Anmeldelse: OLD TIMES i Krudttønden

Fotograf: Rolf Konow

Det er ganske få kunstnere forundt at få et begreb opkaldt efter sig, sådan som det er sket med den engelske Nobelprisbelønnede forfatter og dramatiker Harold Pinter (1930-2008). At noget er ’pintersk’ betyder, at det er gådefuldt, tåget og uigennemskueligt. Han var uddannet skuespiller og instruerede mange af sine egne forestillinger.  Pinter var også arvtager til absurdisten Samuel Beckett, for Pinters dramatik er lige så krævende. På overfladen ser det hele idyllisk ud, men under overfladen gemmer der sig et mylder af dødelige følelser. Personerne i hans dramatik kæmper mod hinanden og ofte for deres egen overlevelse. Virkeligheden ophører, og vi er steget ned i en underverden, hvor alle civilisationens begrænsninger er gledet af os. Som i Sartres ”Lukkede døre” befinder vi os i et limbo, hvor tiden er ophørt og hvor vi er fastholdt i et frysende nu. Hvad der gør hans dramatik enestående, er samtidig stykkernes achilleshæl, for modsat naturalistisk dramatik, hvor hovedpersonen oplever en (ny) indsigt og derefter kan træffe et (bedre) valg, er personerne i Pinters dramatik fastholdt og ude af stand til at vælge. De har ikke valgets muligheder. Det har dramatikeren taget fra dem. Det betyder, at der ikke er mulighed for at lære noget. Der er ikke mulighed for at blive klogere. På den måde bryder det med den erkendelse, som er omdrejningspunktet i det meste af al dramatik siden de græske dramaer. Det er et særkende, men selvfølgelig også en begrænsning. Det vil sige, at vi på en måde allerede er fordømt, at vi allerede har spillet vore kort, og egentlig ingen indflydelse har på udfaldet. Det gør hans univers uforsonligt. Det er med andre ord ikke noget rart sted at befinde sig – og alligevel kan han som ingen anden udfordre os, og vise os sider af vores verden og os selv som vi knap anede eksisterede. Eller måske ved vi det godt, men vil helst fortrænge det. Pinter er fortrængningernes mester.

Fotograf: Rolf Konow

Men hvad er det egentlig, der sker i hans dramatik? Menneskene er på nærmest Strindbergsk maner kun ude på at rive hinanden psykisk i stykker. Det er djævelsk. Men samtidig en tilstand, hvor de simpleste ord får den største betydning. Derfor er de også indbegrebet af teater – og det er skønt, at House of International Theater i København serverer den ene Pinter-opsætning efter den anden. Al ære og respekt for det!

”Old Times” er fra 1971. I Jeremy M. Thomas´  meget fine instruktion møder vi Kate, der er gift på 12. år med Deeley, og stykket begynder lige efter ankomsten af et telegram fra Anna, der er Kates veninde. Det er i hvert fald, hvad vi først forledes til at tro. Men ingenting er som det umiddelbart ser ud hos Pinter. Veninderne har ingen kontakt haft gennem de sidste 20 år, og på husbondens spørgsmål om det er hendes bedste veninde, svarer Kate affejende, at man vel ikke kan tale om den bedste, når man ikke har haft andre. Men Kate fortæller, at der også var noget underligt ved Anna, fordi hun stjal hendes undertøj. Men det var selvfølgelig muligt, fordi de boede sammen. Deeley studser: ”I boede sammen?”. ”Ja, selvfølgelig gjorde vi det!” Da Anna dukker op, er det tydeligt at hun – allerede inden hun overhovedet har sagt noget – er Kates diametrale modsætning. Det er fristende at se dem begge som to sider af samme person og sind, men det vil også være en begrænsning i forhold til resten af stykket. Hvor Kate, spillet af Jana Pulkrabek, er katteagtig, afsondret, sfærisk og svær at fastholde, for der er ikke rigtig noget, der bider på hende, så er Anna, spillet af Dina Rosenmeier, lige modsat. Anna er intimiderende, lidt vulgær og oser af sex. Andreas Lyon spiller Deeley. Det er ingen nem rolle at være splittet mellem de to kvinder. Med de tre i rummet starter der en kamp om deres fælles fortid, om deres minder. Det er stærkt spillet. For hvem af dem tog egentlig Kate med i biografen til Carol Reeds ”Odd man out” (1946). Det var Reed, der også instruerede ”Den tredje mand” med Orson Welles. I ”Odd man out” er det James Mason, der er den jagede. I ”Old Times” er det selve erindringerne, der bliver jaget rundt på scenen. For hvad skete der egentlig? Var det Deeley, der blev forelsket i Kate, da de mødtes i biografen, eller var det Kate og Anna, der fulgtes ad i biografen. Hvem så "Odd man out" sammen med Kate? Det står åbent.

Fotograf: Rolf Konow

Det engelske sprog er som skabt til Pinters dramatik. Det er en fornøjelse at høre det spillet på engelsk.

Publikum sidder i to rækker hele vejen rundt om scenen. Vi kan ikke komme tættere på. Det er simpelthen en oplevelse. Gulvet er dækket af et rundt hjertebestrøget tæppe. På scenen er der i 1. akt en chaiselong, en lænestol og to små borde med drinks og kaffe. En standerlampe og to bordlamper gør det meget fint og enkelt ud for belysningen. Det er en smuk og enkel scenografi til et meget komplekst stykke.

Det er mere en regel end en undtagelse, at tæppet hives væk under publikum. I 2. akt ryger vi direkte ned i underbevidstheden, hvor vi må kæmpe med uvisheden. For er det hele blot noget, der foregår i underbevidstheden? Hvem er døde og hvem er levende?  For når Kate siger til Anna: ”Jeg så dig død!”, åbner det for endnu flere fortolkninger.  Hvor er det at personerne bevæger sig hen, og hvem er det egentlig, der kender hvem? Er det Deeley og Kate, eller Kate og Anna eller måske Deeley og Anna? Hvem har en forhistorie sammen, for slet ikke at tale om, hvem der har været i seng sammen? Er det dem alle – eller er vi blot tilskuere til et skyggespil, hvor ingen af dem er i live, men blot skygger på et teater, der gentager samme skyggespil om og om igen? Gå på opdagelse i det pinterske univers, og start for eksempel med ”Old Times” i Krudttønden. Det er en stor, livgivende og intens dødelig oplevelse.

Fotograf: Rolf Konow

OLD TIMES

af Harold Pinter (spilles på engelsk)

Krudttønden: 29.1-2.2.2020

Matrikel 1: 5.-15.2.2020

Instruktion: Jeremy M. Thomas

Alternerende medvirkende:

Andreas Lyon,Tom Hale, Camilla Søeborg, Dina Rosenmeier, Jana Pulkrabek

Scenemestre: Joan Bentzen og Lakeisha Salto

Lyddesign: Karl Heding

Instruktørassistent: Hector Smith

*

Hjemmeside og billetter

*

Tidligere anmeldte engelsksprogede forestillinger:

2019:

The Santaland Diaries

For Colored Girls

Mairead

2018:

Sex and Betrayal

2017:

Crazy Christmas Cabaret

Mr.Tesla played

After Miss Julie

Venus in Fur

2016:

Elsie and Norms Macbeth

 Love and Money

2015:

The Woman who wished to die

A tender thing

O, for the love of Shakespeare

2014:

Girl of Diamond Mountain

Wit

2013:

The City

*

Anmeldelse: GUDS LAM på Vordingborg Teater

Fotograf: Per Rasmussen.

Vordingborg Teater har til huse i byens gymnasie, men det er søndag og gymnasiet er tømt for elever, men fyldt med teatergæster. Nullo Facchini, stifter og leder af Cantabile 2, har instrueret teatrets 30 års jubilæumsforestillng, ”GUDS LAM. Det vi elsker. Det vi frygter”. Om Gents altertavle.

Forestillingen blev opført første gang i Gent i Holland. Cladio Morales og Siri Facchini  Haff er forestillingens to professionelle skuespillere, men deres opgave er denne dag blot at præsentere forestillingens medvirkende lokale borgere. Vi møder Vordingborgs borgmester og instruktøren fra Gent, der vises på bagvæggen, der er inddelt i de samme felter som altertavlen fra Gent, der er udgangspunktet for forestillingen. Først præsenteres vi for altertavlen, førend de nutidige borgere indtager rollerne fra det oprindelige maleri. Det gør de dels på scenen, og dels opprojiceret på bagvæggen i samme felter som personerne fra altertavlen.

Fotograf: Per Rasmussen

Det er Samuel Barbers 9 minutter lange ”Adagio for strings opus 11”, der musikalsk sammenkæder forestillingens mange beretninger. Det er et af de smukkeste og mest rørende strygerstykker, der løfter sig op over tid og rum med en helt egen overjordisk tone og klang. Musikken slynger sig beskyttende og forsonende rundt om fortællingernes skarpe hjørner. Det giver fin mening at bruge det i en forestillinger, der lader op mod 30 borgere mødes på scenen, hvor de nok spiller rollerne som de oprindelige borgere på den gamle altertalte, men mest af alt er de der for at fortælle deres egne livhistorier. For det er dét vi er inviteret ind til. Det er dramaturgisk lagt til rette, så den ene beretning passer sammen med den næste og på den måde kommer til at udgøre stemmerne i et folkekor, der synger en hel bys fortælling om deres levede liv, men som i lige så høj grad bliver en smuk og vidtfavnende hyldest til Cantabile 2´s 30 årige virke i byen.

 

Yderst i hver sin side af altertavlen er Adam og Eva afbildet. De forsøger at dække deres nøgenhed. Det er efter syndefaldet. Efter at Eva er blevet fristet af slangen og har spist af det forbudte æble fra kundskabens træ. Nutidens unge par beretter om, hvorfor de selv mener, at de egner sig som forestillingens moderne Eva og Adam. Eva fortæller om sin tilknytning til naturen, og at hun har det godt i sin nøgenhed, også der i lyset midt på scenen. Mens Adam beretter, at hans Eva i stedet må blive en anden Adam.  Det er bare én af forestillingens mange små overraskelser. Det næste er, da Adam og Eva nøgne gensidigt begynder at kærtegne hinanden, og snart efter forenes i en fysisk formæling, der i enhver anden sammenhæng ville have virket lummer og på grænsen til det pornografiske, men børnekoret er inden da rykket helt tæt over til parret, og er med til at gøre det til endnu ét af forestillings mange smukke øjeblikke. For smukt er det. Enkelt – og gennemført.

Fotograf: Per Rasmussen

Selvfølgelig er der en hårfin balance mellem udlevering og portrættering, men Siri Facchini Haffs værdige, varme, men alligevel afmålte og tilbageholdte præsentation af fortællingerne udgør en smuk ramme for det fortalte. Hun lader beretninger stå, ukommenteret, og det giver en stor værdighed. Men der er to, der ikke kan være med, denne dag. Den ene er den kun 6 uger gamle baby. Moren fortæller om fødslen i et vandbassin, og vi er med på storskærmen under fødslen. Det sker i løbet af et øjeblik, og så er underet født, og et lille nyt menneske er kommet til verden – og dukker op af vandet. Det er på én gang både gribende og overvældende. Den anden er den ældre mand, der er kommet tilbage til sit hjem for at dø der efter to hospice-ophold. På storskærmen fortæller han om, hvordan han forholder sig til det. Siri Facchini Haff stiller spørgsmål til ham som han besvarer, mens hun kigger op på filmen til ham. Han fortæller om konen og sønnerne, der snart ikke har ham længere - og som han skal sige farvel til. På spørgsmålet om, hvilken melodi han kunne tænke sig at høre, vælger han ”Dejlig er jorden”. Kameraet hviler på ham, mens vi lytter til salmen. Det virker som om vi lytter til den sammen, også selv om han døde måneden forinden, for det ophæver tid og rum, og får os til at træde indenfor i teatrets virkelighed, hvor altid bliver til her og nu. På den måde bliver det to fortællinger om liv og død, om livets begyndelse og afslutning.

Fotograf: Per Rasmussen

En anden af forestillingens gribende beretninger er moren til den 15-årige autistiske søn, der fortæller om dengang, hvor sønnen begynder at opføre sig ”anderledes”. Hans helt ændrede spisevaner får hende til at spørge, om han faster og holder ramadan? -Ja, svarer han. Hun er selv ateist, men vil gøre alt for sønnen, og understøtter ham i hans konvertering. Hun har ingen problemer med islam eller med religion i det hele taget. Men da sønnen bliver radikaliseret og stikker af hjemmefra, bliver hun frygtelig urolig. Da hun får beskeden om, at han er blevet slået ihjel under et droneangreb i Syrien, bryder hendes verden sammen. Hun sætter sig ind i, hvad det vil sige at være troende, for at forstå sønnen. Det er rørende at høre hende fortælle om den fredselskende religion, for hun vil gerne forstå sønnen. Det er som om hun rækker ud efter ham og nærmer sig ham, via sin forståelse. Som om de på den måde stadig er sammen. For at bearbejde sorgen og savnet begynder hun at lave smykker: bedekæder. Katolske og islamiske. Hendes udlægning af ’jihad’ er anderledes, men også forbløffende. For, som hun fortæller, er det kun en lille del af det, der betyder ’hellig krig’. Resten - som vi sjældent hører om - er de dyder der knytter sig til at tro, hvor man er forpligtet til at tage sig af andre og til at yde det bedste man kan - og jo, så er der også den del om hellig krig. Men det er den mindste. Det er som om hun har indadopteret smerten i sig for at kunne udholde den. Det er en menneskelig beretning, der gør indtryk. Det er også en af de få gange, hvor Siri Facchini Haff selv kommenterer det: ”... den form for udlægning har jeg aldrig hørt før!” Men det bliver sagt anerkendende og med respekt. En anden beretning, i forbindelse med altertavlens felt med de troende, fortælles af en ISIS-sympatisør, der beskriver sit had til de vantro og det sekulære. Det er en oprørende tale, men flot spillet af skuespilleren, der læser ordene som er hentet fra internettet, for det var ikke muligt at finde nogen i Vordingborg, der ville læse teksten fra scenen.

Fotograf: Per Rasmussen

Der er andre fremmede stemmer med. To herboende syriske flygtninge fortæller om deres flugt. Faren er tjener på den lokale restaurant nede ved havnen, men drømmer om engang at få sin egen. Ægteparret fortæller på skift om flugten hen over Middelhavet. De beretninger har jeg efterhånden hørt mange af, men det er hver gang stadigvæk lige oprørende og forfærdende. 

Fotograf: Per Rasmussen

Og så er der fårene, eller rettere Guds Lam. Det bliver ikke slagtet live på scenen, men vi ser det gengivet på skærmen, mens et får bliver klippet på scenen. På det oprindelige alterbillede står offerlammet stolt knejsende i midten, mens en blodstråle vælder frem fra halsen. Betagende var det at følge klipningen, der bliver foretaget af den lokale fåreavler. Fåret blev klippet på få minutter. Fåreavleren fortalte, at han havde taget tre får med, da får er flokdyr, og at de føler sig trygge, når de ikke er alene, så det er meget lettere at have tre med end bare ét. Forestillingen indledtes da også med at de tre får løb henover scenen fulgt af fårehyrden og hans hund. Efterfulgt af det børnekor, som Siri Facchini Haff dirigerede, der sang glade Halfdan Rasmussen-agtige sange i løbet af forestillingen.

Det er en fantastisk forestilling, der fortæller en gribende beretning om borgere i Vordingborg, men ikke mindst om mennesker i vor tid. Mange af de medvirkende og publikum i salen kendte garanteret hinanden i forvejen. I hvert fald af udseende, men hvor mange kendte egentlig hinandens historier? Det gør de nu takket være GUDS LAM. 
Det er en mindst lige så spændende fortælling for andre uden kendskab til byen og dens borgere. 
Tillykke til Vordingborg og til Cantabile 2 med de første 30 år.

Fotograf: Per Rasmussen

GUDS LAM

Cantabile 2

Vordingborg Teater

24.-28. januar 2020

Performere: 

Siri Facchini Haff og Claudio Morales

Lokale medvirkende på scenen: 

Karolina Dam, Anna Bove Eiler, Malik Facchini Haff, Frank Hansen, Maren Mille Henckel, Tuk André Henckel, Merle Lauenborg Hyrup, Mynte Lauenborg Hyrup, Ester Betak Lund, Julie Nielsen, Morgan Finke Nygaard, Kathleen C. A. Poblete, Shirin Samir, Ahmad Sarkojak, Fadi Sarkojak, Sofie Therese Margareth Sillemann, Sofia Elisa Sommerstedt-Rasmussen, Jens Ulvedahl, Lulu Rose Koppel Aamand

Lokale medvirkende i videoprojektioner: 

Kalle Lund-Nielsen, Bjarne Mortensen, Julie Nielsen, Mohamed Ali Osman, Milo Rau, Anders Roland, Mikael Smed, Flemming Rasmussen – Nybyskov Økologi

Originalkoncept: Milo Rau, NTGent
Instruktion: Nullo Facchini

Dramaturgisk assistent: Barbara Rousset
Produktionsleder: Karolina Pietrzykowska
Teknik og lysdesign: IMULTO
Lydteknik: Peter Koch
Videoteknik: Stijn Pauwels

Konstruktion af ramme: Nyby Sceneteknik
Sangtekster børnekor: Marc Facchini
Arrangement børnekor: Anders Roland
Lyddesign: Daniela Bretes Maciel Elneff
Videodesign: Christine Hvidt
Visuelt design: Charlotte Grum
Teatermaler: Charlotte K. Dethlefsen
Scenografiassistent: Morten Juhl

Overordnet børneansvarlig: Siri Facchini Haff
Produktionsassistent og børneansvarlig: Kai Petra Vriesema
Assisterende børneansvarlig: Emmely Linnebjerg

Research: 

Klaus Geisler, Charlotte Grum, Siri Facchini Haff, Karolina Pietrzykowska, Barbara Rousset

Videobilleder i altertavleramme og pressefotos: Per Rasmussen
Videoer – undtagen af slagtning: Per Rasmussen
Video af slagtning: Jesper Truelsen

Praktikant: Emmelie Jønsson
Grafisk design: Lone Fomsgaard
Producent: Maria Westh Hage
Administration: Helle Iuel
PR & presse: Helle Bøgelund
Produktion: Cantabile 2

*

Hjemmeside:

Det trykte program (som PDF)

*

Tidligere anmeldte forestillinger med Cantabile 2:

På mørkets bund (2019)

Skjult nummer (2017)

 *

Om forestillingen og altertavlen:

”Den belgiske altertavle fra 1432 er malet af brødrene Hubert og Jan van Eyck og placeret i St. Bavo katedralen i Gent. Det store kunstværk ­ (3,5 x 4,6 m) billedliggør menneskehedens skabelse og udvikling i et kristent perspektiv med Adam og Eva som ur-forældrene, der sammen med to englekor flankerer midterfeltet med Gud Fader omgivet af Jomfru Maria og Johannes Døberen, og under dem korsfarere, de retfærdige dommere, pilgrimme og eremitter; og i det helt centrale billedfelt Helligånden og det tilbedte offerlam inden ofringen. Denne tavle inspirerede instruktør Milo Rau, leder af nationalteatret NTGent, til en nutidig iscenesættelse med lokale borgere fra Gent, og hans forestilling ’Lam Gods’ havde premiere i 2018. Denne forestilling har inspireret Nullo Facchini, kunstnerisk leder af Cantabile 2, til GUDS LAM, alt det vi elsker, alt det vi frygter.”

Anmeldelse: NATTERGALEN på Takkelloftet

Fotograf: Søren Meisner

Dobbeltforestilling af Dansk Danseteater

Et forudgående 3 års arbejdsforløb resulterede i de to værker med udgangspunkt i henholdsvis HC.Andersens ”Nattergalen” (1843) og Oscar Wildes ”Nattergalen og Rosen” (1888). Dansk Danseteaters nye leder, Pontus Lidberg, der tog over efter Tim Rushton, gav opgaven til koreograferne Sebastian Kloborg og Alessandro Sousa Pereira. Det er der kommet to spændende værker ud af. Kloberg har forholdt sig til HC.Andersens ”Nattergalen”, mens Pereira har ladet sig inspirere af både Andersen og Wilde.

Sebastian Kloberg

I den første og længste, af Kloberg, er der 7 dansere på den ellers tomme scene på Takkelloftet. Bagest står scenografien af den dansk/ukrainske kunstner Sergei Sviatchenko, der i råt udskårne træplader illuderer abstrakte træer og roser, som kan køres frem og tilbage på scenen – og også bliver det. Ikke mindst i den sidste af de to værker. Den meget enkle scenografi er mere kunstnerisk end køn, men passer fint sammen med musikken af Den Sorte Skole, der opførtes live til Københavnerpremieren. Og hvilken musik! Samplede lyduniverser kastedes imod hinanden, smeltede sammen for straks efter igen at forvandles til noget fin og sart. Det gav danserne et stort, kraftfyldt, men også inderligt afsæt for at udfolde sig i de to nye værker.

Sergei Sviatchenko

HC.Andersens ”Nattergalen” handler, ligesom hans kortere historie ”Klokken”, om det ægte sat overfor det kunstige. Scenisk blev det i den første ballet visualiseret ved kejseren omgivet af sine underdanige hoffolk, der konstant affnuggede hinanden og ikke mindst kejseren med røde affnugningsbørster, der som kulørte pletter flyttede sig rundt i det ellers sort/hvide sceneunivers. Deres gentagne manøvrer blev til en lidt trættende gimmick. Til gengæld var den lange pas de deux mellem kejseren (Lukas Hartvig-Møller) og nattergalen (Elin Andersen) vidunderlig smuk, langstrakt og indtagende. I den efterfølgende scene havde hoffolkene fanget nattergalen ind, og fastgjort stramme sorte bånd, så den blev til en marionetdukke, der styredes af hoffolkene. Den indfangne nattergal blev derved til den mekaniske nattergal i buret. Altså historien om friheden, der bliver sat i bur og mister sin glød og sin frie sang.

Dansk Danseteaters dansere er dejligt individuelle. De er alle forskellige. Den smukke, lidt androgynt-udseende kejser var mindst 1½ hoved højere end de tre kvindelige dansere, og kom dermed til at understrege det ophøjede og kejserlige.

Alessandro Sousa Pereira

Efter pausen kom scenografien først rigtigt i spil og også med en meget større farvepalet i det kun halvt så lange værk af brasilianske Alessandro Sousa Pereira. På mange måder havde værket et mere glidende, gennemstrømmende kropsligt udtryk. I hvert fald følte jeg mig meget hurtigere fanget ind, for jeg var med fra den første bevægelse af. Det var også her, at musikken i endnu højere grad intensiveredes, for til sidst at kulminere i en næsten ulidelig, men også frisættende eksplosion. Samtidig med at de tre dansere rykkede helt frem på forscenen, og derved nærmest kastede eksplosionen ud over publikum.  

Det var et værk, der handlede om opofrelse, om at vie sit liv til kunsten eller kærligheden, men med fare for at miste sig selv. Om dedikation og forførelse. Jeg lod mig gladelig forføre.

Fotograf: Raphael Frisenvænge Solholm

NATTERGALEN

Det Kgl. Teater, Operaens Takkelloft

21.1.-1.2.2020

21., 22., 23., 24. kl. 20 & d. 25. jan. kl. 17 & 20,

31. jan. kl. 20 og 1. feb.kl. 17 & 20

Varighed: 80 minutter

*

Koreografi: 

Sebastian Kloborg og Alessandro Sousa Pereira
Dansere: Dansk Danseteaters dansere:

Maxim-Jo Beck McGosh, Emily Nicolaou, Milou Nuyens, Lucas M. Threefoot, Taner Van Kuren, Bradley Waller,  Elena Peschechera, Joe George, Lukas Hartvig-Møller, Jessica Lyall, Merete Hersvik, Edward Pearce, Elin Anderson

Scenograf: Sergei Sviatchenko
Kostumer: Sergei Sviatchenko og Maria Ipsen
Musik: Den Sorte Skole
Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Dramaturg: 

Amanda Linnea Ginman og Sosha Teperowska

Sponsorer: Expopartner, Nørhaven A/S og AN IVY.

*

DetKongelige Teater & billetter

Dansk Danseteater & billetter

Trailer

*

FAKTA
Urpremiere: Musikhuset Aarhus/ 17. januar 2020 kl. 20.00
Spilleperiode: Takkelloftet, Det Kgl. Teater / 21.-25. jan./ 31. jan. 2020
DK- turné fra d. 1. februar - 6. marts 2020

Der vil være gratis introduktioner til forestillingen

30 minutter før forestillingsstart på både Takkelloftet og turneen.

*