Ørkendrømme: Anmeldelse: SCAVENIUS på Bådteatret

torsdag den 25. november 2021

Anmeldelse: SCAVENIUS på Bådteatret

Foto: Miklos Szabo.

Kristian Halken har skrevet og spiller selv hovedrollen i Bådteatrets opsætning af SCAVENIUS. Det er en genopsætning fra 2020. Han er politikeren og diplomaten, der allerhelst ville være gået på pension, og sidde og drikke te ude på terrassen på gården i Nordjylland, men som alligevel lader sig overtale af Stauning til at genindtræde i det politiske liv. Han er tysktalende, har allerede været i Berlin og kan kommunikere med den tyske besættelsesmagt i Danmark.

Foto: Miklos Szabo.

2. verdenskrig bryder ud den 1. september 1939. Den 9. april 1940 invaderer Tyskland Danmark. Den 4. maj 1945 befries Danmark igen. Det er blevet kaldt "De fem mørke år". Forestillingen foregår i denne mørkeperiode. Erik Julius Christian Scavenius (1877-1962) får Danmark gennem den mørke tid, men eftertiden har stemplet ham som alt for tyskvenlig. Ja, ligefrem som kollaboratør og landsforræder.

Foto: Miklos Szabo.

Rolf Heim har instrueret Bådteatrets Reumert-belønnede dukkeensemble rundt om Kristian Halkens Scavenius. Resultatet er blevet et visuelt imponerende (mare)ridt gennem en turbulent tid, hvor dyr og mennesker blandes. Forestillingen viser hans dilemma og balancegang gennem en svær tid. Han skildres gennem forestillingen som en pragmatisk, tør embedsmand, men er langt mere end det. Han var udenrigsminister fra 1909-10 og 1913-20 og igen fra 1940-42, og også statsminister fra 1942-1943. Efter krigen deltog han ikke aktivt i de mange debatter om besættelsestiden, men fastholdt til sin død, 20 år efter, at den politik han og samlingsregeringen havde ført, var den eneste rigtige efter omstændighederne.

Foto: Miklos Szabo.

Den imponerende togkupé-scenografi af Jonathan Hjorth er dygtigt belyst af Sonja Lea og manende ilydsat af Janus Jensen. Den fører os i ekspresfart tilbage til dengang. Undervejs får vi også de to fejende Liva Weel-revyviser: "Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes" og "Man binder os på hånd og mund". Med musik af Kai Norman Andersen og tekst af Mogens Dam ("Jeg har elsket...") og Poul Henningsen ("Man binder os...") , den sidste er den mest berømte sang fra besættelsestiden. Den indgik i forestillingen "Dyveke" på Riddersalen.

Figurgalleriet rundt om Scavenius, måske mere rammende at kalde det et dyregalleri, er skabt af Katrine Karlsen, og det er de tre andre medvirkende: Thomas Bang, Jeanette Lindbæk Birk og Lucia Vinde Dirchsen, der animerer dyrene og udlåner deres egne hænder, arme og ben til de menneskestore dukker, der illuderer Stauning, Christmas Møller, Berg og Göring, og er skabt som hund, ræv, gris og ørn. De tre skuespillere agerer også Adolf Hitler, Scavenius´ hustru Emma og elskerinden Alice.

Foto: Miklos Szabo.

Lige så menneskelig bleg og tøvende som Scavenius skildres, lige så karikeret er Hitler, men det afbalanceres af Kristian Haltens nøgne og rørende portræt af Erik Scavenius. End ikke i scenerne med hustruen og elskerinden er der meget passion at spore. Men Halkens skildring af Scavenius´ nærvær og politisk insisterende kamp er gribende. Den stiller spørgsmålstegn ved, om eftertidens dom af ham ikke har været for entydig hård.

Foto: Miklos Szabo.

Den sideløbende kærlighedshistorie forekommer ikke så vigtig, og så alligevel, for den fungerer som en følelesmæssig gentagelse eller kopi af det politiske liv omkring Scavenius. Forstået på den måde, at Scavenius, såvel i privaten som i sit politiske liv, træffer en beslutning som han efter bedste evne forsøger at sætte igennem. Men virkeligheden kommer i vejen og spænder ben for ham. Det er en svær balancegang, som Rolf Heim får styret sikkert i havn, og det lykkes ikke mindst ved hjalp af forestillingens frit fabulerende dyreunivers. Det er i kontrasten mellem Kristian Halkens underspillede minister og det omgivende karikerede dyregalleri, at forestillingen lever. Dertil kommer Thomas Bangs maniske Hitler, Jeanette Lindbæk Birks rørende Emma og Lucia Vinde Dirchsens unge, frembrusende Alice. Det hele bringes til kogepunktet i skildringen af en tid, hvor det normale bliver forvrænget og det menneskelige bliver dyrisk, når vi som publikum kommer med ned i historiens sorte gryde, hvor alting bliver kogt op til ukendelighed. Der er selvsagt langt fra besættelsestidens heltedyrkelse til det krakelerede billede af tiden, vi møder i forestillingen. Men i enhver krig er det altid sejrherrerne, der skriver historien - og sandheden er den første, der kapitulerer.