrasker og forundrer, og måske vil der også være nogen, der ligefrem bliver forargede, men de fleste vil le en hjertelig latter, når Cecilie slipper sine tekster løs på festivalen.

Mød Cecilie Rosdahl til festivalåbningen, lørdag den 6.8. kl. 12-21 i HF Prøvestenen på Amager. Læs mere og hør podcast (2021).

 


Guitaristen Mikkel Andersen akkompagnerer to afdelinger med digte. Dels skrevet af Christina Munk og af skuespilleren Anna Sophie Thalbitzer Lübeck. Mikkel står også bag Københavns Guitarskole Casa de la Guitarra på Amager, hvor han underviser børn og voksne. Han deler sit virke mellem undervisning og koncertvirksomhed. Bl.a. har han lige turneret i Canada. Mikkel har bl.a. udgivet de tre soloalbums: ”El Llanto de la Guitarra/The Lament of the Guitar” (2009), ”Puesta de Sol/Twilight” (2012) og”Un buen Día/One fine Day” (2017) Alle udgivet på musikforlaget Helikon. På festivalen kan man også opleve Mikkel solo som afslutning på 3. festivaldag i Salonen på Østerbro.

Mød Mikkel Andersen 2. festivaldag, tirsdag den 9.11. kl. 15-21 
i Global Art Gallery, skalbakken 8A i Vanløse.  Læs mere og hør podcast (fra 2020). 



Foto: Michael Svennevig.


Christina Munk fortalte på festivalen i 2019 om, hvordan det var at gå fra at være elev til lærer, og hvordan hun taklede sin psykiske sårbarhed og lærte sig at leve med den. Christina berettede om, hvordan det siden gik, og om hvordan hun fortsat har udviklet sine kunstneriske evner via fotograferingen og gennem sit arbejde som filmanmelder. Sideløbende har hun skrevet digte, og dem vil hun læse, akkompagneret af Mikkel Andersen på akustisk spansk guitar. Det drejer sig bl.a. om digtene ”Lyset”, ”Lethedens Dans” og ”Den Hvide Storm”. Digte, der er så tyste, at de brager gennem stilheden, men som også kan virke kvasende, hvis man ikke passer på.

Mød Christina Munk 2. festivaldag, tirsdag den 9.11. kl. 15-21 i Global Art Gallery, skalbakken 8A i Vanløse.  Læs mere og hør podcast (fra 2019).

 
Billede
Pressefoto: Søren Meisner (fra "Dit blik mit syn", Glad Teater)


Skuespilleren Anna Sophie Thalbitzer Lübeck har allerede været med på festivalen to gange. Sidste år blandt andet med digtet ”Mine øjne”. I år er det udvidet til tre digte, akkompagneret af guitaristen Mikkel Andersen på akustisk spansk guitar. Anna Sophie har tidligere fortalt om, hvordan hun fandt ud af, at hun ville være skuespiller. Hun blev uddannet hos Glad Teater i 2011, hvor hun siden har spillet soloforestillingen ”Dit blik mit syn”(2019), der beskriver sider af hendes liv, og også beretter om at være blind. Digtene hun læser på festivalen i år, er ”Rejsedrømme”, ”Den indre stilhed” og ”Vilde, vilde islandske natur”. Digte, der rummer en stor nysgerrighed og som rækker ud efter verden.

Mød Anna Sophie Thalbitzer Lübeck 2. festivaldag, tirsdag den 9.11. kl. 15-21
i Global Art Gallery, skalbakken 8A i Vanløse. Læs mere og hør podcast (fra 2021).


Foto: Michael Svennevig.


Cindy Lynn Brown & Kenneth Krabat: ”Ljubljana. Tidlig sommer 2016, det er da, at det begynder for os. Otte måneder før vi skriver en fælles projektbeskrivelse til Statens Kunstfond, og fire dage før vi bliver kærester, har vi en dag sammen i Ljubljana mellem to rejser og tager på kunstmuseum, hvor der viser sig at være en særudstilling over håndtegnede flugtruter gennem Europa. Korte, nøgterne sætninger beskriver rejserne med detaljer og fakta om antallet af mennesker bag i varevognen, antallet af druknede på vej over Middelhavet, prisen for at krydse grænsen. Vi bliver i adskillige timer, nærstuderer hver og én af de meterlange plancher, fotograferer dem alle i så store bidder som afstanden til den anden væg tillader. Kortene bliver hos os, da vi går derfra.” 5 år efter resulterer det i et flugtkatalog. Et website med overskriften: ”HearSay HørtSagt”.

tirsdag den 9.11. kl. 15-21 i Global Art Gallery, skalbakken 8A i Vanløse.   
Læs mere og hør podcast i to dele.



Hvordan undgår vi af få hård hud på følelserne? Filminstruktøren Michael Graversen fortæller om filmen MORIA in memoriam, der også er udkommet som en betagende fotobog. Den er ligesom filmen både dragende, betagende og oprørende på en stille inderlig måde. Det er mærkeligt at skrive det, for det er en umådelig smuk film og bog. Filmen er dygtigt understøttet af Sune Køter Kølsters følsomme og lyrisk ledsagende musik. Der var ikke mange ord, men scenerne er forbundne af få forklarende tekster. Der blev zoomet ind på Khalil og Ayham i den udbrændte græske Moria flygtningelejr på øen Lesbos. Vi kommer helt tæt på dem og får mulighed for at opleve dem som mennesker i deres hverdag, hvor de knokler hele dagen for at finde jern i den udbrændte lejr, som de sælger på en skrotplads, hvor de som flygtninge får en langt mindre pris for arbejdet end grækerne. Vi er med, når de fortæller dele af deres historier på en nærmest henkastet hverdagsagtig måde til hinanden. Der er ingen sindsbevægende skæbnehistorier. Det, de fortæller, bliver sagt konstaterende uden nogen form for føleri. Billederne i sig selv er – og igen er det mærkeligt at skrive det – smukke. Alle de forbrændte og tilsodede flader fremstår nærmest poetisk, selv om der ikke er plads til nogen poesi imellem syriske Khalil og Ayham, der må arbejde for at få råd til næste måltid – og for at overleve.

Mød Michael Graversen 2. festivaldag, tirsdag den 9.11. kl. 15-21
i Global Art Gallery, skalbakken 8A i Vanløse.


Foto: Michael Svennevig


Billedkunstneren Behnaz Larsen har lige haft sin første danske soloudstilling i Galleri Lorien på Vesterbro. Hendes billedverden er på én gang både magisk og realistisk. Selv har hun det svært med begrebet identitet, for hvad er det egentlig? Hun har boet og arbejdet i 6 forskellige lande, og i adskillige af dem i flere omgange. Oplistet er det: Iran, Tyskland, USA, Danmark, Qatar, Kazakhstan, Qatar, Danmark, Qatar – og Danmark siden oktober 2021. Så identitet er blevet et flydende begreb for hende: ”Jeg har altid været god til at tegne og male. Jeg havde en lærer, der gav mig undervisning hjemme, for der fandtes ikke egentlige kunstskoler for børn. I stedet var der håndværksundervisning i persisk malertradition eller i kalligrafi. Det var meget klassisk funderet. Men det gik galt, for jeg gad ikke male som de gamle mestre havde gjort. Det var typisk en appelsin eller en blomst, som jeg skulle tegne. Min lærer var ikke særligt begejstre for at undervise mig. Til sidst var lærerne gladest, når jeg helt holdt mig væk fra undervisningen.”

Mød Behnaz Larsen på 2. festivaldag, tirsdag den 9.11. kl. 15-21 
i Global Art Gallery, skalbakken 8A i Vanløse. Læs mere og hør podcast.

Billede
Foto: Michael Svennevig


Ida Krabbe er certificeret Nordisk Skovbadningsguide. Skovbadning kommer fra Japan og er egentlig udviklet for at modvirke stress og skabe en større tilstedeværelse og balance mellem krop, sjæl og natur. Det er en rejse ind i skoven, ind i fordybelsen og ind i den ro, der indfinder sig, når vi bliver ét med naturen og forbinder os med den. Skovbadning er helt uden badetøj. Ja, det er helt uden badning i traditionel forstand. Ida guider os på vejen.

Mød Ida Krabbe 2. festivaldag, tirsdag den 9.11. kl. 15-21
i Global Art Gallery, skalbakken 8A i Vanløse. Læs mere og hør podcast.


Foto: Michael Svennevig


I Salonen fortæller digteren Salim Abdali om at se verden gennem nye briller. Selv har han betragtet verden med irakiske, danske, græske og kinesiske briller - så nu gælder det måske i højere grad om helt at tage brillerne af. Salim er forsker og digter, men også oversætter. I 2019 udkom hans digtsamling ”Alfabetmageren”. I september udkommer hans næste digtsamling, ”Kærlighed har ingen sprog” som han vil læse op fra. Han skriver bl.a.:
I tidens liv – kun sukket kan/ udtale sig/ kun kærligheden/ forbliver ung/ og/ jeg løber med urviseren/ blot for at opsøge/ begyndelsen.

Mød Salim Abdali
3. festivaldag, torsdag den 11.8. kl. 19-21
i Salonen, Østerbrogade 222 på Østerbro. Læs mere og hør podcast (2019).



Billede
Foto: Carl Holck

Nora Dalums debutudgivelse ”Arme”, der udkom sidste år er en kortroman med musik. ”Arme” er historien om fem sange og deres tilblivelse. Til festivalafslutningen bliver der mulighed for at høre 2-3 af dem. Fortælleren tager os med på en intens rejse fra barndomshjemmet over bytur til solnedgang på stranden, mens hun leder efter de arme, der er stærke nok til at holde hende.

Mød Nora Dalum til festivalafslutningen, søndag den 14. 8. kl. 13-16 i gårdhven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14 å¨Christianshavn (I tilfælde af dårligt vejr flyttes det til Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra)


Foto: Søren Lynggard Andersen
Elvir Maleškić er født i 1977 i Bosnien-Hercegovina og har boet i Danmark siden 1992, ”I stød finder jeg læ” (Gladiator, 2021) er hans debut og i maj 2022 udkom hans 2. digtsamling: "Vi væskende brødre" (Gladitor, 2022). Elvir vil læse udvalgte digte fra de to digtsamlinger: ”STIK NU FINGEREN GENNEM DE KØDFULDE NATLÆBER/EN DAG BLIVER DE TIL VINGER/ VED JEG./OG NÅR DEN DAG KOMMER, VIL JEG VISE DIG DE NYFØDTE BOSNISKE BJERGE./VISE DIG, HVORDAN BIER OG BJERGE BLINKER, NÅR IMAMEN KALDER TIL BØN.

Mød Elvir Maleškić  til festivalafslutningen, søndag den 14. 8. kl. 13-16 i gårdhven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14 å¨Christianshavn (I tilfælde af dårligt vejr flyttes det til Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra).




Ole Bundgaard er maler, musiker, komponist, digter og saxofonist. Gennem et mangeårigt virke er der ikke mange steder, hvor han ikke har været med sin kunstneriske ageren. Men hans medvirken til festivalafslutningen afskiller sig alligevel fra alt det øvrige. Ole vil blæse Katrin et stykke. Som en hyldest til hans bedre halvdel, der nu ikke længere er her, og som i det forgangne år rejste videre. Årets tema er forvandling, så om det bliver en musikalsk skildring af den forvandling, som mødet med hende har afstedkommet hos Ole, finder vi først ud af til festivalafslutningen.

Mød Ole Bundgaard til festivalafslutningen, søndag den 14. 8. kl. 13-16 i gårdhven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14 å¨Christianshavn (I tilfælde af dårligt vejr flyttes det til Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra).

Læs mere om festivalen

*