Anmeldelse: SCAVENIUS på Bådteatret

 

Foto: Miklos Szabo.

Kristian Halken har skrevet og spiller selv hovedrollen i Bådteatrets opsætning af SCAVENIUS. Det er en genopsætning fra 2020. Han er politikeren og diplomaten, der allerhelst ville være gået på pension, og sidde og drikke te ude på terrassen på gården i Nordjylland, men som alligevel lader sig overtale af Stauning til at genindtræde i det politiske liv. Han er tysktalende, har allerede været i Berlin og kan kommunikere med den tyske besættelsesmagt i Danmark. 

Foto: Miklos Szabo.

 

2. verdenskrig bryder ud den 1. september 1939. Den 9. april 1940 invaderer Tyskland Danmark. Den 4. maj 1945 befries Danmark igen. Det er blevet kaldt "De fem mørke år". Forestillingen foregår i denne mørkeperiode. Erik Julius Christian Scavenius (1877-1962) får Danmark gennem den mørke tid, men eftertiden har stemplet ham som alt for tyskvenlig. Ja, ligefrem som kollaboratør og landsforræder. 

Foto: Miklos Szabo.

 

Rolf Heim har instrueret Bådteatrets Reumert-belønnede dukkeensemble rundt om Kristian Halkens Scavenius. Resultatet er blevet et visuelt imponerende (mare)ridt gennem en turbulent tid, hvor dyr og mennesker blandes. Forestillingen viser hans dilemma og balancegang gennem en svær tid. Han skildres gennem forestillingen som en pragmatisk, tør embedsmand, men er langt mere end det. Han var udenrigsminister fra 1909-10 og 1913-20 og igen fra 1940-42, og også statsminister fra 1942-1943. Efter krigen deltog han ikke aktivt i de mange debatter om besættelsestiden, men fastholdt til sin død, 20 år efter, at den politik han og samlingsregeringen havde ført, var den eneste rigtige efter omstændighederne.

Foto: Miklos Szabo.

 

Den imponerende togkupé-scenografi af Jonathan Hjorth er dygtigt belyst af  Sonja Lea og manende ilydsat af Janus Jensen. Den fører os i ekspresfart tilbage til dengang. Undervejs får vi også de to fejende Liva Weel-revyviser: "Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes" og "Man binder os på hånd og mund". Med musik af Kai Norman Andersen og tekst af Mogens Dam ("Jeg har elsket...") og Poul Henningsen  ("Man binder os...") , den sidste er den mest berømte sang fra besættelsestiden. Den indgik i forestillingen "Dyveke" på Riddersalen.

Figurgalleriet rundt om Scavenius, måske mere rammende at kalde det et dyregalleri, er skabt af Katrine Karlsen, og det er de tre andre medvirkende: Thomas Bang, Jeanette Lindbæk Birk og Lucia Vinde Dirchsen, der animerer dyrene og udlåner deres egne hænder, arme og ben til de menneskestore dukker, der illuderer Stauning, Christmas Møller, Berg og Göring, og er skabt som hund, ræv, gris og ørn. De tre skuespillere agerer også Adolf Hitler, Scavenius´ hustru Emma og elskerinden Alice. 

Foto: Miklos Szabo.

Lige så menneskelig bleg og tøvende som Scavenius skildres, lige så karikeret er Hitler, men det afbalanceres af Kristian Haltens nøgne og rørende portræt af Erik Scavenius. End ikke i scenerne med hustruen og elskerinden er der meget passion at spore. Men Halkens skildring af Scavenius´ nærvær og politisk insisterende kamp er gribende. Den stiller spørgsmålstegn ved, om eftertidens dom af ham ikke har været for entydig hård.  

Foto: Miklos Szabo.

Den sideløbende kærlighedshistorie forekommer ikke så vigtig, og så alligevel, for den fungerer som en følelesmæssig gentagelse eller kopi af det politiske liv omkring Scavenius. Forstået på den måde, at Scavenius, såvel i privaten som i sit politiske liv, træffer en beslutning som han efter bedste evne forsøger at sætte igennem. Men virkeligheden kommer i vejen og spænder ben for ham. Det er en svær balancegang, som Rolf Heim får styret sikkert i havn, og det lykkes ikke mindst ved hjalp af forestillingens frit fabulerende dyreunivers. Det er i kontrasten mellem Kristian Halkens underspillede minister og det omgivende karikerede dyregalleri, at forestillingen lever. Dertil kommer Thomas Bangs maniske Hitler, Jeanette Lindbæk Birks rørende Emma og Lucia Vinde Dirchsens unge, frembrusende Alice. Det hele bringes til kogepunktet i skildringen af en tid, hvor det normale bliver forvrænget og det menneskelige bliver dyrisk, når vi som publikum kommer med ned i historiens sorte gryde, hvor alting bliver kogt op til ukendelighed. Der er selvsagt langt fra besættelsestidens heltedyrkelse til det krakelerede billede af tiden, vi møder i forestillingen. Men i enhver krig er det altid sejrherrerne, der skriver historien - og  sandheden er den første, der kapitulerer.

Foto: Miklos Szabo.

SCAVENIUS

Bådteatret

24. november - 15. december 2021

70 min.

Instruktør: Rolf Heim, 

Dramatiker Kristian Halken, 

Scenograf Jonathan Hjorth, 

Dukkemager Katrine Karlsen, 

Lysdesign Sonja Lea, 

Lyddesign Janus Jensen, 

Medvirkende: 

Kristian Halken, Thomas Bang, Pernille Nedergaard Haugesen, Jeanette Lindbæk Birk

Hjemmeside & billetter

Teatertrailer (via Facebook)

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Bådteatret:

NI & PARALLEL MONOLOGUES (2021)

CANADA (2020)

LEAS RUM (2019)

SLAG (2017)

LOVE AND MONEY (2016)

CLARA (2015)

JEG GAV DIG AVISEN (2015)

A TENDER THING (2015)

KYS DET NU, DET SATANS LIV! (2015)

WIT (2014)

UNG BLOND PIGE(2013)

THE CITY (2013)

 *

Se oversigten over de øvrige 

 205  anmeldelser

*

Anmeldelse: CUL DE SAC i Skuespilhuset og MARIE GALANTE i KU.BE

 

Fotograf: Cosmin Cirstea.

CUL DE SAC i Skuespilhuset 

Det lover godt som de står der ventende sammen med os andre, før vi skal ind. Samuel Gustavsson og Petter Wadsten ligner Fyr & Bi . Da de stiller sig på scenen foran os, ruller de et banner ud: ”This is the beginning”, står der på det. Det er en rigtig god begyndelse, for de kan noget de to. Den ene er meget lille (Petter Wadsten). Den anden er meget høj (Samuel Gustavsson). Der er en særlig forbindelse mellem dem, det mærkes straks. Samuel Gustavsson står bag ideen til forestillingen. De behøver næsten ikke gøre noget, for de har os i deres hule hånd fra begyndelsen. Vi vil gerne høre deres historie. De siger bare ikke noget, bortset fra det gentagne: ’Stuck’ og ’Unstuck’. Det giver fin mening i begyndelsen. Især da det viser sig, at de begge er iført jakkesæt med velcro, der gør, at de røde stænger, som de kaster til hinanden, sætter sig fast på deres tøj. Eller slet og ret, at de selv sætter sig fast på hinanden, de er uløseligt forbundet. 

Fotograf: Cosmin Cirstea.

Det er simpelthen sjovt, når de kaster rundt med hinanden og bliver siddende som burrer på hinandens tøj, og det bliver det ved med et stykke tid. Indtil det går i sig selv, og bliver til ren Nycirkus, der skal nydes for det, det er, men problemet er, at så spændende er det heller ikke med de røde stænger, som de bliver ved at kaste til hinanden. Hvor er historien, hvad er det som de vil fortælle os? Det forsvinder i komikken. 

Fotograf: Cosmin Cirstea.

Der er ellers gode ansatser til det. Ikke mindst da alle de røde stænger kastes ind og sætter sig fast på Petter Wadsten, så de på en måde bliver ét med ham. Det er et godt billede på at være lukket inde. Det giver fin mening. Det gælder også den afsluttende installation, der bygges på scenen. Det er betagende, at alle de røde stænger rejser sig som en konstruktion. Som en kæmpemæssig borg fra gulv til loft. Jeg kommer til at tænke på Lars Vilks ”Nemis” på Kullen, hvor man kan bevæge sig rundt inde i en hel verden bestående af drivtæmmer hamret sammen på kryds og tværs.  På samme måde rejser de velcro-beklædte røde stænger sig for øjnene af os, mens meningen synker i grus.

Fotograf: Cosmin Cirstea.

Sidste år i forestillingen ”Genlyd” på AFUK (Akademiet For Utæmmet Kreativitet) indgik Petter Wadsten i en anden Fyr & Bi-konstellation med Anika Barkan, instrueret af Cille Landsade. Det var også en forestilling affødt af Nycirkus, men den havde alligevel en sammenkædende forståelsesramme. Eller i hvert fald var der en logik, der kædede løjerne sammen. Ikke altid en logik jeg kunne følge, men den var der. Egentlig er det spændende, når vi som publikum blev hægtet af, for det kræver mod, når vi skal lokkes ud på dybt vand. Men i ”Cul de sac” (der er det franske udtryk for ’Blindgyde’) måtte vi nøjes med de røde stænger og massevis af velcro. Det er forbløffende, hvad de kan med de stænger, men det er bare ikke nok. Som start og slutning får vi et anslag til en ramme, men det hjælper ikke, når de 50 minutter, forestillingen varer, føles alt for lange. Også selv om det var en fornøjelse at være i selskab med Samuel Gustavsson og Petter Wadsten. Dem vil jeg blive ved med at huske. Der er virkelig noget at bygge videre på med deres figurer. Der er masser af historier i dem.

CUL DE SAC

Skuespilhuset DKT, 

den 19. og 20 november 2021

Medvirkende: Samuel Gustavsson, Petter Wadsten
Idé: Samuel Gustavsson
Scenograf: Signe Beckmann
Lyddesigner: Mika Forsling
Lysdesigner: Sonja Lea
Producent: Rapid Eye
Co-producent: Dynamo Workspace for Circus and Performing Arts
Arrangør: Rapid Eye

Hjemmeside & billetter

---------- 

 

MARIE GALANTE

med Copenhagen Chamber Performance

i KU.BE

Kurt Weills opera-cabaret "Marie Galante" bygger på Jaques Devals roman fra 1931 om den fattige pige, Marie, fra Bordeaux. Weill komponerede musikken i 1934, mens han boede i eksil i Paris. Han var kommet dertil i håb om at genoptage samarbejdet med Bertolt Brecht, men sådan gik det ikke, for Brecht rejste til Svendborg, og Weill mødte forfatteren Jacques Deval, der skrev librettoen baseret på romanen.

Marie Galante bliver bortført til Sydamerika på en lastdamper, bliver sat af i Venezuela, og må sælge sin krop for at komme tilbage til Frankrig. Ulykkeligvis bliver Marie uvidende involveret i politiske intriger og dobbeltspionage, alt sammen i håbet om at rejse penge til at vende hjem.

Forestillingen er forholdsvis ukendt, og meget sjældent opført i sin helhed, men nogle af Weills mest kendte melodier stammer derfra. Copenhagen Chamber Performance opfører en farverig kammerversion af forestillingen, hvor der synges på fransk og fortælles på dansk. 

De tre musikere: Adam Ørvad (accordeon), Bo Skjold Christensen (klarinet) og Jacob la Cour (cello) kommer ind og sætter sig ved et café-bord med rødternet dug, og bydes på et glas absinth af tjeneren, spillet af Edhem Jesenkovic, der glider gennem forestillingen og agerer over for Radmila Rajic, der ligesom trioen fungerer som både historiefortællere og musiker/sanger. Der er dobbelt roller til alle. Edhem Jesenkovic er den eneste af de fem, der intet siger, men det gør han så alligevel gennem sin dans. Susanne Breuning har i sin glidende og formfuldendte instruktion arbejdet med små præcise virkemidler, der understøtter historien. Enkelheden er forestillingens styrke. Utroligt hvad man kan med så få virkemidler. Her er alting på rette plads, og der danses, spilles, synges og ageres umådelig fint af alle 5 medvirkende.

Forestillingen er miket op, og det fungerer godt i de tyste og stille partier, men virker lidt voldsomt, når der synges i fuldt register, men efter et stykke tid vænnede mine ører sig til det. Det klinger smukt. Celloens vemodige, dybe klang og Rajic´s sopran smyger sig om hinanden. Rajic klarer de mange skift ganske dækkende, men arrangementerne ligger også godt for hende. Både musikalsk og scenisk.

Det er en dybt tragisk historie, der har meget til fælles med Bizets ”Carmen”. Det er en skildring af kærligheden, der overlever det hele, indtil den må betale den ultimative pris for sin lidenskab. 

Det er en stor fortælling, der ridses op på bare én time. Kærligheden flammer op, og slukkes igen. Marie drømmer sig bort til drømmelandet Youkali ved Verdens Ende. Stedet, hvor man glemmer alle sorger.

”Men det er en drøm, en dårskab, det findes ikke – Youkali. /Og livet fører os videre. Hverdagsagtigt, kedeligt, men den stakkels menneskesjæl som søger efter glemsel overalt, har fundet den mystik, hvor vores drøm er begravet, i et Youkali.”(fra 8. scene, oversat af Pia Mia Gruwier Larsen)

Men nogen lykkelig ende får vi ikke.

”Dampen og bremsernes hvinen får mine nerver til at krympe sig. Det er Herrens tog, jeg ser det komme. Men et andet sort tog følger Herrens tog. Hurtigt, hurtigt, stig ind i det gode tog, syndere. Stig ind i toget. Stig ind i toget. Kør, rul, vug, oh tavse tog, vores kære bror til Faderens hjem. Vug på dine skinner, som glider lige til himlen, over Jorden, over Golgata.”(fra 9. scene, oversat af Pia Mia Gruwier Larsen)

Radmila Rajic er initiativtager til og kunstnerisk leder af Copenhagen Chamber Performance, der også stod bag ”Brecht og dødssynderne ”, der slog mig helt bagover i 2016 i Krudttønden på Østerbro. Der var igen med musik af Kurt Weill, og denne gang med tekst af Bertolt Brecht i Otto Gelsteds originale oversættelse. Samme oversættelse, der blev brugt ved førsteopførelsen på Det Kgl. Teater i 1934, men stykket nåede kun at spille to gange, før det blev stoppet.  Den danske ambassadør i Berlin var stærkt presset af myndighederne i Tyskland, som betegnede stykket som propagandistisk og kommunistisk. Forestillingen ”Alma Mahler” var lige så betagende, da den blev opført i Arbejdermuseets festsal i 2018. En forestilling af Eva Sommerstad Holten om Alma Schindler, der bliver til Alma Mahler, men dermed også afskrev sin egen kunstneriske karriere for at understøtte sin kommende mands, for det betingede Gustav Mahler sig før giftemålet. Forestillingen beskrev hendes møde med Gustav Klimt, Alexaner Zemlinsky, Max Burckhard og senere Franz Werfel, Walter Gropius og Oskar Kokoschka men også, hvordan hun genvandt sin egen kunstneriske integritet.  Otte  af de 13 sange var komponeret af Alma. Resten var af Mahler. Blandt andet fra ”Five Rückert Songs” (1904) og "Kindertotenlieder" (1902).

Både ”Marie Galante”, ”Brecht og dødssynderne” og ”Alma Mahler” er tre eksempler på, hvordan det er lykkedes at få store dramaer til at fungere i intime sammenhænge. I ”Alma Mahler” var musikken lagt i hænderne på pianisten, Rikke Sandberg, hvis imponerende spil fik det til at lyde som et helt orkester. I ”Marie Galante” og ”Brecht og dødssynderne” er det med Adam Ørvad på accordeon og Bo Skjold Christensen på klarinet. Det var med cellisten Mattias Rodrick i ”Brecht og dødssynderne” og Jacob la Cour i ”Marie Galante”. Musikken er arrangeret for trio-besætning af Adam Ørvad. Vi er i godt musikalsk selskab.

 

MARIE GALANTE

med Copenhagen Chamber Performance

i samarbejde med Musikforum Frederiksberg i KU.BE

lørdag den 20. november 2021

Opføres også i Hellig Kors Kirken, Jyllinge

søndag den 21. november 2021 kl. 15.00.

Komponist: Kurt Weill

Libretto: Jacques Deval

Instruktion: Susanne Breuning

Sopran: Radmila Rajic
Performance: Edhem Jesenkovic

Trio:

Adam Ørvad (accordeon)
Bo Skjold Christensen (clarinet)
Jacob la Cour (cello)

Hjemmeside

Teatertrailer (via Facebook):

*

Tidligere anmeldte Copenhagen Chamber Performance-forestillinger:

Alma Mahler (2018):

Brecht og dødssynderne (2016):

 *

Se oversigten over de øvrige 

 205  anmeldelser

*

Dobbelt anmeldelse: MOON på Teaterøen og SMASK på Mungo Park

 

Foto: Søren Dø.

MOON på Teaterøen

”Vi er som den klare måne, alle har vi en mørk side.” 

Kahlil Gibran.

Hvad nu, hvis vi kunne lande på månen med et sejlskib og sejle fra Stilhedens Hav til Grænsehavet? Hvordan ville månestøvet ændre sig på rejsen? Svaret får du i denne evigtsmukke, forunderligt vægtløse og magiske månekabaret.

”I will tell you the story of how the sun loved the moon so much he died every night, to let her breathe. It all started in ancient times…” Den sungne engelske sangtekst har inkorporerede citater og uddrag af bl.a. Jorge Luis Borges og Rainer Maria Rilke. Hver af kabaretens 14 sange er allokeret et månehav og dets koordinater, der vises på bagvæggen.

Foto: Søren Dø.

Vi møder en verden, som vi aldrig har mødt før, for hvad sker der egentlig på månens bagside? Hvad sker der, når vi giver slip og lader os lokke med på denne inciterende og grænseløse rejse til ukendte dybder bag på månen og dybt inde i os selv?

Forestillingen er både poetisk højtidelig og vidtløftig. Jeg griber mig i at spænde i kroppen, for det er så forbløffende at blive inviteret med på denne overrumplende, vægtløse og betagende månerejse, men det ændres markant med sangen ”Mare ingenii” (Opfindelsernes Hav), hvor det burlesk groteske bryder ud i lys lue, og giver rum til humoren. Det er herligt overraskende.

Foto: Søren Dø.

Enkelhed er det sværeste, og forestillingen er proppet med den. Vi præsenteres ikke for meget mere en bunke sand, et lille bitte papirfoldet skib, en sølvring, to balloner, et spejl, et par lommelygter og en lyskæde. Ud af det er der opstået en utrolig forestilling, hvor hele verden er i spil, da astronauten i skikkelse af Klaus Riisager møder månen, personificeret af Tilde Knudsen – i husbonden, Peter Kirks suveræne instruktion.

Tilde Knudsen og Klaus Riisager er to kompromisløse kunstnere på hvert deres felt. Tilde Knudsen er skuespiller og danser samt leder af Teater Asterions Hus, der holder til på Teaterøen. Klaus Riager er komponist og sanger. Det er ikke første gang Klaus står på scenen, for hans måde at synge på ER indbegrebet af teater. Han er inspireret af Kurt Weill, Berliner-cabaret og tysk ekspressionisme. Gennem den gentagne opremsning af længde- og breddegrader klinger  et ekko fra Kate Bush´ titelnummer fra albummet ”50 Words for Snow” fra 2011.

Foto: Søren Dø.

Efter at have set MOON, genhører jeg forestillingens musik på Spotify. Det giver god mening, for det var sådan forestillingen blev til. Klaus Riisager komponerede og indspillede de 14 sange, der ligger som backtrack, og som han synger live til. Derfra voksede forestillingens visuelle side frem. Hvordan han formår at synge så smukt, så vildt, så hæst og så ømt, selv om han samtidig ligger på ryggen eller snor sig i de underligste fordrejede positioner, går over min forstand. Men mindre kan nok heller ikke gøre det i selskab med Tilde Knudsen, der med sin krop synger med. Det er en kropslig sang uden ord, men så meget desto mere talende. De har lavet mange forestillinger før, hver for sig og sammen, men som oftest er musikken først blevet koblet på sent i processen. En lysende undtagelse var ”Europæerne”, der var Teaterøens imponerende Howard Barker-forestilling i 2016, hvor Klaus også var med på scenen. Men i MOON var det musikken, der startede det hele.

Foto: Søren Dø.

Der er tale om en trio-forestilling. Instruktøren, Peter Kirk, sørger for at det hele lander smukt og præcist. Det er samtidig Peter, der står ved lyd- og lyspulten. For selv om setup´et er yderst enkelt, er forestillingen teknisk set yderst kompliceret, alt skal fungere som smurte tandhjul for at magien bevares. Musikken er komponeret og indspillet af Klaus Riisager, assisteret af Asbjørn Kjærgaard Pedersen. Det er en fryd at lytte til. De inkorporerede filmprojektioner af Søren Dø gør det endnu mere magisk og forførende. 

Foto: Søren Dø.

Resultatet på scenen er frugten af mange års teater- og musikarbejde, som de tre involverede har afsøgt og udviklet på hver deres måde. Det er en stor glæde og et endnu større privilegie at få lov til at se denne prægtige og sjældne måneblomt springe ud lige der foran os, hvor den indfanges af Klaus´ sære og fortryllende hæse vokal, mens Tilde indfanger det kropsligt med sine bevægelse. Det er et under! Der er ingen tvivl, bedre månelandinger fås ikke. Og det er heller ikke for ingenting, at det sidste nummer hedder: ”Casa Asterion, House of Asterion”.

”This end is the end of all ends

It happens to us all

…my friend.”

 

MOON

   Teater Asterions Hus

på Teaterøen

16. - 21. november 2021 på Teaterøen

23. - 28. november på Teater Møn

60 min.

--------

Månen: Tilde Knudsen

Astronauten: Klaus Riisager

Instruktør: Peter Kirk

Komponist/Librettist: Klaus Riisager

Koreografi: Tilde Knudsen

Scenografi, lys, kostumer, grafik, teknik – og meget mere: Holdet

Video/Foto: Søren Dø

Sound Mastering: Asbjørn Kjærgaard Pedersen

Varighed: 1 time

Hør musikken på: 

Sportify: Moon Riisager 

Hjemmeside  & billetter 

 Teatertrailer (via Facebook)

*

Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger på Teaterøen:

2020:

Alice i Eventyrland

2017:
Min Odyssé

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

 ---------------------------------------------------------------

Foto: Zuhal Kocan.

SMASK

Mungo Park

i Allerød

I teatrets foyer er der opsat en kasse med et hjerte:

”Hvis du har et spørgsmål og er lidt ked

Så er du kommet til det rette sted

Læg et brev og håb på svar

Så vil vi gi´ den visdom vi har

Hvis du lidt gode råd af os vil nasse

Så stil et spørgsmål til vores

Kærlighedsbrevkasse”

Foto: Zuhal Kocan.

De sidder allerede i en sofa på scenen, da vi kommer ind. Yderst Nana Morks, i midten Sara Fanta Traore, halvvejs skjult bag et bjerg af bamser, og yderst Henrik Prip. De sidder så tæt, at Prip må læne sig til siden for at kunne være der. Han rejser sig og går over til en automat med drikkelse, men kan ikke få den til at virke. Da Morks lidt efter gør det samme, virker den igen. Et grønt lys tændes over døren og signalerer, at det er den næstes tur. Prip kommer for sent, og det er i stedet Morks, der igen kommer først. Da de begge er væk, er der Traores Miriam tilbage. Hun vikler sig ud af bamserne, der er syet sammen til en kæmpemæssig bamse-poncho. Manden er gået fra hende og har fundet en anden. Sammen har de datteren, som nu bor på skift hos dem. Miriam er ved at gå i spåner over det. Hun spiller rollen som Hella Joof ville have gjort det. Underspillet og tilbageholdt, med momentvise vulkanske udbrud. Vi forstår hende godt, for hun er ved at gå til af jalousi, og der er ingen enkel vej ud af det, når man befinder sig i følelsernes vold. I sin desperation taler hun med en af bamserne, og den svarer hende kækt og frejdigt. For datteren er som snydt ud af næsen på faren. Det er det alle siger, og hun kan næsten ikke have det. Det er som at få salt gnedet endnu længere ned i det i forvejen betændte kærlighedssår. Det hele får en ganske overraskende ende. ”Med venlig hilsen din ekskone”, skrevet af Zakiya Ajmi, er den første ud af tre forvredne kærlighedshistorier, der sammen udgør Mungo Parks SMASK, der er instrueret og bearbejdet af Anastasia Nørlund. Det er hun sluppet godt fra.

Foto: Zuhal Kocan.

”Svedeture, grædeture, søvnløshed, udslæt på arme og hals, ømme muskler og led, synsforstyrrelser, svimmelhed, stirren op i det blanke loft, ligge i timevis, dagevis og se edderkopper trække tråde på kryds og tværs hen over dit hoved, som fælder. Net, der langsomt strammer ind om din krop. At blive ondskabsfuld af kærlighed. En oplevelse af fission: at dit hjerte er radioaktivt, at for mange atomer spaltes på én gang, at det vibrerer i dit bryst. At gå og vente på en ulykke. Og paranoia.” (fra ”Med venlighed hilsen din ekskone”af Zakiya Ajmi - den første af SMASKs tre dele)

Foto: Zuhal Kocan.

I Rasmus Krones ”Allehelgensaften” kommer døden på besøg, klædt ud som et blomsterbesmykket Halloween-spøgelse. Henrik Prip har lige vinket farvel til konen, der er kørt afsted med sin halvdel af deres indbo. Han smiler forceret, for herregud… Men smilet falder længere og længere ned, mens virkeligheden langsomt går op for ham, da han finder ud af, hvem han har fået på besøg.

Foto: Zuhal Kocan.

I ”Klubben”, der er den sidste af de tre fermt sammenvævede historier, deviset og bearbejdet af Anastasia Nørlund efter en ide af Marie Bjørn, møder vi den ulykkeligt forelskede datter og faren, der har startet en latterklub for at dulme smerten efter sin egen skilsmisse. Men latteren er forceret, og hver gang han ler, græder datteren. Det er ur-komisk, fordi det i bund og grund er så desperat og tragisk. De er begge anspændt og kærlighedsramte på hver deres måde, og det giver en komisk kontrast, som de begge udnytter til det yderste. Nana Morks´ og Henrik Prips gråd og latter veksles til frydelig latter hos publikum. Dertil kommer Prips maniske latterøvelser, der forplanter sig til publikum, og vi går sørme med på spøgen, for det er udført så overbevisende. Også selv om det er langt ude i hampen. Forestillingen balancerer på en knivsæg mellem det morsomme og det tragiske. Det er en svær balance, der lykkes.

Foto: Zuhal Kocan.

SMASK er velfungerende og meget morsom på en pinagtig, overvældende måde. Vi bliver simpelthen charmeret og vundet over af den fine iscenesættelse og det gode spil i de tre roller, og får lyst til at le med, når der grædes mest intenst på scenen.

SMASK

Mungo Park

På repertoiret fra den 16. november 2021

Medvirkende: 

Sara Fanta Traore/Rikke Westi, Nana Morks og Henrik Prip 

Iscenesættelse og bearbejdelse: 

Anastasia Nørlund, ”Med venlig hilsen din ekskone”: Zakiya Ajmi ”Allehelgensaften”: Rasmus Krone ”Klubben”: Oprindelig idé: Marie Bjørn. Deviset og bearbejdet af: Anastasia Nørlund 

Scenografi: Frederikke Dalum 

Lyddesign: Emil Bøll 

Lysdesign: Mikkel Givskov

Hjemmeside & billetter

Teatertrailer (via Facebook)

Foto: Zuhal Kocan.

Tidligere anmeldte forestillinger på Mungo Park:

De hovedløse

Fejring af et godt menneske

Manning er fri 

Faust 

Fritz Hansen Folket 

Uledsaget

Nordskoven 

De Stuerene 

(Mungo Park Kolding)

 *

Se oversigten over de 

203 andre anmeldelser

*