Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
De fem mandlige dansere kommer løbende fra bagscenen og springer op på bænken, deraf navnet BENCHED. Der er en skøn diversitet over Uppercut Danseteaters dansere. De er alle forskellige og meget individuelle. Det ene øjeblik danser de fuldstændigt synkront, før de i næste øjeblik danser på hver deres måde. Understreget af deres legende og levende ansigtsudtryk. De reagerer hele tiden på hinanden, og deres bevægelser og ansigtsudtryk er i en evig foranderlighed.
Foto: Raphael Solholm.
Stephanie Thomasen står for ide og koncept og har koreograferet i samarbejde med de fem dansere: Mark Philip, Adam Tocuyo, Jens Schyth Brøndum, Kriss Mensa & Mahamat Fofana. De danser i ærmeløse t-shirts under korte jakker og er iført løse bukser. De ligner et boyband og charmerer publikum i et evigt med- og modspil med hinanden.
Foto: Raphael Solholm.
Deres dans er besnærende, legende og fuld af humor og virtuositet. Det er svært ikke at blive revet med fra start til slut. Der er fuld fart på, og bænken, der er sammensat af tre mindre bænke, går tværs over scenen. Bænken bliver hurtigt symbol på livet. På at være med eller være udenfor. Om fællesskab og isolation. Det er slående så varm og kærlig deres relation er til hinanden. Det giver danseforestillingen en særlig glød og varme. De er som springende tigre, der leger med hinanden. Der er en betagende blødhed over deres dans, og den hengivenhed de udviser for hinanden er smittende. Der er ingen parader og forstillelse. Vi er med i deres midte - vi er med i deres leg. En leg, der selv om den er halsbrækkende, aldrig bliver ekskluderende og farlig.
Foto: Raphael Solholm.
De spiller op til os, og forestillingen er smukt bygget op af indledende og afsluttende virtuos koreografi, danset som gjaldt det livet - og det gør det, sådan som de alle satser det hele. Midtvejs er der indslag af mere legende karakter, der flere steder bliver til slapstick, når de i en evig given og tagen danser helt ud på kanten af bænken og flere gange standser op yderst ude på scenekanten, så vi på de første rækker tror, at vi får en hvirvlende krop slynget lige imod os. For det er det de gør, de slynger sig selv og hinanden helt ud på kanten. Der er ingen, der holder noget tilbage i Uppercut Danseteater.
Foto: Raphael Solholm.
Rummet, de skaber med deres dans, er et varmt og kærligt rum. De tager hånd om hinanden. Jo, i deres dans er der momenter af isolation, når de skiftevist skubber hinanden ud fra bænken, som om der ikke er plads til alle. Men det er bare en danseteknisk gimmick, for der er rigelig plads til dem alle. Dansen er inkluderende og besættende. I det afsluttende dacapo-nummer giver de sig helt hen til publikum. Fra det indledende instrumentale guitarspil, hvor de glidende toner skaber en dampende sanselig, latinsk dansant stemning, slår det i slutningen over i buldrende trommer. Som de står der - fem vibrerende kroppe - ligner det koreografien til et boyband, der synger deres ekstranummer for os. Deres kroppe siger det hele - og de belønnes af en stående ovation fra salen, der har fulgt dem tæt gennem hele forestillingen. Andet kan man ikke. De flirter skamløst med os. Deres dans lægger op til det, og vi tager uforbeholdent imod tilnærmelserne. De er prægtige og fremstår med en raffineret nobelhed. Deres dans er værdig og meget sensuel. De er også et studie i mandighed. Det kvindelige, der kan mangle i en ren herrekvintet, har de selv indarbejdet i deres dans. De har ophævet grænsen mellem det mandlige og det kvindelige. De er det hele og har selv erobret hele spektret. Der er en flydende kønnethed over deres dans, der får dem til at fremstå som så meget mere end bare mandsdans. Deres akrobatiske ekvilibrisme bevæger sig langt ud over enhver kønnet grænse - og det er befriende. De bevæger sig i deres dans hinsides enhver kønsbegrænsning. Vi er med dem på rejsen, og bænken bliver symbol på en måde at begå sig på i livet. Hvordan placerer vi os på en bænk? Er vi bænkevarmere eller danser vi med i livets dans?
Foto: Raphael Solholm.
Forestillingen er tydeligvis deviset/improviseret frem. I hvert fald i de allermest legende koreografiske påfund, hvor dansen bølger frem og tilbage i en evig energistrøm mellem de fem på scenen. De hvirvler rundt, gribes og kastets fra side til side. De indgår i en betagende symbiose, hvor bænk og danser bliver ét. Som publikum går vi dansende derfra.
Foto: Raphael Solholm.
BENCHED
24. november - 1. december 2023
Aveny Teater
GÆSTESPIL af Uppercut Danseteater
VARIGHED 45 minutter
ANBEFALET ALDER 10+
IDÉ & KONCEPT Stephanie Thomasen
KOREOGRAFI Stephanie Thomasen - i samarbejde med dansere
DANSERE Mark Philip, Adam Tocuyo, Jens Schyth Brøndum, Kriss Mensa & Mahamat Fofana
SCENOGRAFI/BÆNK Johan Kølkjær & Andrew Matthews
LYSDESIGN Peter Løkke
MUSIK René Aubry, Rodrigo Sánchez & Gabriela Quintero
Foto: Sofie Amalie Klougart, DEN ANDEN,/Sydhavn Teater
& Rumle Skafte, MØDRENES HUS/Mungo Park.
Det er to stærke og betagende scenepræstationer på Sydhavn Teater og på Mungo Park. DEN ANDEN og MØDRENES HUS er to kvindelige rejser gennem kærlighed og frem mod fødsel. Katrine Leth og Rikke Westi giver alt, hvad de har og kommer tørskoet i land. Begge er alene på scenen. Den første i et buldrende performanceværk og den anden i en stram monolog, men begge værker vokser og bliver til så meget andet og mere. At møde livet er også at blive konfronteret med mørket. Liv og død hører sammen, men begge kæmper sig frem til en afklaring. Ja, til en fødsel.
Foto: Rumle Skafte.
MØDRENES HUS
på Mungo Park
80 minutter
16. november 2023 - 11. januar 2024
Nina Rudawski har instrueret og bearbejdet Liv Nimand Duvås roman til teater. Rikke Westi er alene på scenen i 80 minutter. Det er praktisk talt en monolog, men sådan føles det ikke. Det er en betagende rejse til Mødrenes Hus. Det er klart, at jeg som mand ikke har været på samme rejse, men efter forestillingen har jeg følelsen af det. Det er det særlige ved teater, at når det er rigtig godt, føles det som dine egne oplevelse - og så godt er det. Rikke Westi er formidabel. Hendes stærke og fascinerende spil som det fødende moderdyr på vej gennem en jungle af følelser er så mangefacetteret, at hun kunne fortjene en pris for sin præstation. Til premieren i aftes på Mungo Park i Allerød - i teatrets store scene - indtog hun scenen med den største selvfølgelighed.
Foto: Rumle Skafte.
Teksten er skøn. Den kommenterer sig selv løbende, og er frisk, fyrig, dampende af tilstedeværelse og går lige på - og så er den humoristisk. Det var den, der i første omgav betog mig. Senere var det det stærke spil i rollen som den førstegangsfødende. Selvfølgelig er et inviteret premierepublikum altid mere modtageligt og accepterende end et almindelig publikum, men alligevel var det tydeligt, at teksten og spillet i den fine instruktion kunne noget med publikum, der flere gange undervejs kvitterede med applaus.
Foto: Rumle Skafte.
Samspillet med scenografien af Sofia Stål, lyddesignet af Emil Bøll og lysdesignet af Casper Døi gjorde det til noget meget større end den faktiske historie, der er sat ind i en mytologisk ramme, hvor det handler om at komme frem til Mødrenes Hus. Et udefineret sted indeni, hvor underet sker, hvor barnet bliver født, men også et sted, hvor den fødende bliver voksen og påtager sig den funktion, som naturen har prædestineret hende til. Hun bliver til kvinde, der igen bliver til mor. Det er i dét hus, at alting falder til ro og bliver levende. Det lyder måske som en kliché, men det fungerer i praksis og især som kontrast til resten af historien, der et langt oprør mod alle de lykkeforestillinger, som en fødsel i sig selv er omgæret af. Som mand tænker jeg uvægerligt: godt at det ikke er mig!
Foto: Rumle Skafte.
Den naturlige ro som Rikke Westi bringer med sig, udgør en nødvendig klangbund for den usikkerhed, som den fødende kvinde føler hele vejen igennem. Det er en rejse gennem alle de forestillinger, som vi har om det at føde. Også som mand. Måske endnu mere som mand. Meget af det, der bliver nævnt, har jeg allerede hørt om i andre sammenhænge, på den måde er der intet nyt i forestillingen, men når alle disse småbrikker sættes sammen, bliver det kæmpestort og overvældende.
Foto: Rumle Skafte.
Det fortælles med et fokus på de bagvedliggende følelser, der gør, at jeg sagtens kan følge med og ikke på noget tidspunkt føler, at jeg bliver hægtet af.
Den skildrede fødsel tager flere dage, så det var med en vis lettelse at jeg bagefter i foyeren fik en anden fortælling om en førstegangsfødende, der fødte på under en time. Som hun sagde: Enhver fødsel er helt speciel.
Foto: Rumle Skafte.
Det er nok det, der gør forestillingen så universel. Jeg føler ikke, at jeg træder ind i et kvindeunivers, selv om det jo er det, jeg gør. Men sådan føles det ikke. Med denne forestilling har Mungo Park endnu engang bevist, at de er et væsentligt teater. Tillykke med forestillingen.
Foto: Rumle Skafte.
MØDRENES HUS
på Mungo Park
80 minutter
16. november 2023 - 11. januar 2024
Medvirkende: Rikke Westi
Bearbejdelse og instruktion: Nina Rudawski
Forestillingsdramaturg: Felicia Ohly
Scenografi og kostumedesign: Sofia Stål
Lyddesign: Emil Bøll
Lysdesign: Casper Døi
Instruktørassistent: Michelle Bak
Konsulent: Jordemoder Marie Vedsted Christiansen
Baseret på romanen „Mødrenes Hus“ af Liv Nimand Duvå,
udgivet af Gyldendal, produceret i samarbejde med Gyldendal Group Agency.
på P44 - teatrets performancespace på Borgbjergvej 44
11. november - 3. december 2023
8 skærme af forskellig størrelse er placeret rundt på væggene i det hvide modtagelsesværelse. På den viste film, der kører lidt forskudt på de forskellige skærme, er en kvinde ved at rasere et køkken. Hun hiver forskellige fødevarer frem og hælder indholdet ud over sig selv og rundt i køkkenet. Det stemmer umiddelbart ikke mine forventninger særlig højt. Jeg er lidt træt af at se performere rulle sig i diverse væsker, men sådan skulle det heller ikke blive til premieren i forgårs på Sydhavn Teaters lille eksperimenterende scene på Borgbjergvej 44 st. tv.
DEN ANDEN er en undersøgelse af kærlighedens komplekse natur og ambivalensen i at dele sig selv med en anden. Gennem "et maksimalistisk billedsprog, hvor nænsomhed og vold eksisterer side om side, oplever vi angsten og voldsomheden i denne hengivelse", sådan skriver teatret om DEN ANDEN. De kalder den også "et visuelt kærligheds-mareridt, en sammensmeltning af scenekunst og billedkunst". Det er iscenesat af performeren Katrine Leth og scenografen Freya Sif Hestnes.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Der er nogle teateroplevelser, der taler til intellektet, og så er der de andre, der går direkte i kødet på én. Jeg sover altid på oplevelsen, for dagen efter at se hvad teaterrejsen har aflejret i mig. Nogle gange er der intet, og andre gange - som det er tilfældet med DEN ANDEN, er det som om oplevelsen først folder sig rigtig ud i tilbageblikket. Det er en oplevelse, der sniger sig ind på én. Det gjorde den i hvert fald på mig.
Jeg vil ikke sige, at jeg forstår den bedre dagen efter - og det er heller ikke det vigtigste - men det føles som om alle sanseindtrykkene først da, endelig har fundet på plads indeni.
Det er en overvældende billedrejse. Egentlig ønsker jeg ikke at forstå den, og alligevel har den lagt sig til ro i mig i to halvdele. Der er det, jeg kan forstå, og der er det uforståelige: det som jeg ikke kan trænge ind i, men som alligevel står og vibrerer inde i mig - og det er betagende. Men det er også ubehageligt, for dele af forestillingen føles som at blive sænket ned i fremkaldervæske, hvorved alting bliver meget tydeligere. Uhyggeligt tydeligt. Det er så forsvarligt lavet og gennemtænkt, så uhyggen blev efterfulgt af en himmelsk afklaring. Den er også nødvendig for at kunne rumme forestillingen. Det er den, der gør, at det hele giver mening. Det er ikke bare et spørgsmål om at blive skræmt. Den øredøvende efterfølgende fred matcher den krybende uhygge. Det bliver til sider af samme sag. Det er denne dualisme, der er så betagende, og som bagefter fylder i sindet.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Det er kun plads til lige knap 20 tilskuere. Det virker eksklusivt. Måske Eller er det rigtigere at kalde os "deltagere". Men det ved vi endnu ikke, da vi sidder i det første rum og venter. Uvisse om hvornår det begynder, og om det allerede er begyndt. Om det er dette, der ER forestillingen. Det er en spændende og krævende forestilling. Hele installationen eller forestillingen foregår på tre lokaliteter. Hvis den første er en slags limbo, er den næste helvede og den sidste himlen.
Det første, der fanger mig ind, er teksten af Sonja Ferdinand. Den repeteres i en uendelighed, men med variationer. Den bevæger sig rundt i cirkler. Den er dynamisk, og alligevel flytter den sig ikke. Den giver lige akkurat mening nok til at fastholde min opmærksomhed, men ikke nok mening til, at den kan tolke noget af alt det vi oplever. Den kører parallelt med oplevelserne i de tre rum.
I begyndelsen ser vi hendes ansigt i nærbillede. Hun taler til den anden - til os. Hun gør det på en sær hypnotisk måde. Hun taler beroligende, og det er tiltrængt, for vi bliver udsat for lidt af hvert. Det er hele tiden lige på vippen af, hvad der er rart. Det er en knivskarp balancegang, som forestillingen mestrer til det yderste. Det er imponerende og flot - og slet ikke let.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Men hvad sker der egentlig - eller hvad sker der IKKE?
Vi bevæger os ned ad en billedstrøm, hvori vi selv indgår med vores kollektive accept af det, der sker. Vi er med, når det gang på gang fører os videre ned af den fortsatte billedstrøm. Vi er som flodens vand, der føres videre fra lokalitet til lokalitet.
Det er sjældent vellykket endsige behageligt, når publikum skal engageres og ligefrem aktiveres, men her sker det indfølt og stumt insisterende, og det fungerer overraskende godt. Uden at nogen tilsyneladende føler sig tvunget eller udnyttet, men det er sære situationer og scenarier, som vi bevæger os igennem sammen med kvinden fra skærmen fra det første rum.
En vigtig del af oplevelsen er netop det overraskende, man kan opleve i hvert af de tre lokaliteter, derfor skal det heller ikke afsløres her. Det vil ødelægge oplevelsen, men involverer nybrygget kaffe, blod på væggene, et kæmpemæssigt hjerte og skumfiduser på fade.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Musikken af Anders Bach er serielt gentagende i en uendelighed, men uden at det virker enerverende, for musikken er i høj grad stemningsbærende. Den er på samme måde både strømmende og statisk. Kirkeklokkeklang strækkes ud til én lang lyd. Er det en helikopter, der bevæger sig ind over lydbilledet? Sådan fornemmes det. Det er et vældig lydhav, der støtter godt op om de visuelle oplevelser. Det meddigtende lys er designet af Felipe Osorio-Guzmán.Når musikken bliver uhyggelig, afbalanceres de høje drøn af beroligende guitarfingerspil. Sådan er det hele vejen igennem. Når uhyggen bliver for stor, lyder der straks beroligende ord eller toner - og det er også nødvendigt for balancen.
Først og fremmest er den timevange oplevelsesdrøm betagende. Det ER som drøm. En vågen drøm, hvor lys, lyd og bevægelse spiller sammen. Vi kommer mange gange ud på oprørt hav uden udsigt til redning og alligevel viser der sig hver gang en redning i nærheden.
Det er stærk oplevelse af bevæge sig igennem installationen/forestillingen. Jeg kom til at tænke på Samuel Beckett og "Mens vi venter på Godot". Teksten er hele tiden på vej, men den går straks i stå, vrister sig løs og går videre, for et øjeblik efter at gå i sig selv. Det sker igen og igen, hele forestillingen igennem. Vi ledes på vej, og det hele er lige ved at give mening, men gør det så alligevel ikke. Forskellige ord og fraser stikker ud, som fx. "Jeg elsker dig! Gør det noget?"
Det ene udsletter det andet, og vi står tilbage med tomme hænder. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg befinder mig væsentlig bedre i himmeldelen end i helvedesdelen.
Foto: Sofie Amalie Klougart
Katrine Leth bærer hele fortællingen og er frygtløs. Det er betagende, hvordan hun ukueligt fører historien igennem i et tæt samspil med tilhørerne. Det lykkes på en nænsom, ubesværet og alligevel direkte måde, der virker overrumplende og engagerende, selv vi ved, at vi bliver bondefanget. Det er kun med nød og næppe, at vi slipper ind i himlen efter helvede.
Sydhavn Teater er et Lille Storbyteater under Københavns Kommune. Teatret har fire platforme: Østre Kapel, Karens Minde Kulturhus og i P44 – deres performancespace på Borgbjergsvej 44.
DEN ANDEN
Sydhavn Teater
på P44 - teatrets performancespace på Borgbjergvej 44
11. november - 2. december 2023
1 time, hvor publikum går med og er siddende og stående
(ikke egnet for kørestolsbrugere og gangbesværede)
En sammensmeltning af scenekunst og billedkunst,
iscenesat af performer Katrine Leth
og scenograf Freya Sif Hestnes.
Musik: Anders Bach
Dramatiker: Sonja Ferdinand
Lysdesign: Felipe Osorio-Guzmán
Scenografassistent: Stine Stub Nielsen
Produktionsleder: Emilie Topp Meyer
Teknisk support og afvikling: Jon Bernstorff Lehmann
Hvordan er det at være ung i kolonialismens kølvand?
"Overgroet historie findes overalt”
”Hvorfor ved jeg så lidt?”
”Det føles som at jeg har tomme hænder, intet værktøj,
en verden af kundskab, men alt ligger i mørke”
”Jeg håber ikke der sker noget dårligt i dag,
men det er jo selvfølgelig ikke så godt, hvad der skete i fortiden”
”Det er ikke fortid, det er her stadig”
”Vi må fortsætte med at snakke, så alle kan indse, at vi er ét folk”
Citater fra unge deltagere (13-19 år)
i researchprojektet Unfinished Tales
Vi får en kaffebønne i hånden, da vi træder ind i teatersalen. Vi skal opleve en installation. Eller en mellemting mellem en installation og en forestilling om stemmerne omkring os. Det er de indsamlede stemmer fra mange lande. Det er udsagn på utallige sprog. Nogle forstår vi, mens andre bliver oversat for os. Det hele handler om nordisk kolonialisme.
Den røde snor, der rulles ud imellem publikum, forbinder os på kryds og tværs. Når der bliver trukket i den ene ende, strammer det til i den anden. De to dansere træder varsomt omkring den røde snor, der som blodårer forbinder os med de uafsluttede historier.
Vi befinder os på Teater ZeBU på Amager, hvor vi møder den færøske danser Var bech Arting og den danske danser Inaja Skands. Samme dag er der premiere i Helsinki med islandske Ragnhildur Birta Asmundsdottir og finske Meri Nikula.
UNFINISHED TALES skabes i samarbejde mellem den kunstneriske leder og koreograf Ingrid Tranum Velásquez (DK) og en lang række unge og kunstnere fra mange lande. Next Door Project er koreografisk scenekunst baseret på dokumentariske og relationelle værkformater.
I tæt samarbejde med deres lokale koreograf udtrykte de unge deltagere, hvad den nordiske kolonialisme har betydet og betyder for deres identitet og hverdag. Som en del af researchen skabtes bl.a. 9 koreografiske kortfilm. Brudstykker af dem indgår i forestillingen. De to dansere danser dermed sammen med de øvrige - i hvert fald i overført betydning. På den vis skabes et fællesværk - en levende installation.
Den kunstneriske leder af Next Door Projekt, Ingrid Tranum Velásquez, fortæller om værket, at det er: "...et ønske om gennem kunstneriske processer at finde ind til en kollektiv fortælling. Alt hvad I hører af tekst, stemmer, film mv stammer fra vores research med unge (13-19 år) i Grønland, Færøerne, Island, Sápmi, Sverige, Finland, Norge, Ghana og St. Croix. Nogle af de unge har været med i kortere perioder, andre har været tilknyttet researchen i over 3 år på forskellige måder. Det er derfor virkelig et værk koreograferet af mange stemmer og kroppe, og netop dét, at finde og favne en kollektiv historie om dette sårbare emne, har været drivkraft i den måde materialet har bevæget sig gennem mange hænder, kroppe, stemmer og perspektiver."
Trekantshandlen med kaffe, sukker og slaver er nedsunket i vores bevidsthed. Det findes der et sted, men vi har kollektivt fortrængt det. Det er det, vi helst ikke vil tale eller mindes om, for hvad skal vi sige? Det går også igennem de unge stemmer vi hører gengivet i forestillingen/installationen. De taler fra steder, der ligger hen i mørke. Selve samtalen om skyld og forsoning henligger i mørke, men kan vi overhovedet se det, mærke det og være bevidst om det, hvis vi da ikke lige selv har været udsat for det eller føler os ramt af det?
Historien skrives altid af vinderne. Det er vel dét, der er sket. Vi er nødt til at lytte til de andres stemmer for at nærme os det. Danserne Var Bech Arting og Inaja Skands tager os med på rejsen over vandet. Meget kan slet ikke sættes i ord. Vi møder det i deres dans. I dansen får det mæle og bliver synligt imellem os. Forestillingen danser rundt om emnet, og gør det yderst delikat. Der danses på kaffe og sukker, og der breder sig en lækker duft af kaffe i rummet. Tidligere i forestillingen blev der også serveret nybrygget kaffe. Alle de udleverede kaffebønder som vi hver især har fået i hånden, da vi trådte indenfor, indsamles og males. Senere genskabes trekanthandlen symbolsk midt på gulvet med kaffepulver og stødt sukker.
De to danseres fødder danser igennem kaffetrekanten, der viser hen til trekantshandlen. På et langt stykke ophængt ostelærred projiceres film af dansende personer fra nogle af de steder, hvor unge er blevet opfordret til at dele deres tanker om, hvad koloniseringen har betydet for dem. De fortæller om, hvad det har affødt af tanker i dem. Det hele omsluttes af dans.
Da vi til afslutning opfordres til at skrive et par ord om, hvad installationen eller forestillingen vi har oplevet, har givet os af tanker, skriver jeg disse ord på sedlen:
"Som at bevæge sig rundt om et stort tomt sugende hul
Vi er alle mennesker af jorden og børn af solen"
Unfinished Tales
på Teater ZEBU
8.-11. november 2023
50 minutter
fra 13 år af.
Kunstnerne: Kunstnerisk leder og koreograf Ingrid Tranum Velásquez (DK), Poet Sarah Camille Osmundsen (NO), koreograf og danser Alexander Montgomery (GL), koreograf og danser Karianne Andreassen (NO), koreograf og danser Linda Remahl (Sapmi/SE), koreograf og danser Nii-tete Yartey (GH), koreograf og danser Meri Nikula (FI), koreograf og koreograf og danser Birta Ásmundsdóttir (IS), koreograf og danser Vár Bech Arting (FO), koreograf og danser Inaja Skands (DK), videokunstner Stina Aletta Aikio (Sapmi/FI), scenograf Annika Nilsson (SE), komponist Henriette Groth (DK).
- og unge mellem 13-18 år fra Nuuk, København, Torshavn, Reykjavik, Ay ay (St Croix), Accra, Oslo, Skellefteå og Inari.
I skabelsen af Descendants filmene 2019-2021 medvirkende også Camara Lundestad Joof (GM/NO), Marit Shirin Corolasdotter (Sapmi/SE), Auri Ahola (Sapmi/FI), Heli Huovinen (Sapmi/Finland), Justin F Kennedy (St. Croix), Ásrún Magnusdottir (IS), Katya R D Nielsen (FO), Jon Werede Hope (NO).
To forestillinger forsøger at stille skarpt på det.
Dels voksenforestillingen "Min far kan flyve" på Bådteatret
og dels børneforestillingen "Tro, håb & magi" i Krudttønden
med henholdsvis Livingstones Kabinet og Teater Hund & Co.
Det er to stærke teaterbud på at finde mening i det uforståelige.
Foto: Henrik Ohrsten.'
MIN FAR KAN FLYVE
af Livingstone Kabinet
på Bådteatret
Premiere: 7. november 2023
"Min far var 25 da han fik mig
han kunne lide Bob Dylan og Cornelius Vreeswijk
og rugbrød med leverpostej og remoulade og is
han elskede is og han fik de vildeste ideer
og købte svenske biler og en sejlbåd og en flitsbue og en hund
og så planlagde han at blive violinbygger
men han var læge
alment praktiserende læge med egen praksis
i en lille by i Jylland
og så havde han bipolar lidelse
eller maniodepressiv sygdom som det hed dengang."
Uddrag fra sceneteksten til MIN FAR KAN FLYVE på Bådteatret.
Der er ikke noget bedre end teater, der er skabt af nødvendighed. Sådan er det med Livingstones Kabinets nyeste forestilling på Bådteatret, der i forgårs havde premiere på "Min far kan flyve". Musikken er kreeret af Pete Livingstone, og det er dejligt at kunne læne sig tilbage i hans afslappende og smægtende toner og sang. Nina Kareis, der har instrueret de tre spillere og Pete på scenen, har også skrevet historien, der skildrer det tumultariske liv med en far, der både var fantastisk og bipolar (tidligere kendt som maniodepressiv). Det er en både kærlig og knusende scenisk skildring af deres liv sammen, indtil faren endte med at tage sit eget liv.
Foto: Henrik Ohrsten.
Det er et brændende portræt, der bagefter bliver stående i ens underbevidsthed. Det arbejder sig ned i én, eftersom fortællingen er meget større end forestillingen. Visuelt er det en stram omgang. Det er en forestilling skåret helt ind til benet. Egentlig er der kun det, der skal være, men alligevel er forestillingen - rent visuelt - så spartansk orkestreret, at det næsten er for skrabet. I hvert fald er det nedprioriteret. Til gengæld er den meget visuelt instrueret. De tre spillere: Amia Miang, Bo Carlsson og Troels Kortegaard Ullerup gør det glimrende. Scenegangen er glidende og harmonisk, og lige så rytmisk som musikken er understøttende, men det er den bagvedliggende beretning som følger med hjem bagefter.
Foto: Henrik Ohrsten.
Det er ingen let sag at skabe et værk, der har afsæt så tæt på én selv. Hvordan får man den fornødne afstand? Dels har man en historie, der presser sig på for at blive fortalt, og dels er det vigtigt, at den bliver fortalt, så den både er sand, men også at man skal kunne leve videre med det billede, man skaber af sig selv og historien. Det vil aldrig kunne blive andet og mere end en versionering af det, der er sket. Det er set med barnets øjne, eftersom det var de øjne, der oplevede det.
Foto: Henrik Ohrsten.
Nina Kareis har taget et klogt valg ved at holde smerten ud i strakt arm, derved får vi mere en refereret end en smertebåret historie. Smerten er der stadig, men i stedet for som den opståede følelse, der følger det berettede i tilskuerens bevidsthed. Selvfølgelig har det gjort ondt og været uforståeligt, men det gode trumfer det dårlige. Glæden bliver også holdt ud i strakt arm, men det sætter sig inde i os. De overraskende historier kræver en forståelse, som kun tilskuerne kan bidrage med. Den findes ikke i virkeligheden. Eller gør den? Det er forestillingens store fortjeneste, at den overlader spørgsmålene til tilskuerne. Det virker godt.
Foto: Henrik Ohrsten.
Forestillingen skildrer faren som en person, der kan styre hele sin verden i sine maniske, meget dynamisk perioder, men også hvordan han slipper alting i de depressive perioder. Det er skildringen af den fantastiske far, der kan have holdt hele verden i sin hule hånd, og som datteren tydeligvis elsker og holder af, selv om det ikke er uproblematisk. Vi bringes med ind i historien ligeså undrende og uforberedte som datteren, men hvordan det egentlig har været, får vi ikke at vide. Det behøver vi heller ikke, for vi mærker det alligevel. Om det er overhovedet var til at holde ud, ved vi ikke. Men vi forstår, at det har haft sin pris.
Foto: Henrik Ohrsten.
I en dansescene, hvor de tre på scenen sammen med musikeren, fester rundt med masker på, forestillende Jack Nicholson fra "Gøgereden", er det nærmest en hyldest til oprøret og den skæve virkelighed, som filmen repræsenterer med sin skildring af de normale syge, der bliver holdt fast i en unormal verden på en lukket afdeling. Efter at have set filmen, spørger Nina Kareis sin far, om han også har fået elektrochok. Det er en sært rørende scene, hvor datterens afsmag for behandlingsformen (som man sidder tilbage med efter filmen) brat bliver slået ned af den overraskende ærlighed, som farens svar giver: "Ja, mange gange. Det er det eneste, der har virket for mig". Det er i en scene som denne, at forestillingen vitterlig rækker ud og omfavner sit publikum. Sådan er virkeligheden også.
Det er en forestilling, der stiller mange spørgsmål.
Hvad er et godt liv?
Hvad er meningen?
Svarene må vi selv finde.
Foto: Henrik Ohrsten.
MIN FAR KAN FLYVE
GÆSTESPIL AF LIVINGSTONES KABINET
på Bådteatret
Premiere: 7. november 2023
/// INSTRUKTØR
NINA KAREIS
/// KOMPONIST
PETE LIVINGSTONE
/// SCENOGRAF
JOHAN KØLKJÆR
/// LYDDESIGN
JACOBE SUISSA
/// LYSDESIGN
MARTIN DANIELSEN
/// KOSTUMIER
CLARA BISGAARD
/// MEDVIRKENDE
AMIA MIANG, PETE LIVINGSTONE, BO CARLSSON, TROELS KORTEGAAARD ULLERUP
Hvis man har svar på alting, har man måske slet ikke forstået, hvad det hele handler om.
Teater Hund & Co. går ind i kampen om meningen med livet med spørgsmålet:
Hvad tror du på?
Det er spørgsmålet, som Jesper forsøger at besvare i forestillingen, men han ved ikke, hvad han skal svare. Det kan han ikke håndtere. Sammen med vennerne Malik og Mathilde er de vant til, at hvis der er noget, der er sikkert, er det, at Jesper kan svare på alt. Men pludselig er han tavs. Ordene slår ikke til. Hvordan skal man besvare det, hvis man kun må give ét svar, og hvis det skal være noget, alle kan enes om?
Foto: Kontraframe
Måske er det grunden til, at der er krig i verden?
Vi har svært ved at finde et fælles svar på spørgsmålet.
Hvad skal man tro på?
På sig selv, på kærlighed, på Gud, på magi og fodbold?
Er det ene ligeså godt som det andet?
Vi er ikke gode til at lytte, men vil gerne tale.
Vi vil gerne have at andre lytter, men formår vi selv at lytte?
Foto: Kontraframe
I børneforestillingen "Tro, håb & Magi" stiller dramatikeren Methe Bendix spørgsmålet så åbent, som det overhovedet kan gøres. Adelaide Bentzon, der både har koreograferet og instrueret, har skabt en fabulerende og humoristisk forestilling, der tager store chancer og dermed kommer til at virke helt aldersløs. Det er flot og vovet, men hvo intet vover...
Det er en gevinst i sig selv at opleve forestillingen, der fungerer som en trampolin for de tre spillere: Mathilde Eusebius, Jesper Bruun og Malik Grosos. De er skønne - og de formår at lade spørgsmålene blive hængende i luften. Det sker både begavet og legende.
Foto: Kontraframe
Kan tro flytte bjerge? Det siger man, men man er nødt til selv at se forestillingen for at få svar på det. Undervejs kommer vi ud at svømme med en guldfisk. Mathilde Eusebius synger Tøsedrengenes og Anne Dorte Michelsens-hit "Ud under åben himmel" med vind i håret og slående gejst. Der er også et gennemkoreograferet dansepotpourri fra musicalen "Sound of Music". Det er herligt.
Foto: Kontraframe
Det er en forestilling med en overvældende detaljerigdom. Scenografien af Jacob Langaa-Sennek og kostumerne af Pille Behrendt spiller godt sammen med instruktionen. Det er svært at sidde stille, for det bliver afleveret med en glad, smittende frejdighed, der klæder forestillingen. Tilmed lykkes det at finde flere gode og dækkende svar på det meget enkle, men alligevel komplicerede indledende spørgsmål. Det gør forestillingen både eftertænksom, alvorlig, munter og legende. Som tilskuer er man i godt selskab, både som barn og voksen.
.jpg)
.jpg)
%20(6).jpeg)
%20(5).jpeg)
%20(3).jpeg)
%20(7).jpeg)
