DET HELE HANDLER OM FÆLLESSKAB

Foto: Tina Lindop og Bodil Damgård Madsen.

 

Hanne Karin Garborg fortæller:

Fællesskabsbogen blev til i fællesskab med mange festivaldeltagere.

Nogle havde været med i mange år, andre i få.

Idekvinden, Tina, havde været med i kun få dage, før begejstringen over festivalen blæste hende bagover, og en enkelt festival senere kom hun så på ideen med bogen. Vi fik en donation fra Velux og samlede den anden halvdel af pengene sammen ved forsalg og events. For alle indtægterne fra bogen skulle gives til Michael, til dækning af udgifter til forplejning på hans festivaler. 

Selv om ideen ikke var min, så sagde jeg straks ja, da jeg blev spurgt om jeg ville være med til at skabe, interviewe, redigere og samle alle disse bidragsyderes fortællinger til denne bog.

Det var et spændende og et stort projekt, med mange nye vinkler og oplivende indsigter i alle de mennesker, som vi troede vi kendte. Men gennem deres tekster, kom vi et spadestik dybere og fik flere og flere personlige oplysninger om festivaldeltagernes baggrunde, fantasier og tanker. Alt sammen noget som har bidraget yderligere til vores fællesskabet. 

Det er dejligt, at en del biblioteker også har købt bogen hjem. Dette er medvirkende til stor glæde, men ligeledes til en stolthed over, at vi har skabt noget, der betragtes som populær og brugbar læsning - også for andre mennesker end lige dem, som der ikke har deltaget i festivalerne. 

Så selvom bogen er skrevet til Michael til hans 60 års fødselsdag og som en fælles gave, så kan bogen sagtens læses uden at den opfattes personligt, på trods af, at Michael er mennesket, der har sået frøene og vandet disse gennem alle festivalårene.

Frugten, eller essensen om man vil, af festivalfællesskabet betyder, at vi alle mere eller mindre på kryds og tværs kontakter hinanden, hvis vi mangler: 

et godt råd, 

et følge til en begivenhed, 

skabelse af et nyt event, 

skrivning af en bog, 

deltagere til en forestilling, 

praktiske gøremål eller 

hjælpende hænder til diverse 

Det helt forunderlige er, at glæden springer hver gang, også når jeg selv bliver spurgt, og sidst men ikke mindst : flere af mine egne hedeste drømme er blevet til virkelighed, netop fordi jeg rakte ud til vores fællesskab og  spurgte; hvem vil være med til dette projekt? 

Omslag: Shohreh Shahrzad. Foto: Tina Lindop.

Fællesskabsbogen “Hånd-i Hånd – en antologi om fællesskabers betydning” udkom på Forlaget Anglomania den 19/5-2024. Fællesskabsbogen er redigeret af Tina Lindop Gable og Hanne Karin Garborg. 

Antologien sælges på Gammelfestival III. Der har været 40 medvirkende bidragsydere til bogens tekster og udformning. Bogen er i stort format, 152 sider, og den er gennemillustreret med farvetryk på kvalitetspapir “Munken Pure Rough, cream”. 

Køb din bog på Gammelfestivalen til 200 kr. Den kan forudbestilles, ved at indbetale kr 200 MobilePay: 2837 1191 til Tina Lindop Gable. 

Bogen vil så ligge klar til dig på festivalen. Beløbet går ubeskåret til bespisningen på Gammelfestivalen III. 

Hvis der sælges bøger nok, så vil bespisningen være gratis alle fire festivaldage - og ellers må der betales et beløb for maden. 

Til festivalåbningen af Gammelfestivalen III vil Hanne Karin Garborg introducerer antologien.

På ovenstående fotos er det Jytte Abildstrøm, der har bidraget til bogen, da hun får den overrakt af Tina Lindop Gable.

* 

Anmeldelse: AFSKAF ALDERDOMMEN af Lone Kühlmann og Henning Kirk

 

 

Lige fra bogens forord får vi alle fordommene slynget tilbage i hovedet. Man skal ikke holde sig ung. Det er noget vrøvl. Man skal se at komme videre – og blive voksen. Bogens forfattere vil gerne gøre op med forældede forestillinger om, at alderdom er lig med affældighed. De slår fast, at det handler om fordomme, der bygger på uvidenhed. Alder er ikke en sygdom. Alderdommen håndteres forskelligt. Akkurat som vi hver især håndterer vores liv forskelligt. Som samfund kan vi enten anskue ældre voksne som en ressource eller en belastning. Som de skriver: ”Man holder ikke op med at udvikle sig fordi man bliver gammel. Man bliver gammel fordi man holder op med at udvikle sig.”

”Før i tiden blev folk gamle – det er der ingen der bliver i dag. At være gammel sidestilles med at være affældig., og det er der ingen der har lyst til at være. ”Han er blevet gammel” refererer ikke til personens alder, men til hans forfald, og når folk siger ”jeg er blevet gammel, du”, mener de det ikke som nogen reklame, men som en opgiven. Derfor er der heller aldrig nogen der taler om ”gammelområdet”. ” (side 20N)

Det bedste grin i lang tid fik jeg, da jeg læste disse linjer: ”Det er interessant at se arrangementerne i forbindelse med Ældre Sagens 25-års jubilæum i 2011. Lokalafdelingerne markerer stort set alle sammen dagen med kaffebord og lagkage ledsaget af ønskekoncertmusik fra lokale hyggepianister. Det er åbenbart gået hen over hovedet på den ellers meget dygtige organisation at nutidens ældre voksede op med Beatles og Stones, tjald og bajere… de er fremtidens gamle og de har måske aldrig hørt Giro 413.” (side 22 M)

Teksten er muntert og lystigt skrevet. Jeg sad i lange perioder og smilede, hvis jeg ikke ligefrem kluklo. Bogen er meget veloplagt. Den er ingenlunde akademisk og tung, men fremstår direkte, uden at virke slingrende. Det er opløftende læsning. Tonen er satirisk, og teksten griller læseren over en sagt ild, når den i flæng konkluderer alt det, som vi godt ved, men som virker pinligt, når vi får det genfortalt. Det er en lyrisk rap fortælling om dilemmaer og sandheder, som det svider at få genfortalt, men man er i godt selskab. Det må have været en sjov bog at skrive. Den er meget træfsikker.

”I det omfang alderdommen defineres som en tilstand af forkalkning, er det stadig muligt at afskaffe alderdommen.” (side 68).

”Forfald skyldes hverken Gud eller andre højere magter. Det er stadig bedre at være rig og rask end syg og fattig, men vi dør alle sammen til sidst. Det er hvordan vi har det inden der er det interessante. Og det som vi kan gøre noget ved.” (side 73).

Bogen er formuleret ved hjælp af humoristiske talemåder, der både gør læsningen let og meget ligefrem, samtidig med at indholdet hele vejen igennem afmonterer alle de selvfølgeligheder og fordomme, som vi er bærere af i større eller mindre grad. Det er bogens fortjeneste, at den skubber tæppet væk under os og giver os røde ører. De fleste vil have let ved at genkende sig selv i teksten. Ikke mindst når vi bliver indfanget i de latterligheder, som bogen er så rig på. Alt det vi gør og siger, der ofte slet ingen mening giver, og i hvert fald slet ikke kan dækkes ind bag noget dokumenterbart. Alle de talemåder og vaner som vi har, bliver langsomt opløst for øjnene af os - og det er bogens fortjeneste. Den angriber så at sige alt – og der er nok at tage fat på. Det er afslørende givtigt.

”Tak. Jeg er død, men jeg har udgangstilladelse.» En citeret replik som denne er typisk for bogen, der præsenterer et nyt energisk blik på livet og døden. Det er generelt opløftende læsning. Måske er det refererede udsagn ikke så positivt i sig selv, men det er et godt eksempel på, at meget ligger i sproget og den sproglige begrebsverden, vi omgiver os selv og hinanden med. Bogen udmærker sig med et forfriskende nyt blik på liv, død og aldring. Efter endt læsning, tænker jeg: ”Nå… Ja, men så skal det jo nok gå!”

”Mæt af dage” eller ”mæt af kage” – bogen giver en fin mæthedsfornemmelse, der efterfølges af lysten til at give sig livet i vold.

 Lone Kühlmann og Henning Kirk

AFSKAF ADERDOMMEN

Bliv i de voksnes rækker 

Gyldendal, 2012

 

 

Bogen er anmeldt i forbindelse med 

Gammelfestivalen III, 

Død og hygge i De Gamles By, 

24.-27. oktober 2025.

Mød Lone Kühlmann til festivalåbningen, 

fredag den 24. oktober. 

Se program. 

 

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser, 

der er anmeldt i forbindelse med Gammelfestivalen III

 

Anmeldelse: TØSNE OG FORSYTHIA af Thomas Bredsdorff

 

Portrætfoto: Alexander Banck-Petersen.

Efter at have læst første del af bogens tre dele, er jeg for længst sunket dybt ind i fortællingen. På bagsideteksten spørges der om, hvad et menneske er uden erindring? Bogens fortælling om forfatterens hustru, Lene Bredsdorff (en højt skattet litteraturmedarbejder i DR), der langsomt fortæres af Alzheimers, er knusende. Ligesom det er for den skrivende ægtemand og for hustruen. Det er en glidebane, der langsomt bliver mere og mere stejl. I begyndelsen handler det om at prøve at forstå det. Hvordan er det, når sindet giver op og ædes væk indefra. Udenpå er der intet at se. Mange funktioner er intakte. Den fysiske balance er også som den skal være, men langsomt går bevidstheden op i sømmene. Det sker så gradvist, at det er umuligt at se, hvornår og hvordan det egentlig begyndte. Formodentlig flere år tidligere end det blev konstateret. I starten skal der mange undersøgelser til, måske er der slet ikke noget, men den underliggende angst tager langsomt over, indtil det er umuligt at ignorere. Hvordan lever man med det? Hvordan gør de pårørende? Det er en skildring af en frygtelig sygdom, der virker nådesløs. Hvordan overlever man det? Og overlever man, selv om man lever videre?

Kan man leve videre med det bagefter. Det er noget, der flytter ind i én. Både hos den ramte, ægtefællen og vennerne. Det sætter sig tungt ned over det hele. Netop det, at bevidstheden i knusende skarpe øjeblikke tilsyneladende pludselig fungerer normalt gør, at man aldrig rigtig ved, hvor man er. Heller ikke den ramte selv, der mister rumfornemmelsen og til sidst mister sig selv.  

I bogens 2. del remses de forskningsmæssige resultater op igennem de sidste 100 år – eller rettere de manglende resultater. Når det virker så enerverende at læse om, er det netop, fordi det er enerverende. Så er der mere at hente i 3. del, hvor kunsten tages med på råd, når det gælder om at få defineret vores egen indstilling til alzheimers. Det er anderledes løfterigt. Især nævnes forfatteren Kirsten Thorups roman ”Ingenmandsland” som et eksempel på en fortælling, der gør noget andet, og derfor også når andre steder hen.

Thomas Bredsdorff er forsker - litteraturforsker med et mangeårigt journalistisk virke på Politiken. Det er tydeligt, at der for ægteparret er tale om privilegerede mennesker, hvad angår deres arbejdsliv og deres kontakter i samfundslivet, og derfor må man også formode, at de har større emotionelle ressourcer til at stå dette igennem, så hvor meget sværere er det ikke for mennesker uden denne privilegerede adgang til diverse.

Men der er også lyspunkter, og Thomas Bredsdorff er rigtig god til både at rose og kritisere, hvor der er brug for det. På den måde fremstår beretningen yderst troværdig. Der er stor ros til musikterapeuten, Hugo Jensen, fra De Gamles By, som den syge får en fremragende kontakt med. Det er en forunderlig beretning. Mens alle andre menneskelige færdigheder smuldrer væk, har hustruen også som barn spillet klaver, men altid strengt efter noder, men i samværet og samspillet med  Hugo Jensen, vokser der helt nye toner frem. For første gang i livet viser det sig, at hustruen nu går ind i et nyt musikalske liv, da hun på trods af sin fremskredne Alzheimers pludselig kan improvisere på klaveret. Det skaber selvfølgelig eufori i denne ellers triste fortælling. Det er en yderst smuk skildring af, at selv når mørket sænker sig, er der stadig lys. Måske er det ikke stort, men det skinner klart gennem mørket. Det er betagende. Ellers er der langt mellem det glædelige i deres nye samliv, der gradvist bliver et liv hver for sig. Uigenkaldeligt, da hustruen først kommer på aflastningsophold, for siden at flytte på plejehjem.

For forfatteren er der ikke andet at gøre end at hænge på og leve og kæmpe. Bogen er en på sin måde frygtelig sårbar og nøgen skildring, men det er også en både varm og kærlig skildring af, hvad der sker, når et elsket menneske langsomt viskes ud. Så nær ved og alligevel så uendelig langt væk. Det er en fantastisk skildring. Rå, skånselsløs og helt uundværlig.

 

Thomas Bredsdorff:

TØSNE OG FORSYTHIA.

Noget om livet med Alzheimers

Gyldendal, 2024.

231 sider.

 

Digtsamlingen er anmeldt i forbindelse med 

Gammelfestivalen III, 

Død og hygge i De Gamles By, 

24.-27. oktober 2025.

 

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser, 

der er anmeldt i forbindelse med Gammelfestivalen III

GRANDE FINALE med Gammelfestivalen III

Foto: Ole Yssing.

Ja, alting har sin tid. Det gælder både den kommende Gammelfestival, men også overordnet mit eget festivalarbejde. Det er allerede sivet ud, og jeg har også skrevet og mailet det rundt til de medvirkende på denne den sidste festival. Men hvorfor nu det? Det kører jo upåklageligt og er noget, der er helt sit eget – og hvor meget er der af den slags? Ja, der er ikke meget, men det ændrer ikke ved, at festivalarrangøren her altid har arbejdet efter at gøre det bedre og bedre, og ad åre er det lykkedes. Jeg har altid selv været målløs over, at alle stiller op og er glade for at være med til denne årlige celebration af drømme og visioner. Tak til alle for det. Det har været en forunderlig rejse, som jeg har nydt. I starten var det hårdt at løbe det i gang, men det har altid været al besværet værd. Jeg har glædet mig til hvert år og har indrettet hele mit liv efter det. Jeg lærte tidligt, at hvis man vil lave noget rigtig godt, skal man stå tidligt op om morgenen og sørge for, at de enkelte dele er helt i top, så bliver det endelige resultat derefter. Men i år er det sket noget. Det har været på vej gennem de sidste år, for hvert år er jeg blevet mere og mere tilfreds med resultatet – og i år skete det, der måtte ske, at alting faldt i vatter og det var i mine øjne den perfekte sommerfestival. Der var intet, som jeg ville gøre bedre eller tilrettelægge på en anderledes måde. Jeg havde med andre ord opnået det perfekte. Der er altid noget, der kan gøres bedre, men ikke på den overståede sommerfestival. For mig var det idealet af en festival.

Jeg kan forklare det med at sammenligne med mit arbejde med dukketeateret, der sluttede for 20 år siden (dog er det blevet til en enkel forestilling mere sammen med Thulla, der indgår i Gammelfestivalens afslutning), for den gang havde jeg det på samme måde. Jeg levede af dukketeatret gennem mange år, men min målsætning havde hele tiden været, at jeg ville opnå det perfekte forhold mellem form og indhold, og da det lykkedes efter 13 år, havde jeg opfyldt min vision. Det er det samme, der er sket med festivalerne. For mig handler det om at være på rejse. At befinde sig i en kunstnerisk udvikling, der hele tiden er på vej mod nye mål, men når det lykkes, opløser det sig – og så er det tid til sporskifte. For mig er kreativiteten noget, der hele tiden flyttet sig, og så er det min opgave at følge med. Jeg ved ikke, hvor vejen videre fører, men jeg har jo et fuldstændig vidunderligt kontaktnet til alt og alle, og det vil da være mærkeligt, hvis jeg ikke aktiverer det igen, men hvordan og hvornår må ligge hen i det uvisse.

Livet er fantastisk og underfuldt, så det er tid til, at jeg igen må begive mig ud i det uvisse for igen at finde et sted, hvor jeg kan se nye veje og muligheder. Tusind tak disse første 18 år. Sikke en gave!

Kom og vær med til at fejre det på denne GRANDE FINALE med Gammelfestivalen III, Død og hygge i de Gamles By, 24.-27. oktober 2025.

Læs også om DEN STØRSTE KUNST på den sidste festival

Brev fra Pia Sigmund om frivillighed

Portrætfoto: Tina Lindop.

Kære Michael,

Det ville være nemt at tale med dig om en konkret sag, og det kunne være et af mine hjerteemner: 2 Timer om Ugen, mundtlighed og fortælling i folkeskolen, børnene i Palæstina og Gaza, Bedsteforældre for Asyl, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Børn i Danmarks historie – men da det nu handler om en Gammelfestival med fokus på bl.a. ”aftryk i livet” og ”hvordan vi vælger at bruge vores liv”, så …

vil jeg gerne slå et stort slag for at dyrke frivilligt (socialt) arbejde, også og måske især når man er i den tredje alder.

Verden er fyldt med forfærdelige rovdyr og maghavere, og vi mødes hver dag af så mange udfordringer. Tilsammen er de nok til at gøre os urolige og bekymrede og usikre på fremtiden.

Men sid ikke på dine hænder – ”Hvad du evner kast af/i de nærmeste krav” (Bjørnson) – det har både du og verden bedre af.

Det er så skønt at være frivillig. Det giver glæde og mening.

Du kan forandre verden en lille smule. Vi kan alle forandre verden til det bedre.

Der er så mange steder, man kan give en hånd.

Man behøver ikke sidde hjemme og føle sig ensom.

Det er skønt at finde sammen med andre i bedstealderen. Jeg føler mig så privilegeret, fordi jeg i mit liv som aktivist har fået mange nye gamle venner.

Og unge venner. For jeg oplever, at de unge har respekt for os i bedstealderen, der rækker ud.

Jeg havde nu ellers aldrig drømt om, at jeg skulle blive aktivist. Jeg er vokset op som en pæn og stille pige, men nu kan jeg ikke holde mig tilbage: Demoer i gul vest, demoer i rødt, tale for store forsamlinger, læserbreve, jeg har sendt masser af læserbreve i de seneste år. Jeg er lykkelig for at opleve den fase i mit liv.

Fra rejse til Palæstina. Læs beretningen derfra.

Trods alt har jeg et positivt syn på verden. Det er for let at være pessimist, og verden har brug for optimister. Måske: En lettere bekymret optimist.

På det seneste:

·        Forandre den danske folkeskole – fortælling og mundtlighed og lytning ind i undervisningen.

·        Bedsteforældrenes Klimaaktion

·        Bedsteforældre for Asyl

Altid:

·        2 Timer om Ugen. Det er nødvendigt for børnenes skyld. Alle børn har ret til et liv i trivsel.

Skønne Anne Marie Helger siger: Jeg bruger rødstøttestrømper, jeg har gardisettearme, men jeg er glad for livet. Politikere kommer og går, aktivister består.

Jeg så et digt på en væg. Jeg kender ikke forfatteren:

·        Life is short

Do more, need less

Smile often, be brave, stay true, forgive quickly

Dream big, kiss slowly

Love truly and realize how blessed you are for what you have.

Hilsen

Pia Sigmund, 

6. oktober 2025

*

Foto: Tina Lindop.

 

Pia Sigmund fortæller om festivalerne:

"Jeg er så heldig, at jeg næsten kan kalde mig veteran i Michael Svennevigs festivaler. I Drømme og visioner i 2014 optrådte jeg sammen med den afghanske forfatter Taiba Sohaila. Taiba var flygtning fra Afghanistan og poet. Jeg hjalp hende med at skrive bogen Silkevejen. I Med og uden smykker i 2016 optrådte jeg sammen med illustratoren Charlotte Clante, der tegnede til alle 11 bøger i min serie Børn i Danmarks Historie. Hovedpersonen i en af bøgerne, Erdogan Adanir, var også med den dag (se filmklip). I bogen Billeder af liv fra 2018 lavede Michael et interview med mig (hør podcast, læs uddrag) og på festivalen optrådte jeg sammen med Alaa Abdol-Hamid. Jeg har grundlagt og sammen med Alaa opbygget indsatsen 2 Timer om Ugen, hvor små børn med andre modersmål mødes med en voksen dansker to timer hver uge, en sprog- og kulturven, og sammen leger de det danske sprog frem. 2 Timer om Ugen er en succes og arbejder snart i fem kommuner rundt i landet. I 2023 inviterede Michael mig til at skrive en tekst til Et andet blik, hvor jeg fortæller om min nylige rejse til Palæstina for at finde de gode historier. Gode historier, der giver håb og livsmod, findes, selv under de sværeste vilkår, mange flere end vi hører om i det daglige.

Mød Pia Sigmund på Gammelfestivalens 2. dag, 

lørdag den 25. oktober 2025.

Se programmet for dagen

- og læs mere om Gammelfestivalen III

*

Anmeldelse: DEN HAFNIENSISKE DØDEBOG af Jesper Lützhøft

Portrætfoto: Michael Svennevig.

 

Jesper Lützhøft skriver: ”Da jeg indså hvor mange af mine tekster og digte, der kredsede om døden, forstod jeg, at jeg var nødt til at skrive det uafvendelige ned til et niveau, hvor det ikke længere stod i vejen for enhver udsigt. Det blev til denne "Dødebog", der i modsætning til den tibetanske er skrevet for de levende.”

Tonen blev sat allerede med bagsideteksten: ”Denne bog er en selvhjælpsbog. ”Hvordan man lever evigt” spørger den. Svaret er enkelt, som alle svar på store spørgsmål er det. Vanskelige svar er forbeholdt videnskabsmænd og politikere. Så altså: Lad være med at dø – så lever du.”

Digtsamlingen er en forunderlig vandring gennem liv og død. Forinden havde jeg læst og nydt digterens seneste udgivelse: ”En savnsbundet rejsende”(2023), der består af persiske spejlinger, af tanker og ord nedfældet under og efter rejser i Iran. Landet og menneskene har afsat lange spor i hans erindring som han har fastholdt i en fascinerende to-sproget digtsamling, der både er på dansk og farsi.  

Jesper Lützhøft (f. 1957) er oprindeligt musiker, men har bl.a. været operachef på Den Anden Opera og producent mm. i Danmarks Radio. Han debuterede som forfatter i 2012 med teksten til operaen Angelo af komponisten Lars Klit, og siden har han udgivet 10 bøger. Han har skrevet tekst til i alt 6 operaer, hvoraf de tre er opført, den fjerde skulle få premiere i 2025. Han er medlem af bestyrelsen i Danske skønlitterære Forfattere, og initiativtager til etableringen af Musikhuset København i det gamle Bymuseum på Vesterbrogade.

I ”Den Hafniensiske Dødebog” danser vi med digteren rundt om livet og døden. Ingen ved, hvad der egentlig kommer til at ske, så der er frit slag for digterne og kunstnerne.

Digtene går til biddet, men det virker befriende. Når vi træder ind i denne emnekreds, træder vi ind over en tabuiseret grænse, for hvor går grænsen mellem, hvad vi må tænke og sige? Der er ingen! Alt er tilladt – og det benytter Jesper Lützhøft sig af. Det virker befriende og er med til at skubbe grænserne for, hvad vi kan gøre og ikke gøre.

Det er selvfølgelig en smagssag, hvor meget vi hver især har lyst til at bevæge os inden for i dødebogen. Vi har nok en naturlig nedarvet frygt for det, vi ikke kender – døden er hele tiden til stede, selv om vi ved forsvindende lidt om den. Det eneste sikre er, at vi skal dø.

Digtsamling er en fin måde at nærme sig det på. Tonen er morbid og munter. Kunstnerisk set er det en fornøjelse at bevæge sig ned i mørket. Der sker automatisk en spejlvending, for når man kigger ind i mørket, bliver lyset så meget desto klarere. Sådan opleves det i hvert fald i digtsamlingen.

”At lade himlen skifte ham/at lade løver gå frit i gaderne/at tage afsked med sine børn for sidste gang/at se kranier spejle sig i butiksvinduerne

at lade verden gøre sig til/at lade regnen høre op eller blive ved/at tagge døden på sit profilbillede/at se skibe sejle på boulevarderne

at kræve moderne mirakler/at lade tavsheden indtræde” (side 19)

Der er både plads til det blide og det skrigende:

”Skriget over byen ved solopgang/stammer fra/det dræbte mørke”

Mens mest er der tekster, der fylder os med forundring og tager os med på tankerejser langt væk og meget tæt på.

”Altid i mørket et vindue/man kan åbne/ og falde ud af”

”At føre et barn ind/i søvnen/ at føre en olding ind/i døden”

Det surrealistiske er selvfølgelig overraskende:

”Vær opmærksom på dine syner/Hunden på naboens altan er en stol/Den stol manden er ude at lufte er en hund”

Humoren forløser det meste:

”Døden satser på engangskunder”

Det er betagende, når ordene holder op og betydningen skal indfinde sig på en ny:

”Du søvner mig/Du bølger mig/Du tårer mig ind i mørke”

Digteren Jesper Lützhøft får det sidste ord, når han afslutter digtsamlingen med ordene:

”Jeg har forligt mig med døden/Nu har jeg intet mere at sige om den/Nu skal jeg forlige mig med livet/der går videre når jeg bliver liggende”

-og bagefter tilføjer:

”Hjertet pumper lidt endnu”

 

DEN HAFNIENSISKE DØDEBOG

af Jesper Lützhøft

(finkultur.dk, 2018)

Digtsamlingen er anmeldt i forbindelse med 

Gammelfestivalen III, 

Død og hygge i De Gamles By, 

24.-27. oktober 2025.

 

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser, 

der er anmeldt i forbindelse med Gammelfestivalen III

Louise Christine Larsen: Om Hanne Svennevigs motivverden

 

Foto: Michael Svennevig.

Hanne Svennevigs pensel er en naturkraft. Den drager som en istid gennem landskaber og efterlader korridorer af materialeaflejringer og krakeleringer, der løber som nydannede bjergkæder over lærredet, for slet ikke at tale om åbninger til lag af det, der ikke før var synligt. Vi ser fysisk lagene, der til tider pastost befinder sig ude i vores eget rum. Det er skabelse som begyndelse og handling.

Værk: Hanne Svennevig. Foto: Michael Svennevig.

En verden af tilsynekomster og aflejringer former sig foran os. Nogle endog tilsynekomster af menneskeformer. Men netop som vi tror at kunne begribe og måske ligefrem gribe efter det, som kommer til på et lærred, nægtes vi adgang. Det lukker sig for os og afslører sig aldrig.

Skabelsen viser sig at have den modsatte handling i sig. Lærredernes tilsynekomster er også deres tilsløring. Rækker af menneskeformer forbliver uhåndgribelige trods deres fysiske nærvær. De giver sig til kende, men det er ikke os, der bestemmer mødet.

Værk: Hanne Svennevig. Foto: Michael Svennevig.

Menneskeformerne er ikke påtrængende. De forbliver i deres verden. Vi derimod drages efter svar. Vi vil dem nærmere og vide, hvem de er, og hvad de rummer. Jo mere vi insisterer, desto mindre forstår vi - til vi forstår, at vi har grebet den opgave, de har givet os, helt forkert an.

Lad os gå til filosoffen Morse Peckham og hans bog Man's Rage for Chaos fra 1967, der er blevet en bibel for multikunstneren Brian Eno. Peckham erklærede, at "The distinguishing attribution of the artist's role is to create occasions for the disorientation, and of the perceiver's role to experience it”. Det er med andre ord kunstnerens rolle er at skabe desorientering, mens det er beskuerens rolle at opleve den.

Værk: Hanne Svennevig. Foto: Michael Svennevig.

Kaos er frihed, ifølge Peckham, og frihed bliver håndgribelig gennem forhindringer. Kunsten er derfor vores chance for at blive udfordret og at udvide vores evne til at tænke større. Når vi giver slip på kontrol og orden, kan vi lade verden ske og skabe stadig nye utopier af de idéer, som opstår.

Som beskuere opdager vi, at det egentlige ligger i at være søgende. Vi ser, at skabelsen aldrig tager endelig form. Kunst er begyndelser, ligesom vi som mennesker selv er begyndelser, der aldrig finder vores endelige form. Hanne Svennevigs lærreder forbliver søgende og spørgende former, der fortæller os, at også vi skal forblive søgende.

Vi vokser som mennesker, når vi lærer ikke at kræve svar.

Værk: Hanne Svennevig. Foto: Michael Svennevig.

*

Hanne Svennevig (1944), udstiller 16 værker på den kommende Gammelfestival. Hun er autodidakt og begyndte at male efter den første rejse til den yderste ø, Røst, i Lofoten. Det var kærlighed ved første blik. Derefter mange rejser til Svalbard, Færøerne, Island og Grønland. Et ophold på en fangststation på Svalbard blev en uforglemmelig oplevelse. To kunstnere, gamle i faget, blev ved deres generøse vejledning af største betydning. Det begyndte med rivefigurer i papir, fortsatte med akvarel og acrylmaling, pastelkridt og collager. Udstillinger: USA, Svalbard, København, Tuse Næs, Luxembourg – og nu også på den 3. Gammelfestival i De Gamles By fra den 24. - 27. oktober 2025. 

Dagbogsnotat: ” – stod i minus 25-30 grader med papir og akvarelfarver, geværet ved siden af, lidt uden for den lille forskningsstation, hvor jeg var bevilget ophold i Kunstnerhytta, på Svalbard, med de majestætiske Tre Kronar fjelde og den prægtige Kongsfjordbræ bag mig, og akvarelfarven frøs til små krystaller, der efterlod skitsen med en gnubret overflade, som jeg blev så glad for, at den i varierende former findes i mange af mine malerier.”

Foto: Helle Sheffmann.

Om Louise Christine Larsen

​Louise Christine Larsen, kunsthistoriker med speciale i satiretegninger, fortalte om Sikker Hansen på den forgangne Sommerfestival. Sidste år fortalte Louise om Riber Hansson. Læs mere. 

Læs også samtalen med Louise om utopi, samt blogopslag om tidligere satiretegnere, Louise har præsenteret på Sommerfestivalen bl.a. Nadia Khiari, Khalid Albaih og Valdemar Andersen. Men det startede faktisk med plantemusik. Louise har også bidraget til sidste års festivalbog, "Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabers betydning" (2024).

Åbningen af Hanne Svennevigs udstilling på Gammelfestivalen, sker til åbningen, fredag den 24.10. kl. 16, hvor Louise ganske kort vil introducere værkerne.

Senere samme dag medvirker Louise med "DEN STØRSTE KUNST på den sidste festival". Læs opslaget her, der bliver lagt ud inden festivalen.

Læs mere om Gammelfestivalen

Se programmet for festivalåbningen.