Anmeldelse: FADING WITH BIRDS af Tom Sonntag

 

Layout: Michael Dam. Foto: Christian Grønne.

Er "Fading With Birds" en svanesang? Er dette den finsk/danske komponist og musiker Tom Sonntags sidste udgivelse? Han skriver, at det handler om ”the ending of time”. Han er kørestolsbruger og har muskelsvind, så fremtiden er ikke uendelig for ham. Det er de kort, han har fået at spille med i dette liv. Musikken  er båret af en stille resignation og en tilsyneladende ubesværet afklarethed. Det meditative er tydeligt, når han beskriver det som «a sound reflection om my wondering about the ending of time»... Not with fear, but as a relief from pain and distress. A strong hope to transcend into a state of ease... Courage to let go and fade away with birds…” Som et musikalsk testamente - et melodisk farvel  til livet og naturen, båret af en spindelvævstynd lethed, kombineret med finsk melankoli. Det er blevet til 75 minutters musik fordelt på 11 skæringer. Det grafiske arbejde på omslaget og indercoveret, med fotos af Michael Dam og layout af Christian Grønne, har samme æstetiske lethed.  

Det starter med klaver, og en sagte violin glider ind over i lange bløde strøg. Som regndråber drypper tonerne ned over ”In the old forest”, der indledes med ordene: ”My self perishes when I listen to you in the old forest”. Tom synger og taler med en stille sprukken stemme, skiftevist syngende, hviskende og talende. Lucy Bannons violin er grædende. Det er svært ikke at blive berørt af denne visdomsfyldte sang. Toms stemme siget det hele. Det er så ærligt, at det gør ondt at lytte til.

På ”Fragiles” indledes der med regnvejr. Klavertoner daler ind over os. De høje diskante toner rammer os blidt. ”As fragile children we drift unsure but still true like mists in the forest.” Bløde mundharpelyde blæser ind over. Vi er igen ude ved porten ind til evigheden. Vi kigger ind i et spejl, der spejler vores egen udødelighed - eller manglen på samme.

”Kneeling Aura” er mere munter. Måske er det daggry. Junglelydene er både morsomme og lidt aparte. Det hele er spillet af Tom på keyboard med diverse lydeffekter. Melodica og flydende luftige toner brydes, under hvad der kunne lyde som et indledende tordenvejr. Men det bliver aldrig rigtig voldsomt, selv om himlen trækker sig sammen og ændrer vores syn på verden.

Toms og Poul Poclages stemmer cirkler melodisk ind over hinanden i ”Child”. Det ene øjeblik næppe hørligt, før det senere koncentreres, og Tom hviskende synger teksten: ”Look up with an elder´s sight/Step out with a child´s mind”. Måske er det noget af essensen af denne række af dødesange, der lige så vel kunne være livssange. Vi bevæger os ud til den yderste grænse, hvor tonerne står vibrerende tilbage, mens vi skuer ud mod horisonten. Det virker på én gang både animerende og meget insisterende. Sagte og nænsomt.

I ”Parrallel Waves” fortsætter regnen. Denne gang mere vedvarende. Lange glidende toner fanger os ind, og vi suges ind i en uendelig verden. Vores opmærksomhed bliver låst fast. Musikken er som store vældige filmiske lydkulisser. Der er kælet for den organiske lyd. Det er på én gang drømmende og insisterende som kun de bedste drømme er.

I ”Ravenows” bringer Sandy Chatterjees vokal os straks til Indien. Han spiller på shamanistisk tromme med Toms luftfulde sang i forgrunden. Højt klingende klokkelyde giver tempelassociationer, mens ravne flyver mod nat. Vi hører deres dæmpede ildevarslende skrig, da de flyver tæt forbi. Pludselig arbejder en dyb tromme sig ind i lydbilledet. Der er mange elementer i spil, og samspillet er tæt og totalt. Det er som at bade i vældige vandmasser. Det er frydefuldt at stige ned i dette raffinerede lydbad.

”From water” introducerer rent dagslys. Væk er alt det dunkle og anelsesfulde. I det klare lys kan vi se det hele – og det er en storslåede udsigt. Lyset gennemvæder os, og der er en opvågning, som løfter os videre op. Melodicaens toner viser vej. Musikken, der består af lange fortællende tonerækker, bølger rundt om os. Måske som vandmyg, der skøjter hen over vandets overflade på en varm sommerdag. En barnestemme blander sig og giver os al naiviteten tilbage.

I ”Distant Memories” dukker William Hoydal Nikolajsens drengesopranstemme op midt i det uendelige. Det er betagende – og en af de smukkeste skæringer på cd´en. Jeg får lyst til at græde, når jeg hører det.

I titelnummeret ”Fading with birds” er det Lucy Bannons lyse stemme, der synger sammen med alle fuglestemmerne. En ravn skræpper, og lyden trækker sig sammen som uvejret i et foregående nummer, ”Kneeling Aura”. Klavertonerne lægger sig omkring det hele. Toms egen vokal minder om de finske skove. Der er ekko fra dybe dale og en tilbagevendende melankoli, der dukker frem mellem træerne i den uendelige skov.

På det længste nummer, ”Through A Window”, på 13½ minut, åbnes der med en Jan Gabarek-saxofon-lyd, der bringer os endnu dybere ind i skoven.  De fleste lyde er frembragt elektronisk, men klinger så organisk, at der ikke er en eneste rest af den mekanik, der ligger til grund for det hele. Sandy Chatterjee spiller guitar og percussion på nummeret. Det er samplinger med naturlyde. Det er på én gang både storladent og inderligt. Det er gigantiske landskaber, der rulles ud for lytterens indre blik. Det er fængslende at lytte til. 

På nummeret ”Through A Window”  flimrer solen igennem løvet. Det løsner alt det insisterende i de foregående numre. Det er smukt og betagende at slutte cd´en med denne rejse mod lyset og en medfølgende afklaring. Det er en tilbagelagt rejse, der nu har funder hjem. Også for denne lytter.

På den afsluttende ”Storm Song”, hvor Poul Næs spiller double bas, er de første ord: ”Finding home/In this storm/ Finding home/ Outside time”. Vi er nu tilbage ved starten. Væk er melankolien og alt det anelsesfulde. Noget er fuldbragt - og en cirkel er sluttet.  

 

FADING WITH BIRDS 

af Tom Sonntag

11 skæringer 

74 minutter

Produktion: Tom Sonntag

Optagelse: sonnMusic/Tom Sonntag

Mix & mastering: sonnMusic/Tom Sonntag

*

Gæstemusikere/sangere:

Sandy Chatterjee: guitars, udu, vocals

Lucy Bannon: violin, vocals

Willianm Hoydal Nikolajsen: vocals

Poul Poclage: ukulele, vocals

Poul Næs: double bas

*   

Live video-optagelse 

af CD´ens sidste nummer:

"Storm Song" (3:44))

 

Tidligere anmeldelser:

THE MAN WHO SLEEPS UNDER THE TREES (2021)

VIEW (2019)

Hør også festivalpodcasten om Toms liv og musik (2022)

 *

Cd´en er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Tom Sonntag medvirker til

festivalens åbning på Amager og 

på det afsluttende  NACHSPIEL i Husum. 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivaludgivelser 2025

*

 

Anmeldelse: BEVÆGELSE VÆK af JOMI

 

”mine hofter åbner sig

en sideløbende bevægelse

jeg gør den for at kunne holde det ud

alle de bevægelser i verden

jeg skal holde ud

alle de kombinationer jeg må finde

for at skabe meningsfuldhed

omkring mig selv

som menneske

på jorden” (side 6)

Jomi Massage (alias Signe Høirup Wille-Jørgensen) udgav ”Prikken over et år” på Asger Schnacks Forlag i 2018. Nu følger Jomis ”Bevægelse væk”, der udkom i maj på Rebel with a Cause. Fotoet på omslaget (som Jomi selv har taget) viser en gren, der peger frem mod månen, men det er faktisk solen. Sol og måne kredser om hinanden også i langdigtet. I citatet kredses det hele ind. Hovedpersonen fokuserer på ukrudtet mellem perlegruset i indkørslen. Noget eller nogen er tydeligvis kørt ud, uden at vende tilbage. Måske er hun forladt, eller også er det selvvalgt. Titlen indikerer, at det ikke bare er ”bevægelse”, men bevægelse væk fra noget. Hvad det drejer sig om, berettes i langdigtet én side senere, hvor der står: ”hvorfor forlod jeg ham ikke tidligere”.

Spørgsmålet vender tilbage flere gange. Hele langdigtet er et forsøg på at finde en forklaring på det. Det forklares bl.a. med ordene:

”sengen der bliver en arena for afmagt

magtforskydninger

kroppe som våben

der sigter

søgende

seksualiteten som en flitsbue

fyld mig ud skriger min krops åbninger

som om den er huller

af noget der er i stykker

fyld alt det der står alt for åbent

ud

lad mig mærke at det der trænger ind

aldrig kommer ud igen

jeg råber dette

på samme måde som han råber

på gårdspladsen

forladthedsangst i dette altid

uforudsigelige toneleje

ukendte rum

stemmer

der kommer fra et sted

skaber sorte øjne af gammelt blod

tabte slag

tomme huller

han råber efter mig

hans råb ebber ud

mister sit tag

i min nakke” (side 11-12)

Der er store følelser i spil. Det er himmelelementernes kamp mod hinanden. Allerførst skal jeg lige orientere mig for at modtage på dén frekvens. Jeg tænker kvindelitteratur i 70´erne, men det er meget mere end det. Det er flot orkestreret. Hvis det er musik, så starter det som Wagner, og senere bliver det måske mere Mahler, men der er ingen tvivl om, at Jomi er rundet af den musik, som hun også selv hovedsagelig er forbundet med. Dog ikke den klassiske. Sproget spændes op og kastes langt ud i verden. Ordene knytter sig sammen i elastiske guirlander, der slynger sig tæt rundt om læseren. Der er et overskud og en rytme i sproget, som det er en fornøjelse at lade sig opsluge af.  Det store og små knyttes elegant sammen (ligesom i det første citat). Verdenerne kolliderer, men det sker i smukt ordnede og tilskårne sproglige nuancer og former. Det er meget organisk, men også meget kvindeligt. Der er både en urkraft og en urmoder i teksten. Det er ikke sjovt at være mand i den heksegryde. Det kræver i hvert fald sin mand.

Men det er spændende at begive sig stadig længere ind i den forheksede skov af amputerede følelser og lystfyldte drømme. Som mand er der mulighed for at nyde udsigter, der måske sjældent er os forundt. Der er noget at hente både for angriberen og den angrebne. Alting er ikke så enkelt. Det glider sammen, og langdigtet rummer mange nøgler til at forstå det bedre, men helt i havn kommer vi aldrig. Det er slet ikke meningen. Det er rejsen derhen, der er det væsentlige. Langdigtet tilbyder en fascinerende og meget inciterende rute gennem et mørkt fortryllet landskab. Jeg nød at rejse med.

At bruge langdigtet som form, så er der allerede skabt en historisk sluse tilbage i tiden. Det responderer fint med tekstens mange formulerede tanker om at det, der sker, er sket til alle tider. Det bliver tidløst. Det er kønnenes kamp og kærlighed. Om det er før eller nu spiller ingen rolle. Indirekte postuleres det også, at det er en kærlighedskamp, der vil blive udkæmpet til evig td. Det startede før langdigtet, og det bliver ved og fortsætter efter den sidste side i langdigtet er læst.

Digtet bevæger sig ad tidløse stier, og det øger læseværdighed og ophøjer teksten til et mytisk lag, hvor kønnene aldrig kommer til at forstå hinanden. Eller også er det netop det, det handler om, at vi finder sammen i konstellationer, der er dømt til at gå under, men også dømt til som sammenstyrtede broer igen og igen at opbygges på ny.

”Bevægelse væk” rummer også en del indsigter, som når kønskampen er ”forklædt som kærlighed” på en slagmark, hvor man er placeret som kæmpende soldater:

”jeg troede jeg bar

det hele blødt

i favnen

egentlig var jeg

en soldat

en fremmed

stående i samme ørken

med et misforstået ærinde” (side 39-40)

Men selv om de udkæmper umulige kampe mod hinanden, så er de også fælles om det:

”han og jeg

samme angst

intet må dø råbte jeg

og så døde det der ikke må dø

intet må dø råbte han

og så døde det der ikke må dø» (side 47)

Tiden ophører. Vi er igen og igen tilbage på gårdspladsen, sådan som vi var i det første citat, derved bliver langdigtet til et langt smerteligt opråb, der spindes om det gentagne spørgsmål: hvorfor forlod jeg ham ikke for længst? Hvorfor var jeg så længe om det?

Vi bliver ligesom hovedpersonen ikke klogere på det, men alligevel en smule mere afklare. Bare lidt i det mindste. Eller gør vi også det? Der gives så mange forklaringer, de nærmest ophæver hinanden.

Tilbage står, at vi er insekter omkring et brændende bål i mørket Vi kan ikke, men vi gør det alligevel. Vi må brænde op igen gang på gang, for det er ilden vi vil – og den vil også os. Vi tilintetgøres og opstår på ny - igen og igen.

Langdigtet beskriver en rejse, der aldrig sker. Vi rykker os ikke ud af stedet, og alligevel omslutter fortællingen det hele. Vi får alt og intet at vide. Vi skal selv vide at sortere i det. Det er ikke let, men det er nødvendigt. Tilmed er det kunstnerisk velskrevet, udsunget og komponeret. Det er en fornøjelse at blive holdt fast af denne messende ordstrøm, der er så inciterende og insisterende, at den udelukker alt andet.

Vi er i gang med en ceremoni – uden at vide det.

2/3-del gennem langdigtet dykker det, når det personlige fokus forsvinder og der i stedet fokuseres på børnene. Teksten begynder at flimre. Det, der tidligere stod frem som stærke sansninger, bliver i stedet til billedtale, men det virker ikke rigtigt forankret i det øvrige. Først på side 77 (17 sider senere), hvor vi igen er tilbage på gårdspladsen, hvor det hele startede, hænger teksten igen sammen for mig. Måske er det meningen, at alting (og ikke mindst meningen) skal gå under, men jeg foretrækker, når teksten giver mig indtryk af, at den selv ved, hvor den er på vej hen og hvad den vil. Elles bliver det bare postulater og billedtale.

Der tales meget om blod, og jeg ser for mig, at det er Medea, der sider ved bålet og venter. Hvad hun kan finde på, ved vi alle. Det er ildevarslende, og hovedpersonen brækker sig da også flere gange på gårdspladsen – i perlegruset.

”jeg går ind i huset

min kjole er tung

jeg går ind i huset

huset der ikke længere

er mit” (side 86)

langdigtet afsluttes med en mild form for forløsning, vejrtrækningen bliver friere – for der er sket en bevægelse væk.

”jeg står nøgen nu

frie hænder

bevæger blikket

fra trækronernes toppe

ned langs de massive stammers

bark

grenene langs stammernes sider

grene med kviste

arme og fingre

foden af et ræ

mine hænder

de frie hænder

bar ryg af blade fra kviste

til jorden

min ryggrad

mit maveskind med navlens port

åben

atter åben

bark og hud

jeg står der hvor jeg vendte mig om

jeg forlod ham

kjolen ligger

opløst

afsluttet

jeg står der hvor skoven ser tilbage

der hvor skoven begynder

modtagelig

arme og grene

en mulig omfavnelse

en bevægelse væk” (side92-93).

 

Jomi

BEVÆGELSE VÆK

Rebel with a Cause, 2025

 93 sider

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor JOMI medvirker til

festivalåbningen på Amager. 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

 

 

Anmeldelse. TRANSMAND - den lange vej af Simon Gjerløv

 

Simon Gjerløvs debutbog, ”TRANSMAND – Den lange vej» kunne meget hurtigt blive en historie, der starter trist og ender godt, eftersom Simon er en af dem, for hvem det ender godt. Eller jeg burde nok snarere skrive, at han startede med en pigekrop, men endte som mand. Historier i den genre kan godt blive meget forudsigelige, men efter bare et par sider, er det tydeligt, at vi er i selskab med en ferm fortæller. Han kan skrive, Simon. Der er musik og stemning i teksten. Det virker i sig selv afvæbnende. 

Efter de første 100 sider er jeg gledet langt ind i fortællingen, der meget vel kunne have været blevet en triviel fortælling om en biologisk tilstand, der hele tiden står i vejen for det egentlige. Hvordan leve som ét køn, når alt i én higer efter det andet. Vennerne er altid drengene. Kjolerne passer bare ikke ind i det. Det står egentlig ikke til diskussion. Sådan er det, og sådan har det været hele tiden, men kroppen forråder det – og står i vejen. 

Det er en smertelige beretning, men det er hele tiden holdt ud i en armslængde. Det er en umulig situation, men beretningen er så ligetil, selv om det oplevede er alt andet end ligetil. Det er ubetrådte stier og et offentligt system, der slet ikke er gearet til det, på trods af påstanden om det modsatte. Det er beretningen om en nådesløs sagsgang fra instans til instans. Det er historien om et umuligt liv, men også om en stålsat livsvilje, der er betagende. Når det kan lade sig gøre, så kan alting lade sig gøre. Men vejen dertil er MEGET lang og langt fra entydig. Måden, det fortælles på, holder hele fortællingen kørende.

Det er en endeløs række at møder, konsultationer og vurderinger, der strækker sig over så mange år, at det i sig selv virker udmattende bare at læse om det. Men bag det hele er der denne stålsatte vilje og insisteren. Det er fascinerende at være i selskab med den beslutsomhed, på trods af alt. Hvor er livet forunderligt i al sin vildtvoksende fauna. ”TRANSMAND – den lange vej” er meget velskrevet. Beretningen er voldsomt præcis og koncentreret. Dette er endog bare 1. del.

Den kan både gøre det ud som vidneberetning og som mindesten over alle dem, for hvem det ikke lykkedes, og som systemet svigtede – med vilje. Beretningerne af det gennemlevede er kompetent og aftvinger respekt. Det kan godt være at vejen er lang, men teksten er præcis og direkte. Jeg er imponeret over tekstens kvalitetsmæssige niveau. Indimellem letter det beskrevne fra papiret og hæver sig højt op over det fortalte i passager som denne:

"Et af mine indre hellesteder var et minde fra jeg var 3 år gammel, hvor min far en tidlig forårsmorgen, medens de andre sov, satte mig op på min storerors sæde på stangen af sin cykel, for at køre os ud til en lysning i Kongelunden. Hvor vi delte en fløde, min far havde købt i Den runde Bager på Grækenlandsvej, hvor han måtte banke på ruden, fordi bageren endnu ikke havde åben. 

Mens vi drak fløden, kom Mikkel Ræv pludselig til syne midt i lysningen af blå skovvioler. Solen skinnede ned på ræven, så dens flotte rødbrune pels flammede op og gik i et med de funklende solstråler. Vi sad musestille og nød det smukke syn, medens nogle flødedråber langsomt trillede ned ad og dryppede fra min hage. Det kildrede, men jeg ville ikke klø mig eller tørre fløden væk, fordi ræven så så smuk og sød ud, at jeg ville fastholde øjeblikket så længe som muligt. Det eneste man kunne høre, var fuglenes kvidren, fluernes summen, lidt puslen i skovbunden og min fars pulserende hjerteslag, som det altid var så trygt at lægge øret imod hans brystkasse for at høre." (uddrag fra bogen, side 45).

Bogen bliver også en faktuel beskrivelse af et uendelig indviklet sagsforløb – ja, dem er der rigtig mange af, for ikke nok med at den fysiske transformation er lang og næsten umulig, dertil kommer også alle de ydre omstændigheder, der spiller ind. Simon når at føde to børn, inden han fysiologisk bliver til det, han har været hele tiden: en mand. Sønnen er meget plejekrævende, uhyre plejekrævende og multi psykisk handicappet, men alt det håndteres, samtidig med at Simon også videreuddanner sig til psykolog. I mange dele af den beskrevne beretning er han mere og bedre uddannet end dem, der skal vurdere og validere ham med henblik på at blive indstillet til den transformation, som bogen beskriver.

Forløbet gentager sig igen og igen. Det er uendeligt, men det er fortalt sådan, at jeg bliver hængende i historien. Der er mange faldgruber i denne type fortælling. Det kan hurtigt blive for navlebeskuende, for introvert og unuanceret. Selvfølgelig er det også for meget, for det der beskrives, ER for meget. Men det uhyggelige, hvad der også går op for hovedpersonen i mødet med andre i samme situation, hvilket først sker mange år senere, er den systematiske stigmatisering som personer med kønsskifteønsker bliver udsat for igen og igen fra systemets side. Samtidig med at systemet udadtil fremstår som foregangsgivende, mens det faktisk er udtryk for det modsatte. Den del af beretningen bør give mange i den offentliges forvaltning røde kinder og en virkelig dårlig smag i munden. Der er også beskrivelser af brodne kar i branchen. Det er horribelt. Det hele fortælles nøgternt og dækkende, og det gør, at det faktisk er til at hitte hoved og hale i et forløb, der er helt uigennemskueligt.

Måske bliver det endnu mere komplekst, eftersom vi (eller i hvert fald undertegnede) har vænnet sig til, at der er transkvinder, mens transmænd er mere sjældne. Det er i hvert fald et begreb, der kræver mere at forlige sig med, eftersom det er sværere at gribe om, fordi det ikke forekommer så tit. Det er i hver fald ikke noget, jeg har stødt på før. Det i sig selv udfordrer bevidstheden, og det skal man som læser beregne tid til at forlige sig med. Alt nyt kræver en særlig indsats. Det samme kunne også være en særlig grund til at læse bogen, for verden er større end vi er klar over – og denne bog er med til at åbne noget af det fastlåste. Det er en dokumentation, der er nødvendig og tilmed meget velskrevet.

Undervejs har jeg tænkt en del over, hvad det var, der holdt mig fast i fortællingen, for beretningen på 370 sider er lang og spækket med referater af den sagsgang som hovedpersonen går igennem. Jeg tror, at det for mig skyldes, at det samtidig giver adgang til at se verden og kønsperspektivet på en yderst sjælden måde. Det er beskrevet af Simon Gjerløv, der blev født som pige, men aldrig følte sig som pige. Denne vandring – i hvert fald fysiologisk fra pige til dreng, fra kvinde til mand er uhyre spændende. Undervejs er der mange vante forestillinger om køn og kønsbevidsthed, der stilles spørgsmålstegn ved. Det er fascinerende læsning, men det er også oprørende. Men det fortsætter. Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at læse mere, selv om der kommer flere i den planlagte serie, men det ændrer ikke, at bogen har været meget mere spændende end så meget andet.

 Simon Gjerløv

TRANSMAND – DEN LANGE VEJ 

Forlaget mellemgaard, 2025.

370 sider

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Simon Gjerløv medvirker på

2. festivaldag i Vanløse 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: DANSEN LATTEREN LIVET af Tekla Irene Walther

 

I starten er der en lang, omstændelig opremsning af vestjysk landboliv, og om hvordan tøjet strammede. Det er tydeligt, at hovedpersonen har drømme, der ikke lyttes til – og som heller aldrig bliver formuleret. Hun bliver uddannet som sygeplejerske, barneplejerske, og det lykkes også at komme ud at rejse med sit arbejde. Hun bliver gift, får børn og senere børnebørn. Deres liv skildres lige så minutiøst som alt det øvrige, og jeg begyndte at røre på mig – og vejede bogen i hånden. Den er tung og stor, men også gennemillustreret. Endda i farver.

Fortælletonen er nøgternt og underspillet. Det er tydeligt, at hovedpersonen ikke nyder selv at indtage hovedrollen, men det er jo nødvendigt i en bog om Tekla Irene Walthers liv og levned. Den er skrevet over en årrække. Hun er så generøs at nævne mig flere gang i bogen, og jeg havde ærlig talt aldrig troet, at der ville komme en bog ud af Teklas ønske om at formulere det, hun har været igennem. For umiddelbart synes jeg ikke, at der var meget at skrive om, men det indtryk har helt fortaget sig efter læsning af bogen, hvor jeg sidder overrasket tilbage.

Det er en helt anderledes måde at berette på, alt er underspillet på bedste vestjyske maner. Det samme gælder det anseelige antal workshops og forskellige teatersammenhænge, som Tekla uforfærdet har bevæget sig ind og ud af, da hun meget senere i livet endelig forfølger noget af det, hun altid gerne har villet, men først tør give sig i kast med langt senere i livet.

Tilbage står indtrykket af en kvinde med et enormt mod og en formidabel åbenhed, på trods af at hun forsøger at fastholde indtrykket af, at hun aldrig rigtig har slået til og har haft svært ved at se sig selv og sine egne ønsker i øjnene. Men latteren bliver hendes redning – og også læserens. Beskrivelsen af hvordan Tekla nærmer sig latterbevægelsen er fængslende. Bagefter kommer beskrivelsen af hendes dansende karriere i en sen alder samt de efterfølgende afsnit om rejserne rundt i verden. Det hele er så underspillet fortalt, at det ender med at virke betagende. Det er en fascinerende livsberetning.

Tilbage står hendes ildhu, skaberevne og livsmod. Det er alt sammen noget, hun fortjener stor anerkendelse og ros for. Hendes bog er fantastisk (uden at være det) – og det er slet ikke så ringe (som de sikkert ville sige oppe i det vestjyske).

Tekla Irene Walther: 

DANSEN LATTEREN LIVET 

(eget forlag, 2025), 

280 sider

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Tekla Irene Walther medvirker på

Festivalafslutningen på Christianshavn 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: MAX OG KATTENE af Moacyr Scliar

 

”Max og kattene” er fuld af magi, hverdagens magi. Max Schmidt gemmer sig på farens pelsværksted, hvor den udstoppede bengalske tiger følger ham med øjnene. Det er samme sted, hvor butikkens unge ekspedient første gang forfører ham. Han stjæler en pels til hende, og på vejen hen til hende bliver han del af et gadeoprør. Samtidig spirer nazismen frem, og det gør at han bliver nødt til at flygte – til Brasilien, hvor han efter et skibsforlis ender i en redningsbåd sammen med en levende tiger. Livet spiller ham mangt et puds. Også da han slår sig ned i det nye land. 

Der er historier, der åbner sig for læseren med det samme. Sådan én er ”Max og kattene” af Moacyr Scliar. Der er en varme og glød i teksten, der smitter af. Vi bliver lokket indenfor af en fortælling, der både tager os langt væk fra os selv, men samtidig også meget tættere på, end vi selv er klar over. Vi er i et magisk univers, hvor hverdagen og det daglige liv er forgyldt. Det træder os indbydende i møde. Det betager og fører læseren længere ind i historien. 

Historien er ret fantastisk, og tilfældighederne er påfaldende konstruerede, men det er en del af serveringen, hvor alting samles op og kædes sammen på rette vis. Det kan godt være, at virkeligheden meget sjældent rummer sådanne fuldbyrdelser, men det gør litteraturen til gengæld, hvis det står til forfatteren Moacyr Scliar. Han gør nærmest en dyd ud af nødvendigheden. På en måde er det lidt firskårent og tegneserieagtigt, men yderst charmerende er det. Det er tydeligvis en genre, der er rundet af de store følelsers mennesker og det univers, de optræder i. Det er en fandenivoldsk skildring, der lader hånt om alt det dagligdagsagtige og helst vil berette og fortælle med store armbevægelser.

Moacyr Scliar: ”Max og kattene” 

roman oversat af Lean Pejtersen,

Jensen & Dalgaard, 1981/2024

125 s.

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor romanens oversætter

Lean Pejtersen medvirker på

3. festivaldag på Vesterbro

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: LA VICTORIA af Ayaz Shah

 

 Ayaz Shah er en dansk forfatter, som har tilbragt syv år i Latinamerika, primært i Venezuela og Argentina, hvor han blev inspireret til at skrive bogen. Med en dansk mor og en far fra grænseområdet imellem Pakistan og Afghanistan, er bolden givet op til en roman, der er skrevet som magisk realisme, og hvor vi får et unikt kik ind i en anden verden. Ayaz Shah er 40 år.  Romanen skrev han i Buenos Aires for flere år siden. Det er der kommet en meget fortættet og stringent fascinerende fortælling ud af.

Romanen skildrer de tre døgn, som hovedpersonen, Camillo, bruger på at få sin familie tilbage. Han kører taxa i La Victoria, der er en mindre by i Venezuela. Da han efter arbejde kommer tilbage til sit hjem, er konen og deres to døtre væk uden at have efterladt nogen besked. Han tror først, at der kan være sket en forbrydelse. Måske er de kidnappet? Camillo opsøger forskellige, der måske ved, hvad der er sket, men lige lidt finder han ud af. Dog bliver der hvisket i krogene, og noget af det lægger han øre til, for måske er han den sidste, der ved det? Måske har konen et forhold til en anden? Det er helt utænkeligt i den patriarkalske samfundsstruktur, at konen kan stikke af med en anden mand sammen med døtrene. Godt nok har Camillo selv en elskerinde, men hvad der gøres i skjul, kan man slippe afsted med.

Camillo har fra starten været ringeagtet af hustruens familie, der er bedre stillet og som aldrig har billiget, at hun valgte Camillo, men da hun blev gravid og abort ikke var en mulighed, blev det som det blev. Camillo synes selv, at de har levet et dejligt og lykkeligt familieliv, selv om han ikke har været så meget hjemme, men det har jo været for at tjene penge til deres fællesliv.

Han ender med at tro på, at der har været magi med i spillet, og at konen er blevet vendt bort fra ham ved hjælp af sort magi. I en latinamerikansk kontekst giver det god mening.

Camillo opsøger kioskejeren, der ved alt om alle. Bagefter er han også forbi evangelisterne og katolicismen, der står stejl over for hinanden.

Hans mor nægter pure at have mere med ham at gøre, før han har døtrene bragt tilbage. Hun er tilsyneladende mindre begejstret for konen, hvilket er gensidigt.

Hurtigt er Camillo viklet ind i et net af forestillinger om alt muligt. Uden at blive klogere på, hvad han skal gøre. Samtidig er La Victoria et sted, hvor alle ved alt om alle. Han er hunderæd for selv at blive reduceret til en af disse historier, eftersom ”han ikke har styr på sin kvinde”.

”Camillo havde været en mand med mange ideer. Nogle ville vove at påstå, at han havde haft for mange af dem.” (uddrag fra romanen, side 9).

Historien er tydeligvis skrevet af en, der har et solidt kendskab til kulturen og de kulturelle undertekster, der ligger bag det hele. Det er det spændende ved det, men det er også udfordrende for en dansk læser. Bogen er proppet med skyld, straf, skam og hævn. Det er begreber, vi alle kender til, men jeg vil vove den påstand, at det ikke længere er det, som europæerne - i hvert fald i det mere kølige nord - er drevet af. På den vis er det en fængslende fremmedklingende roman, der tager os med i mødet med en kultur, der er væsentlig forskellig fra det hjemlige. Fortællingen er troværdig, velskrevet og meget fortættet. At det hele foregår over tre intense døgn, gør den egnet til en teaterversion. Forfatteren er også skuespiller, så det må ligge lige for.  

Vi befinder os i et univers med helte og skurke. Hovedpersonen er skiftevist helt og offer, men det virker ret autentisk, at han aldrig stiller sig selv spørgsmål om han selv kan være årsagen til det. Hvad er hans egen andel i det, hvis konen fx er stukket af med en anden mand?

”Aftenvinden fik ham til at genvinde lidt af fatningen, og da han endelig kunne orientere sig, så han, at Priscillas barnebarn stod grinende på den anden side af haven og allerede havde åbnet hoveddøren. Djævleyngel. Det så virkelig ud, som om der var noget satanisk i hendes grin. Camillo skulle blot ud af dette forbandede galehus så hurtigt som muligt. Han løb imod døren. Lige forbi det lille barn. Hendes latter fulgte ham ud af huset. Endelig var han ude i friheden. Døren blev smækket i bag ham. Nu følte han, at han kunne trække vejret igen.” (Uddrag fra romanen, side 39).

Undervejs i optrevlingen af historien, er der to spændende episoder, dels ved et vejalter, som Camillo stopper ved, hvor livets forgængelighed går op for ham, dels i mødet med en bror, der er flygtet til en anden by, hvor han holder sig skjul. Vi får aldrig at vide, hvad der er årsagen til, at han nu lever væk fra familien og skjult. Men det handler om familiens ære, og den har han tilsyneladende beskyttet ved at rejse bort fra resten af familien. Jeg tænker umiddelbart, at grunden til brorens forsvinden sagtens kunne være forbundet med Camillos ulykke.  

Det er først på romanens sidste sider, at det hele løses op. Eller gør det?

Skildringen af Camillos indre sindstilstande er gennemført. Det hele opleves med hans øjne. Reelt ved vi ikke, hvad der foregår. Vi er holdt lige så meget i det uvisse som hovedpersonen, og de sparsomme oplysninger, han får fra andre, er måske slet ikke rigtige. Flere gange er de i hvert fald modstridende.

Jeg vil glæde mig til at læse videre i Ayaz Shahs næste roman, for han har er en lovende fortællerstemme.

Ayaz Shah: LA VICTORIA  

Wadskjær Forlag, 2024

Redaktør: Carsten Jørgensen

Grafisk tilrettelæggelse: Angie Ravichahua

157 sider

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Ayaz Shah medvirker på

2. festivaldag i Vanløse 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Festlig mad og drikke på Sommerfestivalen 2025

 

  Foto: Michael Svennevig.

Til festivalåbningen på Amager og på 2. festivaldag i Vanløse vil der være den karakteristiske festivaldrik, den kølige, iranske sommerdrik: ”Sharbate Khiar”, bestående af citron, lime, mynte, rørsukker og agurk.

Til åbningen er det Lena Gemzøe (fra nabohaveforeningen, Nokken), der sørger for  hjemmebagte økologiske brownies med valnødder - og for kaffe og te. 

Der vil også være hjemmebagte nøddeboller med smør og ost.

På 2. festivaldag i Vanløse, vil det være Christine Imbert, der bager gulerodsmuffins med kanel og nødder til kaffen i  pause før den  afsluttende teaterforestilling.

Aftensmaden - både til åbningen på Amager og på 2. festivaldag i Vanløse - vil enten være den kolde spanske tomatsuppe, GAZPACHO, der skal nydes kold i varmen med hjemmebagte nøddeboller til. Eller også vil det være BOMBAY-gryde, alt efter hvor inspirationen fører det hen. Det er undertegnede, der står for maden sammen med en håndfuld hjælpere.

Mille Rode. Foto: Michael Svennevig.

Til afslutningen på Christianshavn er der - traditionen tro - min fasters drømmekage og Milles marokkanske myntete samt kaffe i pauserne.

Der vil også være noget at nyde til Festivalens Nachspiel - et hemmeligt sted i Husum, der først offentliggøres dagen før - men det er en dag, hvor alt kan ske, så derfor bør det ikke afsløres før. Men Jens er rigtig god til bagværk...

Så, velkommen på festivalen, der starter med åbningen på lørdag. Der er gratis adgang til alle festivalarrangementer, og det koster ikke noget at spise med, og der kan ikke bestilles billetter i forvejen, så kom i god tid.

Her er det Lena (til venstre) sammen med Benedicte (Tante Andante). 

Foto: Michael Svennevig.

En stor tak til alle dem, der giver en hånd med, så det praktiske bare glider som det skal. Uden de mange ildsjæle kunne det ikke lade sig gøre at lægge op til så mange drømme og så meget fællesskab.  Tak til jer alle. Sammen kan vi det hele!

Foto: Michael Svennevig.

Hør podcasts med Lena Gemzøe, 

hvor hun fortæller om arktisk inspiration 

til sine akvareller 

og om hvordan hun fik sit hus på Nokken.

Se og læs også om Christine Imberts fotos af marokkanske døre.

Foto: Michael Svennevig.

Hør podcast med Christina Svennevig, 

hvor hun fortæller om det, der aldrig blev talt om 

- og om nepalesiske syngeskåle.

Det er Jens Christensen i midten. Foto: Lise Rønnebæk.

Jens Christensen udgør en tredjedel af trioen,

Rosenvinge, Christensen & Svennevig.

Lyt med på den seneste optagelse.

*

 

Læs mere om festivalen. 

*